"Tillykke med den runde dag"-tråden

[Don J.]

Men der må alligevel være noget af et spring fra modernistisk poesi til poptekster?
”Ja, det er ligesom helt at afintellektualisere sig selv. Det ligger på en måde i tiden. Jeg tror ikke, de lange romaner har noget på sig mere. Man må finde en kode der rammer. Og jeg tror, el-instrumenterne og popsangen er den nye kode. Kommunikationsmulighederne er i færd med at ophæve grænserne mellem fin- og massekultur, og LP-pladen er et helt nyt medium, som i de sidste år har fået samme betydning, som bøger tidligere havde.”
Eik Skaløe – Interview ved Carsten Grolin i Ekstra Bladet 14. april 1967

Hvorfor laver I beat-musik?
”Hvis man skal udtrykke det af i dag, kan man ikke skrive romaner; når de er færdige, fortæller de om i går, derfor køber man ikke en bog, hvis man vil vide om det, der sker i dag, men køber tre-fire lp’er.”
Eik Skaløe – Interview i Politiken 30. juli 1967

Ja, bedre sent end aldrig. For det er i år 40 år siden at Steppeulvenes måske nok overvurderede eneste studioalbum, "Hip", udkom. Helt nøjagtigt skete det den 1. juni 1967. Albummets betydning kan man ikke komme udenom. Først og fremmest er det et fantastisk tidsbillede, som Skaløe & Co. leverede. Og det er ekstremt trist, at Eik Skaløe ikke bare forlod Steppeulvene, men også denne verden så kort tid efter. Havde bare lavet 3-4 plader mere i slutningen af 60'erne og starten af halvfjerdserne, så havde Gasolin's uofficielle titel som Danmarks største band gennem tiderne nok været en kjende truet. Jeg syntes at albummet holder hele vejen igennem den dag i dag. Eik Skaløe lyder som en mellemting mellem (forbilledet) Bob Dylan og Mick Jagger med klar vægt på førstnævnte, og produktionen er helt i top. Det er ikke svært at høre, at vi har med en halvgammel hippieplade at gøre, men 40 år - nej, det lyder dq for godt til at være sandt 8-).

Hip i al sin glans (cover: Anders Bull Clausen)

Steppeulvene bestod udover lyrikeren, ja, poeten og sangeren Eik Skaløe også af Stig Møller - som jeg forøvrigt andetsteds på dette site af gode grunde kalder for en idiot 8-) - på guitar, Søren Seirup på bas og mundharmonika samt Preben Devantier på trommer. "Itsi-Bitsi" er den personlige favorit. Men også "Jensen", der bl.a. henfører lytteren til 60'ernes København, og "0-0-0" , som har ungdomsoprøret skrevet på kryds og tværs med store fede bogstaver. Jooh! København, ungdomsoprøret og hippiebevægelsen var langt mere end en César og hans ulidelige Alibali alibalibi-springvandspladder.

"Hip" er ikke ubegrundet kaldt for Danmarks første egentlige rock-plade. Hidtil havde den danske 60'er-ungdom måttet nøjes med bands, der primært spillede ubehjælpsomme coverversioner af udenlandske hits. Peter Belli & Les Rivals var toppen af rocken - indtil de ægte ulve altså kom på banen, og den falske måtte trække sig tilbage fra rockscenen til fordel for dansktoppen. "Hip" var dansk hele vejen igennem - hvilket i sig selv var en ualmindelig original og særdeles tiltrængt fornyelse.

"Hip" blev forøvrigt fulgt op af singlen "Du skal ud, hvor du ikke kan bunde"/"Flip" (Hvis nogen ligger inde med et pænt eksemplar af denne, og man er interesseret i at sælge, hører jeg meget gerne fra dem). Eik Skaløe og Stig Møller havde dog forladt Steppeulvene på det tidspunkt - førstnævnte pga. den megen kontroversielle omtale og medfølgende problemer med ordensmagten. Møller var ifølge legenden ikke med i Steppeulvene, da han på det tidspunkt ikke have en guitar! Hasse Levy afløste Eik Skaløe på vokal, og William Skotte Olsen var også ny som vokalist og på violin.


Skaløe tog ud på det, der skulle vise sig, at blive hans sidste rejse. Den gik over Mellemøsten, Afghanistan, Nepal, og Indien, hvor han bl.a. i maj 1968 røg en tur i fængsel, og efterfølgende blev hospitalsindlagt med dysenteri. Henover sommeren 1968 er der ikke rigtig nogen, der ved hvordan det gik for Eik Skaløe. Men ned ad bakke er det givetvis gået. I efteråret 1968 mødte Eik Skaløe nogle gamle venner, bl.a. Chr. Arnøe; der til "Midt i en Hashtid" efterfølgende fortalte om mødet: "Jeg havde aldrig set ham sådan før, lyset var gået ud af hans øjne. Han fortalte mig, at han var på speed. Engang var jeg ved at bede ham om at passe på sig selv, men sådan noget er svært, vi kæmper jo alle hver for sig."

Han endte i på grænsen mellem Indien og Pakistan, hvor han i 1968, kun 25 år gammel, begik selvmord; afskedsbrevet lød:

India 15-10-68. For the officials:
As I guess you know – This suicide is decided & carried out by myself.
No one is to blame except the cruel person inside me.
Forgive me.
Eik Skaløe.

Hans lig blev fundet sammen med hans papirer, og han blev i februar 1970 sendt til København og endeligt identificeret.

Vel nok dansk musikhistories mest sagnomspundne rock-død.

Steppeulvene er flere gange blevet gendannet i løbet af 70'erne - dog i forskellige besætninger. I 2002 udkom der sågar en live-cd. Jeg må dog indrømme, at mit noget anstrenge, musikalske forhold til Stig "Sikken-Dejlig-Dag" Møller har afholdt mig fra at investere i hvad, jeg - fordomsfuld som jeg er - formoder er et projekt, der mere handler om skamridning end om revival. Jeg vil dog gå så langt som til at udtrykke min respekt for Stig Møller, for at gøre det muligt at høre Steppeulve-klassikerne live. Den af mig efterlyste single skulle efter sigende være inkluderet som bonustrack, hvilket jo burde være grund nok til at investere i den. I 1995 så en tribute-cd dagens lys. Forskellige kunstnere havde produceret egne versioner af sangene fra "Hip", men der var vist nok tale om rent bestillingsarbejde fra forlaget side, mere end den solide kærlighedserklæring, som original-pladen vitterlig havde fortjent.

Ja, sommeren er ved at være ovre, og som sagt er det ret sent - udgivelsesdatoen taget i betragtning - at tage "Hip" med i denne tråd. Havde jeg bare været opmærksom i tide, så kunne jeg jo passende have fejret dens 40-års jubilæum ved at springe i Christianhavns Kanal - præcis som Eik Skaløe gjorde det - klædt ud og med en blomst i munden - ved lanceringen. Nu må I nøjes med at forestille jer synet 8-)

oooOOOooo

Til slut kommer her lige lidt flere links, som jeg i al hast og med god hjælp fra Google har støvet op:

Eik Skaløe, Steppeulvene, Steppeulvene, Eik Skaløe & Steppeulvene, Steppeulvene.com

[-smølle]

En stor lykønskning til et album, der kom i dag for 30 år siden, 14. oktober 1977. Det var David Bowies Berlin-indspilning "Heroes" - anførselstegnene glemmes ofte, men har mening i titlen - som ligesom Low fra samme år, der er nævnt længere oppe, er produkt af mandens mest ufatteligt kreative år (hvor han også producerede to mesterlige albums for sin ven Iggy Pop).



Den mest uforglemmelige sang derfra og en af Bowies mest berømte sange i det hele taget er titelnummeret, der i sin klædelige fortvivlelse har undergangsromantik og koldkrigsstemning ud over sig, men hele albummet er fremragende, fra det lige så krisetidsblege 'Sons of the Silent Age' over den helt desperate 'Blackout', via de stemningsmættede instrumentalnumre til finalen 'The Secret Life of Arabia', en popbasker der pegede frem mod lysere tider.

