Spillet i efteråret var ikke prangende, trods en fin pointhøst og videre kvalifikation fra gruppespillet, og de to skuffende præstationer og resultater mod ligaens to dårligste hold har medført en renæssance hos ’ Ståle raus’-bevægelsen. Kritikken er selvfølgelig affødt af, at vi næppe kommer til at vinde mesterskabet og at det spillemæssigt ikke har været imponerende, ligesom der er en mere generel kritik af spillestilen og udbyttet af vores, for danske forhold, store budget. Resultatmæssigt er det dog svært at hamle om med den sæson Midtjylland har gang i. Kun vores hold i 10/11 har haft et højere pointsnit efter 22 runder og dengang vandt vi ligaen med 26 point ned til OB (der var 21 point bagud efter 22. runde). At vinde ligaen havde formentligt krævet, at sidste års profiler var blevet og/eller at vi ikke løb ind i skader. Man kan vel næppe kritisere, at vi solgte spillerne, da beløbene var så høje, ligesom skaderne nok også har været svære at undgå.
Ændringer
I forhold til sidste år er der dog ikke så mange gengangere i startopstillingen. Målmanden er ny og det krævede noget trial and error for at ramme den rigtige. Forsvaret er nyt, da Vavro er solgt og Bjelland er kronisk skadet. Det har efterladt Nelsson, der lige er kommet til og stadig er ung, og Papagiannopoulos (der trods alt har været i klubben i et år, men ikke spillede fast) til at tage over, hvilket har budt på sine udfordringer.
På backerne har Pierre nu overtaget fra Boilesen, der også er kronisk skadet, og Varela har overtaget fra Ankersen, mens der er stadig betydelig rotation mellem Varela og Bartolec, der har skuffet en del i forhold til det han viste hos Nordsjælland. Pierre har haft sine problemer, men har dog nået et rimelig stabilt niveau, mens Oviedo også er kommet til, men stadig mangler at imponere og derfor ikke er lykkedes med at overtage pladsen fra Pierre.
På den centrale midtbane leverer Zeca stadig varen, mens Falk har haft nogle svingende præstationer. Falk er dog blevet roteret mellem den centrale midtbane og kanterne, har haft en lille skade og fik også en karantæne. Det har givet Stage muligheden, men han er også en helt ny spiller og uden at være faldet igennem har han ikke imponeret.
På kanterne har der været en stor omvæltning. Sidste sæsons topscorer blev solgt i starten af sæsonen og herefter har vi kæmpet med at få højrekanten til at fungere. Pep Biel, Falk, Stage og Daramy har alle været forsøgt i løbet af sæsonen, men helt godt er det aldrig blevet. På modsatte kant har Fischer fortsat ikke ramt det niveau han viste, da han først kom hertil, men i glimt har han trods alt slået til og fører også assist-listen i ligaen (delt med Hedlund fra Brøndby). Han er nu også skadet, hvilket har efterladt os uden velfungerende kanter.
I angrebet startede Wind sæsonen med et brag, men løb hurtigt ind i en langvarig skade. Kort herefter var det N’Doyes tur. Det efterlod os med Pieros, der også har haft sine skadesproblemer i sin tid i klubben og også kæmpede med niveauet, og Santos der også lige er blevet hentet til klubben.
Disse ændringer ville være nok for at de fleste klubber underpræsterer. Så kan man selvfølgelig diskutere, om de indkøb der er lavet, har været de rigtige og alt muligt andet, men sammenligner man sidste sæsons ideelle startopstilling, med det vi har været nødt til at stille op med, så er der vel mellem seks og ni spillere til forskel (afhængigt af hvordan og hvornår man tæller op). Det ville trods alt give problemer for de fleste trænere.
Kan Ståle fyres?
