Vi slap afsted med de tre point mod Vejle, men præstationen kan ikke siges at have været imponerende. I for store perioder bliver vi for passive og det endte endda med, at Vejle dominerede spillemæssigt indtil vi igen fik fat og scoret det afgørende mål.
Første halvleg startede ellers fint, hvor særligt presspillet så ud til at fungere, men stille og roligt gik vi ned i niveau og stod dybere og så havde Vejle nemt ved at finde hullerne, der da heller ikke var svære at få øje på, og kunne nemt spille sig ud af vores pres. I anden halvleg var den tendens helt gal og vores presspil var ineffektivt for at sige det mildt. Vi ender med at have for stor afstand mellem kæderne og særligt de tre forrestes pres var dårligt, ligesom de yderste angribere i dag i høj grad var kantspillere, hvor Bundu på et tidspunkt endda var nede i forsvaret som højre back ved siden af Bartolec (og det var ikke fordi vi blev presset herned – vi tillod bare Vejle at bygge op fra midten).
Vi pressede dermed ikke særligt sammenhængende og det kom ofte i bølger. Først pressede Wind og når Vejle kom forbi ham stødte midtbanen op og når de så kom forbi midtbanen, stod forsvaret med håret i postkassen. Enten så satser de og går frem i presset og ellers trækker de tilbage og står dybere – hvilket så skaber uhyre meget plads til Vejle. Det var en generel tendens at forsvaret stod alt for dybt, hvilket ikke plejer at harmonere med et velfungerende pres. Vi skal derfor enten have mod til at satse mere i presset, som jo fungerede i starten af kampen og ellers skal vi blive bedre til at stå kompakt med lidt afstand mellem kæderne (Ståle-style). Den mellemting vi var vidne til virker ikke.
Opspillet var heller ikke synderligt imponerende. Det var præget af for mange nemme fejlafleveringer og boldtab. Vi lider i høj grad af, at de yderste angribere/kantspillere ikke bidrager med det helt store. Deres rolle virker generelt noget rodet både offensivt og defensivt. Offensivt ender de tit med at være alene og kommer kun sjældent i position til at udfordre eller kombinere, ligesom de sylter Wind inde centralt, der i dag var godt dækket op og ikke kunne trække så meget ned i banen grundet Vejles korte afstand mellem kæderne.
Det er svært at afgøre præcist hvor det er gået galt. I efteråret så vi hvor godt både opspillet, kombinationerne og presset kan fungere, mens det nu virker som en rodebutik, hvor vi kun ser det i glimt. Modstanderne er måske bare blevet bedre til at lukke ned for det blandt andet ved at spille bredt, slå lange direkte afleveringer og stå mere kompakt – det synes jeg bare også de forsøgte i efteråret ligesom Vejle gentagne gange lykkedes med at spille forbi vores pres, fordi det bare var for dårligt.
Det virker for mig som om vi ikke helt har lagt os fast på en spillestil, men gerne vil lidt af det hele. Man vil gerne presse højt og generobre, men ikke blotte sig bagtil så derfor står forsvaret ofte for dybt, hvilket selvfølgelig ødelægger presspillet. Man vil gerne have kombinationsspil foran modstanderens felt, men vil ikke opgive bredden og så holdes der to angribere ret bredt, mens vi heller ikke ønsker at blotte os i defensiven, så backernes udgangspunkt er dybt, hvilket heller ikke passer med at man gerne vil bruge Wind som falsk 9’er og som targetmand og som første mand i presset. Vi vil gerne kunne presse hurtigt på andenbolde på defensive dødbolde, men er åbenbart gået over til at stå meget dybt med forsvarslinjen.
Det kan godt være det ikke helt forholder sig sådan, men det er det jeg synes det ligner. Det er selvfølgelig godt at have flere facetter i sit spil, men aktuelt ser det bare rodet ud.
Dagens bedste må være Zanka, der var stærk i duellerne. Det var rart at se at forsvaret ikke bare stod og sov i deres zoner, men rent faktisk også tog løbene. Den værste må være Biel skarpt forfulgt af Fischer, men det siger også lidt om, at de bare ikke har det optimale udgangspunkt på banen. Derudover er det svært at vælge mellem Stage og Lerager. Lerager virker som en mere komplet fodboldspiller og er langt mere boldsikker, men Stage væsentligt bedre i modstanderens felt.
Tykgaard leverede ikke en særlig god præstation, men i det mindste undgik vi det store VAR-drama. Eller…
https://s4.gifyu.com/images/Wind-4.gif