Det bedste hiphop-album nogensinde

[Marcshall]

Umiddelbart ville jeg sige at Jay-Z - The Grey Album er det bedste hip-hop album produceret til dato. Jay-Z fantastiske flow og tekster sammen med den, dengang ukendte, mester producer Danger Mouse som mixer Beatles numre fra The White Album tilsat lidt beats og trummer. Dette er en plade jeg stadig høre ofte, og jeg synes den blanding af musikgenre er suveræn. Dette er dog et "mash-up/bastard" mix hvis man skal kikke rent teknisk på det, så jeg ved ikke om den bliver godtaget.

I givet fald, er der to debut album, der med min mening, kæmper om titlen; Eminems Slim Shady LP eller Kanye Wests College Dropout. Dette er kampen mellem rapperen, der mere eller mindre revolutionerede hip-hop/rappen ved at gøre det "hvidt", eller produceren, der mod hårde odds, formår at lave en plade hvor alle numre produktionsmæssigt er en tand højere kvalitet end alt andet hiphop på scenen.



Objektivt set, synes jeg begge plader er lige fremragende - på hver deres måde. Men det hårde valg falder dog på Slim Shady LP, dette af sentimentalske grunde dog, da jeg købte dette album på udgivelses dagen, og hørte det tyndt i mine "vred ung mand" dage. Den kritik, undertrykkelse, svig og harme, han udtrykker i pladen sammen med en god potion humor gør dette til hans bedste, men samtidig også dét bedste hiphop album lavet "so far".

/M - der faktisk slet ikke kan lide Eminem nu til dags.

[-PhantomBlot-]

..at pege på det bedste album ever er noget af en opgave skulle jeg mene, men dette album er i mine øjne et værdigt bud.

Det er fra tiden hvor Flava stadig var 100% skarp (både med og uden mel i fjæset), og med en Chuck D i alletiders storform. Samfundskritiske/hadske som kun P.E kan være det, med en indsigt og dybde som man ikke ser hos særlig mange hÆphoppeRz™ - desuden indeholder albummet mit eget favortinummer ever "Black steel in the hour of Chaos". - uha :D .

Dette album :


ville jeg osse synes værdig til samme titel.

(rant : Jay-Z har aldrig, vil aldrig kunne, og burde aldrig have prøvet at rappe! Han har flow som en dåse tomater uphill, og attitude som en 10årig knægt der får tæv derhjemme for derefter at puste sig op i skolegården!! - hans forretningstalent kan der nok ikke pilles stort ved dog, og "den grå plade" er absolut sumblimt produceret, så jeg håber at det er derfor ovenstående har "meldt" dette til ;) . )

[Ernst Jünger]

Efter min mening er rap efter midthalvfemserne stort set crap. Vi må tilbage til den gamle skole.

At vælge den fedeste rapplade nogensinde er på trods af det korte interval noget af en udfordring, men hvis man partout skal pege på en epokegørende plade kunne det eventuelt være denne old school joint:



Jeg kan give tre begrundelser:

1. KRS-One og Scott LaRock kørte den sygeste stil. Ikke nok med at der er tale om rendyrket east coast stil, men man kunne også påstå at "Criminal Minded" er verdens første gangsta rap-plade og desuden langt mere ruff&rugged end de fleste wack gangsta-rappere, verden siden har set. Coveret var desuden uhørt provokerende i den tid. To sorte unge bevæbnet til tænderne - både med guns og selvbevidsthed. Reagans USA fik sit første chok over militant rap. "Listen to my nine milimeter go bang!"

2. Pladen rummer blandt andre guldklumper "South Bronx", som var et direkte svar til MC Shan, der uforvarende claimede Queens som hiphoppens vugge. Det skulle KRS nok få rettet op på. Ser man bort fra Roxanne Shanté, har vi altså på denne plade et af de allertidligste eksempler på battle og dissing - et essentielt element i hiphhop-kulturen. Om netop denne battle kan man se mere her: http://www.youtube.com/watch?v=peKGMR43A1g

3. KRS-One lægger ikke skjul på sin fascination af den jamaicanske musik som hiphoppens oprindelige moder (- det var som bekendt jamaicaneren Kool Herc, der på traditionel reggae-vis stablede et sound system (two turntables and a microphone og så en helvedes mass basenheder) på banen i NY i 1978 (mener jeg) og mixede funk breaks til gadens glade drenge). Flere gange på "Criminal Minded" får vi raggamuffin stylee fra en tydeligt jamaicansk-inspireret KRS (er han forresten ikke selv af jamaicansk oprindelse?). Det er noget, der giver nok plusser i min bog.