De store inspiratorer i et rent musikalsk drømmehold var den geniale og uortodokse Brian Eno, den fantastiske guitarist Robert Fripp (hvis skrigende guitar i lige så høj grad som selve sangen er med til at gøre titelnummeret så karakteristisk) og producer Tony Visconti.

For sæven, har man bare en forbipasserende interesse for de seneste 30 års musik, så bør man liste i TP i morgen og købe "Heroes" og Low for de 100kr de koster. Det går knap at sige med ord, hvor gode de er.

mvh,
-smølle

[Don J.]

Så skal vi tilbage til 1987, og en tur til Australien, og efter min mening til ikke bare et af de bedste australske bands nogensinde, nemlig det delvise familie-band INXS, men også til deres bedste album nogensinde - så det bliver ikke meget bedre, hvis det skal være australsk.

Albummet "Kick" blev udgivet den 19. oktober 1987 - altså i morgen for 20 år siden. Hele fem hitsingler fra albummet, blev det til; "Need You Tonight/Mediate", "Devil Inside", "New Sensation", "Never Tears Us Apart" og "Mystify".

Albummet, der var INXS' sjette, blev deres bedst sælgende nogensinde i Michael Hutchence-tiden, og det var også et album, der var mere poppet (hvilket de mange singler vidner om) og optimistisk, end forgængerne. Det blev da også hædret med en anbefalelseværdig genudgivelse i 2004 - denne gang med en ekstra disc fyldt til randen med b-sider, 12"-mix og live-versioner.

Som de fleste ved mistede vi Michael Hutchence alt for tidligt (1997), men INXS er i fuld sving igen med forsangeren JD Fortune (Canada), der vandt tjansen via et reality-show, ak ja... men sådan kan det jo gøres nu om stunder. Det førte et album i 2005, "Switch", og der skulle være et nyt album på vej i slutningen af dette år.

[Don J.]

Endnu engang tilbage til 1987. Og denne gang til et album, jeg til at begynde med ikke var specielt begejstret for, men det er jeg blevet siden hen.

Det handler om George Michael's såkaldte debutalbum "Faith", der i dag den 30. oktober fylder rundt. Når jeg skriver "såkaldte debutalbum", så skyldes det naturligvis, at han jo havde udgivet plader med Wham! før. Hele 3-4 stykker (alt efter hvad man tæller med). Reelt var Wham!-pladerne også George Michael-plader, og har man fulgt ham siden den gang, som undertegnede har (med større eller mindre tilfredshed med hans præstationer), så er Wham!-pladerne en naturlig del af enhver George Michael-samling.

Om coveret er en hyldest til duften af læder og egen armhule står hen i det uvisse. Det kunne også tolkes som en Michael, der fra at være teenpigernes foretrukne sengegymnasiast, nu iklæder sig sin helt nye, og særdeles macho-mandige læderjakke, i håb om både at blive taget seriøst og frem for alt respekteret. Døm selv.

Den gode Michael havde nemlig alle mulige grunde til at gøre op med sig selv, sin stjernestatus og sit image. Og jeg skal love for, at det kom til udtryk med "Faith", der i forhold til Wham!-pladerne distancerede sig voldsomt både mht. genre(r), instrumentering, samt ikke mindst teksterne. Nu handlede det om frække riffs, funk, trommemaskiner samt ikke mindst et - set i forhold til Wham!-tiden - lyrisk kvantespring, der bla. gav anledning til en både hidsig og våd video til den første single, "I Want Your Sex" - en sag i tre dele på sammenlagt et kvarters tid. Sorte silkelagner, lingerie, samlejescener og fotomodeller. Så vidt jeg husker blev video'en bannet i USA (eller var det UK? Eller begge?). I hvert fald skyndte pladeselskabet med at sende en mere uskyldig version af videoen på markedet - jeg linker naturligvis til originalen, der i dag virker næsten uskyldig, og frem for alt tidløs.

Selv var jeg ikke begejstret for dette brud med den uforpligtende pop, som Wham! var eksponent for, omend jeg satte pris på, at Michael nu igen ville lege med rytmer. Det mindede lidt om Wham!'s første album ("Fantastic"). Den næste single, titelnummeret, var et lidt overraskende valg, da den set i forhold til flere af de øvrige numre på albummet, rent musikalsk var nært beslægtet med "I Want Your Sex", hvilket videoen her da også bevidner. Forspillet er nuppet fra "Freedom" (altså Wham!-nummeret) - anstændigt spillet på orgel som en anden sørgemarch. Jo, Wham! var død og begravet, hvilket også blev understreget af, at "Faith" indleder albummet.

Albummet kom ud og det viste udeover en moden udgave af Michael, også et musikalsk vovemod, som de fleste næppe havde regnet med fra "den næste Elton John". Bare lyt til de næste singleudspil; den gospel-soul-fyldte "Father Figure", softpop-balladen "One More Try", danse-opuset "Monkey", den små-jazzede "Kissing A Fool" samt USA-singlen, den funkede "Hard Day" (her i Shep Pettibones 12" remix) - man kommer rigtigt rundt i genrerne, og Michael mestrer dem. Adskillige af singlerne havnede på USAs daværende hitliste for sort musik; ja, albummet var såmænd en tur omkring førstepladsen! Det var et sjældent syn dengang (og vel også i dag), at hvide indtager så prominente placeringer på datidens r'n'b-charts.

At"Hand To Mouth" aldrig kom ud på single (videoen her er fra forberedelserne til MTV Unplugged optaget i 1996) var og er mig stadig lidt af en gåde. En eftertænksom og smuk, lettere funket ballade, der i sig selv pegede kraftigt imod hvad, der var i vente fremover fra Michael - ikke mindst efterfølgeren til "Faith" - den i øvrigt fantastiske "Listen Without Prejudice, Vol. 1" (jeg venter stadig længselsfuldt på Vol. 2 8-)). Men måske selskabet netop vurderede, at det netop var tid til at komme videre.

Med "Faith" cementerede George Michael sin egen stjernestatus (og i realiteten sin gamle partner i Wham!, Andrew Ridgeley's, reelle status som overflødigt fyld). Albummet indbragte ham bl.a. en Grammy i 1988 ("Album of the Year"), og 4 af singlerne ("Faith", "Father Figure", "One More Try" og "Monkey") nåede førstepladsen på Billboard's Top 100. Det havde ingen brite præsteret før Michael.... og nåhr ja.... albummet var det mest solgte i USA i 1988. Det må vi hellere lige tage med også. Fik jeg forresten nævnt, at Michael indspillede dele af albummet i PUK Studios? Nej, det gjorde jeg vist ikke. Det lyder måske mærkeligt, at en stjerne som Michael - udover London - valgte et studie i det mørke Jylland som base for sit formentlig vigtigste pladeprojekt - den plade, der skulle slå hans navn fast for alvor. Men PUK var faktisk noget af det ypperste, der kunne opdrives indenfor studier dengang. Og så arrangerede og producerede Michael hele herligheden selv

Sært nok har man aldrig udgivet en deluxe-edition af dette album. Der er ellers nok af b-sider, remixes, live-versioner og sikkert også outtakes at tage fat i. Og som man kan se, er de fleste af video'erne holdbare den dag i dag. Men det kan jo nås endnu. Indtil videre nyder jeg fortsat at smide "Faith" på anlægget - den kan høres med lige stor fornøjelse en kedelig tirsdag aften som i skrivende stund, som muzak til søndags-morgenkaffen og såmænd også til festen. Skulle jeg anbefale andre Michael-plader må det være førnævnte "Listen Without Prejudice, Vol. 1" samt den uovertrufne "Older".

George Michael blev aldrig til "den næste Elton John" - og gudskelov for det. En Elton må være nok, og så ville jeg nødig undvære den originale udgave af George Michael.

[Don J.]

