Jeg rydede op i gemmerne forleden, og faldt over et gammelt Tipsblad fra 15. juni 2001. Der var forskellige artikler, som i dag er meget pudsige, så jeg vil dele lidt af turen down Memory Lane med mine ærede meddebatører:

Hele bladet er nærmest et temanummer med FC-hyldest som den røde tråd. Ikke mindre end 8 sider handler om guldfinalen (Zumas sakse fylder selvfølgelig hele forsiden), en tumultarisk reportage fra busturen til Odense, gennemgang af truppen o.s.v.Sidstnævnte afslører, at det ikke er helt rigtigt når vi sang at der kun er én 32, for der er faktisk andre end Møller, som har båret dén: legenden Will Orben, som ikke nåede nogle kampe den sæson (men vistnok en kamp eller to sæsonen før?), bar rent faktisk det nummer.

Hvis nogen skulle være i tvivl, afslører bladet også at indebrændthed m.v. ikke er en helt ny ting for Klebben ude på Sjælland. Se bare dette citat fra programmet fra deres sidste hjemmekamp "Tillykke til FC København. Men husk: sand klasse er at vinde 9 medaljer i træk og 16 medaljer på 17 sæsoner). Den pågældende artikel spekulerer også i, om de i løbet af sommeren vil udvise sand klebånd og uddele en sort plasticpose til Åge Hareide pga. de skuffende sølvmedaljer.

Aftenens største skæve smil fremkom dog, da jeg læste en stor artikel om hvorvidt fodbolddanmark (Superligaen) var ved at være vredet skævt - sådan rent økonomisk - med FC i førertrøjen, klebben halsende efter, og med de jyske klubber uden chance for at nå de to førstnævnte. Det afviser samtlige jyske klubdirektører (og Børge Bech, dengang Aab, udtaler at man ikke skal pive over DBU´s favorisering af FC qua lejen af Parken, men han ender alligevel med at pibe over det).

Jeg vil runde af med et fantastisk citat fra den artikel, som tilskrives direktør Michael Hyldgaard, AGF "Flemming Østergaard udmelding om, at 95 procent af de danske klubber er i økonomisk krise kan da godt ses som en provokation, men på en positiv måde. I AGF opfatter vi det som noget, vi må gøre noget ved". Den lader vi lige stå et øjeblik!