[Peter P]

›Efter min mening er rap efter midthalvfemserne stort set crap. Vi
›må tilbage til den gamle skole.

Enig.

›At vælge den fedeste rapplade nogensinde er på trods af det korte
›interval noget af en udfordring, men hvis man partout skal pege
›på en epokegørende plade kunne det eventuelt være denne old
›school joint:
›
›

Nu handler tråden jo om det bedste hiphop-album nogensinde, og der er jo en knivskarp forskel på hiphop og rap! Hvis vi taler rap, ville jeg nok poste et Beastie Boys-album (hvilket ved jeg ikke - det ville næsten være en umulig opgave at udpege det bedste), da jeg vil kalde det mere eller mindre rendyrket rap (med undtagelse af enkelte).
Mit bud på det bedste hiphop-album er N.W.A - Straight Outta Compton


Fede beats og sounds (som sidenhen er samplet et utal af gange af andre kunstnere) og hårdtslående gangsta-rap af Dr. Dre, Ice Cube, MC Ren og Eazy-E. Tydeligt inspireret af Public Enemy's politiske tekster, men med mere ironi og provokation og deres elegante måde at sige "fuck" på. Desuden opnåede de at få forbudt videoen til titelnummeret flere steder. Den kan ses her.

[Sebas]

[Ernst Jünger]

En god begrundelse for Critical Beatdown:

http://www.dr.dk/Musik/HipHop/Klassi.../01/142711.htm

Ernst

[Deppe]

Dr. Dre - 2001

Man kan mene om Dre hvad man vil, hans evner som rapper osv, men hans evne til at producere hits med fængende beats som trods alt kun består af enkelte "akkorder" synes jeg dog stadig skal anerkendes.
Fra 2001 findes blandt andet:
Still D.R.E.
The Watcher
The Next Episode
m.fl.
Albummet er ikke fyldt med dybsindig rap som man kan være enig eller uenig i, men det er fyldt med beats som bliver hængende og det har vel også sin charme?

[Cancel]

Jeg holder meget af flere hiphop-albums tilbage fra 80erne, som eksempelvis NWAs ”Straight outta Compton”, De La Souls ”3 feet high and rising”, BDPs ”Criminal Minded”, eller Public Enemys ”It takes a nation…” Generelt mener jeg dog at de i dag har større nostalgisk end kvalitativ værdi. Hiphop-musikken dengang, havde simpelthen ikke vokset sig helt moden og stilen blev i de efterfølgende år finpudset gevaldigt. Jeg vil mene at hiphop-musikkens bedste periode var omkring midt 90erne. Fra denne periode kan jeg nominere flere til det bedste album nogensinde, fx:

Notorious BIG – Ready to Die (1994)
Group Home – Livin’ proof (1995)
Jay-Z – Reasonable doubt (1996)
O.C. – Word… Life (1994)
Wu Tang Clan – Enter the Wu-Tang (36 chambers) (1993)
Dr. Dre – the Chronic (1992)

Men når jeg nu skal udvælge ét album til nominering, må det blive Nas ”Illmatic” fra 1994:



Dette album definerede den rå New York hiphop, med skumle (men iørefaldende) produktioner fra DJ Premier, Pete Rock, Large Professor mfl. Alt imens Nas gav en lyrisk opvisning der ikke var hørt mage til før (eller siden) med sublimt flow og indhold. Albummet indeholder kun 10 numre og har kun én gæsteoptræden (men hvilken en) og var desuden Nas debut-album. Det havde ikke den store kommercielle appel, men blev – især i undergrunden – betragtet som ”the blueprint of hiphop”. Pudsigt nok har dette debut-album både været Nas’ gave og forbandelse i og med han (trods talrige forsøg og kæmpe forventninger) aldrig har kunnet leve op til det igen.

[Holme]

›Umiddelbart ville jeg sige at Jay-Z - The Grey Album er det
›bedste hip-hop album produceret til dato. Jay-Z fantastiske flow

Host Host.....fantastiske flow....manden er jo dybt elendig, Chuck D ville krølle ham sammen til hver en tid, ....Jay-Z er tvilling med Niarn

[fckfreak]

Meget enig med cancel. Og når han ikke vil, så må jeg nominere denne.