”Til lykke med den runde dag!” er måske meget sagt, eftersom vi skal 25 år tilbage i tiden – altså halvrundt, om man vil – eller med andre ord til 1982. Helt nøjagtigt den 1. december, hvor musikhistoriens mest solgte album nogen sinde (med indtil videre 104 millioner solgte eksemplarer) Michael Jackson’s Thriller, for første gang ramte alverdens pladebutikker.

Klik på coveret og hør den instrumentale udgave af "Thriller"

Verden havde allerede fået en forsmag i form af den første single ”The Girl Is Mine” – en ikke specielt udfordrende soul-pop duet med Paul McCartney, der lagde sig pænt på de amerikanske, britiske og europæiske hitlister. At ”The Girl Is Mine” så også var et af pladens mindst stærke numre – ja, det vidste man jo ikke på det tidspunkt. Men budskabet var klart; ”I’m a lover, not a fighter”, siger Michael til Paul i den alt andet end iltre debat angående deres hang til den samme kvinde, som de to ”duet-lanter” fører i sangen. Hør en sjælden demo-udgave af "The Girl Is Mine" lige her, eller den endelige udgave, ved at klikke på single-coveret her:

Klik på de øvrige singlecovere i artiklen, og se (og/eller hør) den tilhørende video eller se en liveoptagelse.

”Thriller” var Michael Jacksons anden produktion sammen med Quincy Jones (der også producerede forgængeren ”Off The Wall”). Jackson mødte Jones allerede i 1977, da Jones producerede soundtracket til ”The Wiz” – en sort udgave af ”The Wizard of Oz”, som Jackson medvirkede i. Det kom der et soundtrack og et par singler med Michael Jackson på lead vocal ud af. ”Off The Wall” slog i 1979 Michael Jackson’s navn fast som soloartist efter årene med brødregruppen Jackson 5 – senere kendt som The Jacksons.

Så skulle man tro, at ”Thriller” vendte op og ned på hitlisterne fra den første udgivelsesdag, men sådan gik det ikke. Det var først i det starten af 1983, at det glade, købestærke popfolk for alvor fik øjnene op for albummets kvaliteter.

Nærmere bestemt var det med albummets næste single, ”Billie Jean”, at verden – inklusive anmelderne – overgav sig. Singlen kom ud i januar 1983, og indtog i løbet af et par måneder førstepladsen på både de britiske og amerikanske hitlister. Og i USA blev den liggende på førstepladsen i hele syv uger. Jo – det var dengang et hit var et hit, og også kunne være det i mere end 2-3 uger.

Sangen bygger på en personlig hændelse i Jacksons liv, hvor en kvinde ved navn Billie Jean, anklagede Jackson for at være far til hendes søn. Kvinden gik så langt som til at kalde sig selv for Billie Jean Jackson. Hun blev senere indlagt på et hospital for sindssyge. Jackson har også efterfølgende nævnt, at ”Billie Jean” også refererer til de groupies, som fulgte i kølvandet på Jackson 5’s succes. Det var således ikke første gang, at unge kvinder havde udnævnt en af Jackson-brødrene som farmand til deres afkom. Teksten var grænseoverskridende – det var de færreste, der sang om uægte børn dengang.

Klik her, hvis du vil se og høre den (næsten) live
(i øvrigt optaget et særdeles velkendt sted!),
eller her, hvis du vil høre den instrumentale udgave

Den 25. marts 1983 (vist i TV den 16. maj) blev en særdeles afgørende dato for Jackson, ”Thriller”, samt ikke mindst ”Billie Jean”. På denne dag afholdt Motown sit store 25-års jubilæumsshow, og i showet optrådte en perlerække af Motown’s store stjerner gennem tiderne. Således var også Michael Jackson på programmet sammen med sine brødre. De fremførte først et medley af deres gamle hits, og så forlod brødrene scenen, og overlod den til Michael.

En af betingelserne for at stille op til showet, var at Michael Jackson kunne fremføre noget af sin nye musik. Og tanken om et Motown-jubilæumsshow uden Jackson 5 huede bestemt ikke Berry Gordy, så han gav sig - og det skulle han ikke fortryde.

For første gang fremførte Michael Jackson ”Billie Jean” live (lipsynch), og det blev en oplevelse af de helt store – ikke mindst da Jackson fremførte sin ”moonwalk”, hvor Michael mekanisk gled baglæns henover scenen uden at slippe fødderne fra gulvet. Ikke, at den slags bevægelser ikke var set før (moonwalk’en blev i sin tid opfundet af Solid Gold-danseren Cooley Jackson, og var kendt i de sorte klubber under navnet ”The Back Slide”), men garneret med den øvrige koreografi, den glitrende handske, og den fremragende musik var verden ikke længere i tvivl – en megastjerne var født.

Hans stil appellerede både til hvide og sorte (cross-over). Man var særdeles hot, hvis man havde øvet sig længe nok foran spejlet i at moonwalke. Ffs! Jeg kan min moonwalk den dag i dag! 8-).

Fra da af og resten af firserne stod Michael Jacksons navn med store, diamantbesatte bogstaver på den internationale pophimmel. Michael selv måtte dog nøjes med at bære glitterstadset på sine hvide sokker og den føromtalte ene handske, han optrådte med – endnu et ”trademark”, som Jackson introducerede i disse dage.

Næste single, ”Beat It”, kom ud. Det var funkrock af allerhøjeste klasse – i øvrigt garneret med en guitarsolo fremført af Eddie Van Halen. Med ”Beat It” gjorde Michael Jackson det, som meget få havde præsteret før ham; han afløste sig selv på toppen af den amerikanske single-hitliste. Det var vist kun gode folk som Elvis Presley og The Beatles, der havde præsteret det lille stunt. Det siger jo lidt om, hvor stor en stjerne Michael Jackson var blevet på meget kort tid. ”Beat It” (her fremført i et øvelokale) handlede om bander og bandekriminalitet. Heller ikke hverdagskost på de amerikanske hitlister.

Med "Billie Jean" og "Beat It" fulgte naturligvis de nu obligatoriske videoer. Også her satte Michael Jackson nye standarder – ikke mindst et års tid efter, da titelnummeret kom ud som single. Det vil jeg vende tilbage til.

For gennem sommeren og i efteråret 1983 skulle verden lige have lidt ”gospel-funk” i form af ”Wanna Be Startin’ Somethin’”, den lidt særegne, men uimodståelige R'n'B-ballade ”Human Nature”, samt den friske, upbeat-funkede ”PYT (Pretty Young Thing)” (her i en tidlig, meget anderledes udgave taget fra "The Ultimate Collection") serveret som singler. De rykkede også godt på hitlisterne.

”Thriller” holdt sig på førstepladsen på albumlisterne uge efter uge. Hele 37 uger holdt albummet således fast i den mest eftertragtede placering på den amerikanske hitliste , og alt i alt blev det til ikke mindre end 122 uger på listen. Hallo, drenge og piger – det er altså lidt mere end to år!

Motown skulle selvfølgelig lige malke koen også, så i sommeren 1983 udgav man et album med hidtil uudgivne Michael Jackson-indspilninger, der var optaget i 70’erne. Albummet leverede hele to hitsingler, nemlig titelnummeret ”Farewell My Summerlove” og ”Girl, You’re So Together”.

To fede liveudgaver ligger bl.a. og lurer bag coverne her
(der blev ikke lavet nogle officielle videoer til de tre numre)

Jackson kvitterede i slutningen af 1983 for Paul McCartney’s medvirken på ”The Girl Is Mine”, ved at bidrage med sine vokaler til to af sangene på McCartney’s nye album; ”The Man” og storhittet ”Say Say Say”, der dermed forårsagede en vinterpause i single-udgivelserne fra ”Thriller”. Jackson gav også en hjælpende, men ikke-krediteret hånd til Rockwell’s ”Somebody’s Watching Me” – der blev udgivet på Motown. Da Michael Jackson ikke længere var på Motown, var anonymiteten påkrævet. Det var dog meget svært ikke at genkende stemmen, der sang omkvædet.