Man må i den her sammenhæng ikke kun spørge om Ståle bør fyres, men også om han overhovedet (realistisk) kan fyres. Alle kan vel fyres, men hele det sportslige setup er centreret om Ståle. Han har ansat nøglepersonerne og han har ingen over sig udover bestyrelsen. Og hvorfor skulle bestyrelsen fyre ham? Kvist er nok ikke personen, der træder frem og kræver en fyring og han er vel den i bestyrelsen, der primært har forstand på det sportslige og har stor indflydelse på det område. Så længe økonomien kører og holdet ikke falder fra hinanden, så kan jeg ikke se hvem eller hvorfor bestyrelsen skulle fyre Ståle. Videre i Europa, spillersalg for over hundrede millioner og tilskuerfremgang gør vel de fleste bestyrelsesmedlemmer tilfredse.
Fyrer man Ståle vil der komme en massiv omvæltning og hele det sportslige setup skal formentligt omstruktureres. Talentarbejdet, scoutingen og ledelsesstrukturen står i hvert fald for skud i den sammenhæng og skal tilpasses en ny træner/manager. Det må man formode vil betyde flere af de infamøse mellemsæsoner og rammer man så forkert med træneren (hvilket vi har ry for), så vil det skabe endnu mere ubalance. Vi risikerer altså at smide en masse kontinuitet og omdømme på gulvet og der er trods alt ingen garanti for resultater eller at en ny spillestil vil være bedre eller mere underholdende end Ståles. Det vil være et så massivt sats, uden at der er nogen tungtvejende grund til det (baseret på resultaterne), at jeg ikke kan se bestyrelsen nogensinde vil gøre det. Med det in mente kan Ståle altså ikke fyres for at få en ny spillestil.
Spillestilen
Et punkt Ståle hyppigt får kritik for er, at spillestilen er kedelig, læst og ikke har ændret sig. Derudover kritiseres valget af formation også, ligesom hans zoneforsvar skulle være for besværligt. Således kaldes formationen tit ’verdens sværeste 442’ og det kan selvfølgelig være en mulighed.
Ståles position i forhold til spillestil er i virkeligheden ret unik i dansk fodbold. Jeg kan ikke komme på nogle trænere, der har lige så lang snor som Ståle (og selvfølgelig ikke nogen der har været så succesfulde) og som ikke behøver at forme spillestilen efter spillerne, men snarere kan vælge spillere efter spillestilen. Han har magten til suverænt at diktere spillestilen, han har budgettet til at købe ind til spillestilen, han har indflydelsen til at forme hele klubben efter spillestilen og han har tiden til at sørge for at de rette spillere er i klubben (og skal således ikke overtage spillere der ikke passer ind).
Det medfører at vi kan have en klart defineret spillestil og selvom andre klubber har læst den, så har vi den fordel, at spillestilen kan være så indstuderet og spillerne passer så godt, at de ikke kan gøre noget ved det. Vi har masser af eksempler på at trænere stolt har fortalt, hvordan de vil lukke ned for vores spil, hvordan de vil spille deres eget spil og lignende og så alligevel totalt har fejlet (og så er der trænere der, af en eller anden årsag, vælger at lade os udnytte vores styrker).
Alligevel er vi ikke så dominerende som de her forhold ellers kunne medføre. Den situation jeg har nævnt, er selvfølgelig også helt ideel, mens virkeligheden typisk er noget anderledes. Skader og karantæner kan selvfølgelig tvinge os til at gå på kompromis, nogle modstandere bare er for gode til at lukke ned for vores styrker og så rammer spillerne altså ikke altid deres topniveau. Uanset hvor professionel man er, uanset hvor meget man tjener og uanset hvor fedt det er at leve af sin hobby, så er fodboldspillere mennesker. Når man har spillet fodbold i lang tid og har stået overfor nogle af Europas bedste klubhold i nogle smukke kulisser, så er det naturligt at der ikke er den samme motivation, når man så spiller på den vindblæste jyske vestkyst en kold fredag aften mod et regulært tonserhold. Der er selvfølgelig også mange andre faktorer end bare motivation der kan spille ind, men den var i hvert fald åbenlys.
På trods af det, så er det selvfølgelig muligt, at tiden er løbet fra Ståles spillestil. Det giver jo kun mening, hvis han ikke har lavet ændringer siden 2006. Der har dog været ændringer.
