"Tillykke med den runde dag"-tråden

[Dissing (AaB)]

›Så skal det da også nævnes at dette fantastiske album havde
›40-års fødselsdag tilbage i januar.
›
›The Doors - The Doors

Jeg vil supplere med et album der holder 40 års fødselsdag 12 maj 2007.

Det er debutalbummet "RUX" med guitarlegenden og sangeren Jimi Hendrix. Han forlod denne verden i september 1970 (10 måneder før Doors forsanger Morrison), men nåede inden da at revolutionere og eksperimentere meget mere end de fleste af hans efterfølgere. Hendrix udgav 4 albums alive.

Debutalbummet har highlights som "Fire", "Hey Joe", "Are you experienced" og "Third stone from the sun".

Her er hhv. det britiske og amerikanske cover:

[Don J.]

Vi kan vist lige nå at få "Rumours" med Fleetwood Mac med (rel. 4/2-1977). Den er i øvrigt tilgængelig i en superduper 2 Disc luxus-edition fyldt med ekstra guf i form af det oprindelige mix, der i første omgang blev afvist af pladeselskabet (så vidt jeg har hørt) - nogen af dem, er faktisk bedre end det færdige resultat, men sådan er der jo så meget. Et helt igennem helstøbt album efter min ringe mening.

Klik på billedet for mere info.

[-smølle]

Denne gang er det så ikke en udgivelse, men en person der skal have en lykønskning:



James Jewel Osterberg a.k.a. Iggy Pop fylder 60 i dag. Tillykke, mand!

mvh,
-smølle

[-smølle]

For fyrre år siden, i maj 1967, kom et meget kvalificeret bud på ikke bare bedste sang om London nogensinde, men bedste fucking sang nogensinde, punktum:



Nemlig Ray Davies' 'Waterloo Sunset', der blev nummer 2 - to! - på den britiske hitliste i sommeren '67 (den blev holdt væk af bl.a. Beatles' 'All You Need Is Love', som mildt sagt ikke har klaret tidens tand lige så godt).

Og her har vi den. Enjoy!

mvh,
-smølle

[Mandrilen]

Det er godt nok ikke et lige så stort hjørne, den har rundet, men blandt fans o.a. er den allerede en klassiker.

Vi taler selvfølgelig om Dylans formidable Time Out of Mind, som i år har ti års jubilæum.
Albummet kom til at markere starten på et Dylan comeback, efter en længere kunstnerisk krise, og efter de bredt anerkendte opfølgninger love and theft samt sidste års Modern Times er, der intet der tyder på at manden er på vej mod pensionen, selvom fødselsdatoen, ellers godt kunne signalere noget andet



Time Out og Mind, er et af de mest stemningsfyldte albums, Dylan har lavet, og har et gennemgående dystert og dragende præg.
Albummet er produceret af den legendariske Daniel Lanois, der også var producer på Oh Mercy, og som med garanti har været medafgørende for pladens signifikante lyd.

Tematisk kredser den om døden, meningsløsheden og andre emner der på vanlig usentimental vis bliver behandlet.

Som altid er det dog med en iboende ironi og absurditet, her fra sangen Highlands:


Insanity is smashing up against my soul
You can say I was on anything but a roll
If I had a conscience, well I just might blow my top
What would I do with it anyway
Maybe take it to the pawn shop

Omend albummet har et udpræget defaitistisk præg, er tingene aldrig entydige hos Dylan, og i sidste vers på samme sang, er der alligevel en hvis trøst at hente:


Well, my heart's in the Highlands at the break of day
Over the hills and far away
There's a way to get there, and I'll figure it out somehow
But I'm already there in my mind
And that's good enough for now

Sangen er blot et af mange andre højdepunkter som: Love Sick, Tryin' To Get To Heaven, Not Dark Yet, Make You Feel My Love m.fl.

Alt i alt, intet mindre end et mesterværk, i mine øjne.

Tillykke!

