Anmeldernes meninger har været delte om denne nye udgivelse fra Depeche Mode. I den ene ende er der stor skeffelse, og i den anden en moderat begejstring og gensynsglæde (eller genhørsglæde skulle jeg måske sige).
I Berlingske Tidende gav min gamle studiekammerat Thomas Søie Hansen, der ellers er ganske begejstret for Depeche Mode, den to stjerner og her var skuffelsen stor. Jeg mener B.T. var ligesådan ude med riven, og der lignede det en decideret nedsabling.
I den anden ende var Politikens Erik Jensen moderat begejstret - ligesom anmelderne i både metroXpress og Urban - de gav den alle fire stjerner (i Politiken var det selvfølgelig fire hjerter, men meningen var den samme). Erik Jensen kaldte "Playing the angel" det bedste Depeche Mode-album siden "Songs of faith and devotion".
Jeg er tilbøjelig til at give Erik Jensen ret. Jeg er også pænt begejstret, og vil også give den fire stjerner. Nu var mine forventninger skruet en del ned efter forhåndsomtalen her på Sidelinjen, men jeg blev positivt overrasket. Jeg synes også det er det bedste de har lavet siden "Songs of faith and devotion" - den når ikke op på siden af dem fra deres storhedstid med "Black Celebration", "Music for the masses", "Violator", "Construction time again" etc., men en jævn god udgivelse i den gamle vante stil.
"The sinner in me" er efter min mening albummets bedste, men også "A pain thet I'm used to", "Suffer well", "Lilian" og selvfølgelig singlen "Precious" er rigtig fede numre (jeg synes i øvrigt ikke Precious skiller sig så markant ud som albummets bedste nummer som mange ellers har hævdet).
Så fire stjrnerne for et hæderligt og fedt Depeche Mode-album, men der er stadig et stykke op til deres mesterværker.
Men hvad synes du?
Rasmus