Og så må jeg hellere lige nævne, at Michael Jackson måtte møde op med sin jyske trailer til Grammy-showet. Han var nemlig nomineret i hele 12 kategorier, men han måtte dog ”nøjes” med at vinde de 8 af dem, hvilket så til gengæld var ny rekord. En del af dem var dog for et album, der byggede på historien til filmen ”ET – The Extra Terrestial” – lidt af et klenodie i dag, da den udover at være udgivet i et meget lille oplag tillige indeholder sangen ”Someone In The Dark”, der indtil 2001 ikke var at finde andre steder end på diverse bootlegs. Udover de mange Grammyer vandt Jackson også otte American Music Awards, tre MTV Video Music Awards samt noget så fantastisk som ”Special Award of Merit”. ”In the world of pop music there is Michael Jackson, and there is everybody else” fastlog New York Times.

Vigtigst af alt tog Michael Jackson sig rigtig god tid til at optage videoen til det, der skulle blive det sidste singleudspil fra ”Thriller” – nemlig titelnummeret. Idéen var, at man skulle indspille en minigyserfilm bygget på sangen. Den 14 minutter lange video – instrueret af selveste Jon Landis - der kom ud af det, er i dag anerkendt som en af de bedste, og frem for alt mest nyskabende musikvideoer nogensinde. Den havde verdenspremiere den 2. december 1983 – præcist 1½ år efter, at albummet udkom.

Det var jo lidt af en satsning, at lave en musikvideo på den måde og af den længde, men den tjente sig selv hjem mange gange igen. En tynd handling var det, jo, men koreografien var fantastisk. En koreografi der var baseret på klassiske gyserpositurer fremragende udført af Jackson selv og en flok overfriske zombier. Koreograf var Michael Peters (der også leverede varen til ”Beat It”-videoen).

Selveste MTV overgav sig fuldstændigt til ”Thriller”-videoen. Der var dage, hvor den blev vist to gange i timen – vel at mærke på trods af sin varighed på 14 minutter!

Videoens budget var små 800.000,- USD, - en herregård i 1983, når man tænker på, at det var en musikvideo. Pga. videoens indhold fastslog Jackson, at videoen ikke var udtryk for, at han troede på, eller opfordrede til, at man skulle tro på det okkulte. ”Thriller” hjemførte MTVs Video Music Award for bedste koreografi i 1984.

Det væsentligste kritikpunkt var vel, at sangen blev skåret i småstykker og amputeret på groveste vis. Men den skulle jo passe til handlingen, og så blev der pænt fyldt ud med klassisk gysermusik begået af Elmer Bernstein. Successen var så stor, at Michael Jackson flere gange har gentaget nummeret med en lang video (”Smooth Criminal”, ”Bad”, ”Remember The Time”, ”Black Or White” m.fl.).

”Making Michael Jackson’s Thriller” (her i et lille sammendrag) – en dokumentar om videoens tilblivelse blev udgivet og blev også en storsælger på det begyndende marked for musikvideoer.

Sangen ”Thriller” er for øvrigt skrevet af Rod Temperton, der også skrev ”Rock With You”, ”Burn This Disco Out”, titelnummeret fra ”Off The Wall”-albummet samt hhv. "Baby Be Mine" og "The Lady In My Life" fra "Thriller"-albumet. "Thriller" er et særdeles dansabelt funknummer, og igen en tekst, man ikke sådan lige finder andre steder. Gyserkongen Vincent Price bidrager med sit efterhånden legendariske rap og slutter af med sit ikke mindre legendariske grin. Personlig vil jeg aldrig glemme den live-udgave af Thriller, som Michael Jackson fremførte på Gentofte Stadion en lun sommeraften i 1992. Scenen hævede sig op i luften, så underverdenen kunne komme frem. Fantastisk!

Døren til "Thriller"s lyksagligheder blev herefter lukket i. I hvert fald i single-mæssig forstand.

Men Jackson’s karriere fortsatte jo. For at gøre det kort udgav The Jacksons et album i 1984, "Victory", der dog ikke sejrede stort på hitlisterne, som på det tidspunkt var domineret af Prince, Bruce Springsteen og Lionel Richie m.fl. Med Victory-albummet fulgte dog en succesfuld verdensturné og nogle acceptable hits i form af State Of Shock, hvor The Jacksons får hjælp af Mick Jagger, Body og Torture. Michael Jackson indsang i første omgang "State Of Shock" med Freddie Mercury. Denne aldrig udgivne version kan du høre, ved at klikke her. Et andet uddrag fra Jackson/Mercury-sessionerne kan høres her ("There Must Be More To Life Than This"). Hvorfor Jacksons og Mercurys arbejde aldrig blev til mere end 2-3 demo's forklarer Freddie Mercury her.

I 1985 skrev Jackson ”We Are The World” sammen med Lionel Richie - et af tidens andre store sorte navne (primært pga. albummet "Can't Slow Down"). Producent var - naturligvis - Quincy Jones. Efterfølgende udgav han pladerne ”Bad”, ”Dangerous”, ”History”, ”Blood On The Dancefloor” og ”Invincible”. Sidstnævnte floppede dog fælt.

2001 - The Special Edition - klik på billedet
for den fulde demoversion af "Billie Jean"

Men historien om ”Thriller”-albummet slutter ikke her. I 2001 blev ”Thriller” genudgivet i en remastered special edition. Med bonustracks i form af førnævnte ”Someone In The Dark”, ”Billie Jean” (original demo)og ”Carousel”. Dertil en del interviews og det hidtil uudgivne andet vers af Vincent Price’s rap. Der blev desværre ikke plads til dette outtake .

Og her i 2007 skal 25-års jubilæet naturligvis også markeres via en genudgivelse – denne gang følger der remixes og omarrangerede, nye versioner af Wanna Be Startin' Somethin', The Girl Is Mine, Billie Jean, PYT (Pretty Young Thing) og Beat It begået af bl.a. Will.I.am og Kanye West samt den hidtil uudgivne For All Time med. Derudover følger der en dvd med, der indeholder de respektive videoer til Billie Jean, Beat It og Thriller samt liveudgaven af Billie Jean fra Motown 25. De enkelte udgaver varierer dog i indhold. Vil man have det hele, så skal man - smart tænkt - købe de fleste af dem samt naturligvis den ved samme lejlighed udgivne cd-single; remixet af The Girl Is Mine.

2007-udgaven - udgivet i flere forskellige udgaver.
Se et interview med Quincy Jones om 25-års jubilæumsudgaven her.
Genudgivelserne bliver naturligvis også hypet på Michael Jacksons officielle hjemmeside.

Michael Jackson har bestemt ikke levet forgæves. Tonsvis af artister er dybt inspireret af hans stil; Justin Timberlake, Usher, og R. Kelly er bare nogle af dem. At koreografien er blevet så vigtigt et element i musikvideoer er måske ikke Michael Jacksons skyld som sådan. På et eller andet tidspunkt have en eller anden jo nok fundet på det. Men Michael Jackson var en af de første, der for alvor bragte dansen ind i musikvideoen.

Men vigtigst af alt: ”Thriller” nedbrød de racemæssige barrierer for alvor. Cross-over-stilen, hvor sorte og hvide unge kunne finde en fælles interesse i musikken satte sig på tronen. Quincy Jones har beskrevet stilen på glimrende vis: ”Når et album bryder gennem lydmuren, som dette album gjorde, er det fordi, vi målrettet gik efter struben på en række genrer, både rock, R’n’B, soul og pop. Man bliver nødt til at dække et bredt spektrum”.

Da MTV fyldte et år, havde man således endnu ikke vist en eneste musikvideo med en sort artist. Det ændrede Jackson på med ”Thriller”. Nu var den sorte musikscene heller ikke imponerende. Den var præget af nogle navne, der havde toppet så som Stevie Wonder, Marvin Gaye og Diana Ross, og de nye kunstnere – så som Prince og den gryende rap-scene, havde endnu ikke fået et ordentligt fodfæste.

