Viser resultater 1 til 2 af 2

Emner: Jubilæum i dansk fodbold: "Betalt fodbold" - 30 år

  1. #1
    Tilmeldingsdato
    Mar 2002
    Indlæg
    5,020

    Jubilæum i dansk fodbold: "Betalt fodbold" - 30 år

    Det er vel på sin plads at fejre indførelsen af professionalismen i dansk fodbold på en dag som i dag, der markerer 30 års dagen for den reelle indførsel af "betalt fodbold" i Danmark. En beslutning, der blev taget på DBUs repræsentantskabsmøde i oktober 1977 efter flere års pres.

    Idéen blev lancheret i Divisionsforeningen i 1975 af daværende AGF-formand Poul Hyldgaard (senere formand for DBU og medlem af UEFAs eksekutivkomite).


    Poul Hyldgaard

    Tanken om penge mellem klubber og spillere i dansk fodbold var dengang revolutionerende, samt - ikke mindst - meget provokerende. Danmark var et af de sidste lande i Europa, der stadig opretholdt en fodboldkultur baseret på amatørismen som idealet.

    Danske spillere, der var så formastelige at blive professionelle i udlandet var til langt op i forrige århundrede spærret fra at spille på landsholdet. Kom de hjem igen og blev amatører, så kunne de dårligt nok få lov til at træne med i en klub. Der skulle tillige gå to år, inden de igen kunne spille på landsholdet.

    Tanken om penge i fodbold var politisk ukorrekt, så det baskede. Penge var "beskidte", og de ville korrumpere fodbolden, dersom klubberne skulle til at betale sine spillere for at spille. Jo, det var andre tider dengang.

    Hyldgaards forslag blev da også afvist totalt af DBU, men tanken og idéerne blev langt fra begravet. To år efter forelå der en konkret trussel om oprettelse af en professionel "superliga", som DBU måtte tage alvorligt.

    Den planlagte "piratliga", som blev omtalt i JyllandsPosten, var en idé fostret af af den tidligere professionelle fodboldspiller Harald Nielsen (der senere skulle blive bestyrelsesformand i FCK) samt af den daværende direktør for Herning Messecenter, Helge Sander (nuværende videnskabsminister). Planen var, at de bedste danske fodboldklubber skulle spille i ligaen og dermed løsrive sig fra DBU.

    Erhvervslivet stod klart til at skyde penge ind i ligaen. For at ligaen skulle kunne løbe rundt, opererede man med et tilskuergennemsnit på 4.600. Et meget højt talt set i forhold til de 3.500, der i gennemsnit gik til kampe i den bedste danske række - 1. division - dengang.


    Harald Nielsen og Helge Sander



    Truslen om en konkurrerende liga til den bedste danske fodboldrække - 1. division - kunne DBU ikke sidde overhørig, og på et møde i oktober blev det vedtaget, at klubberne nu kunne begynde at betale sine spillere for deres ydelser.

    Lars Høgh, målmand i OB - der var i studiet hos TV2 i dag sammen med Helge Sander og Steen Ankerdahl - husker, hvordan man i OB betalte alle spillere 1.200,- kr. om måneden. Og det var uanset om man som Høgh netop var rykket op i førsteholdet, eller om man var en etableret stamspiller som Allan Hansen. Men det kunne man jo ikke leve af, så man var nød til at arbejde ved siden af. Man var "fyraftensprofessionel", som det hed dengang.

    De første år med "betalt fodbold" var ingen stor succes. Klubberne havde en svag økonomi, og flere kæmpede med overhovedet at indføre det. Flere klubber drømte om og arbejdede dog ikke bare med halvprofesionelle tilstande, men hen mod at indføre fuldtidsprofessionlisme. Herfølge havde helt tilbage i 1978 allerede proklameret, at de ville være fuldtidsprofessionelle.

