Den store tråd med bøger om musik

[-smølle]

Her er et bud på endnu en samlende tråd - denne gang med omtaler af bøger om musik. Jeg kom på at lave den efter at have læst denne:



der bestemt ikke er god nok til at anbefale eller bare skrive en klumme om i Spruthuset, men stadig interessant nok til at omtale.

Den er en skuffelse. Den bygger på interviews med de fire resterende medlemmer af gruppen, og det er en forrygende mulighed, men den gribes ikke.

For det første er den godt fyldt op med fyldstof som pænt irrelevante familiebilleder af folk der ikke engang omtales i teksten, med diskografi ned til enhver tam opsamling der er kommet, og med en historisk gennemgang der nærmest går fck.dk's i bedene med omtaler af indgåelse af sponsorkontrakter for endnu en mammutturn og alt muligt andet der betyder mere for børskurserne end for den musikalske historie; og så ikke mindst med essays af både relevante personer som David Bailey, fotograf fra swinging London, og irrelevante som Sheryl Crow, kedsommelig korsanger og support act for Stones i de seneste år. Af disse er specielt deres finansielle rådgiver Prince Rupert Lowenstein odiøs (pur-leese! Bare det navn, og at forfatteren, hans datter Dora, taler om my parents, Prince and Princess Rupert Lowenstein, oser jo kilometer væk af usympatisk ærkeengelsk tory, og teksten bekræfter det fuldt ud), men de fleste andre er også skrækkelige spytslikkere.

For det andet er det en alt for selektiv og alt for selv retfærdiggørende historie, der trækker alt for meget på den del af gruppens historie som ikke bærer på noget kunstnerisk ballast - allerede med side 120 er man forbi Exile on Main Street, og dermed samtidig forbi den sidste rigtig store plade gruppen lavede. Medlemmerne selv erkender da også, at en del plader i halvfjerserne og især firserne er meget svage (dvs. Keith Richards mener det, mens Jagger, hvis plader ting som Undercover og Dirty Work ikke mindst var, skøjter let hen over det), men stadig bruger de lige så meget tid på at fortælle om enkelte numre fra en tam plade som Emotional Rescue som de gør på den tragiske koncert i Altamont - en lille side, og kun Charlie Watts har lyst til at tale om lige det emne.

Watts er en af bogens helte. Han er om muligt endnu mere knastør end sit trommespil, en mand helt uden pis, der ser Stones som sit faste arbejde, et godt band og de er hans gode venner, men han gider ikke lytte til pladerne, og virker helt overrasket over at hans kone - den samme kone han altid har haft - gider. Scenen hvor han pander Jagger ned og sender ham flyvende hen over et bord med en stor tallerken laks er kostelig. Watts var blevet sur over at bandets primadonna havde sagt "Where's my drummer?"

Den anden helt er Richards. En mand der har misbrugt så kopiøse mængder af pulver og alkohol burde knap være i stand til at sætte sætninger sammen, men Keef er en naturlig historiefortæller, stoppet med vid, sarkasme, selvironi og gyldne one-liners. Ham kommer man til at holde af.

Det modsatte gør man med Jagger. Der er da ganske vist, både hos gruppen selv og deres hangarounds, en enighed om at det er de forskellige personligheder der bærer dem oppe og sikrer deres fortsatte eksistens, men man skal heller ikke læse ret meget mellem linierne før man finder en holdning om at der er én egoman i bandet. Keith Richards, som ingen til gengæld har noget imod at fremstille som en permanent vred Onkel Knarvorn, heller ikke ham selv, fremstår langt mere som en der vinder folks loyalitet og som en holdspiller. Jagger virker ganske klart som en solorøv der holder gruppen sammen fordi hans tilløb til en solokarriere har været så mislykkede.