The Notorious B.I.G. Ready To Die.

Det er simpelthen i mine øjne, det essentielle gangstaalbum. Albummet var ubetinget dét album, der bragte "East-coast" rappen tilbage på sporet, efter at west-coast havde domineret totalt i en årrække. (Niggaz With Attitude, 2pac Dr.dre og en lang række andre) Han var en kanon historiefortæller, og formår at skifte fra hardcore til blødt og lækkert uden problemer, og det lagt sammen med et enormt potentiale, gør at det er enormt sørgeligt, at manden kun nåede at udgive to albums. Hvad kunne det ikke være blevet til?

[KB-stodderen]

Pyha, det er en svær opgave man er blevet sat på i denne tråd. Jeg kan umuligt nøjes med at udvælge et album. Jeg er enig i at følgende albums kandiderer til titlen:

Nas - Illmatic
O.C - Word...life!
Wu-tang Clan - Enter the 36 chambers
Notorious B.I.G. - Ready to die
A Tribe Called Quest - Midnight Marauders
A Tribe Called Quest - A low end theory

Derudover mener jeg følgende udgivelser burde være nomineret:



Gza leverede i selskab med Rza denne genialitet i 1995. Albummet er gennemført ned til mindste detalje og skelsættende qua de ganske udsyrede produktioner og Gza's abstrakte gangster-lyrik.



Pharoahe Monch's Internal Affairs er et album spækket med gode og originale produktioner (hvem sagde "Simon says", "Agent orange" etc.?) og ikke mindst en lidt utraditionel rapper som virkelig mestrer fraseringernes kunst, og som samtidig har noget på hjertet.



Gang Starr's The ownerz har jeg medtaget fordi jeg mener den indeholder cremen af Primo's produktioner. Produktionsmæssigt er dette albums muligvis det bedste album nogensinde, og jaja, Guru gør det også ok.

Tilføjelser følger...

[Don J.]

Uden for konkurrencen (fordi det "bare" er en opsamling), vil jeg gerne nominere NWA's Greatest Hits, der udkom i 1996 (og altså ikke den "Best Of"-opsamling, der lige er udkommet - den har jeg nemlig ikke hørt i sin helhed endnu).

Det er immervæk et fantastisk band, der leverede noget af det mest originale hip hop, der hidtil var oplevet i 80'erne. At de kom fra Vestkysten var også en anelse særegent dengang.

Og så indeholder den "Just don't bite it" (som sært nok ikke er at finde på den nye "Best Of") - et fabelagtigt morsomt nummer. Jo, kvindeundertrykkelsen er ikke til at tage fejl af, men nu skal det nok heller ikke tages så alvorligt igen 8-)

Af de originale studioalbums vil jeg pege på "Straight Outta Compton", som det bedste.

Skulle jeg endelig nominere et album, må det blive det vildt originale og efter min mening uopslidelige "Paid In Full" begået af Eric B. & Rakim.

Det er bl.a. udgivet flere special editions med adskillige bonustracks. Et fantastisk album, der for alvor satte hip-hoppen på mit musikalske verdenskort (dengang troede jeg ligesom de fleste, at det nok bare var en bølge, der ville gå over). Fantastiske beats blander sig fyldtigt med bløde, men bestemte, basgange, garneret med hidsige scrath'es og raslen med guldkæder - selv Ofra Haza blander sig 8-)

Er man til Old School, så er disse to plader absolut nogen, man bør have. Derudover er jeg meget begejstret for Dr. Dre's "The Chronic", som allerede er nævnt tidligere i denne tråd.

[Habermas, Jürgen]

Det er lidt svært at erklære sig enig via enigknappen, når flere albums bliver nævnt i et indlæg. Derfor dette indlæg:-)

Jeg erklærer mig enig i nomineringerne af følgende:

B.I.G. - Ready to die
O.C. - Word...life!
GZA - Liquid Swords
Wu-tang - Enter the 36 chambers
Nas - Illmatic

[CF39 Thomas]

Mike Ladd: Welcome To the Afterfuture (2000)



Fordi manden er et visionært geni. Fordi han gør ved hip hop hvad Jimi Hendrix gjorde ved bluesen. Fordi beatsne, rytmerne og musikken stadig er out of this world.


Mvh.
CF39 Thomas