Året 2012 har været et fantastisk år for den lidt hårdere ende af musikken.
Faktisk har det været så godt at jeg ikke kan begrænse mig til de sædvanlige 10 bedste udgivelser.
Men her er mine favoritter fra året der næsten er gået, i ikke prioriteret rækkefølge:
Soulfly vender ryggen til det gøglede og det bløde med dette udspil, der er deres bedste nogensinde. Max Cavalera har skrevet dette album med henblik på de to nye medlemmer i bandet, Tony Campos og David Kinkade (sidstnævnte har allerede forladt bandet igen) der begge er i stand til at spille ekstrem-metal. Her er det nummeret Gladiator med et dejlig råbevenligt omkvæd:
Fransk post black metal med tydelig shoegaze-inspiration. Neige, der er manden bag bandet påstår at han ikke kendte til shoegaze da han skabte bandets sound, men at han nu elsker det.
Her er det det brilliante og smukke nummer Autre Temps:
Allstarbandet med Mike Portnoy på trommer og medlemmer fra blandt andre Disturbed og Symphony X udgav deres debutalbum i år og hamrer ind på min liste med det ultragroovy nummer Undaunted:
3 år efter deres seneste udspil Faith Divides Us - Death Unites Us og 27 år efter deres mainstream-gennembrud Draconian Times vender de engelske genreskabere på deres 13. studiealbum tilbage til netop den lyd der fik dem til at slå igennem, og har efter nogle svage udspil endelig ramt formen igen, med to gode albums i træk. Her er det nummeret Fear Of The Impending Hell:
Den mest berygtede mand i metallens verden har lagt et højt tempo efter han kom ud af spjældet, og hans nyeste udspil Umskiptar er hans fjerde album på 2 år. Man kan sige meget om Varg Vikernes, men musik, det kan han lave. Her er det nummeret Jóln:
De svenske powermetal-konger (ja undskyld Hammerfall-fans men det er de) er tilbage med deres bedste album siden Attero Domminatus. Et konceptalbum der er blevet udgivet både med svenske og engelske tekster om den bindegale Karl XII. Her er det titelnummeret på engelsk da det er den version jeg hørte først.
Svensk black metal har vel aldrig været stærkere end lige nu. Og en stor grund til dette er Marduk. Bandet udgav i år deres måske bedste album til dato. Her er det titelnummeret:
South Carolina-baserede Nile har intet at gøre med Egypten men deres fascination er klar for en hver der har stiftet bekendtskab med bandet. Deres ekstreme og vildt tekniske dødsmetal er måske en for stor mundfuld for de fleste og At The Gates Of Sethu er ikke deres bedste skive nogensinde, men den er fandme god. Lyt selv til nummeret The Fiends Who Come To Steal The Magick Of The Deceased (ja vældig mundret titel)
De svenske blindgydekonger var længe om at imponere mig, men nu er de krøbet ind under huden. Dead End Kings er deres niende album. Her er det albummets indledende nummer The Parting:
Skal det være sort, fransk og avantgarde er det svært at komme udenom Blut Aus Nord der med Cosmosophy afslutter deres 777 trilogi. Jeg er mere til de 2 andre albums i serien men afslutningen har bestemt sin beretigelse på min liste. Her er det nummeret Epitome XIV:
Lamb Of God destruerede Copenhell i år og deres seneste udspil skal også med på min liste. Frontmand Randy Blythe er nu officielt tiltalt for manddrab, efter han smed en ung mand ned fra scenen i Prag. Den unge mand faldt så uheldigt at han døde. Trist for alle involverede parter. Her er det Ghost Walking (no pun intended)
Fra dybt inde i skovene omkring Kharkiv kommer de ukrainske black metal genier fra Drudkh med deres seneste udspil. Genialt. Her er det nummeret Подих Холодної Чорної Землі (Березень) (Breath of Cold Black Soil (March))
Som den eneste erklærede bøsse i black metal miljøet fortjener Gaahl alt den respekt jeg giver ham. At han så også laver genial musik gør det hele endnu bedre. God Seed er Gaahl og King Ov Hells nye band, efter de tabte retsagen til Infernus om retten til navnet på deres fælles band Gorgoroth. I Begin er dermed deres debutskive og sikke en debut. Her lytter vi til Alt Liv:
Wijsgeer & Narreman, der betyder Filosofen og Narren er hollandske Lasters første udspil nogensinde. Det er ikke ofte at jeg tager en demo med på årets bedste, men hollændernes suicidal black metal har virkelig imponeret mig. Vokalen er en aquired taste, men når man først har vænnet sig til rædselsskrigene sidder det lige i skabet. Her er det nummeret In levenskolken, in dadenstorm:
Så skal vi have noget jysk døij måjerfåckars. De tykke drenge fra Silkeborgs bedste album til dato er blevet fortjent rost til skyerne af et enigt anmelderkorps. Her er det det indledende nummer We Drink To Your Demise:
Kent føler sig tydeligvis hjemme i poppens univers. Albummet bugner af potentielle hits på trods af den fesne sound (det er der vist skrevet nok om herinde). Bruce leverede varen igen (man kan så mene hvad man vil om de folk-inspirerede indslag). Pet Shop Boys leverede varen. En håndfuld gode sange med en perfekt sound - lige til efterårets eftertænksomme og småkølige hverdage. Coldplay? Jamen, det er sgu herligt, når der kommer en liveudgivelse, som bare river lytteren med i en sådan grad, at man føler, man selv er til stede - også selvom Chris Martin lyder lidt som Bono ;-)
Så vil jeg kåre Blurs "21" til at være årets bedste boks-udgivelse, ud fra hvad jeg har læst om den. Desværre har der endnu ikke være luft nok i mit budget til at foretage en investering, men det skal nok komme.
