Bare én vild aften mere (1/2)
Så er vi her igen, mine damer og herrer.
Med godt 19 timer og 30 minutter til kampstart imod vores største rivaler, vil jeg benytte lejligheden til at lufte nogle tanker, som jeg har gået rundt med i lang tid. Del 2 af dette indlæg er det vigtigste. Indlægget vil indeholde:
- Tanker omkring kampen, samt opfordring til at møde op af diverse årsager
- Personlige oplevelser/følelser*
- Hadet til fck*
- Bare én vild aften mere*
* = De vigtigste
Først og fremmest mine tanker omkring kampen i morgen. Jeg opfordrer alle til at møde op. Påtrods af alt som der er sket, er der vel ingen af os som ønsker - igen - at være ude af både mesterskabskamp, Europa og pokalen. Det her er chancEN for at komme i Europa igen næste år, samt at vinde en pokal igen efter 4 år. Jeg tror personligt, at det ville give et kæmpe boost hele vejen rundt at vinde en turnering igen, spillerne vil mærke at det ikke er umuligt, folk vil begynde at tro på det igen osv.
Og lad mig lige minde om, at fck har været særdeles uimponerende i lang tid nu. De smalle sejre skulle stoppe på et tidspunkt, og det skete efter de mødte os sidst, hvor vi spillede dem ud af brættet og ligeudsagt kørte dem på røv og albuer. Siden d. 24. September har fc københavn ikke vundet én eneste kamp. Deres form i Superligaen er værre end HB Køges, mener jeg at have læst (i de sidste 5 kampe). Vi har ikke slået fck i 3 år og 57 dage. 3 meget lange år, som har været pinefulde, men nu har vi chancen og skal udnytte hjemmebanefordelen, samt deres elendige form. Husk at billetterne koster 40 kr. for børn og pensionister til Sydsiden og det dobbelte (KUN 80 til et Derby!) for voksne. 50 og 100 kr. til langsiderne. Det er som en oplagt mulighed for at komme mange på stadion og blæse de klamme sataner ud fra VORES hjemmebane!
Med dét vil jeg nu gå videre til de personlige følelser og oplevelser. Nogle vil sikkert mene at dette punkt er ligegyldigt, men nu må jeg ud med det. Det er ikke som sådan noget, som specifikt har noget at gøre med kampen i morgen, men kan perspektiveres på nogle områder til vores elskede klubs nuværende situation. Jeg er 16 år, til dem som ikke ved det. Og jeg bor på Østerbro (Indtil i morgen, hvor jeg flytter... kunne være oplagt at fejre med en Derby-sejr). Som Brøndbyfan er jeg vokset op i et hårdt og ensomt miljø herude. Jeg er blevet tævet, truet og hvad der ellers kan findes på da jeg var mindre, men her har jeg været anderledes end de fleste andre: Når jeg er blevet truet med forskellige ting hvis jeg ikke tager min Brøndbytrøje af, eller nogensinde har den på fremover, har jeg gjort netop det igen og vist, at jeg rejser mig igen og ikke vil forandre mig uanset hvor mange gange jeg i bogstaveligste forstand bliver slået i gulvet. Mentalitet Vestegnen. Mentalitet Vestegnen er for mig noget, som kendetegner vores klub, og den identificerer jeg mig med. Der er en grund til at jeg holder med Brøndby og det er at jeg som person har de samme værdier. Jeg er stolt over at være Brøndbyfan. Stoltheden over at holde med Brøndby i modgang, vil for mig altid være større end glæden ved at holde med dem i medgang. For i modgang skal man vise sin styrke. Et par andre eksempler fra denne sæson, hvor jeg netop er begyndt på gymnasiet: Jeg går i en klasse med knap 35 elever. Jeg er den eneste Brøndbyfan, og selv dem der ikke følger med i fodbold, er fck-fans. Det jeg har gjort efter alle de nederlag, svinende kommentarer og nedgørende ord er, at jeg næste dag, oftest mandag efter nederlagene, har taget cap'en på, trøjen på udover alt det andet tøj og halstørklædet med. Gået ned igennem strøget og hen til min skole mens folk har stirret underligt på mig. Har også brugt mange citater tidligere i mit liv i folkeskolen som:
"Sig hvad I vil. I kan tage alt jeg har, alt jeg ejer, svine mig til og sige hvad I vil. Men Brøndby IF vil altid være det vigtigste i mit liv. Og det kan I ikke tage fra mig." Efterfulgt af en tale om mine følelser, og de ting jeg har ofret for at se vores kampe og træninger. Deres tomme blikke og chokerede ansigter er fantastiske at se på, og de indser gang på gang at de prikker til et kæmpe monster indeni mig hver gang de angriber min stolthed - Brøndby IF
Jeg vil ikke lave det helt om til en dagbog, så jeg vil komme med perspektiverings-delen/konklusionen her: Brøndby har altid været en storklub som har været vant til mesterskabet, Europa og så videre. Jeg har altid haft et hjem, økonomisk god stand, fantastiske karaktérer og alt hvad man kunne bede om. Alt det havde jeg for 8 måneder siden. Nu har jeg ingen form for indtægt, er teknisk set hjemløs da jeg på et krisecenter og siden jeg er begyndt på gymnasiet har mine karakterer været skuffende grundet forskellige personlige problemer. Jeg har netop fået 02 i matematik. Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle få mindre end 7 i det fag. Det har af forskellige årsager haft brutale konsekvenser for mig, men her kommer det så: Igen er det hos min klub jeg søger trøsten, inspirationen osv. Jeg føler mig bundet til klubben, og er i samme personlige situation. Jeg vil ikke ligge mig ned og kæmpe mig frem og sikre et nogenlunde liv - Brøndby skal det samme. Det er efterhånden det eneste der betyder noget for mig, Brøndby er uden sammenligning det vigtigste for mig. Giganterne fra Vestegnen er sårede, men vi bliver altså nødt til at rejse os i fællesskab, mine damer og herrer. Lad os tage hinanden i hånden, og marchere fremad i en samlet flok - Vestegnen skal atter stråle!
http://www.youtube.com/watch?v=OjWQVaiwyDg