Dertil kommer den indflydelse, som ”Thriller” fik på hele pladebranchen. Nu skulle man markedsføre plader på en helt anden måde end før. Syv ud af de ni sange på ”Thriller” endte den amerikanske top 10. Og det var jo stærkt medvirkende til, at albummet holdt sig så længe på toppen af hitlisterne, som det gjorde. Et af resultaterne var Michael Jacksons kontrakt med Pepsi Cola. Michael Jackson var ikke længere bare en musiker, en kunstner. Han var gået hen og blevet et brand. Et brand der kunne anvendes og udnyttes i andre sammenhænge – både kommercielt og politisk. ”We Are The World” og Jackson’s humanitære indsats er eksempler på det sidste.

Til syvende og sidst er ”Thriller” en fantastisk plade. Den fortjener al den anerkendelse, som den har høstet. At Michael Jackson’s karriere i dag ligger mere eller mindre i ruiner kan på ingen måde ødelægge ”Thriller”s eftermæle.

Til slut vil jeg anbefale Rune Langhoffs fremragende artikel samt Eddie Michel Azoulay's lettere personlige artikel om "Thriller". Og hvis man elsker facts and figures, så kan man jo altid tjekke WikiPedia ud.

[Dan Abnormal]

Lige et par dage for sent men alligevel.

Stort tillykke med den runde dag (30 år) til Kate Bush for hendes debutplade "The Kick Inside", der blev udgivet 17. februar 1978.



Personligt mener jeg det er én af de allerbedste debutplader nogensinde. Udgivet af den dengang kun 19 årige Kate Bush, der ovenikøbet havde skrevet flere af sangene da hun i begyndelsen af sine teenage-år. Pladen indholder hendes måske største hit "Wuthering Heights". Af andre højdepunkter kan nævnes "The Man With the Child in his Eyes", "Feel it" og titelnummeret "The Kick Inside". For ikke at nævne den fremragende indledning med det smukke nummer "Moving" der efterfølgende fader over i den endnu mere smukke "The Saxophone Song".

Der kan simpelthen ikke siges nok godt om dette album. Sidst på året kan vi så sige tillykke med de 30 år til hendes andet album "Lionheart".

[-smølle]

Et kolossalt tillykke til denne pragtplade, der kom i disse dage i 1978, og som er lige så god som sit ikoniske omslag:



- hvad man f.eks. kan forvisse sig om ved at se denne herlige optræden fra tysk tv af Die Roboter og videoen til Das Modell.

Skal man have snitterne i den, så er den i øvrigt langt bedst på tysk. Men den findes også i en engelsk udgave.

mvh,
-smølle

[Holger]

I det amerikanske midtvesten omkring staterne North Dakota, South Dakota og Nebraska ligger en række særprægede steppelandskaber. Golde og nederoderede områder af klipper og tørre græssletter. Disse landskaber bærer navnet Badlands, og dette navn skulle på flere måder komme til at give inspiration til Bruce Springsteen. I første omgang blev det som titel til åbningsskæringen på Darkness on the Edge of Town, dagens fødselar.



For i dag, 2 juni 2008, er det 30 år siden, dette mesterværk af en rockskive så dagens lys. Et album der efter min beskedne mening i rockhistorien kun overgås af dets forgænger! Et album der var længe undervejs efter ophavsretsslige slagsmål mellem Springsteen og eks-manager Mike Appel mht. Springsteens tidligere udgivne musik. Et album, der slipper romantikken fra Born to Run og i stedet ser Blue-Collar Bruce slippe vreden og frustrationerne løs.
Et album man kun kan håbe - ligesom forgængeren - kommer i en remastered luksus cd- og dvd-jubilæumsudgave.

'Badlands'
'Adam Raised a Cain'
'Something in the Night'
'Candy's Room'
'Racing in the Street'
'The Promised Land'
'Factory'
'Streets of Fire'
'Prove It All Night'
'Darkness on the Edge of Town'

... blev de 10 sange, der slap gennem Bruce's nådesløse nåleøje og kom til at danne grundlag for en af rockhistoriens mest sagnsomspundne turneer, den 7½ måneder lange Darkness-tour (kun i USA).

Blandt de mange guldkorn, der ikke fandt vej til pladen, var fremragende sange (senere udgivet på Tracks-bokssættet) som 'The Promise', 'Frankie', 'Rendezvous', 'Dont Look Back' og 'Loose Ends', samt naturligvis i øvrigt den fantastiske 'Because the Night', som blev foræret til Patti Smith, der fik et kæmpehit med sangen.
At Bruce og E Street Band også selv mestrer 'Because the Night' kan opleves på den aktuelle Magic-tour - hvor også en 3-5 Darkness-numre er includeret hver aften - som næsten hver aften har sangen i sættet. Med en aldeles forrygende guitarsolo af Nils Lofgren som det kan ses
her i Montreal i marts i år: http://www.youtube.com/watch?v=gZjf5rY8Eac
og her i Manchester i sidste uge: http://www.youtube.com/watch?v=2Mi2ax3Gty8.

EDIT: Et lille link til et interessant historisk tilbageblik til dengang, Bruce søsatte den legendariske Darkness-tour: http://www.97rock.com/Article.asp?id=713523

[Dan Abnormal]

Det er godt nok ikke en plade men en kunstner, jeg - lidt forsinket - vil ønske tillykke med den runde dag. Michael Jackson fyldte i går 50 år. Kontroversiel og grotesk kunstner på stort set alle områder, men aldrig overgået af andre, når det kommer til at lave god popmusik. Jeg ønsker tillykke og vil lytte til "Off the Wall", "Thriller", "Bad" og "Dangerous" pladerne der ret beset er de eneste han har lavet, der er værd at lytte til - de er tilgengæld også rigtig gode.

[Dan Abnormal]

Så skal vi igen kippe med fødselsdagsflaget. Tidligere på året fejrede vi 30 års fødselsdag for en anden plade af samme kunstner - nemlig i februar hvor Kate Bush' "The Kick Inside" havde 30 års jubilæum. Senere på året i 1978 nemlig 13 november kom hendes andet album "Lionheart". Ikke en plade hun selv var ubetinget tilfreds med, men den har altid været blandt mine personlige favoritter. Ikke mindst pga. sange som Symphony in Blue, Wow og Kashka From Baghdad. Under alle omstændigheder en stor præstation at udgive to så gode plader inden for et halvt år.

[Don J.]

Woops - lidt for sent, da den blev udgivet den 11. oktober 1983, kommer her en klassiker fra Motown fra manden, der ser ud som om han stod model til Morten Wieghorsts hovedform; Lionel Richie (ja, det er ham der i dag primært er kendt som faderen til den uartige Nicole), der med sit andet soloalbum efter tiden som forsanger hos The Commodores, for alvor slog sit navn fast.

Klik på billedet for at læse Rolling Stone's anmeldelse

"Can't Slow Down" indeholder de klassiske hits:

• All Night Long (All Night)
• Penny Lover
• Stuck On You
• Running With The Night
• Hello

Samt

• Can't Slow Down
• Love Will Find A Way
• The Only One

I USA spenderede den hele 59 uger på Billboards top 10 fra 1983-1985; dog kun 3 uger som nr. 1 - primært fordi Michael Jacksons "Thriller" var i vejen. Ved Grammyfesten i 1985 vandt Richie da også grammyen for "årets album". Der blev solgt 20 mio. eksemplarer af albummet.

Selvom ovennævnte hits antyder, at albummet for mestendelens vedkommende består af mere eller mindre klæbende ballader, fremstår albummet i sin helhed som en afvekslende oplevelse rent stilmæssigt. Albummet var også ment som Richies forsøg på udvikle sig yderligere rent musikalsk. Han var hidtil mest kendt for storladne ballader som "Truly", "Easy", "Three Times A Lady" og ikke mindst duetten med Diana Ross "Endless Love". OK, det er dog svært ikke at nævne den særdeles svingende og funky Commodores-klassiker, "Brick House" - her fremført live af Richie i selskab med Rob Zombie i 2003.