Defensiven
Vi spiller ikke længere med store, duelstærke spillere - der kræves nu noget mere af vores forsvarere. Ambitionen er øjensynligt, at de skal kunne spille fodbold. Det er ikke nok kun at kunne køre bolden rundt fra side til side, spille kort til midtbanen og losse bolden ad helvedes til. De skal være mere boldfaste og kunne se åbninger i spillet og udnytte disse. Det sker langt fra i hver kamp, men også forsvarerne skal kunne bidrage til opspillet og håbet er, at det skal gøre vores spil mere direkte, men også medvirke til at vi bedre kan håndtere modstandere der presser højt.
Tiden hvor man lod spillere som William Kvist spille på højrebacken er væk og foruden backernes defensive rolle, har de også fået en betydelig offensiv rolle. Det er ikke kanterne, men backernes rolle at holde bredden - noget der er blevet langt mere udtalt i nyere tid. Derfor har backerne også det primære ansvar for indlæggene. Jeg ser ikke helt så mange andre hold spille, men jeg tror ikke at backernes ansvar er lige så stort hos mange andre hold end os (det skulle da lige være Guardiolas brug af backerne – som Ståle måske er blevet inspireret en smule af, men dog ikke ligefrem har forsøgt at kopiere).
Presspillet har også ændret sig, selvom jeg synes det er noget sværere at definere og det virker heller ikke altid helt afstemt. Det hænder dog stadig, at vi står dybt og forsvarer med midtbanen tæt på forsvaret (for at lukke mellemrummet) og backerne lige på siden af forsvaret og kanterne lidt tættere på sidelinjen og skudt lidt frem, mens de hurtige trækker tilbage for at forhindre indlæg (en kompakt stil som en del klubber har kopieret fra Ståle), mens angriberne klarer presset. Her ser vi virkelig zoneforsvaret i effekt og det er formentligt hjørnestenen i Ståles filosofi og noget han ikke kommer til at ændre på. Man tillader pladsen foran sig, men forsøger at lukke ned når modstanderen prøver at udfordre, spille igennem eller slå indlæg. I den fase er der ikke den store fokus på det offensive eller kontra, men kun på at undgå at modstanderen scorer og formationen brydes først når modstanderen trækker sig ved fx at spille tilbage eller mister bolden. Jeg synes ikke det sker ret tit, da presspillet er blevet bedre (særligt med øget fokus på genpres), hvor især midtbanen sjældnere ’resignerer’, men også fordi vores modstandere kun sjældent formår at presse os så meget og hyppigere forsøger at spille mere direkte og omgå vores pres.
Organisationen er også blevet mindre stram, hvilket giver noget mere frihed i spillet (men også har ramt offsidefælden en smule). Det er særligt sket med Falks indtog på midtbanen, men også i takt med at backerne forventes at deltage længere fremme og i takt med at vores presspil har ændret sig. Det hænder stadig, at vi kan se snorlige kæder, men det er (efter min opfattelse) langt mindre hyppigt og spillerne virker heller ikke helt så komfortable med det.
Offensiven
Offensiven er mere besværlige at beskrive, da det offensive udtryk ofte bærer præg af modstanderen, den enkelte spiller og spillernes indbyrdes relationer. Eksempelvis vil en spiller som Robert Skov have en stor indflydelse på spillet uden det er en del af spillestilen.
Det er også i denne del, at Ståle, i hvert fald set ude fra, virker mest begrænset. Ofte bliver vores opspil for omstændigt, vores offensive spillere har for lidt plads og det bliver for svært at sætte vores angribere i scene. Selvom vi har forsøgt nogle forskellige tilgange, så falder vi også hurtigt tilbage til det samme igen.
I lang tid er stort set alt vores kreative blevet skabt af kanterne. Det er dem der har friheden til det og hvor angriberne, hvor man ellers kan forvente at se teknisk stærke spillere, ofte er tæt markeret, så har kanterne en helt anden frihed og det er også dem der typisk har flest spilmuligheder og kan tage flest risici.