    Fuldtidsprofessionalisme blev dog først indført af Brøndby IF i 1986. Klubben var en opkompling i dansk fodbold, der med sin markante og idérige formand, Per Bjerregaard, havde taget turen fra seriefodbold til 1. division i løbet af 70'erne og starten af 80'erne. Det var et meget dristigt skridt, idet pengene som udgangspunkt var små i dansk fodbold. Mange eksperter advarede da også imod tanken.



    Per Bjerregaard

    Men Bjerregaard og Brøndby IF var langt fra færdige her; året efter gik man på børsen med stor succes. Og Brøndby skulle gå hen og blive den dominerende klub i dansk fodbold de næste 15 år.

    I 1991 så FC København dagens lys, og det skulle efter en svær start de første år, få afgørende betydning for de økonomiske forhold i mangde danske klubber, hvor man pga. inkompetent ledelse nærmest bevægede sig på en hårfin grænse mellem overlevelse og konkurs. Klubber gik stadig konkurs, og sågar Brøndby IF var tæt på lide den samme skæbne pga. et investeringseventy i en bank, der gik helt galt.

    Idéen var ellers god nok - klubberne måtte investere i udenomsaktiviteter med henblik på at sikre sig en nogenlunde stabil indkomst. Man kunne ikke basere en professionel, dansk fodboldklubs udgifter alene på køb og salg af spillere.

    Det var dog de færreste danske klubledere der - trods deres evner som foreningsledere - også var i stand til at begå sig i erhvervslivet. Mange klubber havde derfor en "pengemand" i ryggen, der ud fra sin kærlighed til den pågældende klub, kunne træde til med økonomisk hjælp, når indtægterne svigtede. B1903 havde Alex Friedman, Herfølge havde "saftkongen" Gudmund Jørgensen" - bare for at nævne et par stykker.

    I Lyngby Boldklub huserede den tidligere FCK-sponsor (med Kinnarps), erhvervs- og forretningsmanden Flemming Østergaard, der sammen med sin kompagnon Michael Kjær forsøgte at gøre Lyngby Boldklub til en økonomisk sund klub. Det lykkedes da også, men Østergaard og Kjær måtte forlade Lyngby i utide - delvist pga. at samarbejdet med Lyngby-Taarbæk Kommune var alt andet end givtigt (kommunen ejede Lyngby Stadion og var ikke meget for at udvikle forholdene der), men så sandelig også fordi Lyngby Boldklubs formand, Hans Bjerg Pedersen gjorde alt for at modarbejde "de fremmede fugle".

    Det førte kort fortalt til, at Østergaard og Kjær brød med Lyngby Boldklub, og rykkede til FC København, hvis økonomi skrantede gevaldigt - man havde flere gange været tæt på at gå fallit, og var bl.a. kun overlevet pga. spillersalg. Bl.a. havde man set sig nødsaget til at sælge sin anfører, Allan Nielsen, til ærkerivalen Brøndby IF. FCK var blevet lancheret som et alternativ til Brøndby IF, så det var ikke ligefrem fremmende for den proces, at man solgte en af sine bedste spillere til netop dem. Inkompetente ledere havde sat sit uheldige præg på "fusionsklubben", og bortset fra et mesterskab i deres første sæson (hvor man overtog B1903's meget succesfulde mandskab).


    Flemming Østergaard alias Don Ø.

    De fleste herinde kender jo historien, men for at gøre det kort lykkedes det for Østergaard som ny administrerende direktør og senere "arbejdende bestyrelsesformand", at sætte gang i økonomien og aktivitetsniveau i den hensygnende københavnske fodboldmastodont. Man købte PARKEN og gik på børsen. Og det gik slag i slag derudaf, og på trods af en del skæverter på det sportslige område, og de deraf middelmådige resultater på den sportslige front, oplevede FCK en økonomisk fremgang i særklasse - en udvikling, der med tiden styrkede den ledelsesmæssige side i klubben, og i den sidste ende også de sportslige resultater på både nationalt og internationalt plan. FCK kvalificerede sig som den tredje danske klub efter AaB og Brøndby IF således til Champions League i 2006.

