Skipfavoritter!

[-smølle]

Selv det fineste album kan have den - den pivringe sang som altid har irriteret og som det er alt for fristende at skippe forbi hver gang den kører på cd'en eller mp3'eren, eller løfte nålen over hvis det er på vinyl det foregår.

Denne tråd er for skipfavoritten.

Først ude:

David Bowie: 'It Ain't Easy', fra Ziggy Stardust.



Hvad helvede tænkte han på? Et guldrandet vidunder af en plade, og så midt i det hele et bovlamt cover af en eller andens inferiøre og kedsommelige nummer, der slæber sig afsted uden noget af den livsfarlige dynamik der kendetegner resten af albummet om Ziggy og The Spiders, og endda lyder som om det er sunget gennem et paprør?

mvh,
-smølle

[Ernst Jünger]

Track nummer 4 "Soul Power" på Wu-Tangs ellers upåklagelige rapalbum Iron Flag. Der er et eller andet enerverende ved Flavor Flavs guest appearance.

[-smølle]

Depeche Mode har altid excelleret i at have én seriøs bummer på de fleste af deres albums. Ingen dog værre end denne:

Depeche Mode: 'New Dress' fra Black Celebration.



- en gang melodiforladt, kluntet hø der på hjælpeløs nævner en række katastrofer, og hvis payoff så er ♪ Princess Di is wearing a new dress ♪ for lige at pointere at "folk lissom fokuserer på det gale", og så runder af med at man ikke kan forandre verden, men starter man i det små kan man måske godt alligevel. Samfundskritik på niendeklassesniveau, der hørmer næsten så meget som selve musikken. En skamplet på et ellers nær fuldendt album af deprim metallisk synth-skønhed og øm melankoli.

mvh,
-smølle

[Don J.]

Prince's "Around in the World In A Day" er en ganske god plade, på nær tamburin-sangen som er ganske rædselsfuld.

[-smølle]

Denne her er vel reelt alle skipfavoritters moder.

The Beatles: 'Revolution 9' fra The Beatles (det hvide album)



29 brilliante sange fra en gruppe hvis kreativitet var supersonisk i 1968. Og en ti minutter lang lydkollage af båndsløjfer, loops, fundne lyde og en kegle der siger "Number nine, number nine" hele tiden. Hvad foretrækker man?

mvh,
-smølle

[Don J.]

›29 brilliante sange fra en gruppe hvis kreativitet var
›supersonisk i 1968. Og en ti minutter lang lydkollage af
›båndsløjfer, loops, fundne lyde og en kegle der siger
›"Number nine, number nine" hele tiden. Hvad foretrækker
›man?
›
›mvh,
›-smølle

- hehe! Havde han så bare råbt "TOOOOOGTREDIVE! TOOOOOGTREDIVE!", så havde der været en højere mening med det nummer.

[Dan Abnormal]

Queen - "I'm In Love With My Car", fra A Night At the Opera

Trommeslager Roger Taylors kærlighedserklæring til sin bil kunne de godt have undladt fra denne ellers glimrende plade, ligesom 95% af alt det andet, Roger Taylor bidrog til Queen med. Han skulle bare have holdt sig til trommerne.

Et 3 minutter langt rocknummer i et sløjt tempo med Taylors irriterende hæse vokal. Heldigvis kommer pladens bedste sang "You're My Best Friend" som en befrielse, og bliver bare endnu bedre, når man har pint sig gennem ovennævnte sang. Hvis man altså ikke har valgt den nemme løsning og skippet videre.

Jeg tror i øvrigt jeg poster teksten til sangen i tråden om det ubegribelige vås, der kan blive sunget.

[-PhantomBlot-]

"Mette meduim" på den heér :

[-smølle]

The Stone Roses: 'Don't Stop' fra The Stone Roses
Happy Mondays: 'Harmony' fra Pills 'n' Thrills and Bellyaches



To drømmeplader fra samme periode, Madchester, baggy eller hvad man kalder den, og to psykedeliske stinkere der er svære at greje. 'Don't Stop' er den værste art fyldstof, en sang der er et andet spor kørt baglæns (se også The Clash: Sandinista! for endnu et trist eksempel) og bliver ved i evigheder, og 'Harmony' er et superantiklimaks til sidst, en dronende affære der bare kværner afsted til man sætter noget andet og skarpere på.

mvh,
-smølle

[Urbanus]

Okkay, jeg tror jeg vil starte med at erklære mig temmelig uenig i flere af de nævnte valg ;-)

Mette Medium hører til blandt mine top 5 MC Einar-sange

New Dress er måske ikke Depeche Modes bedste, og langt fra den bedste sang på Black Celebration, og jeg kan da også godt tilslutte mig at teksten er noget banal, men dog alligevel en udmærket sang der passer fint i den helhed mesterværket Black Celebration udgør. I hvert fald aldrig en sang jeg ville skippe forbi.