"Slick 'n' funky, emotional and spiritual" - som Steven Ivory beskriver det i sine covernotes til luksusudgaven (der ligger til grund for dette indlæg), der udkom i 2003. De eksotiske rytmer garneret med afrikanske vokaler i "All Night Long (All Night)" og den funky "Love Will Find A Way" blander sig fint med soulballaderne "Hello" og "Penny Lover", samt countryballaden "Stuck On You", som Richie seriøst overvejede at give videre til Kenny Rogers.

Som et kuriosum kan jeg nævne, at tre af pladens store hits, "Hello", "All Night Long (All Night)" og "Running With The Night", nær aldrig var kommet med på pladen. De var blevet fravalgt af Richie og James A. Carmichael, som i fællesskab havde produceret pladen. Det var først efter at studieteknikeren David Egerton ydmygt havde foreslået, at de tog en ekstra lytter til de tre numre, at de blev inkluderet.

For Motown var der tale om et meget vigtigt album. Berry Gordy (Motowns skaber og bestyrelsesformand) ville så hurtigt som muligt have et hit album ud i butikkerne. Presset var stort på Motown, idet tre af deres største stjerner, Michael Jackson, Diana Ross og Marvin Gaye var skiftet til andre pladeselskaber med stor succes. Stevie Wonder havde ikke et nyt album i støbeskeen og Rick James hit-album "Street Songs" havde haft sin storhedstid på hitlisterne. Lionel Richie var den næste, der skulle skydes af på markedet.

At sende en plade ud med kun otte numre var risky business - også dengang i 12-tommer-vinylens storhedstid, hvor der sjældent var mere end 40-45 minutters sammenlagt spilletid på et album. Men Richie var selvsikker. Og Alvin "Skip" Miller, direktøren hos Motown, var stensikker i sin sag: "Radiostationerne ville være helt vilde med det. Det var som et øjeblikkeligt "Greatest Hits"-album. Jeg vidste, at vi kunne udgive det meste [som singler] på nær hullet i midten."

Til slut lidt kort info om førnævnte luxusudgave. Den består (naturligvis) af to discs. Disc 1 indeholder selve albummet samt maxiversionen af "All Night Long (All Night)", singleremixet af "Penny Lover" samt de instrumentale maxiversioner af "All Night Long (Al Night)" og "Running With The Night".

Disc 2 indeholder demoversioner, alternative versioner, "working masters" og session jams af albummets numre samt outtakes'ene "Ain't Sayin' No", "Tell Me", "Can't Find Love" og "The Groove (Interlude)".

[Don J.]

Et af rockhistoriens største albums fylder 40 år i dag:

Klik på coveret for at læse WikiPedia-artiklen om "The Beatles" alias "The White Album".

Albummet markerede begyndelsen til enden for The Beatles. Til trods for interne stridigheder, der på et tidspunkt førte til, at Ringo Starr forlod gruppen, magtkampen mellem Lennon og McCartney - vist nok om tjansen som gruppens leder, Lennons stadigt mere lidenskabelige forhold til Yoko Ono, der til de øvrige bandmedlemmers stigende frustration var med ham i studiet, ja sågar på toilettet og parrets stigende politiske bevidsthed, formåede de alligevel at skabe en klassiker.

Det skabte spændinger, at hun altid var der. Vi brød os ikke om fremmede i studiet, og det var Yoko. Vi prøvede at være cool og ikke sige noget, men vi snakkede om det bag ryggen på dem, siger Ringo.
– Ser man tilbage på det, er det nærmest grinagtigt. Men dengang var det os og vores karriere. Vi var The Beatles, intet mindre, og her var der den her pige. Det var, som om vi var hendes hoffolk, og det var flovt. ’The White Album’ var meget anspændt at lave, underdriver McCartney.

Kilde: EkstraBladet.

Spækket med bl.a. numre som "Back In The USSR", "Dear Prudence", "Glass Onion", "Ob-La-Di, Ob-La-Da", "While My Guitar Gently Weeps", "Happiness Is A Warm Gun", "Blackbird", "Julia", "Birthday", "Sexy Sadie", "Helter Skelter", og "Revolution 1" (singleversionen er dog bedre), føres man tilbage til det mere simple og enkle, rocken, efter eksperimenterne på "Sgt. Pepper". Det er rock, når det er bedst - ganske enkelt (ok, måske lige bortset fra "Good Night" og andre små skæve indslag, der bygger bro mellem pladens hovednumre). Rent musikalsk er albummet ganske varieret, hvad tracklisten bevidner. Der er et stykke vej fra "Helter Skelter", henover "Ob-La-Di, Ob-La-Da" til "Blackbird".

Kontrasten til "Sgt. Pepper" symboliseres forøvrigt på glimrende vis via coveret, begået af Richard Hamilton. Et cover jeg personligt aldrig har brudt mig om, men indholdet mere end opvejer min personlige skuffelse over den kedelige indpakning.

Navnlig Lennon udviklede sig rent musikalsk. Hans indslag på albummet fik mere kant - både lyrisk og musikalsk. "Revolution 1" og "Happiness Is A Warm Gun" er glimrende eksempler. Sært nok slap "Child Of Nature" ikke igennem nåleøjet, selvom albummet endte op med at rumme 30 numre. Lennon videreudviklede den til gengæld, og den endte op som "Jealous Guy".

Andre outtakes var eksempelvis "The Long And Winding Road", der måtte vente et par år med at blive udgivet (på "Let It Be"), samt "Something", som heldigvis så dagens lys på "Abbey Road"). "Hey Jude" blev indspillet ved de samme sessions, men endte som bekendt op på det amerikanske album af samme navn, samt som en navnkundig single i resten af verden. "Revolution 1" i singleudgaven endte med at blive The Beatles bedst sælgende single i USA nogensinde.

Det var The Beatles første og eneste dobbeltalbum (fraregnet diverse opsamlinger, BBC-albummet og "Anthology"-serien), naturligvis produceret af George Martin, og beriget med gæstende musikere så som Eric Clapton (lead guitar på "While My Guitar Gently Weeps"), Nicky Hopkins (piano på "Revolution 1"), et strygeorkester og et kor. Teknisk gik gruppen fra 4 spors- til 8 spors-optagelser. Albummet var i øvrigt det første, der blev udgivet af Apple Records, samt det sidste, som både blev udgivet i et monomix ("Revolution 9" undtaget) og et stereomix. Rigtige fans har naturligvis begge udgaver.

Anmelderne var overvejende positive (jf. Wikipedia-artiklen), men der var også negative reaktioner hos nogle. George Martin var fra starten imod idéen om at udgive et dobbeltalbum. Dobbeltalbums var i 60'erne (og senere hen) som regel ikke fulgt af den store kommercielle succes. Han foreslog derfor, at gruppen nøjedes med de bedre indslag og udgav dem som et enkelt album. Ringo Starr har senere givet udtryk for, at nogle af numrene kunne have nøjes med at blive udgivet som single b-sider, samt at man måske skulle have udgivet pladen som to seperate albums.

De øvrige numre på albummet er "Wild Honey Pie", "The Continuing Story of Bungalow Bill", "Martha My Dear", "I'm So Tired", "Piggies", "Rocky Raccoon", "Don't Pass Me By", "Why Don't We Do It In The Road?", "I Will", "Yer Blues", "Mother Nature's Son", "Everybody's Got Something To Hide Except Me And My Monkey", "Long, Long, Long", "Honey Pie", "Savoy Truffle", og "Cry Baby Cry".

"Anthology 3", disc 1, er dedikeret helt og holdent til optagelserne af "The White Album". Discen udgør derfor et fremragende supplement til "The White Album" med hele 27 alternative udgaver eller outtakes så som "A Beginning", "Mean Mr. Mustard", "Polythene Pam" (hør Lennon give den som Simon & Garfunkel), "Sexy Sadie" (alt.) "Junk", "Not Guilty", "What's New Mary Jane" (her i selskab med "Don't Let Me Down"), og "Step Into Love/Los Paranoias".