Det mest pinlige ved bogen er den måde man nærmest kommer 100 sider ind i den på, inden man finder ud af at de rent faktisk havde en bassist. Måden man stort set har skrevet Bill Wyman ud af bandhistorien på er pinlig - han var trods alt med i næsten 30 år, og beskrivelsen af ham (som dukker op når han forlader Stones) er nærmest begrænset til at han havde 'små hænder' og spillede på en 'næsten feminin måde'. Javel. Heller ikke Mick Taylor, der var med i den absolutte spidsperiode i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne er der meget at sige om, dog mere, men også med en række egentlig ret unødvendige stikpiller. Også klare hovedpersoner som manager Andrew Loog Oldham samt Anita Pallenberg og Marianne Faithfull forbigås i huj og hast. Ingen Mars bar-anekdoter her! Derimod er der oceaner af plads til Stones' med afstand dårligste guitarist, Ron Wood. Se, han kan snakke, og også alle mulige uinteressante ting om hans gamle band The Faces - men hvor får han bare for meget plads.

Det er, hvis man orker læse om en masse store tourproduktioner i firserne og halvfemserne, samt det afsluttende lommefilosofi, en fuldt ud læsbar og ganske interessant bog, men i det store og hele er det en skuffelse, og Keefs røverhistorier og ærlige meninger er det klart bedste ved den historie.

mvh,
-smølle

[CF39 Thomas]

Ih, ja for en megatråd :-)

Nå, men lad mig bidrage til at gøre den en smule længere ved at anbefale denne:



.. som er - hvilket fremgår af titlen - en bog om censureret musik igennem historien. For det at banne musik, var hverken noget MTV eller Tipper Gore fandt på; det har eksisteret helt tilbage til romernes rige, hvor den forkerte skønsang kunne betyde døden.

Peter Blecha fortæller historien om denne censur, og hvorledes undertrykkende regimer, men tillige interesseorganisationer og såkaldt 'demokratiske' regeringer har prøvet at stoppe tidens toneklang med lovens hånd, om det så var den skadelige 'negermusik' i 30'erne, guitarrocken i 60'erne eller den seneste paranoia efter 9/11.

Interessant læsning, og rigtig interessant bliver det, når Blecha beretter, hvorledes sange er blevet censureret fra high schools og amerikanske staters radioæter - ikke pga. deres kontroversielle budskab, men ganske enkelt fordi eleverne eller radiostationen ville spille musikken. Som han skriver:

It wasn't that the students were trying to present a certain message about drug policy reform by performing that song. They just wanted to play it.

Glimrende værk - og det første om musikcensurens historie.


Mvh.
CF39 Thomas

[-smølle]

›Ih, ja for en megatråd :-)

Indrømmet, den er ikke så enormt stor endnu :-)

Men her er en til, som jeg snuppede med fra biblioteket forleden dag og har læst på tønden siden - takket være en belastende tynd mave er jeg færdig med den nu.



Underholdende læsning, meget af tiden. Man må give Bille, at han har en passioneret stil. At han så fremstår som skiftevis fremadskuende og stangreaktionær er en anden sag, og hans evne til at verfe fine udenlandske navne til side og rose danske rædsler (som Bifrost! Aaargh!) kan undre. Hans noget dobbeltmoralske holdning om at formiddagsbladene var dybt perfide over for en seriøs musiker som Thomas Helmig (da Bille var på Aktuelt) og at Kim Larsen sgu måtte til at tage sig sammen og holde op med at jamre over pressen, der bare gør deres arbejde (da han var på Ekstra Bladet) kan også.

Men man må langt hen ad vejen respektere en anmelder der følger det gamle svenske valgsprog våga att såga - at man skal turde nedsable.

Nå, men det morsomme ved bogen og grunden til at jeg omtaler den her er nu først og fremmest den måde han temmelig ærligt ikke skjuler de gange han bare har taget fejl - og ikke bare fejl, men voldsomt, fucked-up fejl.

Tag f.eks. hans anmeldelse af Bruce Springsteens Born to Run fra 1975. Under overskriften Dobbeltdestilleret Dylan affærdiger Bille ham snerrende som et ungt og hipt Dylanplagiat, og hans album som noget der lugter af planlægning. "Nu blir det hele bare så hulbrystet som Springsteens saxofonist Clarence Clemons er hulkindet at høre på." Han kan lide 'Tenth Avenue Freeze-Out', alene fordi David Sanborn og Brecker-brødrene spiller godt på horn. Numrene er ikke melodiske, de er alt for lange, og det hele er gabende kedsommeligt. Bruce er kun en forkølet Van Morrison - der i øvrigt stadig ikke er den melodiker Dylan er. Teksterne bringer ikke noget nyt fra nogen af sangene. Det er 'nødstedt lyrik'. Men han kan godt lide omslaget.