Mvh. Simon

[carlo_andersen]

Det største album fra en af firsernes giganter fylder ligeledes 20 år i år. Det kan godt være, at du kan skråle med på Purple Rain, men det her bør du lytte til i stedet.

Prince - Sign O The Times

[-smølle]

Pladen der lægger ud med ♪ It was twenty years ago today ♪ :



- har fredag dobbelt så mange år som de tyve på bagen, da den blev udgivet 1. juni 1967.

Den har, gætter jeg på, nok lidt mere af en "Enten elsker man den eller også hader man den, eller måske finder man den mest af alt vanvittigt overvurderet"-status i dag end da den fik sin første naturlige tilbageskuende hyldest i 1987.

Personligt synes jeg slet ikke den fungerer som album, selv om det er en plade jeg har kendt fra forældrenes samling som helt lille, og som altid har haft noget spændende over sig. George Harrisons indiske sang er for det første langtrukkent, selvsmagende lort. Ringo skulle aldrig have haft lov at synge, og 'With a Little Help...' er spillet ihjel af andre folk - hej, Joe Cocker! Paul McCartney laver skamløs afsøgning af mormorsegmentet på den odiøse 'When I'm Sixty-four'. Sange som 'Fixing a Hole', 'Good Morning Good Morning', 'Getting Better' og den joviale 'Lovely Rita' er da ikke skrækkelige, men heller ikke i nærheden af Beatles' sublime bedste numre. Og det løst sammenhængende koncept virker mildt sagt ikke, hvorfor der ikke rigtig er nogen grund til de tynde titelsange.

McCartneys sørgmodige 'She's Leaving Home' er til gengæld stadig ret gribende, og Lennons 'Lucy in the Sky...' og ikke mindst '... Mr Kite', der føltes og stadig føles som musik fra et spøgelsescirkus, lyder pænt forrygende i dag. Og det samme gælder den fantastiske finale 'A Day in the Life', som ikke engang endnu et jovialt indslag i midten af McCartney kan spolere. Men det er dæleme ikke meget at brygge en klassiker på, endsige klassikeren. Sgt. Pepper kan ikke matche den i forvejen ret overvurderede forgænger Revolver på nogen måde, og Beatles' bedste albums er, efter min ydmyge mening (som jeg i øvrigt husker at have gjort udtryk for før, men bær over, plz), nogle helt andre: A Hard Day's Nights komprimerede melodiske perfektion, Rubber Souls eminente sangskrivning, og det hvide albums fuldstændig vanvittige kreativitet.

Men tillykke med de fyrre i alle fald!

mvh,
-smølle

ps Og populærkulturelt må man i det mindste erkende, at Sgt Pepper (og The Beatles generelt) har haft grænseløs effekt...

[Don J.]

Her kommer så et af de bedste albums, der nogensinde er blevet udgivet efter min ringe mening. "Exodus" med Bob Marley & The Wailers er netop blevet 30 (den 4. juni for at være helt eksakt), og det fejrer Island Records bla. ved at genudgive albummet i en luksus-jubilæums-udgave garneret med diverse former for merchandise.

"Exodus" er en af de plader, hvor samtlige numre kunne være gået hen og blevet store hits. Reggae-funken når nye højder med titelnummeret, og så rummer pladen også hans største hit (i hans levetid) "Jamming" samt den uundgåelige "One Love/People Get Ready", der jo hittede i forb. m. udgivelsen af opsamlingen "Legend" i 1984.

De fører an i perlerækken af numre , der også rummer den euforiserende "Natural Mystic", "So Much Things To Say", "Guiltiness", den rebelske "The Heathen", den smukke ballade skrevet til en af Bob Marleys elskere "Waiting In Vain", originaludgaven af "Turn Your Lights Down Low" (her i duet-versionen med Laryn Hill) samt den optimistiske "Three Little Birds" .

En del af numrene omhandler attentatforsøget på Marley - bl.a. "Jamming", hvor ordene "No bullet can stop us now. We neither beg nor we won't bow. Neither can be bought nor sold" henvender sig direkte til de kræfter, der stod bag attentatforsøget.

