Hvem er det der bliver omtalt i denne artikel???
FCK-spiller i livsfare
Af Jim Rosengaard, Foto af Arkiv - lagt på nettet den 15-08-2007 10:19:43
Det tyder på, at det stående beredskab hos Falck er for lavt sat på Vestegnen. Det i hvert fald 22 minutter før en ambulance nåede frem til Espelunden.
SLOW-MOTION: En tysk fodboldspiller fra FC København var tæt på at dø under en fodboldkamp i Espelunden. Det blev ikke bedre af, at der ikke var en ledig ambulance hos Falck-afdelingerne i Hvidovre og Glostrup, så der gik 22 minutter før der kom en ambulance. Falck forklarer, at der ikke var nogen ledige ambulancer i nærområdet.
Da der for nylig blev spillet to fodboldkampe på Espelundens boldbaner, var en ung tysk fodboldspiller ved at miste livet, som blev sat yderligere i spil, da der ikke var en ambulance i nærheden.
I første omgang krævede en brækket fod transport til nærmeste skadestue. Men desværre kunne hverken Falck stationen i Hvidovre eller Glostrup stille med et udrykningskøretøj.
Derfor blev det Københavns Brandvæsen, som måtte køre den lange vej. En tur som varede 22 minutter, ifølge Avartas formand Hardy Jensen. Han fortæller videre:
”I aftenens anden kamp gik det derimod gruelig galt. En ung tysker fra FC København blev ramt af en bold på strubehovedet. Slaget var så uheldigt, at tyskeren var i livsfare, så det krævede en hurtig indgriben. Heldigvis havde FCK bragt deres egen læge med til kampen, og hun ydede tyskeren førstehjælp.
12 minutter
Men atter en gang måtte ambulancen rekvireres fra Københavns Brandvæsen. Heldigvis var det de samme ambulancefolk, så de kendte vejen fra den tidligere tur. De tilbagelagde derfor strækningen København-Rødovre på utrolige 12 minutter”, forklarer Hardy Jensen, som efterfølgende rettede sin vrede mod Falck.
”Det kan ikke være rigtigt, at vi ingen ambulance har på Vestegnen, men må vente på tilkald fra København. Det er simpelt hen uholdbart,” siger han og tilføjer.
”Jeg håber ikke, at jeg bliver ramt af et hjerteslag i Rødovre, for så er man da sikker på at dø med den her service.”
Ingen ledige køretøjer
Kristian Johansen, vagtcentralleder hos Falck, siger.
”Jeg er ked af den oplevelse, Avarta har haft. Men man kan ikke altid regne med, at den nærmeste station har ledige udrykningskøretøjer. Vi er normeret efter et såkaldt fleksibelt beredskab, og der opstår situationer, hvor alt er optaget. Præcis derfor samarbejder vi stationerne imellem og hjælper hinanden”.
Kristian Johansen oplyser, at den ambulance, som blev sendt til Avarta ligeså godt kunne være kommet fra Ballerup eller Gentofte for den sags skyld. Men i det konkrete tilfælde skønnede vagtcentralen altså, at Københavns Brandvæsen ville være hurtigst.
Den gennemsnitlige responstid i hovedstaden set over et år – er 6½ minut.