Kanterne har derfor også gennemgået en del ændringer. Det er ikke længere forventet, at kanterne skal slå indlæg. De kan spille mere direkte, udfordre deres direkte modstander, kombinere med midtbane eller angriber, løbe i feltet, afslutte ude fra og mere. Det afhænger selvfølgelig af kantens kvaliteter, men dagene med en højrebenet højrekant og venstrebenet venstrekant er nok ovre.
Det ligner dog at Ståle forsøger at ændre på kanternes funktion (selvom back- kantsamarbjedet har været en hjørnesten i vores succes). Pep Biel kan meget vel være begyndelsen på noget nyt og anderledes (som han måske allerede forsøgte med købet af Kusk og senere Thomsen). Det kan være at han vil have mere dynamiske angribertyper og at han vil udnytte midtbanespillerne mere. Om det bliver en succes, må tiden vise, men det kræver at løbemønstrene følger trop – noget der efter min mening er en af Ståles klare svagheder.
Et andet sted hvor der er sket en betydelig ændring er på midtbanen. Falks indtog har i hvert fald markeret en klar ændring, måske ikke helt intenderet. Der har været tegn til det tidligere, hvor man blandt andet forsøgte med Toutouh på midtbanen, men det er først med Falk man har fået succes med det. Noget af det kreative ansvar er i hvert fald blevet flyttet ind centralt og i den forbindelse har vi set mere dynamiske gennembrud og et mindre låst opspil, samt bedre løbemønstre og udnyttelse af disse.
Angriberne er dog dem der forventes at score målene og det ændrer sig nok aldrig. Ståle har haft en del forskellige angribertyper, men dem der bliver husket bedst, er de store/stærke angribere. De virker til at passe bedre ind og gør også, at modstanderne ikke bare kan klumpe sammen og tillade indlæg og på den måde lukke ned for vores kanter. Det gør at de er nødt til at reagere på kanterne og backerne, hvilket åbner op i strukturen. Det har også i lang tid været Ståles nødløsning. Når man er presset lang tilbage, kan man smide en høj bold op til en angriber. Når opspillet ikke fungerer, kan man bruge en angriber som opspilsstation. Når man ikke har kunne spille sig igennem modstanderens forsvar, kan man slå indlæg.
Nu har vi hentet Santos til pladsen, men det er vel ikke siden Santin, at en ’lille’ angriber har haft succes, men det understreger nok også, at vi satser på en ændring.
Konklusion
Hvad fremtiden bringer kan være svær at sige. Umiddelbart kan det ligne, at vi ændrer vores spillestil og opspil en smule med tilgangen af Pep Biel og Santos, hvor vi nok vil være mere boldspillende og forsøge at udnytte løbemønstre mere. Personligt tror jeg altså ikke på, at Ståle kan gennemføre den ændring og i min optik deler han nok Guardiolas overbevisning ” Attack is based on innate talent, defence is about the work you put into it. Defensive strategy is absolutely essential if I want to attack a lot”. Derudover kan det sagtens være, at tiden er løbet fra Ståles 442. Det kunne i hvert fald godt se sådan ud, når vi ikke har to store angribere på toppen.
TLDR
- Spillet har ikke kørt på skinner, men Midtjylland har haft en virkelig god sæson og vi har trods alt kunne hænge nogenlunde på.
- Vi har haft for mange ændringer grundet salg og skader siden sidste sæson.
- Ståle har en unik position i forhold til spillestil – han skal ikke gå på kompromis.
- Spillestilen har ændret sig igennem hans tid i klubben.
- Defensiven er blevet mindre stram, forsvarerne skal kunne bidrage til opspillet og backerne er blevet mere offensive.
- Presspillet har ændret sig med større fokus på genpres, men Ståles klassiske kompakte zoneforsvar ses stadig.
- Offensiven har udviklet sig, særligt med hensyn til kanterne, der er blevet mere alsidige, men også har det meste ansvar for opspillet.
- Midtbanen har udviklet sig med Falks tilgang. Løbemønstrene dog Ståles svaghed.
- Angriberne der har succes, er typisk store/stærke og ikke siden Santin har en ’lille’ angriber haft succes. De bruges også tit som nødløsning når spillet ikke fungerer.
- Pep Biel og Santos kan varsle en ændring i vores spillestil.