Et fantastisk album, og jeg skal være den første til at undskylde den lidt "Mylius-agtige" minianmeldelse, men klokken er tre om natten i skrivende stund.... 8-)

Til slut skal vi lige have et kig på jubilæumsudgaven mv. De mange herlige sager forhandles lige her.

[-smølle]

Det er i disse dage (uden at vide præcis hvorfor, da pladen kom på forskellige dage i forskellige lande) tiårsdagen for en ret væsentlig dag for 90'ernes musikscene, og længere frem, da en plade man sagtens kan forsvare at kalde en milepæl udkom lige midt i 1997:



Radioheads OK Computer er den pågældende plade, og hvad man ellers måtte sige om den i dag, kan ingen nægte at den er en vanvittig indflydelsesrig plade, der både satte elektronisk eksperimenterende rockgrupper lige midt i hovedstrømmen, og, måske mindre heldigt, med sine følelsesladede ballader gav videre inspiration til en række langt mindre talentfulde bands i influenzarockgenren.

Efter min egen mening er OK Computer en kende problematisk, og i hvert fald ikke en fantastisk plade hele vejen igennem. 'Airbag' og 'Electioneering' er kværnende og langtrukne, 'Paranoid Android' er mestendels streng prog, og 'Fitter Happier' er egentlig spild af tid.

Men højdepunkterne er svimlende, Everest-agtige. Åndeløse 'Exit Music', kolossale 'Lucky', myldretidsmareridtet 'Let Down', truende 'Karma Police', suicidale 'No Surprises', ubalancerede 'Climbing Up the Walls', altsammen fantastisk.

♪ Certain songs get so scratched into our souls ♪ , synger The Hold Steady, og det var ikke mindst tilfældet på Roskilde i 1997, hvor regnen holdt inde indtil de sidste numre i de halvanden time hvor jeg uden de større forventninger så Radiohead på Orange Scene. Jeg havde købt Pablo Honey, var blevet dybt og inderligt skuffet, og havde derfor trods de rosende ord helt ignoreret opfølgeren The Bends.

Men den koncert blev en sjældent stor oplevelse der i den våde, skyede aften, og sange som 'No Surprises', 'Lucky' og 'Exit Music', samt 'Street Spirit', 'Fake Plastic Trees' og 'Just' fra The Bends blev kradset ind i min sjæl. Så da Guf åbnede mandag, stod jeg klar uden for døren for at få fat i de to albums. The Bends forbliver min yndling, men begge har nogle af de stærkeste sange man kan drømme sig frem til inden for begrænsningerne af den arenavenlige og forholdsvis konventionelle rock som gruppen selv lagde efter sig kort tid senere.

Her er, for nostalgi eller nysgerrighed, sætlisten til en koncert af den type som man meget sjældent oplever, før eller nu.

mvh,
-smølle

[Ethic]

I år er det også 20-året for lanceringen af én af de stærkeste freestyle-singler: Noel's Silent Morning. Et egentligt kommercielt gennembrud blev det ikke rigtigt til for Noel, men det er fandma også sindssygt ligegyldigt, for kunsten er ikke til at tage fejl af.

Hele debutalbummet sad lige i skabet og er blandt undertegnedes all-time favoritter spækket med helt unikt freestyle materiale:

Se videoen her.
Læs om kunstneren her.



Respekt!!