Det morsomme er så, at de næste mange gange der skrives om Springsteen, helt op til vor tid, beskriver Bille ham simpelthen som manden der har opfundet den varme tallerken og taler om hele hans enorme talent og rækkevidde, hans personer i lyrikken og hans samlende kraft. Hans The River betegnes som monumental, hvilket er et stort ord om den plade, hvis man allerede har kaldt Born to Run gabende kedsommelig...

Samme år har han fået kløerne i Neil Youngs Tonight's the Night, og tilsyneladende uden at have opfanget at den var Youngs sørgestund og musikalske terapi oven på et par musikalske venners død, slagter han den for at lyde som en samling pivringe lydende demoer. "Tonight's the Night er en nedtur for Young og lytteren. På alle måder."

Hvilket jo er fair nok; ingen behøver være enig i at det er et mesterværk, som den ellers er ophøjet til. Men den opmærksomme læser fanger, at når Neil syv år senere vender tilbage og synger i Brøndbyhallen (fejl)citerer Bille en linie fra netop den plades titelsang som essensen af ægtheden i Youngs musik - og samme år anmelder han Springsteens Nebraska, som han synes er pragtfuld, og som er "hvad Tonight's the Night var for Neil Young". Altså ikke en nedtur på alle måder, formentlig.

Hans anmeldelse af Elvis Costello på Roskilde i 1978 er også god - Billes beskrivelse af den unge Costello, der havde et attitudeproblem så stort som SAS-hotellet er både morsomt og tilpas aggressivt og besk (manden havde gudhjælpemig medbragt en hundepatrulje til at holde fotografer væk...), men det skrider lissom hvor han kalder musikken noget der mest udmærker sig ved sit stereotype tempo, Attractions for et band der ikke byder på noget der ikke kan høres hos enhver dansk amatørgruppe, og at publikum viste mere rytmesans end 'den kluntede trommeslager'. Jeg tror de fleste der har fulgt Costello over de sidste 27 år har opdaget, at især Steve Nieve har lidt flere tangenttricks oppe i ærmet end den gennemsnitlige danske dilettant - og mens ingen kan kalde Pete Thomas en avanceret trommeslager, er hans indsats vist knap 'kluntet'. Udtrykket er snarere 'uundværlig'. Hvad angår materialet, så er Costello begyndt at spille sang efter sang fra sin debut My Aim Is True på sin nuværende turné, så lidt langtidsholdbarhed har den stereotype lyd vel.

Endelig faldt jeg pladask for beskrivelsen af New Orders første plade, Movement. "Movement er kølig, kynisk og skematisk - så langt væk fra Ian Curtis og Joy Division som man overhovedet kan komme". Jaja, det er kynisk at sidde og more sig over det nu. Bille kunne ikke ligefrem forudse 'Blue Monday', selv om den kun var to år væk. Og da slet ikke, at New Order ni år senere ville lave en single med det engelske fodboldlandshold, med en jamaicansk født landsholdsdribler til at rappe c-stykket ;-) Men man kunne altså komme endnu længere væk fra Joy Division...

mvh,
-smølle

ps supplerende læsning, ret underholdende: check den bitre, bitre Rugsted & Kreutzfedt-delegation, der stadig har ondt i røven over at nogen kaldte dem det glatte lort de var...

[Ethic]

Paul Friedlander: A social history of rock'n'roll (1994, mener jeg)

Kort fortalt gennemgår Friedlander rockens udvikling fra det sorte USA før Elvis, inkluderer bandbetragtninger af unik kulturanalytisk kvalitet samt korte beskrivelser af afarter og samtidige forgreninger af modergenren for at ende op omkring udgangen af 80'erne.

Dick Hebdige: Subculture (1977, mener jeg)

En klassiker med fantastiske beskrivelser af diverse subkulturer i musikkulturen med analyser af deres sammenstød med samtiden og betydning for sammes udvikling.

Begge er meget læseværdige. Friedlander er også et opslagsværk, hvor Hebdige mere er beskrivelser der kryber under huden.