[Dan Abnormal]

Ja, stort tillykke til "The White Album". Så afgjort et godt album med mange gode sange. Jeg er dog lidt i tvivl om det er en klassiker i min verden når den indeholder to så gyselige sange som O-la-di, Ob-la-da og - især - Don't Pass Me By.

[Don J.]

En perle af et album har rundet de tyve år her i maj måned:

The Stone Roses' debutalbum er i dag anerkendt som et af de allerbedste britiske albums nogensinde. Albummet blev oprindeligt udsendt i hhv. Europa, USA og Australien i flere forskellige udgaver, jf. linket, og genudgivet som 2-disc-udgave i 1999 i anledningen af tiårsjubilæet.

I anledningen af tyveårsjubilæet udgives albummet til august i hele tre forskellige udgaver, hvilket man kan læse mere om her. Det dyreste sæt står i op mod 100 pund på den hjemmeside, jeg har tjekket, men så får man også alt, hvad hjertet kan begære af hvad der nu kan vrides ud af The Stone Roses.

Små 5 singler blev det i øvrigt til i perioden februar 1989-marts 1992. Ganske imponerende den gang. Men jeg vil lade musikken tale sit eget tydelig sprog, og slutte af med at konkludere, at dette album ganske enkelt er uundværligt.

Trackliste:

• "I Wanna Be Adored" – 4:52
• "She Bangs the Drums" – 3:42
• "Waterfall" – 4:37
• "Don't Stop" – 5:17
• "Bye Bye Badman" – 4:00
• "Elizabeth My Dear" – 0:59
• "(Song for My) Sugar Spun Sister" – 3:25
• "Made of Stone" – 4:10
• "Shoot You Down" – 4:10
• "This Is the One" – 4:58
• "I Am the Resurrection" – 8:12

Mens 1991-re-releasen også gav os

• "Elephant Stone" (UK 7" single version) – 3:04
• "Fools Gold" (UK 7" single version) – 4:15

mens 1999-udgaven uddybede med

• "Fools Gold" – 9:53
• "What The World Is Waiting for" – 3:55
• "Elephant Stone" – 4:48
• "Where Angels Play" – 4:15

"Elizabeth My Dear" kan i øvrigt høres her i et udmærket remix. Man bør heller ikke snyde sig for "Fools Gold" i utallige remixes som f.eks. dette. Jeg kan forøvrigt anbefale remix-albummet her som en fint lille supplement.

[Don J.]

Vi skal i dag 30 år tilbage i tiden, for at finde et af halvfjerdsernes bedste albums. Det kan man nemt udnævne Michael Jacksons Off The Wall til. Pladen indtager da også en flot placering som nr. 68 på Rolling Stones liste over de 500 bedste albums gennem tiderne, som udkom så sent som i 2003, så pladen, der markerede det første seriøse led i samarbejdet mellem Michael Jackson og produceren Quincy Jones, er næppe røget meget længere ned af Billboards evighedsliste.

Jackson og Jones mødtes i 1978, hvor de blev gode venner mens de arbejdede på filmprojektet The Wiz – en amerikansk musicaludgave af The Wonderful Wizard of Oz, hvor Jackson spillede rollen som Scarecrow – i øvrigt til anmeldernes store begejstring. Desværre var Jacksons præstation så stort set også det eneste, anmelderne var begejstrede for. Filmen modtog dog ikke mindre end 4 Oscar-nomineringer; bl.a. for bedste musik. Jackson leverede vokaler til numrene Ease On Down The Road part 1, 2 og 3 (sammen med bl.a. Diana Ross), You Can’t Win, Everybody Rejoice/A Brand New Day og Be A Lion hvoraf de tre førstnævnte kom ud som singler med begrænset succes.

The Wiz gik – selvom den floppede kommercielt – dermed ned i musikhistoren som begyndelsen på et særdeles frugtbart og succesrigt partnerskab – tre storsælgende albums og enkeltstående projekter som f.eks. børnepladen ET - The Extra Terrestial (1982) og We Are The World/USA for Africa-projektet (1985) kom der ud af det. Derudover markerede den Michael Jacksons endelige og fuldstændige brud med de konceptuelle rammer, som hans karriere som hhv. forsanger i Jackson 5 og soloartist, var indrettet efter hos Motown. Jackson havde trods sin unge alder, 20 år gammel, hidtil udgivet 15 albums samt 4 soloalbums for hhv. Motown og CBS Records. Jackson-brødrene (minus Jermaine, der havde giftet sig med Motown-stifteren Berry Gordys datter) forlod i 1975 Motown pga. manglende kunstnerisk frihed. Der var i øvrigt også blevet længere og længere mellem hittene, så noget måtte der ske. Gruppen skiftede navn til The Jacksons og optog lillebror Randy i bandet som afløser for Jermaine. Det var med andre ord en Michael Jackson, der skulle ud og finde sin personlige stil og vise, at han nu var sin egen mand med fuld kontrol over hele den kreative proces.

The Wiz havde kun været på markedet i et par måneder, da arbejdet på Off The Wall begyndte i december 1978. Indspilningen af albummet, der skulle udgives på Epic Records, tog et halvt år, og materialet til pladen blev bl.a. leveret af Paul McCartney, Carole Bayer Sager, Stevie Wonder og Rod Temperton (manden der senere leverede bl.a. sangen Thriller til Jackson).


Første single, der dermed også var Jacksons debutsingle for Epic Records, Don’t Stop ’Til You Get Enough, var dog skrevet af Jackson selv. Don’t Stop ’Til You Get Enough var en blanding af disco og funk, der udover den grundlæggende bas og rytme foldede sig ud via et fremragende samspil mellem strygere og blæsere. Derudover introducerede Jackson sin falsetto og sine ”vocal hiccups”, der siden blev et trademark for ham. Singlen fik en fantastisk modtagelse af anmelderne, der bl.a. beskrev den som et ”uimodståeligt dansenummer” (Ruhlmann) og ”one of a handful of recent disco releases that works both as a dance track and as an aural extravaganza comparable to Earth, Wind & Fire's Boogie Wonderland” (Holden, Rolling Stone).

http://uk.youtube.com/v/uVRxLn9BB0s

Den ramte det amerikanske marked den 28. juli 1979, og blev et af årets største hits – hvis ikke det største - i USA, hvor det snart indtog førstepladsen på Billboard’s Hot 100 (som regnes for at være den officielle amerikanske hitliste). Singlen nåede også førstepladsen i andre lande – heriblandt Danmark – og top 3 i England. Videoen kom først ud 3 måneder senere. På det tidspunkt var videoer ikke nogen selvfølge, og slet ikke i forb. m. udgivelsen af en single (hvis man lige ser bort fra Abba, der på det nærmeste opfandt det koncept allerede midt i 70’erne).

Albummet fulgte trop den 10. august. Coveret viste Jackson klædt i smoking, hvid skjorte og sort butterfly som en anden crooner, men verden fik også for første gang åbenbaret de hvide sokker – endnu et trademark, som Jackson i øvrigt selv udviklede. Enkelt og genialt, når man tænker på, hvordan de hvide sokker fungerede sammen med hans fantastiske danserutiner. En moonwalk uden de hvide sokker? Forget It!

Rent musikalsk åbnede albummet op med Don’t Stop ’Til You Get Enough (dog i en længere version). Derpå fulgte Rod Temperton-kompositionen Rock With You, der kom ud som anden single den 3. november. Rock With You, som er en blanding af funk og soul,nåede også toppen på de amerikanske hitlister, og igen kom der en video ud, der viste Jackson i en glitrende sæt i forgrunden af lysegrønne laserstråler. Jo – det var dæleme avanceret. Rock With You er vel mest kendt for Jacksons vokale indsats, der nærmest drager lytteren (navnlig de kvindelige af slagsen) ind i nummeret.