-- og så teksten --

I'm on fire
My emotions run so deep
You vowed to love me
Is that a vow you keep
Your smile's so tender
You'll not be sighing a sweet surrender
Your touch is so pleasing
Makes me warm inside
Makes me feel I'm alive
And I can't resist the heavenly bliss
The magic concealed in your kiss
Must realize what I see in your eyes
Takes me beyond the skies

(Chorus)
Silent Morning, I wake up and you're not by my side
Silent Morning, You know how hard I try
Silent Morning, They say a man's not supposed to cry
Silent Morning, Why did your love have to be a lie

I'm on fire
And you're my every desire
A living fantasy
And you know just what to do for me
I love the things you do
Here open arms waiting here for you
Words you whisper
Makes me warm inside
Makes me feel I'm alive
And I can't resist the heavenly bliss
The magic concealed in your kiss
Must realize what I see in your eyes
Takes me beyond the skies

(Chorus)

And I can't resist heavenly bliss
Magic concealed in your kiss
Must realize what I see in your eyes
Takes me to paradise

(Chorus)

[-smølle]

Rent held gjorde, at jeg ramte den her lige på dagen. Skål for det! Ifølge Wikipedia er det i dag præcis tyve år siden at denne helt fantastiske single kom, 20. juli 1987:



- og kendere af Peter Savilles designs for Factory vil vide, at der er tale om New Orders egentlige brede gennembrud, 'True Faith'.

Ikke at gruppen ligefrem var hemmelig inden, bare tænk på 'Blue Monday' som tog et stort hop op af undergrunden, og på velsælgende plader som Low-Life og Brotherhood.

Men dette var første gang de for alvor gik efter førstepræmien, med musikken produceret af Pet Shop Boys' producer Stephen Hague i stedet for af bandet selv, og med et kolossalt omkvæd og en nogenlunde konventionel video hvor de endda mimede - tidligere noget der ikke havde interesse.

Herefter var New Order et af Englands største bands, punktum. En følgende opsamling i 1987, Substance, en genudsendt og remixet 'Blue Monday', et storsælgende album i Technique, en dyb inspiration til al techno i de sene 80'ere, et kæmpestort fodboldhit i form af 'World in Motion', en del hits med Electronic samt en aldeles pragtfuld 1993-single, 'Regret', alt dette fulgte, inden metaltrætheden havde sat ind og de gik fra hinanden i en årrække.

Nå ja, og b-siden '1963' var også helt forrygende. Så god, at de sendte den ud som single senere, endda.

Og sammen med Pet Shop Boys' 'It's a Sin', der på samme tid var på listernes top, produceret af samme producer, virkede dette som en åbenbaring. Dansabel, lettilgængelig pop kunne være cool og bruge sin hjerne. Og formodet undergrund kunne lave direkte pop som både havde en melodisk overflade og en mere dunkel undertone - og tag Depeche Modes 'Never Let Me Down Again', der kom en måned senere, med i samme skuffe. Det har været et ideal for mig lige siden.

mvh,
-smølle

[Caligula76]

I lighed med -smølles indlæg:

Denne gang er det så ikke en udgivelse, men en person der skal have en lykønskning.

Så fyldte Carlos Augusto Alves Santana


60 år forleden. Mange synes måske at han er overvurderet, at han er en has-been og måske bryder de sig ikke om hans musik.
Men et (forsinket) tillykke herfra alligevel!

mvh
Kasper

[Don J.]

Tænk, er den allerede 20 år gammel!

Udgivet den 7/9-1987

Et af Pet Shop Boys' - og firsernes i øvrigt - bedste albums: "Actually".

Pet Shop Boys' andet album (hvis man fraregner "DISCO"-opsamlingen), var mødt med store forventninger efter successen med "Please". Første single-release, "It's A Sin", bragede ind på hitlisterne i sensommeren 1987, og for mig står dette nummer stadig som et af duoens bedste gennem tiderne. Videoen er også en af de uforglemmelige.

Næste single var "What Have I Done To Deserve This?" - en perle, hvor PSB'erne fik lov til at arbejde sammen med et af deres gamle idoler: Dusty Springfield, hvis karriere i øvrigt fik et gevaldigt løft i den anledning. Året efter producerede PSB'erne et album for Dusty Springfield.