http://s.cdon.com/media-dynamic/imag...2934-frntl.jpg 21 har alt hvad hjertet kan begære af volumen, outtakes, sjældne indspildninger, noter etc. Et sandt overflødighedshorn - læs evt. mere om indholdet her og The Guardians anmeldelse her, der pudsigt nok kun kastede 4 ud af 5 mulige stjerner af sig. 18 cd'er, 3 dvd'er og en stk. vinylsingle - sådan skal det gøres!
Blur skal i øvrigt også roses for Parklive-udgivelsen. De har virkelig forkælet deres fans sidste år!
At vurdere betydningen af et bokssæt er dog ret umuligt. For det kommer jo helt an på, hvad man selv søger. 2012 har budt på mange gode bokse, så jeg gætter på, at markedet er vokset gevaldigt. Søger man ren volumen, så ligger Johnny Cash's 63 disc store The Complete Columbia Album Collection (som jeg aldrig får råd til) lige til højrebenet. Vil man bare have en opsamling af de største og bedste hits til billigst mulige pris, så vil jeg anbefale BluRay-udgaven af Grrr! med The Rolling Stones.
Man skal heller ikke lade sig nare af den lidt latterlige titel, Prince From Another Planet - med Elvis Presley fra Madison Square Garden (hans angiveligt eneste koncerter i New York nogensinde). Her er virkelig gjort et godt stykke arbejde, både når det kommer til indholdet og det dokumentariske islæt i form af tilhørende (delvis) video og noterne. Titlen stammer i øvrigt fra en anmeldelse af koncerterne. Sir Paul berigede os med divergerende luksusudgaver af Ram, og det ser rigtigt godt ud ud fra omtalen - også i forhold til prisen. Udgivelsen er sammen med nedenfor nævnte Beach Boys-udgivelse blandt de nominerede til en Grammy i kategorien "Best Historical Album".
Søger man kun den optimerede lyd, så må Abbas The Visitors være selvskreven. Det er fantastisk, hvad de har fået krænget ud af de over 30 år gamle masterbånd. Året bød i øvrigt også ifølge diverse anmeldere på gode boksudgivelser fra Rage Against The Machine, Smashing Pumpkins, Paul Simon og The Beach Boys. I den sidste ende er det selvfølgelig en smagssag, men for mig handler det også om lyden, selve indholdet (især bonustracks, liveoptagelser o.lign.), video-materialet, noterne og den samlede præsentation. Det hele skal så ses i relation til prisen.
I den modsatte ende bommede Bad 25 med Michael Jackson fælt. At skrue en disc sammen med bonusmateriale i form af ellers ganske interessante demoer, en af albummets sange på spansk og fransk samt tre nye remixes, hvoraf kun det ene lyder godt, mens de andre var direkte rædselsfulde, er ganske enkelt katastrofalt. Det eneste interessante var live-koncerten fra 1988, som i øvrigt kan købes seperat. Videoer og remixes blev der så ikke plads til, hvilket især for videoernes vedkommende er en eklatant mangel i et MJ-bokssæt.
Der var også delte meninger om luksusboks-udgaven af før nævnte Grrr! med The Rolling Stones alene pga. den pebrede pris. Peter Gabriel ragede også ganske fortjent uklar med sine fans pga. manglerne i jubilæumsudgaven af So, og det i en sådan grad, at han måtte forklare sig overfor offentligheden. Endelig var det også fælt, at ZTT sendte en ellers ganske interessant opsamling med Frankie Goes To Hollywood på markedet. Desværre var en stor del af tracksene på den en af de to discs i mono frem for stereo, og så må man jo både stå skoleret og sige undskyld, samt søge at rette op på miséren igen. Ak ja, det er ikke altid nemt at være pladeselskab.
