København får sin multiarena
Af Jesper Dahl Caruso
Danmarks hovedstad får multi-arena. Overborgmester Ritt Bjerregaard har netop givet FCK-boss Flemming Østergaard grønt lys til at bygge. Han skal også bygge ny skøjtehal.
Mange års politisk slagsmål står foran sin afslutning, når overborgmester Ritt Bjerregaard (S) en af de nærmeste dage annoncerer en ny multi-arena i København. Arenaen bliver ifølge Berlingskes oplysninger bygget på den grund ved Danmarks nationalstadion Parken, hvor der i dag ligger en skøjtehal. Arenaen skal finansieres, bygges og drives af FCK-boss og bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Flemming Østergaard.
Ifølge planerne skal arenaen have plads til 4.000-5.000 siddende tilskuere ved idrætsarrangementer, mens der kan klemmes 8.000-9.000 tilskuere ind til kulturelle arrangementer. En del af aftalen mellem kommunen og Flemming Østergaard er, at Parken skal finansiere bygningen af en ny skøjtehal et andet sted påØsterbro.
Hverken overborgmester Ritt Bjerregaard (S) eller kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen (V) ønsker at udtale sig om sagen endnu. Men en central kilde på Rådhuset siger: »Et langt liv i Københavns Kommune har lært mig, at intet er 100 pct. sikkert, før bygningen står der. Men både Ritt og Geertsen har på møder i denne uge med Don Ø sagt ja til den nye multiarena. Og så har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at den ikke kommer.«
Flemming Østergaard, tilføjer, at han forventer, at multihallen står klar til brug inden for små to år.
»Jeg er meget optimistisk, og det plejer jeg ikke at være, når det gælder halbyggerier. Men med det gode samarbejde vi har haft med Martin Geertsen og Ritt Bjerregaard, vil jeg blive meget overrasket, hvis hallen ikke står klar inden nytårsaften 2009,« siger Flemming Østergaard.