Åh. Husker vi dem ikke alle sammen? Flyveturene i Indiana Jones-film, hvor en fin rød linie fortalte os, hvordan hovedpersonerne kommer fra A til B.

Denne tråd er startet i irritation over et par helt elendige oplevelser i biografen på det seneste. Det hænder, at jeg slæber - eller lader mig slæbe ind for at se en actionmovie af formodede bedste b-skuffe. Senest med Die Hard 4. Man var vel barn i 80erne.

Men hvad sker der? Filmen er fyldt med jumpcuts i handlingen. Hvor man let kunne have ændret et par ting i dialog og handling for at gøre det hele bare lidt mere flydende, så er man pisseligeglad. Det gælder om at komme fra actionknald til actionknald.

Et par eksempler (spoilers ahead):

Bruce Willis ser sig ond på helikopteren, der har forfulgt dem gennem byen. Eftersom han har været fanget i en tunnel, aner han dog ikke, hvor den nu befinder sig. Alligevel kan han banke en bil op i fart, som ved et lykketræf holder farten selv efter, han har kastet sig ud af den, og som laver en hel urealistisk flyvetur, hvorefter den rammer helikopteren i luften med milimeterpræcision.

Det er så een ting. Actionscener er sjældent realistiske. Men behøver filmens geek at komme løbende sekunder efter for at se, om Bruce er ok? Vi ved jo alle, at Bruce Willis har efterladt geeken langt, langt inde i tunnellen, så han på ingen måde vil kunne løbe over til ham?

Og behøver the good guys i filmene at være bekendt med den echelon-lignende installation, de i slutningen af filmen pludselig kommer på, at "det godt kunne være, man skulle tjekke ud, nu hvor vi i øvrigt ansatte en hævngerrig psykopat som leder". Kunne der ikke være en i stedet, der havde holdt de informationer tilbage af personlige årsager, fordi han eller hun havde noget i klemme?

Og endelig - nu er der fart i hele filmen. Hvordan kan det så være, at Bruce+nørd vælger at køre til Echelon-tingen i snegletempo? Selv fra deres egen indkørsel kører de derfra med 20 km/t.

Jeg kunne blive ved - filmen mangler simpelthen en manus-finpudsning. Og jeg synes efterhånden, at det er blevet mere reglen end undtagelsen. Respekt til den, der tør tegne et kort over Pirates of the Carribean-filmene, som viser hvordan hovedpersonerne kommer fra sted til sted. De kan være fjorten dagsrejser fra hinanden i det ene klip, og i det andet slås de med sværd på en ø in the middle of nowhere.

Alligevel vælger jeg altså at nominere Die Hard 4 til det mest usammenhængende nyere manus, fordi man simpelthen har undladt al logik for at få filmens scener til at hænge sammen. Flere bud?