Og endelig, så synes jeg Revolution 9 er et fedt syret nummer. Nok det nummer af alle Beatles har fået mest klø for (selvom jeg nu godt nok kunne pege på en del der havde været mere fortjente), og måske netop derfor holder jeg stædigt fast i at holde af nummeret. White Album er i øvrigt i mine øjne Beatles' bedste album - tæt efter Revolver og Abbey Road.

Men sådan er smag heldigvis så forskellig ;o)

Rasmus

[Ernst Jünger]

›The Stone Roses: 'Don't Stop' fra The Stone Roses
›Happy Mondays: 'Harmony' fra Pills 'n' Thrills and Bellyaches
›
›[IMG]http://images-jp.amazon.com/images/P/B0000004V2.01.LZZZZZZZ
›[IMG]http://ec1.images-amazon.com/images/P/B000005IS7.01._SCLZZZ
›.jpg[/IMG] ZZZZ_.jpg[/IMG]
›
›To drømmeplader fra samme periode, Madchester, baggy eller hvad
›man kalder den, og to psykedeliske stinkere der er svære at
›greje. 'Don't Stop' er den værste art fyldstof, en sang der er et
›andet spor kørt baglæns (se også The Clash: Sandinista!
›for endnu et trist eksempel) og bliver ved i evigheder, og
›'Harmony' er et superantiklimaks til sidst, en dronende affære
›der bare kværner afsted til man sætter noget andet og skarpere
›på.
›
›mvh,
›-smølle

Kære -S

Du kan jo slet ikke bedømme disse plader nøgternt medmindre du er helt wacked up på E og/eller syre.

Ernst

[-smølle]

›Kære -S
›
›Du kan jo slet ikke bedømme disse plader nøgternt medmindre du er
›helt wacked up på E og/eller syre.

Sludder og vrøvl. Det der adskiller dem fra Madchestermiddelmådigheden, der var reglen snarere end undtagelsen, var netop en serie supersange - 'She Bangs the Drums', 'Made of Stone', 'This Is the One', 'I Am the Resurrection', 'Kinky Afro', 'God's Cop', 'Loose Fit', 'Holiday'... og de to nævnte falder helt ved siden af i den henseende.

mvh,
-smølle

[Ernst Jünger]

Jojo, bevares. Det var nu mest for at få lov til at konstruere den oxymoroniske sætning "at bedømme nøgternt på E/Syre".

Men jeg forestiller mig nu stadig, at et spor, der køres baglæns kan lyde ganske fornuftigt for et Manchester-drughead fra den tid.

Ernst

[Perec]

Midt i en meget harmonisk, sløvt dirrende plade dukker der pludselig et stikkende, skærende nummer som Jazz Police op. Wtf?!

[Mads740]

Et af de værste numre nogensinde indspillet, Shinny Happy People. Lortet kommer som nummer 6 på Out Of Time, et lille mirakel af en plade der forvandlede R.E.M fra collegestationers favorit, til et af verdens største bands. Pladen indeholder Losing My Religion og Michael Stipes egen favorit Country Feedback, men imellem er skubbet denne ørebæ af en duet med B-52s Katie Pierson. Lalleglad er kun et fattigt ord, sangen er nærmest klæg og fremstår helt forkert på et album der ikke var synderligt fyldt med glæde og et band der normalt ikke skriver den slags sange. Sangen er sidenhen blevet hadeobjekt internt i bandet og er også udeladt på deres "Best Of", selvom den blev et monsterhit. Dennis Leary ramte måske meget præcis min følelse da han sagde

"Pull the bus over! I want the shiny people over here and the happy people over here! I represent the angry, gun-toting, meat-eating people!"

1. Radio Song
2. Losing My Religion
3. Low
4. Near Wild Heaven
5. Endgame
6. Shiny Happy People
7. Belong
8. Half A World Away
9. Texarkana
10. Country Feedback
11. Me In Honey