Med al respekt for Ståle Solbakkens indsats, så er der altså tider hvor hans forsøg på spin bare suger livsmod ud – fordi det er så indlysende uoprigtigt.
Seneste eksempel er efter AaB-kampen. Hey, med to angribere ude er det da ret oplagt, at den sidste af dem skal have støtte. Den mekanik er ikke så svær at følge.
Men så skal det vendes til et hib til pressen om, at nu havde de jo været et halvt år om at fatte, at Santander var god – så kunne det jo være, at de nu også ville begribe, at Pavlovic også er god.
Og pointen med Santander er fair nok. Men der er jo en grund til at Santander i efteråret 2015 blev brugt når han var til rådighed, fra start i alle kampe. Og at Pavlovic kun havde fået et kvarter i Champions League i år, hvor Santander er brugt fra starten i alle kampe.
Og ... det virker bare ikke. Det er så nemt at skille ad. Og derfor kommer det til at virke barnligt. Man må da for hulen kunne udtale sin støtte til en angriber, som det ikke kører for, uden at dreje det over på, at det er de andre der skulle være fatsvage.