Afskedsbrev til mennesket Ståle Solbakken

Kære Ståle

Da jeg vågnede imorges til nyheden om din bratte afsked med FCK, var jeg forvirret. Jeg havde en følelse af, at det ikke var virkeligt. At jeg stadig lå og drømte, eller at medierne havde gang i en dårlig joke. Det var så uvirkeligt for mig. Det er det stadig.

Vi kender alle til de store resultater og de mindeværdige øjeblikke, som vi fans er blevet forkælet med i så mange år. Nogle vil måske mene, at vi fans er blevet forvente med en konstant rus af succes. En succes som i allerhøjeste grad skyldes dig. Men dette brev skal ikke omhandle de store sportslige resultater, som vi alle kender så godt. Nej, dette brev er skrevet til og om dig som menneske.

Jeg er netop kommet hjem fra en gåtur rundt i København. Jeg var nødt til at forlade min lejlighed og komme ud under den åbne himmel, da jeg til sidst måtte indse, at nyheden om din afsked ikke blot var en dårlig joke. Jeg skulle have plads til at tænke og efterrationalisere, og det var en opgave, som min lejligheds fire vægge ikke kunne rumme.

Undervejs på min gåtur rundt i byen lærte jeg noget om mig selv og mit forhold til både dig og FCK, som jeg aldrig har været bevidst om. Jeg opdagede, at min kærlighed til FCK også til en vis grad er bygget op på min kærlighed til dig. Jeg er fan af klubben, og det vil jeg altid være, men noget ændrede sig i mig i dag. Der gik et lille skår af min kærlighed til klubben. Det må jeg indrømme. For hvordan kan klubben tage en sådan afsked med en mand, der har betydet så meget.

Jeg har tit tænkt på, hvordan din æra i FCK ville slutte. Og jeg forestillede mig altid, at det ville blive meldt ud et halvt år i forvejen, så vi fans havde mulighed for at vænne os til tanken. Og du skulle så selv bistå klubben med at udpege din efterfølger. Din sidste kamp skulle være i et fyldt Parken på en flot sommerdag, hvor vi netop havde taget endnu et mesterskab og løftet pokalen. Du skulle holde en tale nede fra banen, og vi fans kunne bagefter få mulighed for at hylde dig i timevis for det massive arbejde, du har udført.

I stedet sluttede det hele brat og koldt, og det endda i en tid, hvor vi som fans ikke kan komme på stadion og udtrykke vores taknemmelighed over for dig. Jeg bliver ked af det, når jeg tænker på det.

Du har altid været en mand af dine meningers mod. Og det respekterer jeg dig meget for. Men jeg respekterer dig i endnu højere grad for dine andre menneskelige egenskaber. Du er ikke blot fodboldtræner eller manager. Du repræsenter nogle menneskelige værdier, som jeg værdsætter højt. Du er for eksempel meget ambitiøs, lidenskabelig og karismatisk.

Men i en til tider kold og kontant fodboldverden, udmærker du dig også ved at være empatisk og omsorgfuld. Vi fans kender jo alle historierne om, hvordan har taget dig af Dame N’Doye, eller har hjulpet en tidligere spiller med alkoholproblemer. Du bekymrer dig om dine medmennesker, og du er ikke bange for at udtale dig i medierne om dit politiske ståsted. Du mener, at alle mennesker skal have en fair chance i livet.

Vi har senest set det illustreret ved, at du donerede overskuddet fra din bog ”Løvehjerte” til Dansk Flygtningehjælp. På den måde er du med tiden kommet til at repræsentere noget større for mig end blot en fodboldtræner. Du er blevet et pejlemærke for mig i forhold til, hvordan man bør være som menneske og som leder. Og du har med dine værdier, din integritet og din karisma ikke blot være en fremragende repræsentant for FCK, men derimod også for hele København som by.

Og der er på en eller anden måde noget smukt i, at de værdier, som du har formet FCK i – samarbejde, kollektivet og mangfoldigheden – også er de samme værdier, som byen København og vi som københavnere bryster os af.

Selvom du slet ikke kender mig, kan jeg nogle gange føle en vis samhørig med dig. Min far er nordmand, men har boet i Danmark de sidste 40 år. Og han har altid været stolt af, at det var en af hans landsmænd, der havde ansvaret for Skandinaviens største fodboldklub. Han er fra området omkring Kongsvinger, hvilket han har fortalt er tæt på samme område, som du selv er fra. Og jeg har hørt historier om, hvordan han som ung spillede amatørfodbold mod Ståle Solbakkens far. Måske var det Grue IL, din far spillede for? Jeg er ikke helt sikker.

Men det var min far, der tog mig med i Parken og pegede stolt over på den skaldede nordmand nede på sidelinjen. Han er blevet ældre nu, og jeg er selv blevet en voksen mand. Så nu er det mig, der tager ham med i Parken. Vi sidder på Øvre C, fordi det er for hårdt for ham at stå op under kampen.

Tak for alt, Ståle. Selvom jeg blot er en anonym københavner, skal du vide, at jeg er meget uenig i bestyrelsens beslutning. Jeg kommer virkelig til at savne dig.

Kærlig hilsen

Christian, 28 år og med mange lykkelige stunder fra Familietribunen, Sektion 12, Nedre C og Øvre C