Albummet rummer i øvrigt stort set ikke andet end potentielle hits. "Rent" kom ud som single i et remix, mens "Heart" rundede single-releasene af. Inden da nåede PSB dog at udgive en non-album coverversion af "Always On My Mind", der toppede hitlisterne verden over ved juletid det år. "Always..." kom dog med på 2001-gendudgivelsen af "Actually"; nemlig på den medfølgende bonusdisc spækket med remixes og hidtil uudgivent materiale.

Når jeg i flæng nævner hitsene, så er det fordi, at PSB den gang først og fremmest levede højt på hitsene, hvorfor de også udgav et hav af 12-tommere fyldt op med diverse mere eller mindre spændende remixes (a la Depeche Mode, Frankie Goes To Hollywood, Erasure m.fl.). Julian Mendensohn og Shep Pettibone storleverandør af remixes hos PSB'erne.

Og det var egentlig lidt synd, for navnlig "Actually" viste, at PSB var langt mere end et single- og video-fænomen beregnet til klubmiljøet og hitlisterne (hvilket eftertiden jo også har vidnet om). Perler som "Shopping", "Hit Music", og "One More Chance" holder sgu den dag i dag.

Were buying and selling your history

How we go about it is no mystery
We check it with the city, then change the law
Are you looking forward?
Now you want some more

Were s-h-o-pp-i-n-g, were shopping

Its easy when you got all the information
Inside help, no investigation
(no investigation, investigation)
No questions in the house, no give and take
Theres a big bang in the city
Were all on the make

Were s-h-o-pp-i-n-g, were shopping
Were s-h-o-pp-i-n-g, were shopping

Our gain is your loss, thats the price you pay
I heard it in the house of commons: everythings for sale

Agter man at investere i albummet bør man absolut gå efter føromtalte dobbelt-discede udgave fra 2001. Evt. kan man supplere op med opfølgeren "Introspective", der udkom i 1988. En opsamling med delvist nyt materiale, som nærmest er en aflægger til "Actually" (det album er i øvrigt også tilgængeligt i en luksusudgave).

[-smølle]

1982 var et godt år for ekstravagant og eksotisk pop, og det kom ikke i finere udgave end det album som udkom for 25 år siden her den 13. september:



Simple Minds: New Gold Dream (81-82-83-84), som dets fulde titel er.

Skotterne havde lagt ud som et kunstnerisk anlagt new wave-band med en gedigen besættelse af David Bowie - og som alle vel ved, fortsatte de herefter som et umanerlig pompøst stadionband med en gedigen besættelse af Bono og U2. Men her var de noget helt særligt, på en smuk, smuk plade som var helt ulig den kantede nyrock de havde lavet hidtil, fuld af drømmende, synthdomineret pop.

Hittene var 'Glittering Prize', 'Someone Somewhere in Summertime' og 'Promised You a Miracle' - men alle de ni numre var fortræffelige, bl.a. det storladne titelnummer, den dystre 'Big Sleep' og den helt igennem smukke 'Hunter and the Hunted' med Herbie Hancocks keyboardsolo.

Simple Minds har mildt sagt ikke forsvaret deres fine tidlige plader lige godt gennem alle årene - men det kan ikke ændre det mindste på at Empires and Dance og Sons and Fascination er fine plader, og at dette er et mesterværk.

mvh,
-smølle

[-smølle]

Der er mange fine plader fra 1982, der fejrer 25-årsjubilæum for tiden, som f.eks. den ovenfor, og der er om muligt endnu flere som fylder 30. Men af de sidstnævnte er det trods alt de færreste, jeg rask væk ville kalde min yndlingsplade nogensinde. Det vil jeg med den her, der kom 9. september 1977:



Iggy Pops brilliante Lust for Life, produceret og medspillet af David Bowie, og indspillet i samme vanvittig kreative år, 1977, hvor også Iggys The Idiot samt Bowies Low og 'Heroes' kom, og begge kom over deres diverse stofafhængigheder i et længere, og nu mytisk, ophold i Berlin.

Kender du ikke dette album, så misunder jeg dig dit første lyt til det. Mere vil jeg egentlig ikke skrive om det.

mvh,
-smølle