Dildoer væltede ud af bilen
Masser af sexlegetøj og pornovideoer lå og flød på p-plads efter indbrud i bil. Nærpolitiet i Allerød ryddede op
Af Michael Braunstein
Det var et helt specielt syn, der mødte politiassistent hos Nærpolitiet i Allerød, Lars Nielsen, da han mandag formiddag reagerede på en henvendelse fra en borger: På en p-plads i Gydevang lå der masser af sexlegetøj og pornovideoer og flød.
"En borger undrede sig over, at en bil stod pivåben på p-pladsen i Gydevang - og ikke mindst at der væltede dildoer og andet ud fra den. Jeg kørte til stedet og kunne konstatere, at observationen var helt korrekt," siger Lars Nielsen til Allerød Nyt.
"Der var simpelthen dildoer over det hele," siger Lars Nielsen, der ikke mente, at han bare kunne lade effekterne ligge, hvorfor han samlede dem op igen og anbragte dem i bilen.
Det viser sig, at bilen blev parkeret på stedet fredag omkring kl. 16.00. Ifølge politiet havde ejeren af bilen - der har et firma i Gydevang - været på en sexmesse.
"En rude i bilen var knust, måske fordi der i bilen også befandt sig et kasseapparat. Det var dog ikke lykkedes at bryde kasseapparatet op, til gengæld har gerningsmanden øjensynligt tømt flere af kasserne ud over p-pladsen," siger Lars Nielsen og tilføjer:
"Det er bestemt en af de mere specielle opgaver, jeg har haft. Men jeg fik da mange smil fra forbipasserende, da jeg var igang med oprydningen."
Publiceret: 14. April 2008 14:50