Det blev ikke til så mange topplaceringer i resten af verden set i forhold til forgængeren, men mindre kunne nu også gøre det. Rock With You står i dag som en af Jacksons helt store klassikere, der ikke kunne undværes i sættet, når han gav koncerter. Rock With You blev for øvrigt remixet i forb. m. singleudgivelsen, og på senere optryk af albummet Off The Wall, erstattede remixet den oprindelige version. Den oprindelige version kan høres på den franske jubilæumsudgave af opsamlingsalbummet King of Pop, der blev udgivet her i 2009.

http://uk.youtube.com/v/6EU9IQicofY

Tredje nummer på albummet er også en af Jacksons helt store live-klassikere, selvom den aldrig kom ud på single. Workin’ Day And Night - skrevet af Jackson selv – er et herligt, heftigt funky dansenummer, hvor Jackson fremfører en hårdtarbejdende mands frustrationer over, at han aldrig ser sin elskede, der stiller så høje krav, at han ikke har tid til andet end at arbejde. ”You say that workin’ is what a man’s supposed to do”, ak ja!

http://uk.youtube.com/v/eQYFOmJ0u78

Med Get On The Floor føres vi videre ud på dansegulvet til en hæftig discosound kombineret med – igen – en funky bas, hæftige rytmearrangementer, strygere og horn – med andre ord same recept som Don’t Stop ‘Til You Get Enough. Get On The Floor er skrevet af Jackson selv sammen med Louis Johnson (fra The Brothers Johnson), og den rundede datidens LPs første side af.

Side 2 indledes med titelnummeret Off The Wall – et svingende soulnummer, som blev leveret af Rod Temperton. Off The Wall blev udsendt igen i en remixet udgave som tredje singleuddrag med begrænset succes. Dog ramte den top 10 på de to vigtigste markeder – USA og Storbritannien.

Paul McCartney skrev oprindeligt pladens næste nummer Girlfriend til Michael Jackson, hvilket han nævnte for Jackson ved en fest i Hollywood i 1978. Det blev dog aldrig til noget, hvorfor McCartney selv indspillede og udgav den sammen med sin gruppe Wings (på albummet London Town). Quincy Jones, der ikke vidste, at sangen var skrevet til brug for Jackson, blev først herefter opmærksom på nummeret, og foreslog Jackson, at det kom med på Off The Wall. Girlfriend, som er en afslappet popsag, står for mig som albummets svageste led, men også som et tiltrængt pust.

http://uk.youtube.com/v/qF0o-W5uu8o

Hurtigt videre til næste nummer, den fantastiske soulballade She’s Out Of My Life, skrevet af Tom Bahler tre år tidligere som følge af, at han blev dumpet af Karen Carpenter (fra The Carpenters), efter at hun fandt ud af, at han havde fået et barn med en anden kvinde. Bahler gjorde sig normalt inden for musicals, hvilket She’s Out Of My Life i høj grad bærer præg af. Jacksons tårevædede afslutning på nummeret er i øvrigt ægte nok. Gang på gang brød Jackson sammen i gråd under indspilningerne, så Quincy Jones besluttede at beholde det, som det var. Quincy Jones mente, at Jackson med sangen ville henvende sig til at mere modent publikum, hvorfor den skulle med på Off The Wall.

She’s Out Of My Life kom den 19. april 1980 ud som albummets fjerde single med pæn succes på de britiske øer, hvor det blev til en placering i top 4. I USA nåede den 10. pladsen, hvilket var historisk. For første gang havde et album produceret hele 4 top 10 hits. Det skulle som bekendt ikke blive sidste gang, at Jackson lavede det nummer. She’s Out of My Life blev markedsført med en video, og den blev den sidste single Off The Wall kastede af sig i USA. I Storbritannien kom Girlfriend ud på single i juli 1980 og floppede totalt. Den nåede kun en skuffende 41. plads. Markedsføringen var dog også til at overse – singlen blev udgivet i en anonym ”Company Sleeve”. Ingen billeder af Jackson og McCartney i denne omgang. Jacksons samarbejde med McCartney var dog langt fra slut.

Stevie Wonder leverede i samarbejde med Susaye Greene pladens næste indslag i form af I Can’t Help It. At der er tale om en Wonder-komposition skinner meget tydeligt igennem. Nummeret er rendyrket soul med et stærkt element af jazz, mens næste nummer, It’s the Falling In Love, er et mere optimistisk og ”multigenret” mix af soul, funk og R&B skrevet af Carole Bayer Sager (der har skrevet utallige hits for sig selv og andre – bl.a. Nobody Does It Better (Carly Simon), That’s what Friends Are For (Dionne Warwick + friends) og On My Own (Patti Labelle)) og selveste David Foster – en af de mest benyttede producere gennem tiderne og i samme klasse som Quincy Jones. Dette nævner jeg blot for at vise, hvor rutinerede kræfter, der egentlig står bag.

Off The Wall rundes af med endnu en Temperton-komposition, Burn This Disco Out. Som titlen antyder er vi tilbage på dansegulvet – nærmest I Earth, Wind & Fire-land. Der er god gang i blæserne. Der er tale om et disconummer. Dog er basgangen og rytmearrangementerne så markante, at man godt kan klæbe etiketten funk på nummeret.

Off The Wall har til dags dato solgt omkring 20 mio. eksemplarer, og er dermed tæt på at være blandt de 50 mest solgte albums gennem tiderne (pt. på en del 53. plads). Og den sælger stadig – ikke mindst som følge af Jacksons alt for tidlige død. Både Don’t Stop ’Til You Get Enough og Rock With You har som følge af popkongens afgang affødt masser af downloads, hvilket har ført til pæne hitlisteplaceringer i Storbritannien og Frankrig.

I 2001 blev Off The Wall genudgivet i en Special Edition som led i serien af genudgivelser af Jackson-plader, der også omfattede Thriller, Bad og Dangerous. Ved en lejlighed blev discen udstyret med ekstra materiale i form af demoversioner af Don’t Stop ’Til You Get Enough og Workin’ Day And Night samt interviews med Quincy Jones og Rod Temperton. Det er denne version af pladen, der indgår i Danmarks pt. mest solgte album, opsamlingsboksen The Collection. Endelig er specialversionen udstyret med ny cover art, billeder og samtlige tekster. Desværre fandt man ingen anledning til at medtage evt. outtakes eller den originale udgave af Rock With You.

En del betragter Off The Wall som Jacksons bedste album. Selv sætter jeg dog både Thriller og Dangerous højere. Men som fan, der kan jeg absolut tillade mig at være tilfreds ;-) Har man fulgt lidt med Jacksons karriere og er man (som jeg senere) dykket ned igennem hans musik tilbage fra Jackson 5 tiden og de rent musikalsk mere eller mindre tragiske midt-halvfjerdsere, så ved man, hvad Off The Wall må have betydet for Jackson selv. Han blev simpelt hen voksen, og han beviste overfor sig selv og sin omverden, at hans talent rakte langt videre end det, han havde præsteret med sine brødre.

Det blev dog kun til en enkelt Grammy Award, en "Best Male R&B Vocal Performance" for Don't Stop 'Til You Get Enough, hvilket var en stor skuffelse for Jackson. Han fik dog tre priser ved American Music Awards og en enkelt ved Billboard Music Awards. Motown så i øvrigt sit snit til at følge op på succesen, ved at udsende kompilationen One Day In Your Life i 1981. Briterne tog godt imod den - bl.a. ved at sende titelnummeret, der også kom ud som single, til tops på deres hitliste. Nummeret stammede oprindeligt fra Jacksons 4. soloalbum Forever, Michael, der udkom på Motown i 1975.

Epic fulgte fulgte op med The Jacksons-abummet Triumph i juli 1980 samt et live album med The Jacksons i 1981. Live-albummet, Live, var indspillet under The Jacksons Triumph-tour i 1981. Live indeholder bl.a. Off The Wall, She's Out Of My Life, Rock With You, Working Day And Night samt Don't Stop 'Til You Get Enough, og er derfor et fremragende supplement til Off The Wall.


Off The Wall blev således en bragende succes hos anmeldere og publikum, men vigtigere var det, at Michael Jackson nåede sine personlige mål. Heldigvis for os, satte han sig herefter nye mål, og indfriede dem til fulde.