    Set med overordnede, økonomise øjne var det dog vigtigere, at Østergaards idéer og modeller efterhånden bredte sig til de andre danske klubber. Og i dag står dansk fodbold rent økonomisk stærkere end nogensinde. Den bedste danske fodboldrække - Superligaen - der blev endeligt blev indført i 1991, er velbesøgt. Langt flere end de oprindeligt tænkte 4.600 går i dag til fodbold hver uge.

    Nøgternt set burde dansk fodbold med afsæt i sin sunde økonomi nok kunne klare sig bedre på internationalt plan, end man pt. gør. Dansk klubfodbold var i starten af dette århundrede nede i en bølgedal - en bølgedal, der kulminerede med pinlige exits fra de europæiske turneringer for både Brøndby IF og FC København, der ellers var lokomotiverne i dansk fodbold i de år.

    Brøndby IF og FC København har i de senere år domineret dansk klubfodbold, hvor de stort set har taget guld og sølv siden 2001 (med en enkelt svipser for Brøndby IFs vedkommende sidste år). Men andre klubber må forventes - med en fortsat sund økonomi i ryggen - at komme med op, hvor det for alvor bliver sjovt. FCM, OB, AaB og FCN præger således dansk fodbold i disse år, og de bliver næppe mindre betydningsfulde i de kommende år.

    Det store spørgsmålstegn i dansk fodbold er vel AGF, der som nyoprykker i år forhåbentlig for styr på butikken. Det er som om, at AGF befinder sig på samme stadie, som de fleste klubber gjorde i starthalvfemserne, hvor man har været dybt afhængig af velviljen hos en mæcen. Nedrykningen til næstebedste række i 2005-2006 efter mange år i hængedyndet kunne dog ikke afværges.

    Århus er som landets næststørste by en vigtig del af fodbold-Danmark. Og med høje tilskuertal og en fornuftig ledelse, vil AGF forhåbentlig kunne blive i superligaen, og på sigt arbejde sig støt og roligt op til toppen af række, hvor en klub af AGFs størrelse vitterligt hører hjemme.

    Afslutningsvis vil jeg hylde "The Founding Fathers" - Hyldgaard, Sander, Nielsen, Bjerregaard og Østergaard for deres dristighed, deres viden og indblik samt evnen til at tænke fremad. Havde dansk fodbold været begavet med flere folk af deres kaliber, så havde vi nok haft en liga, der havde været længere fremme på europæisk plan. På den anden side gør det forhåbentlig, at vi fodboldfans stadig har en masse gode, succesfulde oplevelser til gode.
    Sidst redigeret af Don J. : 30.07.07 kl. 10:08

  2. De følgende 5 brugere er enige:

  3. #2
    Tilmeldingsdato
    Oct 2003
    Indlæg
    481

    Re: Jubilæum i dansk fodbold: "Betalt fodbold" - 30 år

    En interessant og velskrevet gennemgang af 30 års fodboldhistorie. Super indlæg!


Thread Information

Users Browsing this Thread

There are currently 1 users browsing this thread. (0 members and 1 guests)

Lignende emner

  1. Svar: 2
    Sidste Meddelelse: 22.11.04, 09:49
  2. Hvem sagde " hold kaeft og spil fodbold" til 32?
    By Hafnia in forum De korte linier
    Svar: 9
    Sidste Meddelelse: 14.08.04, 11:06
  3. "Dansk fodbold" og evt. spillerstrejke
    By drix in forum De lange linier
    Svar: 80
    Sidste Meddelelse: 28.07.04, 02:27
  4. Vises "Det bare fodbold" igen???
    By Cax KBH in forum De korte linier
    Svar: 3
    Sidste Meddelelse: 30.05.04, 13:07

Regler for meddelelser

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •