Side 3 af 7 FørsteFørste 123456 ... SidsteSidste
Viser resultater 31 til 45 af 94

Emner: Stadionoplevelser fra hele verden

  1. #31
    Tilmeldingsdato
    Jul 2003
    Indlæg
    3,147

    Stadion Feyenoord (De Kuip) i Rotterdam.



    Feyenoord - Venlo d. 24. oktober 2009 på Stadion Feijennord/Feyennord (begge stavemåder optræder på selve stadion), bedre kendt som De Kuip - baljen- i Rotterdam.




    Tilgængelighed – er det til at komme dertil?
    Feyenoord er en sydlig bydel i Rotterdam, og de Kuip ligger i bydelens sydøstlige udkant, et halvkedeligt område domineret af industri, kontorer og et shoppingcenter. Fra Rotterdam centrum kører der både busser og sporvogne til stadion, en tur på 20 minutter. Efter kampen var der indsat ekstra tog, busser og sporvogne, ligesom det faktisk er muligt at gå turen ind til byen, hvis man gider og har tid.



    Er man ikke i Rotterdam allerede, bliver turen måske en smule længere, men faktisk ikke meget længere end at tage fra Amsterdam centrum til det trøstesløse ingenmandsland hvor Amsterdam Arena ligger. .

    Vores lille selskab valgte at tage ud til stadion cirka seks timer før kampen faktisk startede, da Pabres havde bildt os alle ind at kampen fløjtedes i gang klokken tre. I sporvognen hang en reklame for kampen, med det korrekte tidspunkt, og vel ankommet til en helt tom parkeringsplads, konstaterede vi at overdragelsen af enhver form for ansvar til Pabres var uklogt.



    Efter en kort tur rundt på parkeringspladsen og en lille butik med det sædvanlige ligegyldige merchandise, drog vi tilbage til Rotterdam, en by der er langt bedre end sit ry. I shoppingområdet omkring Beurs oplevede vi en koncert/modeshow for X-faktor-segmentet.



    Kontrollørerne - venlige/uvenlige.

    Flere timer senere vendte vi tilbage til stadion, der denne gang var ved at blive fyldt. Tre fjerdedele af selskabet kom hurtigt igennem indgangen og visitationen, men Jeske måtte aflevere sit spejlreflekskamera til en ganske flink kvindelig kontrollør. Overdragelsen var uden problemer og Jeske fik en papirlap, så kameraet kunne hentes efter kampen, hvilket var uden problemer. Til gengæld var selskabet så efterladt med fire mobiltelefon-kameraer, hvis kvalitet varierede fra røvelendighed, over "eh, okay. Hvad forestiller det?", til akkurat brugbart.

    Tilskuerpladserne - udsyn, komfort osv.

    De Kuip er et ovalt stadion, hvorfra jeg vil tro de fleste pladser har et godt udsyn. Vi sad næsten bagerst, helt oppe under det karakteristiske tag, hvor vi var godt beskyttet mod regnen, der silede ned under hele kampen.



    Sædernes ryglæn var dog formet underligt, så man ikke kunne hvile ryggen, og benpladsen var mindre end på Ryan Airs værste flyvere.

    Faciliteter - toiletter, lystavle m.m.

    To små lystavler i hver ende viste stilling, tid og også resultater fra de andre kampe. Der var ingen storskærm, hvilket egentlig heller ikke var savnet.

    Toiletterne var delt i to, en indgang til et lille, men rent pissoir, og en anden til toiletbåse. Det var ikke stort, og det skabte lidt kø i pausen hvor alle skulle forette deres nødtørft. Desuden var toiletterne, og madboderne, placeret på ydersiden af stadion hvor taget ikke dækkede. En økonomisk løsning, men knap optimal når det regner missekatte og puddelhunde.



    Øl, vand, pølser osv. - Kan man få stillet sin sult

    Uden for stadion solgtes der pølser, burgere og andet junk. Indenfor bød boderne på sodavand, slik, Amstel Lite og nogle underlige frikadellepølsesandwiches.



    Jeg stillede mig i kø for at få købt et par øller og disse spændende frikadeller, men måtte opgive, da boden ikke tog imod rede penge, men kun jetoner. Disse jetoner kunne købes nede ved indgangen til stadion, en tur på trapper svarende til syv eller otte etager, altsammen i det mægtige regnvejr.

    Nå, men nød lærer nøgen kvinde at spinde og sult lærte tyk mand at gå op og ned af trapper, så med lommen fuld af jetoner stillede jeg mig igen i kø og købte fire store øl og to frikadellepølser i krydderbolle.



    Dyppelsen bestod af fritessauce og sennep i små poser. Dette viste sig ikke at være den bedste løsning, for de små poser var genstridige sataner der sprøjtede til alle sider og således smurte vi ikke kun over og underbolle, men også manden der sad lige foran ind. Senere valgte jøden at spilde halvdelen af sin Amstel Lite-øl ud over rækken foran, hvilket jo var en fin måde at markere sit territorie på.



    Øllerne kostede omkring 18 kroner, og frikadellen lidt over ti. Ingen af delene var en gastronomisk oplevelse, men til den pris havde vi heller ikke forventet andet.

    Priser - er det dyrt/billigt.

    Vi havde forsøgt at købe billetter i god tid inden kampen, gennem en lokal bekendt. Denne viste sig at være ligeså pålidelig som Pabres' kamptidspunkt, hvorfor vi måtte købe nogle af de få resterende billeter til kampen til 45 euro, istedet for de 15-20 euro som den bekendte havde lovet. Dette skabte en smule vrede miner i selskabet, men med mine overbevisende og diplomatiske talegaver fik jeg overbevist selskabet om at det var fundet for de penge. Senere brugte selskabet resten af opsparingen på vodkasjusser i byen, hvorfor jeg retfærdigvis altså sparede Rotterdam for yderligere 3x45 euros sinket fuldemandsopførsel. Byens nøgler ligger velsagtens i posten nu.

    Tilskuere - Opførsel, stemning osv.

    Rotterdams fans er kendt for at være et barskt folkefærd, og vi så da også en del typer man nødigt skulle møde i en mørk sidegade. Omme bag stadion ligger et andet lille stadion, hvor Feyenoords unge talenter spiller, og en fantilholdssted der serverer øl. Mens yngre stemningsentusiaster fyrede kanonslag og fyrværkeri af, fik vi os en sludder med lokale fans, der alle var ganske hyggelige.



    Indenfor var der dekoreret med diverse Feyenoord-billeder, og udover øl var der også en pomfrites-bod, der bød på flamske friter.



    Feyenoords syngende fans står på tribunen bag det ene mål, men store dele af stadion synger med når bølgerne går højest. Der var ingen tifoer, flag, koordinerede bevægelser eller romerlys, og vinden førte regnen ned over fanafsnittet, men kampen igennem var der fint tryk på.
    De fleste sange var på nederlandsk, men enkelte gange genkendte vi engelske ord udsat for hasherstrube, som

    ♪ we shall not be moved ♪ og ♪ we love you Feyenoord, we do ♪

    Programmet

    Programmet var gratis, og dækkede både dagens kamp mod forfærdelige Venlo og en anden mod rædderlige Den Bosch. Der var korte artikler om Feyenoords seneste kampe, modstanderne og de sædvanlige trupoversigter og tabeller, hvilket, på trods af at det var på et uforståeligt hashersprog, er ganske fint.



    Kampen

    Jon Dahl sad ude med karantæne og erstattedes af den gamle målræv Makaay. Om nedenstående klistermærke iøvrigt henviste til Makaays lidet succesfulde sæson og pensionsmodne målnæse ved jeg ikke.




    http://uk.youtube.com/v/CLJFtDfMJGg

    Feyenoord vandt kampen 1-0, efter en forholdsvis tæt affære, hvor Venlo spillede klogt og afventende, og med lidt held kunne have snuppet det ene eller endda alle tre point efter en god afslutning. Særligt japseren Honda og Ruben Shaken udfordrede Feyennords bagkæde, så jeg håber sandelig CV læser dette indlæg med notesbog og checkhæfte indenfor rækkevidde.

    Konklusion - Hvad er helhedsindtrykket.

    Dyre billetter og kedelig øl mindsker ikke oplevelsen af et af Europas allerbedste stadions. Tribunerne omslutter stadion tæt og giver en intens og intim oplevelse. Fodbold er kerneoplevelsen, ingen pauseunderholdning eller anden lir, og selvom Feyenoord var langt fra fordums styrke, forsøgte de stadig at spille offensivt og underholdende. Tilhængerne skaber en god atmosfære, og jeg kan kun forestille mig hvor meget der kan larmes, hvis modstanderen er lidt større end Venlo.

    Hvis man vil se fodbold i Holland, kan en smuttur til Rotterdam anbefales.
    Sidst redigeret af Mads740 : 27.10.09 kl. 21:53
    What a coach does is attempt to increase the index of probability when it comes to winning a match. As a coach all you can [do] is deny fortune as much of its role as you possibly can ~ Juanma Lillo
    Mads740's Avatar


  2. #32
    Tilmeldingsdato
    Dec 2009
    Indlæg
    72

    Re: Stadionoplevelser fra hele verden

    Real Madrid - Athletic Bilbao, søndag d. 27. april 2008 på Estádio Santiago Bernabéu i forbindelse med mine forældres og egen storbyferie i Spaniens hovedstad. Kampen endte 3-0 til Los Merengues og blev blev spillet kl.
    21.00. kl. Da kampen var slut ved 23.00-tiden var det stadig stegende hedt, og man fortrød på ingen måde at være troppet op til matchen i korte ærmer og shorts (sit nyerhvervede kamp-dress, naturligvis).

    - Hala Madrid

  3. #33
    Tilmeldingsdato
    Jul 2003
    Indlæg
    3,147

    Stade de la Mosson, Montpellier, Frankrig.

    Stadionpanelet drog lørdag d. 27. februar til Montpellier, for at se de lokale helte fra Montpellier Hérault SC tage imod Stade Rennais FC på Stade de la Mosson.



    Hjemmeholdet fra Montpellier var inden kampen overraskende placeret på en andenplads. Samtidig er de rækkens bedste hjemmehold, med 28 point i kun tolv kampe. Rennes lå placeret midt i rækken, inden for rækkevidde af Europa League-pladserne.


    Tilgængelighed - er det til komme dertil.

    Vi havde lejet en bil i Marseille, hvorfra der er halvanden hundrede kilometer til Montpellier. På trods af at have bestilt en GPS, fik vi en bil uden, og måtte derfor ty til gammeldags metoder som vejskilte, terrænorientering og verdenshjørner. På trods af dette, fandt vi til Montpellier uden problemer, og efter en lille gåtur i byen, og et kig på et lille bykort, kørte vi fejlfrit i øst-nord-østlig retning, hvor vi hurtigt stødte ind i skilte der viste til stadion. Vi kunne også konstatere at der gik både sporvogne og busser til stadion, der lå små ti minutter uden for byens centrum, så det var ikke svært.


    Kontrollørerne - venlige/uvenlige.

    Den første kontrollør vi stødte på, stod ved indgangen til et parkeringsområde, som jeg af gode grunde gerne ville stille bilen i. Det var dog reserveret til sæsonkortholdere, men han var meget venlig og fortalte at der var pladser nok rundt om hjørnet i det lidt kedelige HLM-kvarter vi befandt os i.



    Da vi gik ind, spurgte en af kontrollørerne os også hvad vi havde givet for billetterne, og i al den informationsudveksling der fulgte, glemte han mere eller mindre at kontrollere os for pyroteknik og knive, og det var jo også meget venligt.



    Indenfor stod kontrollørerne tæt, men selv om det var nogle store brød de fleste af dem, var de venlige og smilende, også over for særdeles ebrierede stemningsfontæner. På det nedenstående billede, er fontænen blevet bedt for femtende gang om at lade være med at hive i banehegnet, hvilket vagten som det kan ses tager meget godt humør.



    Tilskuerpladserne - udsyn, komfort osv.

    Vi havde købt pladser på Rousillon, der er Haut Languedoc-langsidens nedre del. Vi sad på række seks eller syv, hvorfra udsynet var okay, men heller ikke mere. Blandt andet skærmede udskiftningsbænkene for det ene hjørne af banen, ligesom nogle meget høje hegn om trapperne var et irritationsmoment.



    Faciliteter - toiletter, lystavle m.m.

    I hvert hjørne af stadion er placeret to store skærme, hvoraf den ene ikke var tændt, og ikke syntes at have været det i lang tid. På den virkende skærm kunne man se de vanlige informationer som stilling, tid, udskiftninger og en reklame for den kommende kvartfinale i kvindernes Champions League mellem Montpellier og rædderlige Umeå fra Sverige.



    Under tribunen var der rene toiletter.



    Der var også en fan-shop, som man fik adgang til ved at gå igennem logeområdet på langsiden.



    Fanshoppen solgte det samme merchandise man finder alle steder. Jeg undlod at købe en kasket, selv om jeg ellers ville være temmelig uimodståelig i så flot en hat.



    Øl, vand, pølser osv. - Kan man få stillet sin sult

    Jeg må med skam i livet erkende ikke at have smagt på øllen, da jeg som tidligere skrevet var i bil.Det viste sig dog at øllen faktisk var alkoholfri, hvorfor tabet er til at overse. Panelet investerede til gengæld i et par halvflade colaer og en spændende hotdog, der smagte helt og aldeles elendigt.



    Der blev også solgt sandwiches under tribunen, og panelet havde svært ved at undertrykke en fnisen, da en kunde spurgte til sandwichenes indhold, og den lille pige bag skranken stolt fortalte om de flere forskellige slags ost de kunne tilbyde.

    En trind ældre herre gik rundt og solgte chips og karameliserede jordnødder på langsiden. det kunne vi ikke stå for, så jeg bestilte en pose, og han kviterrede ved at kaste en op til mig og en til jeske, og så bede om betaling for begge. Et elegant opsalg, og til 1 € per pose, var det også ganske fin pris.






    Priser - er det dyrt/billigt.

    Billeterne til vores pladser vist 28 €. Der var også dyrere pladser, på den øvre del af langsiden, og billigere på den modsatte bizart store udækkede langside. 200 kroner for at se fransk topfodbold er okay.



    Tilskuere - Opførsel, stemning osv.

    Montpelliers fans har hjemme bag det ene mål, og selv om de ikke er så mange som i Marseille, Paris eller Lens (de tre franske hold jeg tidligere har haft glæden af at opleve), så var der fin lydstyrke på. De startede kampen med en hurtig tiffe.



    En lind strøm af romerlys blev tændt, særligt lige før kampen og det første kvarter. Efterfølgende blev de kastet ind på banen, hvilket 'lørerne tog roligt, så jeg gætter på at det sker til hver kamp.



    Der var kun 15000 til kampen, måske fordi det dagen igennem havde regnet kraftigt. Montpelliers gennemsnit på lidt over 17000 per hjemmekamp er dog ikke voldsomt, for et stadion med plads til det dobbelte.



    Rennes AWAY Crew bestod af en tyve mennesker, i modsat ende, der ikek kunne høres, og udelukkende gjorde sig bemærket, da de var ved at hænge deres banner omvendt. Resten af publikum var en broget flok, alt fra yndige pigebørn i selskab med kærester, til disse to charmerende fyre, der ikke fandt at have den enes dreng (antager jeg) på slæb, på nogen måde måtte begrænse promillen.



    Programmet

    Ligesom med øllen, fejlede panelet i jagten på et program. Vi så flere gå rundt med et fint glittet A4-program, men fandt det ikke til salg nogen steder.

    Kampen

    Montpellier overvandt en lidt tvivlsom start, og vandt 3-1. Målene kan ses på TV2 Sports hjemmeside. TV-billederne medtager dog ikke de to røde kort Rennes skrabede til sig, det første til Mangane, for to klare frispark, der med en lidt strengere tolkning af hvad der er en oplagt målchance, begge kunne have været røde. Efter slutfløjtet røg Gyan helt op i det røde felt, og forsøgte flere gange at komme i decideret slåskamp med Montpelliers spillere. Han blev ført ud af sine medspillere, men fik på vejen et rødt kort af dommeren, og så har man set det med.

    Konklusion - Hvad er helhedsindtrykket.

    Stade de la Mosson er et bizart og grimt stadion. Det blev renoveret før VM 98, og blev også brugt under rugby-VM i 07, men det er lidt svært at se hvad pengene er brugt til. Den ene langside er et enormt betonmonster, der til vores kamp var meget tom, og det kan da heller ikke være behageligt at sidde i 70 meters højde i februar. Hjørnene på stadion forekom lidt ufærdige, og i det hele taget lignede det at stadion var bygget i flere omgange og af flere forskellige samlesæt.

    Stemningen var god, forholdene i orden og spillet på et teknisk niveau, som Superligaen ikke kan matche. Det er dog et stadion der ikke fungerer optimalt, da det er for åbent og for stort.
    What a coach does is attempt to increase the index of probability when it comes to winning a match. As a coach all you can [do] is deny fortune as much of its role as you possibly can ~ Juanma Lillo
    Mads740's Avatar


  4. #34
    Elle er offline Teddy Stadium Survivor
    Tilmeldingsdato
    Aug 2004
    Indlæg
    630

    Bloomfield Stadium, Tel Aviv-Yafo

    Lørdag d. 8. maj havde jeg fornøjelsen af at overvære lokalderbyet mellem Hapoel Tel Aviv og Maccabi Tel Aviv.

    vs.

    Kampen blev spillet på Bloomfield Stadium, som fungerer som hjemmebane for begge hold, men på dagen var Hapoel hjemmeholdet og Maccabi udeholdet.

    Idet jeg kun var udstyret med mit mobilkamera til kampen, skal jeg på forhånd undskylde billedkvaliteten. Eventuelle klager kan rettes til [email protected]


    Beliggenhed og transport

    Bloomfield Stadium ligger i Yafo, som er en gammel arabisk havneby, der i dag er vokset sammen med Tel Aviv, hvorfor byen rettelig hedder Tel Aviv-Yafo. Turen fra centrum af byen til stadion kan klares med bus for 10 kr. eller taxa, der koster omkring 60-70 kr. Man kan også vælge, som vi gjorde, at gå den dejlige tur langs Middelhavet fra centrum og til Yafo, en gåtur, der ikke tager mere end 40. min.

    Byen og lokalområdet

    Tel Aviv-Yafo er Israels næststørste by med ca. 400.000 indbyggere – med forstæder taler vi dog over 2 mio. mennesker. Tel Aviv blev grundlagt i år 1909, og byen havde derfor 100-års jubilæum forrige år.

    Tel Aviv-Yafo er en moderne storby og er Israels handels-, finans- og kulturcentrum. Det er Mellemøsten med en god blanding af New York, Paris og Berlin tilsat en kilometerlang strandpromenade, hvor man kan bade næsten året rundt. Læs evt. mere her i denne rejseguide:
    http://politiken.dk/tjek/rejser/rejs...icle712468.ece


    Stadion:

    Bloomfield Stadium blev bygget i 1962, men gennemgik en større renovering i år 2000. Der er i dag plads til 17.500 siddende tilskuere.



    Stadionet fungerer som hjemmebane for hele tre lokale klubber, hvoraf det tredje er klubben Bnei Yehuda Tel Aviv FC, der af praktiske årsager havde en udekamp i dagens runde.


    Kontrollørerne - venlige/uvenlige.

    Kontrollørerne var forholdsvis hjælpsomme med at vise vej til rette indgang osv., men var ellers ikke så snaksomme, muligvis fordi deres engelske begrænsede sig til at pege folk hen i den rigtige retning. Vi stod vel i kø i 10-15 min for at komme ind., men kontrollørerne var egentligt ret professionelle og der var ca. otte til at visitere ved hver indgang, hvorfor der var et rimeligt godt flow.

    Tilskuerpladserne - udsyn, komfort osv.

    Stadionet er ovalt og uanset hvor man sidder, er man tæt på banen, hvilket skaber en tæt og intens atmosfære. Den ene side er overdækket, men ellers er det et åbent stadion. Jeg vil tro, at udsynet er ganske godt hele vejen rundt, men sidder man bagerst på den overdækkede tribune, kan ens udsyn være generet af tagets bærende stolper.



    Man kunne skimte byens skyline i baggrunden, hvilket skabte en fed kulisse under nattehimlen.



    Dan Hummer havde desuden en finger med i spillet, og havde sørget for, at de bagerste rækker var ryddet.



    Faciliteter - toiletter, lystavle m.m.

    Bloomfield er ikke ligefrem topmoderne, hvad angår faciliteter. Så vidt jeg kunne se, var der kun en enkelt elektronisk lystavle, uden mulighed for at vise billeder eller grafik.



    Toiletterne var dog ganske pæne, der var egentligt ikke så mange, men der syntes ikke at være kø på noget tidspunkt, hvilket formentlig hænger sammen med, at der ikke serveres øl på stadion.





    Øl, vand, pølser osv.

    Som sagt serveres der ikke øl på stadion. Vand kostede 15 kr., hvilket jo er rimeligt nok. Derudover kunne man få sig en noget tam kosher hotdog for 25 kr. Pølsen havde egentligt en ok krydret smag, men ellers var den ikke noget særligt.



    Tilbehør var der ikke meget af, men man kunne nuppe et par poser ketchup eller sennep.



    Priser: er det dyrt/billigt?

    Vi købte vores billetter af en billethaj foran stadion umiddelbart før kampen og måtte punge ud med ca. 300 kr. pr. billet, hvilket er ganske pebret fodboldniveauet taget i betragtning. Havde vi købt billetter på forhånd, havde vi dog kunne have skaffet os billetter fra omkring 150 kr.

    Tilskuere - Opførsel, stemning osv.

    Spillerne løb på banen til tifo (om den var bestilt af klubben, melder historien ikke noget om), flag samt romerlys med tilhørende røg.



    På det lille og kompakte stadion formåede de to fangrupper at skabe det man populært kalder et inferno, så der var god larm kampen igennem. Stemningen var med andre ord som den skal være til et derby; levende, intens og med en god portion had.



    Da Maccabi Tel Aviv var på udebane til dagens kamp, havde de kun fået pladserne i den ene ende af stadion bag målet. En apartheidsmur, der visse steder nåede op på næsten 2,5 meter, holdt dog de to fangrupper adskilt. I pausen blev der kastet et par sodavand frem og tilbage over hegnet, hvilket passede mig ganske fint, da der ellers ikke var nogen officiel pauseunderholdning.



    Programmet

    Kampprogram måtte man ligesom øl kigge langt efter.

    Kampen

    Kampen var næstsidste runde i slutspillet i den bedste israelske række, Ligat Toto. Før kampen lå Hapoel Tel Aviv på førstepladsen med et points forspring ned til Maccabi Haifa, der samtidigt med kampen i Tel Aviv spillede på hjemmebane mod vores gamle venner fra Beitar Jerusalem. Maccabi Tel Aviv lå langt efter på tredjepladsen, og havde ud over at forsvare denne, altså primært som gulerod at drille ærkerivalerne fra Hapoel Tel Aviv.

    Kampen blev aldrig den store fodboldmæssige oplevelse, men var præget af intensitet og hård fight. Hapoel Tel Aviv dominerede kampen fra start til slut, men var for uskarpe på dagen, hvorfor det hele endte 0-0. Kampen var dog ganske medrivende og på ingen måde kedelig.

    Maccabi Haifa spillede som sagt samtidigt, så alle fulgte spændt stillingen i den kamp på mobilen. Haifa bragte sig foran 2-1 med 10 min. igen, en stilling der holdt hjem, hvilket medførte stor jubel blandt Maccabi Tel Aviv-supporterne. Resultaterne betød altså, at Hapoel Tel Aviv mistede førstepladsen på næstsidste spilledag og nu har 2 point op til Maccabi Haifa.

    Bonus-info:

    Skulle landsholdet floppe til sommerens VM, bør Morten Olsen måske overveje en karriere som træner i israelsk fodbold. I hvert fald tog trænerne sig uden de store konsekvenser den frihed, at løbe helt ind på banen, når der skulle kommunikeres.



    I øvrigt kan det berettes, at bolddrengene havde en ganske forfærdelig dag på kontoret. De var tydeligvis mærket af den intense og hadske stemning på stadion, og flere gange var der mere end en bold på banen samtidigt ☹


    Konklusion – hvad er helhedsindtrykket

    Alt i alt en super fodboldoplevelse. Et lokalderby går man sjældent galt i byen med, og uanset om man selv er til røg og damp, er det fedt at opleve en anden fodboldkultur og stemning end den man er vant til derhjemme. Der er på ingen måde tale om et topmoderne stadion, men stemningen og atmosfæren er det hele værd, så skulle man befinde sig i området, kan jeg varmt anbefale et smut forbi Bloomfield Stadium.


  5. #35
    Tilmeldingsdato
    Aug 2003
    Indlæg
    186

    Re: The Stoop

    ›Hermed mit første forsøg på en stadion beskrivelse. Grundet lav
    ›erfaring fik jeg ikke lige billeddokumentation af det hele.


    Kontrollører:
    ›Bortset fra dem på stationen var de utroligt venlige. Ingen
    ›kontrol i indgangen ud over billet og da vi var sent på den
    ›fulgte en kontrollør os hele vejen hen til vores pladser. Eneste
    ›minus var den knægt af en vagt der åbenbart skulle stå lige foran
    ›os hver gang der var skud på mål, tilsyneladende for at være klar
    ›til at skaffe bolden tilbage fra tribunen. Proletaret går til
    ›fodbold, dem med dannelse går til Rugby, og vi så ikke en eneste
    ›politimand eller en eneste episode af utilbørlig optræden. Man må
    ›således medbringe stort set hvad man vil, termokander,
    ›frokostkurv osv.


    Er en simpel grund til det i fodbold befinder hooligans sig på tribunerne, i rugby befinder de sig på banen ;-)



    Stemning:
    ›Der er ikke meget S12-type stemning. Folk følger generelt med i
    ›kampen og reagere på det de ser. Der blev sunget et par sange
    ›forholdsvis standard ”Harlequins – klap – klap – klap” og noget
    ›lignende og så ”Come all without, come all within you ain’t seen
    ›nothing like the mighty Quins” eller noget i den stil. Google
    ›siger det er en Bob Dylan sang.

    ›Flagene bliver hevet frem når der er scoret men ellers sidder man
    ›ned og kommer med tilråb. Publikum består af fædre med knægten
    ›eller hele familier, og der blev ikke en eneste gang sunget eller
    ›råbt noget negativt til modstanderne. Intet ”you’re shit and you
    ›know you are”, ingen buh’en når en spiller var skadet, hvilket
    ›skete ofte, men som regel uden stop i spillet. Fysioterapeuten
    ›løb bare på banen midt under kampen. Og min nabo klappede intenst
    ›og uden ironi da Wasps endeligt fik scoret på trods af han
    ›tydeligvis var inkarneret Quins fan.

    Det er derfor man i rugby klapper modstanderen fra banen og allerede som ungdomsspiller lære at udvise respekt for sin modstander, hvad der sker på banen, bliver på banen efterfølgende skåler man og får en snak i klubhuset med modstanderen.


    ›Næste punkt på programmet var en konkurrence hvor to udefans og
    ›to hjemmefans skulle smide rugby fodbolde op i et to meter højt
    ›oppustet Guiness glas. På trods af at det så helt uhyggeligt nemt
    ›ud lykkedes det udeholdsteamet at ramme ved siden af 9 ud af 10
    ›gange til stor moro for kommentatoren og resten af stadion.


    Har du prøvet at have en rugby bold i hånden ?

    Kampen:
    ›Rugby er generelt et tåbeligt spil der ikke har udviklet sig
    ›markant i 150 år, men det giver et interessant indblik i hvordan
    ›fodbold blev spillet dengang. En slag sportens neandertaler.
    ›Derudover er der to varianter af Rugby. League og Union. League
    ›spilles mest omkring Leeds og er den hårde form hvor man ikke
    ›forsøger at løbe uden om modstanderen, denne kamp var Rugby Union
    ›selv om Harlequins også har et League hold.


    Du kender så tydeligvis ikke reglerne, skulle mene at rugby er et temmelig kompleks spil, der er blevet lavet flere regel ændringer i rugby de sidste 10 år end der er lavet i fodbold de sidste 140 !

    Men håber stadig du havde en god oplevelse, skal lige her til sidst oplyse dig om at de danske mestre i sporten er fra København CSR/nanok fra Christianshavn...
    Sine era e studio hafnia

  6. Den følgende bruger er enig i dette:

  7. #36
    Tilmeldingsdato
    Nov 2006
    Indlæg
    1,039

    Stadio Guiseppe Meazza - San Siro, Milano

    Stadio Guiseppe Meazza

    Bedre kendt som San Siro og delt hjemmebane for AC Milan og FC Internazionale Milano.

    Turen til stadion:
    Denne ekspedition tog sit udspring i Verona, så der må lægges en to timer lang tur i tog oveni i rejsetiden i selve Milano.
    Fra Stazione Centrale er der forskellige kombinationer af metroer, sporvogne og busser der bringer en rimeligt nemt til stadion. Prisen for en enkeltbillet pr. rejse til hele byzonen er 1 euro, så det må siges at være billigt.

    I dagens anledning virkede metroen dog ikke, men de lokale fik mig gelejdet ind i en bus der principielt går direkte til stadion. Kun principielt fordi det givetvis forudsætter at der ikke forekommer biluheld midt i bus/sporvognsbanen der stopper al gennemkørsel. I et sådant tilfælde må man gøre som de lokale og lave en lille flygtningekaravane hen til nærmeste sted hvor bagfra-kommende busser kan passere.

    Hvordan man end tager afsted skal man sandsynligvis af på stationen Lotto, hvorfra der er en god kilometers gåtur til stadion. Denne gåtur går forbi en meget lang mur hvor Inters og Milans fans skriver små hilsner til hinanden. 'Champions 2010!', diverse tilsvininger og en lettere kryptisk besked på engelsk, som det er tilladt at prøve at klargøre hvis der er nogen interfans der har styr på den slags. 'Masse is a pussy that nobody wants to fuck' tilsat en meterlang tegning af en stiv penis. Hvad bemeldte penis skulle illustrere til teksten stod lidt uklart, men man kan spekulere i hvorvidt kunstneren fandt en skede lidt for abstrakt at tegne. Da jeg ikke lige fik taget et billede af bemeldte ensemble må jeg hermed bringe noget til eventuelle læsere med en fetish for italienske mænd i uniform, som et lille plaster på såret. En af de andre ting man kan se rigeligt af på vej til stadion.


    Men imens man tænker over den slags små fodboldkulturelle specialiteter, kan man man langsomt begynde at overveje om man skal have en lille forfriskning med, inden man rammer stadion. På turen mod foden af San Siro er der en lang række souvenirboder og, i særdeleshed, madboder, enkelte med øl. Derfor, og af grunde jeg straks skal uddybe, kan vi lige så godt springe direkte til mad og forfriskninger.

    Maden: Madudvalget må, desværre, deles skarpt op imellem mad indenfor stadion og mad udenfor stadion. Udenfor stadion finder man et mindre karneval af boder med gelato, sandwiches, burgere, pizza, hotdogs, popcorn og de søde søde øl.

    Jeg valgte ikke at stoppe op og proppe mig. Dels fordi jeg ikke var specielt sulten og dels fordi jeg antog at udvalget ville være noget lignende indenfor. Lad det være en advarsel om ikke at gøre den antagelse, hvis turen en dag går til Milano.

    Hovedsageligt foregår madsalget i en dårligt tilgængelig bod under tribunen, hvor man kan få lidt pannini, popcorn, sodavand og espresso. Ingen stadionpølse eller øl var der at se, så jeg satte mig nedslået op på tribunen og kiggede rundt. Der kan man finde dem her:

    Mobile sælgere med chips, snacks, juice og sodavand. Igen, det er hvad det er, så jeg valgte at springe over. Jeg skal beklage manglende anmeldelse af prisniveauet for maden, men generelt ligger madpriserne vel ca 20 procent under de danske.

    Kontrollører/sikkerhed:
    Der er i alt fem poster hvor man bliver kontrolleret inden man kan sætte sig på sit sæde og beklage sig over trænerens dispositioner.
    1. Billetsalget: For at købe en billet til San Siro skal man fremvise eller registrere, hvis man køber på nettet, sit pas eller kørekort (jeg klarede det med kørekort i lokalt billetsalg i verona). Bonusinfo: Hvis man kommer på at se en kamp i 11. time, så man ikke kan nå at få en billet med posten, og ikke gider tage til San Siro efter en billet er der billetsalg i et uendeligt antal banker og billetsalgssteder over det et meste af Italien, og især de nordlige byer. Men efter alt det har man sin billet i hånden. Denne til 38 euro, ca. 280 kr., for en plads rimeligt centralt på langsiden, ring to.

    2. Ydre hegn: Her skal der fremvises ID igen. Igen virker kørekort fint.

    3. Taskekontrol imellem hegnene: 'vil du lige åbne tasken?' 'jojo' tasken åbnes og vagten skimter lidt ovenfra og ned i tasken. Min jakke lå øverst, så jeg kunne principielt have haft et dusin romerlys med i tasken uden at han havde set noget til det. Havde jeg vidst dét ville jeg givetvis have sparet mig selv for en ret ubehagelig pakningsproces ved at have mit pyro med i tasken, men så ved kommende besøgende da dét. Der var ingen visitation.

    4. Indre hegn: Her skal billetten scannes før man kan gå igennem et tungt drejegitter. Selvom det kun er fjerde trin var det dog det sidste sted man blev 'rigtigt' kontrolleret. Alt i alt havde jeg ventet noget i den tungere ende på kontrolskalaen, hvor 1 gennemføres ved at smide en euro i en døddrukken stewards espresso-kop og 10 involverer sporhunde og gummihandsker. Alt i alt må det vel blive et 5-tal fordi visitationen var så mangelfuld, imens registreringen var ganske universel ift. ID og scannere ved to af posterne.



    5. Kontrolposter for 4-6 sektioner pr. stk: Når man kommer ind til det store område imellem hegnene og selve stadion gælder det om at finde den rigtige indgangssektion. På billetten står der en henvisning til en af det dusin porte der er ved hegnet, men derefter gælder det om at finde en port der passer til sin sektion, men det kan godt blive lidt uoverskueligt når der spædes op med VIP-indgange, presseindgange og hvad der ellers var. Gæster der køber billet til tredje, og øverste, ring skal benytte de runde tårne som indgang, de viser sig at være lange, lange vindeltrapper op til toppen. Her valgte jeg så at spørge en kontrollør om hjælp.

    Kontrollører, venlige/uvenlige: Ovenstående kontrollør (til venstre) guidede mig ganske hurtigt imod en indgang, så jeg var hurtigt positivt stemt over serviceniveauet. Lige indtil jeg fandt ud af at han havde sendt mig i den forkerte retning, men han skal da have kredit for at prøve. I andet forsøg fik han dog vist mig til den rette indgang. Der mødte jeg så det sidste par kontrollører. Jeg spurgte dem om de ville stille op til et billede, til ære for nogle dusin danskere, og det gjorde de gerne. Den ene af dem insisterede tilmed på at jeg skulle sende ham billedet på facebook, hvad jeg så gjorde.

    Alt i alt en fin oplevelse. Der var smil og hjælpsomme miner over det meste. Selv politiet virkede ganske tilfredse med tilværelsen.


    Toiletforhold: Ej til nummer to, så hvis man har et togsæt på vej bør det nok bortrangeres i god tid. Toiletterne var ikke udpræget pæne eller mangfoldige.


    Stadionopbygning: I mine øjne er Guiseppe Meazza et ganske flot stadion, med behagelige linjer over det meste. Stadion består af tre etager, eller ringe, hvor de to første er ubrudte hele vejen rundt, med undtagelse af adskillende glasvægge, og den tredje springer en langside over. Antageligt for at have et sted hvor solen kan skinne på plænen og givetvis for at have et sted at hænge stadions enlige, men enorme, storskærm.

    Set med front imod skærmen sidder kernen af hjemmeholdets fans (i al fald Inters) på anden ring af venstre endetribune.

    Det skal dog ikke sige at Der kun er aktive fans dér. I den modsatte ende findes der også entusiastiske elementer. Herfra kom eksempelvis kampens tifo, hvad der måske svarer til at sætte a-tribunen til at lave tifo så c-tribunen kan se den. I dagens anledning, en onsdag aften, var den nævnte endetribune ligeså sparsomt befolket.

    Udeholdets fans var placeret langt oppe i hjørnet af tredje ring og var svære at få øje på.

    Sæderne: Er nogle små plastikting der er placeret ualmindeligt tæt. Man sidder principielt fint, forudsat at man ikke er højere end 1,60 og er udstyret med ualmindeligt sparsomme skuldre. Disse to parametre betyder mest noget hvis der sidder nogen på de to sæder foran, de to ved siden af og de to bagved, eller at hvem der end sidder der enten er børn eller dværge. Det holder ikke rigtigt.


    Kampen - 1. halvleg: Bari lagde hårdt ud med en hurtig flugter på overliggeren, men spillet vendte sig hurtigt imod gæsterne. Kampen skred frem i et adstadigt tempo de første tyve minutters tid imens Inter lod til at spille sig varme. I mellemtiden var det mest underholdende element hjemmeholdets fans. De var utroligt medlevende, taget i betragtning at der var tale om en onsdag aften hvor der kom et tredjerangshold på besøg. Masser af sang og hop.

    På den internationale hatskala trak det til 5 ud af 10, for den gode sangindsats. Min personligt største oplevelse er fortsat den costaricanske clasico ligafinale i San José. I nærværende tilfælde blev der hverken fyret pulverslukkere af, spyttet på folk der passerede under ydersiden af ultra-tribunen, ej heller startet en eneste slåskamp. Vigtigst af alt var der ingen x-faktor, intet nyt til galleriet. Hvis publikum ikke er sure nok til at slynge tusindvis af papskåle med risret på banen, så er de ikke rigtigt sure, i min bog. Hermed vil jeg endnu engang udtrykke min skuffelse over madudvalget på stadion.

    Bevares, det gjorde oplevelsen mere behagelig, men hatskalaen er hvad den er. Det respektable femtal opnåes til dels ved det enlige romerlys der blev fundet frem da Milito scorede kampens første mål. Fans omkring mig fejrede målet med indsmuglede miniflasker sprut
    1-0 Milito
    Stemningsvideo:
    Følgende er mine egne optagelser fra kampen.

    http://uk.youtube.com/v/ycP35b_kUDg
    2. Halvleg:
    2-0 (p) Eto'o, en barimand slog et indlæg væk med hånden, men fik af en eller andet grund intet kort. Straffe, Eto'o, business as usual.

    3-0 (p) Eto'o, denne gang bliver en interspiller fældet i det yderste hjørne af feltet da han passerer skrå tilbage i banen. Dumheder straffes som bekendt når man står overfor Eto'o, så han satte nok engang bolden i nettet.


    4-0 Milito, et fint kontramål som jeg fangede på youtube, da jeg var skredet for at nå det sidste tog til verona inden trafikken satte ind.


    Bonusinfo: Trafikken består i særdeleshed af enorme mængder scootere, i kontrast til københavns cykler.


    Konklusion: Pengene og turen værd. En god oplevelse, men sørg for at finde forfriskninger udenfor stadion.
    Mvh. Morten
    Mvh. Morten
    GatoConBotas's Avatar


  8. #37
    Tilmeldingsdato
    Jul 2003
    Indlæg
    3,147

    Stade de France - Paris

    Stade de France, Paris

    Lørdag d. 23. oktober begav stadionpanelet sig mod Paris’ nordlige forstæder, for at se de lokale helte fra Stade Français tage imod RC Toulon i den øverste franske Rugby-turnering, le Top 14 Orange. Panelet var noget decimeret i sin størrelse denne dag, da denne skribents rejseselskab, bestående af en pensioneret regissør fra den klassiske musikverden og en 34-årig kulturredaktør, begge af af kvindelig overbevisning, ikke helt delte min begejstring ved udsigten til fransk top-rugby.

    Hjemmeholdet
    Nu handler denne tråd jo primært om stadionoplevelser, men hjemmeholdet Stade Français (SF) fortjener måske en smule præsentation, ikke mindst da de nok primært er kendt af folk på Sidelinie, fordi de gennem tiderne har haft nogle særdeles aparte trøjer. Et mindre udvalg kan ses nedenfor.


    SF er en gammel klub, og vandt i begyndelsen af forrige århundrede mange titler. Derefter blev der mere stille om klubben, der tilbragte tiden i de lavere rækker, indtil rigmanden Guazzini, grundlæggr af NRJ-radiostationerne, kom til i 1992. I 1995 fusionerede SF med en anden parisisk klub, Comitie Athletic St Germain, og fortsatte sin kurs mod toppen af fransk rugby og fem mesterskaber på ti år (98, 00, 03,04, 07).
    Guazzini er manden der har udtænkt holdets image, der udover de lyserøde spraglede trøjer, også indebærer en svært herlig homoerotisk årlig kalender, hvor overskuddet går til velgørenheden, og masser af underholdning i forbindelse med kampene.



    Normalt spiller holdet sine hjemmekampe på det mindre Stade Jean-Bouin, men i denne sæson holder SF til på Stade Charlety, mens der ombygges. Guazzini fik dog den gode idé at rykke store hjemmekampe til Stade de France for nogle år siden, hvilket har været så stor en succes, at SF har rekorden for flest tilskuere til en turneringshjemmekamp i Frankrig.

    Tilgængelighed - er det til komme dertil.
    Der ligger to togstationer lige ved siden af stadion. Jeg hoppede på et RER-tog på Gare du Nord, og derfra tog det vel et lille kvarter til den ene station. De sidste 800 meter blev tilbagelagt til fods. Det lokale kvarter, St Denis, er et af Paris’ hårdeste, men området omkring stadion er mere præget af kontorbygninger end af den virkelighed St Denis-rapgruppen NTM sang om for ti år siden.



    Det er naturligvis også muligt at tage bilen dertil, motorvejen kører lige bag stadion. Der er dog begrænset parkering, og skilte annoncerede at folk der benyttede Stade de Frances hjemmeside til at arrangere car-pooling, ville blive prioriteret. Ganske smart måde at gøre det på.

    Når man går fra stadion og ankommer til området ved stationen, annoncerer højtalere hvor man skal gå hen, alt efter hvor man vil hen, ligesom der naturligvis også er skilte. Der indsættes ekstra tog der kører med korte mellemrum, og kontrollører regulerer adgangen til perronerne, så togene ikke overfyldes. Selv om køen forekom stor, tog det ikke mere end ti minutter, før jeg sad i et tog på vej tilbage mod Paris.

    Kontrollørerne - venlige/uvenlige. Politi
    Der var flere forskellige typer kontrollører på stadion. Da jeg ventede ved billetsalget, blev den korte kø holdt på plads af fire sorte vagter i størrelse XXXL, der var lige så venlige og høflige som de var store.

    Til gengæld er det måske værd at købe billetten hjemmefra. Jeg var taget ud til stadion i god tid for at få billet, da der var udsolgt i butikkerne inde i byen. Billetskuret skulle åbne klokken 13, men med almindelig fransk stil, blev klokken tyve minutter over, før lugerne åbnede.



    Indenfor var der en slags vagter til at foretage kropsvisiteringen, en anden slags til at vise folk på plads på tribunen og, hvis man har betalt nok for sine billetter, hvilket jeg desværre ikke havde, bliver man også budt velkommen af aldeles nydelige pigebørn i røde frakker.



    Der var både almindeligt fransk politi og gendarmer til stede. Gendarmerne havde endda også taget hestene med. Der var en meget afslappet stemning både før og efter kampen, så mere end det, så man heldigvis ikke til ordensmagten.



    Tilskuerpladserne - udsyn, komfort osv.
    Stadion består af tre større ringe, hvor jeg havde fået plads på den øvre langside. Selv om jeg sad ganske langt fra banen, vel cirka samme afstand som de bagerste sæder på øvre tribune i Parken, så jeg glimrende. Stade de France er et multistadion, så der er løbebane rundt om banen. De nedre tribuner er dog lavet som teleskoptribuner, der kan rykkes tilbage for at give plads til atletik eller motorvæddeløb, eller frem ved fodboldkampe, så afstanden mellem banen og tilskuerne mindskes. Jeg synes det fungerede godt.



    Sæderne var rene og med ryglæn, og som en særlig luksus var der endda en lille smule luft imellem de enkelte sæder, så de mere bredrøvedeskuldrede iblandt os, også kan være der.



    En ekstra bonus ved min plads, var udsigten til Sacré-Coeur og Eiffeltårnet.



    Stade de Frances særlige kendetegn er dets tag, der svæver over stadion som en hvid glorie. Det ser ganske godt ud, men det havde dog den kedelige virkning, at vinden var ganske stærk på min plads.



    Faciliteter - toiletter, lystavle m.m.
    Der er to storskærme i hver sin ende af stadion, der serverede en ind strøm af reklamer, informationer og viste ikke bare highlights, men hele kampen på skærmen.


    Jeg undlod at tage et billede af tyve urinerende franskmænd på toilettet, men nøjedes med dette billede af indgangen til et af de mange og rene toiletter på stadion. Selv om der var 70000 til kampen, så jeg ikke til alvorlig kødannelse, hverken ved toiletter eller ved boderne.



    Derudover var der også opstillet pengeautomater på stadion, så man kan hæve kontanter til boderne.



    Øl, vand, pølser osv. - Kan man få stillet sin sult
    Uden for stadion, er der lavet en promenade, med en lang række cafeer, af mere eller mindre interessant snit. Her kan man få en øl eller en sandwich, eller man kan gå videre til en af de mange boder, der solgte kebabs, pomfritter, slik, pølser, sodavand, Heineken-øl og ragelse. Der lå desuden også en biograf, en sportsbutik og et byggemarked, så konen kan parkeres til Dirty Dancing eller noget lignende rørstrømsk lort, mens far diskuterer tømmer eller køber nye golfkøller før kampen.





    Jeg købte en sandwich américain uden for stadion. Det er et baguette, fyldt med pølser, enten almindelig hotdog-variant eller, som jeg valgte, en krydret merguez, og så pomfritter oven på. Dyppelensen sørgede man selv for, der var mayo, ketchup og stærk sennep. Servietter kunne de dog ikke klare. Sandwichen var god, selv om kombinationen syntes lidt mærkelig.




    Inden for på stadion, kan man købe et bredt udsnit af mad og drikkevarer. Da jeg ikke kunne klemme noget ned efter pølsepomfrit-orgiet, købte jeg kun en cola. Øllen var alkoholfri, og derfor naturligvis ikke værd at smage. Om den derfor er bedre eller værre end Parkens frugt/opvaskemiddel-Champions League øl, må være op til andre at vurdere.





    Hvis man ankom til stadion tidligt, var der favorable priser. F.eks kunne man få en hotdog med merguez-pølse på stadion til kun 1 euro mellem 1430 og 1530 (kampstart var 1630). Dette er jo en fin måde at motivere folk til at komme til stadion i god tid.



    En interessant detalje, er at man ligesom på festivaler og andre stede, betaler pant for sit øl eller sodavandsglas. Så sparer de lidt oprydning.



    Priser - er det dyrt/billigt.
    Priserne afhænger af pladsens beskaffenhed og af hvor tidligt man er ude. De allerbilligste billetter var til 5 euro, og så gik de ellers op til 65, hvis jeg husker rigtigt. Jeg valgte mellemvejen, og tog en billet til 35 euro, hvilket for toprugby på et virkelig godt stadion og stort opsat show, er aldeles rimeligt. Som det vil være en del bekendt, betalte jeg for nylig en del mere for at se svensk sekundafodboldældgamle stadions.

    Min sandwich kostede 11 euro med en cola-sidevogn, og det er vel i den dyre ende, for mad i Paris.

    Kändisar
    RC Toulon stillede med Johnny Wilkinson på holdet, manden der egenhændigt (egenfodigt?) sparkede VM-trofæet til England i 2003. Han blev modtaget med store klapsalver på stadion, og kvitterede ved at lave Toulons femten point. På fotoet hamrer han den utageligt op i krogen, eller hvad det hedder på rugbysk fra herrevildtlangt ude + der var modvind.



    Underholdning
    Som skrevet i indledningen, har Guazzini indført at kampe er en helhedsoplevelse, med stort opsat show. Først blev der spillet og danset noget argentinsk musik og dans, i anledning af Argentinas 200-års fødselsdag. Hvis jeg kunne huske navnet på de der optrådte, ville jeg smide det i kändisar-sektionen, for stadionspeakeren annoncerede med stor glæde at disse var de bedste af deres slags i Argentina.




    Dernæst optrådte seks franske trampolinspringere. En af dem havde vist vundet noget medalje i Bejing, men heller ikke hans navn fik jeg fat på.



    Og så var der mere dans, denne gang med sværd og ildpustere.



    Der har tidligere været cheerleadere til Stade Français’ kampe. I dag var de afløst af dansere fra legendariske Moulin Rouge, og det var da absolut et fint tiltag. Nysselige unge dame i kostumer der var ganske store, men minimale hvor det galdt.

    Jeg tillader mig at bruge lidt billeder jeg ikke selv tog på dagen, da der vist er al mulig grund til at se på disse billeder i lidt bedre kvalitet end hvad jeg kunne præstere.




    Ind kom også 1500 børne-rugbyspillere. Først Stade Français’ ungdomshold af en art, der netop havde hjemtaget et stort trofæ. Dernæst en masse børn fra samarbejdsklubber.



    Så var det tid til at bolden kom på banen, og det skulle da gøres ved at seks slaver slæbte en stor ting på hjul på banen, med en deling soldater bagved.



    Den store kasse på vognen åbnede sig, og inden i befandt sig et styk vaskeægte levende leopard, og en dame iklædt et lyserødt leopardskind.




    Stade Français havde til lejligheden fået lavet nye trøjer i netop det mønster.



    Damen i det lyserøde skind holdt en gylden bold op, og så var der ellers ganske fint udsyn til hendes nøgne bryst, og det er jo fint med lidt til husarerne.



    Og så kom spillerne ellers på banen, med bulder og brag (og en video optaget med svært rystende hånd, undskyld), Pink Floyd, et hav af lyserødt og såmænd og en gang pyroteknik.


    http://uk.youtube.com/v/qsJgvXv1NF8

    I pausen blev der spillet “drop”, altså at sparke bolden mellem stængerne, mellem to flok drenge fra to klubber.



    Efter kampen var der stort fyrværkerishow.


    http://uk.youtube.com/v/_eaEUICrx6A

    Tilskuere - Opførsel, stemning osv.
    Som SuperSharpShooter skriver i dette indlæg, tiltrækker rugby en anden type fans end fodbold. Der var 69880 til stede denne lørdag, og en god del af disse var sort/rødt-klædte toulonaisere, der sad blandet med lokale fans. Det var der ingen problemer i, og i de første 70 minutter, var de også de mest højlydte. Da SF så fik scoret kampens eneste forsøg, overtog de to lokale fangrupper i hver ende af stadion lydbilledet.



    Uden for stadion fik jeg øje på den lyserøde barm.


    Desværre lignede hun et uheld i ansigtet.

    Hjemmeholdet havde desuden hjælp af et trommeband, der hjalp til med at få det meste af stadion med på: klap-klap-klapklapklap PARIS. Desuden sang begge holds tilhængere med på: ♪ allez-allez, allez-allez, allez-allez le Stade Français / les Toulonais ♪

    Kampen
    Selv om jeg selv har spillet en smule rugby i min allerførste skoletid og også EA Sports Rugby, er jeg ikke helt skarp til at lure hvornår en kamp er god. Jeg følte mig dog fint underholdt, af en sportsgren der både byder på finesse, brutalitet og store tacklinger. De sidste ti minutter af kampen, inklusiv SFs afgørende scoring, kan ses her:


    http://uk.youtube.com/v/VpVbIBCfR3E

    Konklusion: hvad er helhedsindtrykket?
    Jeg havde fravalgt en tur til Parc des Princes for at se PSG mod Auxerre og det fortryder jeg ikke. Stade de France er et fantastisk stadion, et af de bedste jeg har besøgt. Selv om jeg som fodboldfan, kan savne den intense atmosfære der er ved en stor fodboldkamp, byder rugby og Stade Français på en helhed, man bør opleve.



    Flere billeder her.
    Sidst redigeret af Mads740 : 26.10.10 kl. 22:53
    What a coach does is attempt to increase the index of probability when it comes to winning a match. As a coach all you can [do] is deny fortune as much of its role as you possibly can ~ Juanma Lillo
    Mads740's Avatar


  9. #38
    Tilmeldingsdato
    Oct 2005
    Indlæg
    822

    Re: Stade de France - Paris

    The Hawthorns, West Bromwich, Birmingham, UK

    Jeg undskylder på forhånd for manglen af billeder, jeg ligger pt. inde med et 30 år gammelt analog kamera uden blitz, så der er altså ingen hotdog, toilet eller pub-billeder :(

    Jeg er fornyligt flyttet til London og kan derfor følge West Bromwich på nærmere hold end førhen. For to weekender siden fik jeg, efter et par udekampe i London i tidligere sæsoner, endelig besøgt klubbens hjemmebane The Hawthorns.

    Jeg tog turen op fra London Euston, og ankom til Birmingham New Street kl. 12. Turens længde og pris afhænger af hvilket tog man tager, men generelt tager turen ca. 2,5 time. I Birmingham mødte jeg min engelske ven Mark som havde skaffet mig en billet. I dagens anledning var prisen sølle £10 for en langsidebillet. Vi slog os ned på en af de mange pubber i byens centrum, hvor fans fra alle byens klubber holder til. På trods af at læderhandsker fra Armani og Adidas trainers dominerede billedet, var stemningen ganske fin, og der var absolut intet optræk til ballade. Der løber mindre grupper rundt i gaderne derovre, men det er virkelig noget man skal opsøge med al sin energi hvis man ønsker at tage del i det. Alternativt kan man selvfølgelig tage ud til de forskellige områder omkring byens stadioner, hvis man vil omgive sig med medfans.

    Efter to timers indtagelse af øl på pubben drog vi mod Birmingham Snow Hill, som er en mindre togstation i byens centrum. Herfra tog vi toget til The Hawthorns, det er blot 2 stop og tager kun 5-6 minutter, så man behøver ikke at tage afsted fra centrum af byen før 20-30 minutter før kampstart. Allerede i toget er det tydeligt at du er i England til fodbold, det vrimler med mennesker, og alle tager del i samtaler om dagens startopstilling, hvor ulækre Wolves er etc. Fra The Hawthorns station er der ca. 500 meter til The Hawthorns, som er et klassisk engelsk forstadsstadion med over 100 år på bagen. Der er plads til 26.500 mennesker. Dagens modstander hed Fulham, en klub som er notorisk for deres pauvre udebanesupport.



    Jeg har som nævnt ingen billeder af hverken forplejning eller toiletter, sidstnævnte var af ganske fin kvalitet, en smule bedre end Parken, men ikke noget råbe hurra for. Forplejningen var faktisk værre end i Parken, sortimentet bestod af nogle utroligt kedelige pies, nogle frastødende færdiglavede burgere og pølser samt de obligatoriske crisps. Det kan helt klart anbefales at stille sulten i de mange boder udenfor. Her kan man både erhverve sig pølser, pies osv af ganske fin kvalitet.

    På tribunerne var der selvfølgelig en stor mænge stewards, og i vaskeægte Barca-stil rejste man sig kun ved optræk til chancer. Storskærmene med stillingen blev ofte afbrudt med meddelelsen: "Sit down if you love football.". På endetribunerne blev der dog stået og sunget en del. Den ene endetribune huserer grupperingen The Bomber Squad som har fået lov at stå op, og det fungerer faktisk ganske fint. Lydtoppene er helt ekstreme, og særligt "The Lords my Shepherd" som synges efter scoringer fik hårene på armene til at rejse sig.

    Kampen foregik i et hæsblæsende tempo, og efter bare 11 minutter tog Fulham føringen på et ganske heldigt langskud som ramte Carson i ryggen. WBA var dog banens bedste hold, og inden pausen var stillingen 2-1 efter mål af Mulumbu og Fortuné. Det blev også resultatet, efter en rimelig stille 2. halvleg, som dog var domineret af hjemmeholdet.




    Efter kampen tog vi på Cricket Club nede af vejen, hvor der blev skyllet endnu flere øl ned, imens dagens andre resultater blev diskuteret. Det dæmpede selvfølgelig ikke på stemningen af WBA en kort overgang lå på 5. pladsen.

    Det er uden tvivl en tur jeg vil gentage mange gange, men den er helt klart også anbefalelsesværdig til den neutrale fodboldfan. West Bromwich er et vaskeægte arbejderklassekvarter, og på trods af mange besøg på diverse engelske stadion synes jeg at den engelske fodboldkultur fanges rigtig godt på The Hawthorns. Derudover spiller WBA noget meget offensivt fodbold, og man får helt klart noget for pengene.

    På onsdag står jeg i udeblokken på Upton Park og vil forsøge at anskaffe mig et kamera der kan dokumentere oplevelserne lidt bedre.
    EC1V Finsbury

  10. De følgende 5 brugere er enige:

  11. #39
    Tilmeldingsdato
    Oct 2002
    Indlæg
    2,450

    Craven Cottage, London

    Så kaster jeg mig ud i mit første stadionindlæg.

    30. oktober 2010 var jeg + den bedre halvdel og et slæng venner nemlig en tur på gode gamle Craven Cottage i London og se Premier League-opgøret mellem hjemmeholdet Fulham FC og gæsterne fra Wigan Athletic.

    Det var mit første besøg på Craven Cottage, selvom jeg faktisk har set Fulham på hjemmebane før, men det var i en periode, hvor man spillede et antal hjemmekampe på legendariske Loftus Road.



    Tilgængelighed – er det til at komme dertil?

    En flybillet til London kan efterhånden erhverves for nogenlunde det samme som en retur til Odense, så det er næsten det mindste problem.

    Craven Cottage ligger pittoresk placeret helt ud til Themsen i den sydligvestlige del af London, men desværre ikke så tæt på en Tube-station så det gør noget. Ingen af os havde været på stadion før, men et hurtigt blik på et bykort fortalte os, at både Fulham Broadway (som i øvrigt ligger klods op af Chelseas hjemmebane, Stamford Bridge), Parsons Green og Putney Bridge, alle på Wimbledon-linjen, lå i nogenlunde samme afstand af stadion.
    Vi besluttede os for at mødes på Putney Bridge, blot for i toget at konstatere, at der ikke kørtes længere end til Parsons Green grundet sporarbejde. Det endte derfor med en gåtur på ca. 20 min., noget længere end vi havde regnet med. På hjemvejen opdagede vi så, at Hammersmith var betydeligt tættere på, men så ved man det til næste gang.

    Kontrollørerne - venlige/uvenlige

    Vi skulle sidde i den såkaldte Putney End, der rummer både udeholdets og neutrale tilskuere, så det var jo passende, da ingen af os var/er at betragte som Fulham-fans, selvom sympatien da lå her.

    Ved indgangen stod vores del af selskabet og ventede på resten, der ligeledes medbragte billetterne, men for at sikre mig, at vi var på rette vej, så spurgte jeg en kontrollør efter indgang P5, som var den jeg kunne huske, vi skulle bruge. Uden at kigge på mig spurgte den lad os bare sige bryske herre om, hvilken ”stand” det drejede sig, hvilket jeg ikke vidste på daværende tidspunkt, og så afviste han med få ord yderlige assistance. Ikke specielt venligt, men derudover var de kontrollører vi mødte flinke og hjælpsomme, fx disse to, der faktisk kastede nogle herlige gangsta-håndtegn umiddelbart efter jeg tog billedet.



    Tilskuerpladserne - udsyn, komfort osv.

    Craven Cottage er et klassisk, ældre engelsk stadion, med fire tribuner, tæt placeret på banen. Vi sad på den ene endetribune, ca. 10 rækker oppe, lidt ude i siden og med fint udsyn over banen. Både bagved os og på flere af de andre tribuner var der dog tagbærende stolper, der givetvis tager en del udsynet for de nærmest placerede tilskuere. På den modsatte ende kunne man således også spotte ca. 15 sæder umiddelbart en ganske bred stolpe, der af samme årsag stod tomme, selvom kampen ellers var udsolgt, dvs. ca. 25.000 tilskuere.










    I hjørnet er det selve det gamle Craven Cottage

    Selve sæderne var standardmodeller af klap-ned-plastic-typen, helt ok uden at være noget ekstraordinært. Tribunen i sig selv var i øvrigt, lidt overraskende, beklædt med træplader af en art, som publikum trampede bravt i når hjemmeholdet havde hjørnespark etc., hvilket gav en besynderlig og ganke højlydt buldren, der virkede lidt malplaceret til en fodboldkamp.



    Faciliteter - toiletter, lystavle m.m.

    Craven Cottage havde kun én simpel lystavle, oven i købet placeret bagved os, så dette kan ikke betegnes som optimalt. Dem, der sidder lige under eller bag denne må således gætte sig til, hvor lang tid der er spillet, stillingen (hvis man skulle have glemt den) etc., ligesom det må være en smule svært at se den fra den anden ende af stadion.



    Toiletterne, som jeg valgte ikke at dokumentere fotografisk, var ligeledes af den klassiske stadionvariant, helt fine i kapacitet hvad angår både pissoir og træk-og-slip, og tillige pænt rene, så ikke meget at udsætte der.

    Øl, vand, pølser osv. - Kan man få stillet sin sult

    Försäljningen ut av korv, bröd och öl, som de ville sige i Sverige, var til gengæld knap så imponerende. Vi overvejede at købe lidt mad i pausen, men opgav, da køsituationen, som afbilledet, var lettere håbløs.



    Min kæreste fik dog købt en halv liter cola midt i 1. halvleg (samtidig med at Fulham scorede til 1-0) til den nette sum af £4. En pint Fosters (tror jeg det var) kunne erhverves for £5.50.

    Hvad der derudover var af madudvalg så ret standard ud, men jeg husker det ikke præcist.

    Priser - er det dyrt/billigt.

    Vi gav £30 pund for vores som sagt udmærkede billetter (forsalg på nettet), hvilket var mid-range når vi taler billetpriser. I generel sale gik de billigste ned til £20 (bl.a. dem med begrænset udsyn), de dyreste ramte 50. For sæsonkortholdere, børn, pensionister, soldater og andre udsatte grupper (!) var der diverse rabatter, så man faktisk ku’ komme ind for helt ned til £12. I betragtning af, at vi taler Premier League, så er det ok priser, vil jeg mene, selvom det hverken var en topkamp eller et topstadion.

    Priserne på i hvert fald drikkevarer virkede pebrede, om end dog standard i PL, men alligevel, en 50’er for en fadøl er dyrt.

    Tilskuere - Opførsel, stemning osv.

    Stemningen på stadion var generelt fin og der blev sunget i moderat omfang, mest fra den modsatte ende, hvor Fulhams mest højrøstede støtter sad. Klassikere som

    ♪ Come on Fulham ♪ og ♪ we love you Fulham, we do ♪

    var blandt gengangerne.

    Derudover lå der på alle sæder sådan en besynderlig vifte af stift papir (karton hedder det vel) som man kunne klaske med, hvilket larmede ganske skrækkeligt og mindede om en engelsk version af klappepølsen. Ikke optimalt, men den blev flittigt brugt.



    I det øverste hjørne på i vores ende sad (eller stod rettere) Wigans lille, men standhaftige away crew, der prøvede at komme til orde, men uden det store held.



    Endelig sad der umiddelbart bag ved os to englændere så arketypiske at det næsten gjorde ondt, der med metertyk cockney-dialekt kom med ivrige tilråb gennem det meste af kampen, såsom ”Refe-fuckin’-ree, get some glasses”, "Come on Danny-boy, have a go!” (til Fulhams Danny Murphy hver gang denne kom inden for en afstand af 40 meter fra Wigans mål) og ”Thats just fuckin’ miserable, that is!” til de fleste af hjemmeholdets opspil. Svært underholdende.

    Og så var vi forresten ret tæt på Halloween, hvilket (gætter jeg på) afstedkom udklædningen + ansigtsmalingen hos disse unge gentlemen på rækken bag os, selvfølgelig holdt i hjemmeholdets farver.



    Om det også var årsagen til, at en håndfuld af de chilenske minearbejdere havde lagt vejen forbi skal jeg lade være usagt, men festligt indslag.



    Programmet

    Programmet kostede £3 og var ganske fint, med fyldige reportager, interviews med spillere og trænere, statisk optakt etc.



    Kendisser

    Hos hjemmeholdet var det naturligvis Brede der i mere end en forstand ragede i vejret. Derudover kunne man spotte den gamle kæmpe Mark Hughes, der har overtaget Røj Hodgsons plads på Fulhams sidelinje.





    Kampen

    Fulham vandt kampen med 2-0 på to udmærkede mål af amerikanske Clint Dempsey, begge scoret i første halvleg foran vores ende, hvilket må betegnes som optimalt. Derudover var det ikke den store spillemæssige oplevelse, ikke voldsomt mange chancer udover de to, der førte til scoringerne. Specielt Wigan havde ikke meget at byde på, og fik ikke sat Brede og resten af Fulham-defensiven på de store prøver, bl.a. fordi de, i de få tilfælde man fik flyttet spillet helt omkring hjemmeholdets felt, nipsede rundt i en grad så selv Tvillingerne og Løns i deres storhedstid var blevet utålmodige.

    Konklusion - Hvad er helhedsindtrykket.

    Fin oplevelse alt i alt, Premier League er generelt fodbold i høj kvalitet, og der var der bestemt også denne dag, selvom det var to af rækkens blødere hold, der var i kamp, på et af de mindre, for ikke at sige mindste, stadions. London er, som de fleste nok er bekendt med, en fed (fodbold-)by, og en besøg både her og på hyggelige Craven Cottage kan uden tvivl anbefales.

    duckman
    Tom, Tom, Tom, Tom, Tom, Tom Høgli!

    "I have a degree from Harvard, whenever I´m wrong, the world makes a little less sense."
    duckman's Avatar


  12. #40
    Tilmeldingsdato
    Jul 2003
    Indlæg
    3,147

    Griffin Park, Brentford, London.

    Griffin Park, Brentford, London
    Tirsdag før Chelsea-kampen, benyttede det udsendte London-hold tiden til at besøge Londons vidunderligste stadion, Griffin Park, hvor hjemmeholdet Brentford tog imod Huddersfield i Englands tredjebedste række, der på logisk vis hedder League 1.



    Brentford lå før kampen i den bløde mellemvare jf tabellen, med god afstand til nedrykningsområdet og langt op til de spændende pladser. Huddersfield var derimod et af topholdene og i en brav kamp om at sikre sig en af de to direkte oprykningspladser.

    Tilgængelighed - er det til komme dertil.
    Brentford ligger i Londons vestlige område, ikke langt fra Heathrow. Der kører både rail og underground ud i området, og vi valgte det første, hvilket tog en lille halv time.





    Fra stationen er der ikke langt til stadion



    Vi valgte at gå en lille omvej, da vi var i meget god tid, og derfor ville slå en tur forbi Brentford High Street. På vejen kom vi forbi gaden ”the butts”, hvilket vi fire voksne mænd fik megen morskab ud af.



    Dernæst gik vi det sidste stykke op til stadion igennem et typisk engelsk boligområde.



    Her var der dog også et enkelt ganske kendt hus



    Kontrollørerne - venlige/uvenlige.
    Der var ingen kontrol i dørene, og indenfor stillede diverse vagter villigt op til billeder.



    Tilskuerpladserne - udsyn, komfort osv.
    Der er fire tribuner på Griffin Park. Vi havde købt billet til Bees United Stand, der er hovedtribunen.



    Benpladsen var det småt med, så de mest ben-udstyrede måtte finde lidt alternative siddestillinger



    Til gengæld er udsigten god, så længe spillerne holder sig fra boldspil lige bag stolperne.



    Man kan komme helt ned til banen, hvor hegnet ikke er højere end at selv jeg og jøden kunne komme over.



    Den ene endetribune er i to etager og forbeholdt udeholdets fans, og der er en meget lille måltavle i hjørnet. Af årsager jeg ikke kender, har man valgt at det andet hjørne af tribunen skal udgøres af en firkantet bygning med et skur på toppen.



    Den modsatte langside hedder the Bill Axbey Stand, opkaldt efter en af klubbens mest trofaste fans, der døde for nogle år siden, 102 år gammel. Ovenpå tribunen har Qatar Airways købt plads, hvilket skyldes at indflyningsruten til heathrow gå lige over stadion, og flyene derfor med lethed kan se reklamerne.



    Den sidste endetribune er en ståtribune, hvor Brentfords mere højlydte fans holder til.



    Faciliteter - toiletter, lystavle m.m.
    Det er naturligvis ikke stadions egne faciliteter, men Griffin Park er måske mest kendt, fordi der ligger et værtshus på hvert stadionhjørne på de små veje rundt om stadion. Hvis man når en øl på alle fire i forbindelse med en kamp, opnår man en såkaldt Brentford Four, hvilket stadionpanelet naturligvis satte sig som mål.

    Første stop var the Griffin, hvor dele af filmen Green Street Hooligans blev optaget.




    Indenfor var det en ganske hyggelig traditionel engelsk pub, og vi fik overstået den første øl.
    '


    og kigget på trofæer



    Andet stop var the Royal Oak, der udefra så ganske tilforladelig ud



    Indenfor var det mere sparsomt med charmen. Bartenderne var et par tykke Vicki-trunter, og øllet blev serveret i snavsede genbrugsplasticglas.



    På et tidspunkt kom to uge friske fyre ind og satte sig i lokalet. De tykke bartenderindetrunter bad dem gå, da de åbenbart havde karantæne fra stedet, ”because they’re very naughty boys”. Så fandt vi en grimasse til lejligheden og skyndte os ellers videre.



    Tredje sted var the New Inn, hvor udeholdets tilhængere også kunne få en øl




    Det var det største sted indtil videre, og havde flere skærme der viste sportsnyheder, også i gårdhaven.



    Sidste stop var the Princess Royal



    Princess Royal var også det bedste besøgte af de fire, måske fordi vi nu efterhånden nærmede os kampstart. Det var også det eneste med dørmand, og indenfor var der mere eller mindre ryddet for inventar, og den smule der var, var boltet fast til gulvet, så man ikke kunne smide det efter andre friske gutter. Vi fik dog en øl, og fik derfor fuldført the Brentford Four.



    Efter fire øl, besøgte vi the Princess Royals toilet, hvor det kunne konstateres at samtlige vandrette overflader var dækket af noget rødt fnulder, så man ikke kunne line sine snitter op.



    Derfor hastede vi videre til klubshoppen



    Hvor der var et bredt udsnit af det samme fan-crap man finder alle steder



    Stadion ligger klemt inde mellem flere boligejendomme, så man kan følge med i folks hverdag, skulle kampen være kedsommelig.



    Toiletterne var rene og nemme at finde



    Under vores tribune, lå ”the Hive”, der fungerer som bar på kampdage.



    Øl, vand, pølser osv. - Kan man få stillet sin sult
    Der var et godt udvalg af mad og drikke. Øllet var Carling, men det måtte desværre kun drikkes under og bag tribunen



    Man kunne få både flere slags pies, pølser og pasties. Vi sørgede for at fordele ansvaret, og der var almindelige pæne ord om det hele.





    Der var rigeligt med dyppelse.



    Jeg kunne dog have ønsket mig lidt bedre bestik, da den lille plasticgaffel ikke helt stod mål med mine pies sprøde kanter.



    Priser - er det dyrt/billigt.
    Vi gav 22.5£ for pladser midt på langsiden, hvilket er i den pebrede ende for tredjerangsfodbold. Der var dog billigere pladser på eksempelvis endetribunen, hvor vi søgte hen til anden halvleg.

    Tilskuere - Opførsel, stemning osv.
    Huddersfield havde nok mellem 500 og tusinde tilhængere med, der kampen igennem gav god lyd fra sig. Vi søgte som sagt hen til hjemmeholdets fans i anden halvleg, hvor der var ganske godt gang i den, på den mere spontante ukoordinerede engelske facon.



    Når Huddersfields målmand sparkede bolden ud, råbte de ”you’re shit arrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrrr”, hvilket var ganske korrekt, da målmandens udspark generelt var elendige.



    Derudover fejrede de finalepladsen i den prestigefyldte Johnstone Paint Trophy med
    ♪ que sera sera ♪ whatever will be will be ♪ we’re going to Wem-be-ley ♪ que sera sera ♪

    Og hyldede holdet med
    ♪ we’re too big for this league ♪ too big for this league ♪ we’re the Barcelona ♪ of the lower leagues ♪

    Og Huddersfields oprykningsdrømme fik ved stillingen 0-0 denne hilsen
    ♪ we’ll be playing you next year ♪

    Programmet
    Programmet kostede 3 pund, og til jeskes store glæde fik han hele to programmer for de penge. Programmet var tykt og fyldt med artikler, hvilket vakte beundring, indtil Apu opdagede at flere af artiklerne var fra december måned. Det viste sig at være to forskellige programmer, et nyt, og et gammelt fra da kampen blev aflyst på kampdagen i december på grund af baneforholdene. Brentford havde derfor valgt at uddele det gamle program gratis med det nye. Fine forhold.



    Inden i var der artikler om modstanderen, statistik, quiz, historiske tilbageblik og personlige hilsner til fans, blandt andet en stribe fjeldaber, der også fik en hilsen på den minimale måltavle.



    Kampen
    Kampen var en uskøn affære, med to hold der ikke spildte en eneste muligehd for at sparke bolden så langt op på modstanderens banehalvdel. I første halvleg forsøgte jeg at tælle Brentfords målmands korte igangsætninger efter at have undret mig lidt over taktikken, og forblev på et fint rundt nul for cirka 35 minutter, da han valgte at sparke langt samtlige gange han havde bolden i hænderne eller målspark. Måske ikke så meget Barcelona of the lower leagues endda.

    I kampens sidste minutter scorede Huddersfield kampens eneste mål efter klumpspil inde i feltet. Ikke helt efter spil og chancer, da Brentford var bedst i ande halvleg, men også meget uskarpe foran mål.

    Underholning og kändisar
    Brentfords maskot Buzz Bee hilste på børnene før kampen og i pausen, og vi forsøgte at få taget et billede sammen, men kødranden af små flæskede rødhårede engelske børn var for massiv til at trænge igennem.



    Som sagt har Brentford spillet sig i Johnstone Paint trophy-finalen, og derfor er der blevet komponeret et par finalesange, der skulle kæmpe om at blive holdets officielle finalesang. Disse skulle spilles for første gang til denne kamp og blev introduceret af en fin lille fyr, med ordene ”they might be rubbish, who knows?”



    Sangene var ganske rigtigt rubbish.

    Konklusion - Hvad er helhedsindtrykket.
    Der er ikke så langt fra Chelsea til Brentford i kilometer, men der kunne dårligt være større forskel på oplevelsen på Griffin Park og Stamford Bridge. Fodbolden er rædderlig og stadion ville mange nok kalde autentisk, som en pæn måde at sige gammelt lort på, og det passer såmænd også ganske godt. Men der er også noget hyggeligt over stadion og den ironiske distance, der udvises af at kalde sig de lavere rækkers Barcelona eller introducere sange som det blev gjort.

    Efter kampen tog vi tilbage til Brentford High Street og fik en øl på the Beehive



    Enkelte af os var så tørstige, at glasset knap forlod munden


    En glimrende dag i det vestlige London
    Sidst redigeret af Mads740 : 25.03.11 kl. 00:06
    What a coach does is attempt to increase the index of probability when it comes to winning a match. As a coach all you can [do] is deny fortune as much of its role as you possibly can ~ Juanma Lillo
    Mads740's Avatar


  13. #41
    Tilmeldingsdato
    Jul 2003
    Indlæg
    3,147

    The Den, Millwall, London

    Lørdag d. 19 marts, begav stadionpanelet sig til det sydlige London, for at se opgøret mellem Millwall og Cardiff på det berygtede The Den.



    Millwall er måske mest kendt for andet end det egentlige boldspil, men klubben benfinder sig altså midt i Englands næstbedste række, mens walisiske Cardiff kæmper på oprykningsplayoffpladserne.

    Tilgængelighed - er det til komme dertil.
    The Den ligger i Londons sydlige område, og der er både busser, underground og tog der kører til området. Vi valgte at hoppe på en af de velkendte dobbeltdækkerbusser, til stor glæde for de yngste i selskabet.



    Bussen kørte en fin tur, der måske ikke var helt så direkte som vi håbede på, og da vi ramte et indkøbsområde en lille kilometer fra stadion, var der så meget trafikkø, at vi hoppede af og begav os det sidste stykke til bens. Det var ikke Londons kønneste område, men heller ikke så grimt, som man kunne frygte.




    Og opbakningen til de lokale helte var stor.




    Efter et par hundrede meter, kom vi til et område, der passede lidt bedre på forestillingerne om Milwall.



    Men, så var det altså ikke værre



    Lidt værre blev det, da vi rundede hjørnet, og blev mødt af intet mindre end en mindre trailerpark, hvor en halv snes hunde af blandet race løb frit rundt.



    Værtshuse så vi ikke mange af, og diverse engelske stadionsguides anbefaler da heller ikke de lokale steder. Vi var under alle omstændigheder lidt i tidsnød, og skyndte os derfor det sidste stykke ind på stadion, der ikke just så indbydende ud





    Tilskuerpladserne - udsyn, komfort osv.
    The (New) Den blev bygget cirka samtidig med Parken og har plads til omtrent 20000 tilskuere. Stadion har fire næsten ens tribuner i to etager, hvor vi havde plads på den ene endetribunes , Cold Blow Lane End, nedre halvdel. Hjørnerne er åbne og udsynet var som man kan forvente fra den slags pladser



    Den modsatte endetribune var forebeholdt udeholdets tilhængere



    Millwalls allerraskeste gutter holder til på de to langsiders øvre halvdel, i den del der går lige op til udeholdets endetribune, modsat vores ende.

    Faciliteter - toiletter, lystavle m.m.
    Vi har altså ikke nogen billeder med fra toilettet, da det ikke syntes så passende at fatte kameraet på et propfyldt herrelokum. Til gengæld kan I få et billede af indgangen, hvor der ikke just var ødslet med pladsen.



    Der er en storskærm placeret i stadions ene hjørne.



    Der er to klubshops, hvor den ene var lukket, vist nok fordi Cardiffs fans skulle den vej. Den åbne klubshop var lille, indelukket, uden vinduer og med et pauvert udvalg.



    Man kunne eksempelvis købe denne trøje, der er lavet til Millwalls 125-års jubilæum. Det grå mønster i trøjen, er navnene på samtlige spillere, der gennem tiderne har optrådt i klubben.



    Øl, vand, pølser osv. - Kan man få stillet sin sult
    Det kan man nok i teorien, da udvalget er ganske omfattende



    I praksis var der dog stort set intet tilbage, da jeg besøgte biksen i pausen, så jeg måtte nøjes med lidt slatne pomfritter og en øl. Øllen må man kun drikke under tribunen, hvorfor jeg ikke nåede op til anden halvlegs begyndelse, heldigvis. Forklaring følger lidt længere nede.

    Priser - er det dyrt/billigt.
    23,5£ for de dårligste pladser på stadion er ganske mange penge, med efter den famøse Stockholm-tur, føles det jo som et fund. Jeg gav 2£ for de slatne pomfritter og 3,6£ for øllen.

    Programmet
    Vi købte både et officielt kampprogram til 3£ og et uofficielt supporterblad til 1,5£. Det officielle kampprogram rummede, ud over holdoversigter, et par interviews med spillere, en plakat af Andros Townsend, diverse referater fra de sidste kampe, diverse faktabokse, en artikel om Cardiff, referater fra både klubbens kvinde og U18-holds kampe, et historisk tilbageblik på kampe mellem de to hold, en længere artikel om hvad der tidligere var sket den 19. marts i Millwalls historie, et genoptryk af kampprogrammet fra Millwall-Cardiff i 1934 og mere end det. Fantastisk, og fascinerende at to andenrangshold fra London (det andet Brentford) der tilsammen har cirka lige så mange tilskuere på hjemmebane som FCK tilsammen, kan have kampprogrammer der i omfang, kvalitet og indhold er milevidt foran de ligegyldige par sider i Urban, eller hvilken gratisavis der pt. lægger tryksværte til Københavns miserable kampprogram.



    Det uofficielle blad havde en række artikler om fans, udebaneture, alternative kampreferater og en længere sag om rettigheder når pågrebet af politiet.

    Kampen
    Første halvleg endte 0-0, og panelet spurgte sig selv, om det måtte nøjes med et mål i tre kampe, efter de to foregående målfattige oplevelser på Griffin Park og Stamford Bridge. Tættest på kom Cardiff efter et frispark



    Som skrevet måtte man ikke have øl med op på tribunen, så jeg blev under tribunen og drak ud, mens anden halvleg begyndte. Cardiff benyttede mit fravær til at score kampens første mål, som jeg af gode grunde ikke kan beskrive. De andre i panelet kunne nok have beskrevet målet for mig, men da jeg kom tilbage, var al opmærksomhed rettet mod den Cardiff-fan, der havde fået overbalance og var faldet ned fra den øverste tribune under fejringen af målet.



    Heldigvis er han åbenbart sluppet for alvorlige skader, men det gav en lidt underlig stemning på stadion, og naturligvis også blandt os fire, med alle de ligheder der var til ulykken i Parken for nogle år siden.

    Milwall fik udlignet lidt senere på straffe



    Og kom foran lidt senere, før Cardiff udlignede og kom på 3-2. I kampens sidste minutter udligner Steve Morisson, da han kommer alene afsted i dybden og køligt lobber den fremstormende målmand. Sidste højdepunkt i kampen var Dunnes andet gule kort og dermed marchordre.

    Tilskuere - Opførsel, stemning osv.
    Millwalls tilhængere er kendt for mange ting, de fleste af dem dårlige. The Den er kendt for at være et modbydeligt sted at spille, med ubehøvlede folk på lægterne, der ikke spilder en eneste mulighed for at råbe diverse obskøne ting efter spillerne og dommerne, på trods af denne tavle



    Blandt de foretrukne mål for tilhængernes verbale øvelser, var Cardiffs kontroversielle angriber Craig Bellamy, der som bekendt har lige så meget hals som hjerne. Blandt favoritterne:

    ♪ Bellamy Bellamy ♪ you’re a cunt ♪ Bellamy you’re a cunt ♪

    Ved hjørnespark, gik vores endetribune mere eller mindre amok, og i en byge af snotklatter og mundvand, hørtes:

    ”Bellamy, you fucking dwarf cunt”,

    Altimens wanker-tegnet blev fremført som gjaldt det livet.





    I den mere familievenlige afdeling, gjaldede the Millwall Roar mange gange. Det kan vist bedst beskrives som at alle på stadion råber ”arrrrrrrrr” i et langt monotont leje indtil de ikke gider længere. Jeske påstod at det skulle være verdens ældste koordinerede/organiserede chant til fodbold.

    En anden velkendt sang var:
    ♪ We are Millwall,
    We are Millwall,
    We are Millwall, from the Den,
    We are Millwall, super Millwall,
    We are Millwall, from the Den
    No one likes us, no one likes us,
    No one likes us, we don't care,
    We are Millwall, super Millwall,
    We are Millwall, from the Den ♪

    som vel nærmest er et slags motto for tilhængerne og klubben.



    Ganske mange af folk på stadion levede op til det rå og barske ry, som klubbens havnearbejderbaggrund har skabt. Men jeg opfattede det også som om, at det for en del af folkene på vores pladser, er en slags rolle man spiller på stadion, eller et frirum til at te sig med alt andet end britisk elegance. Britisk elegance var der heller ikke over bollefåret, der blev kastet rundt, en hilsen fra det sydlige London til the sheep shaggers fra Wales.


    Benny Winther med får

    Og det var der heller ikke over de lidt spage råb efter uheldet, som ”sheep fell over”. To damer på tribunen fik nok af det og andre idiotiske tilråb, og skred kort efter, mens de højlydt fortalte de råbende halvhjerner et par sandheder. Two thumbs up til de stærke damer, og to mere til den gruppe drenge, der vendte sig om til tribunen og råbte ”what’s the fucking matter with you?” og startede en runde klapsalver, da fyren der faldt blev båret til ambulancen og kørt væk.

    Der var også flere børn til stede. Blandt andet denne lille stemningskejser, der hurtigt fik øgenavnet Ace11 af panelet.



    Og kvinder var der også, både blonde skanks


    Og til de lidt ældre kræsne gentlemen, der gerne vil have lidt at bakse med, en moden dame med både til gården, gaden, sidegaden og smøgen.


    Og så var der vist også danske stemningskejsere på stadion et sted


    Kändisar
    Ingen kändisar på stadion, men i den føromtalte jubilæumstrøje spottede panelets kyndige øjne straks Poul Hübertz’ navn. Poooooooouuuuuul!



    Konklusion - Hvad er helhedsindtrykket
    Maden fås bedre, køerne til toilettet er lange og lokalområdet er så uinteressant som det kan blive, men hvis ikke det havde været for uheldet, tror jeg det havde været en fremragende udflugt. Stemningen på stadion er ulig mere intens, også på den gode måde, end jeg har oplevet på andre engelske stadions. Der er mere konstant tryk fra tribunerne, og galskaben er, når den ikke tager overhånd, fascinerende at overvære.



    Alle billeder lige her.
    Sidst redigeret af Mads740 : 12.12.11 kl. 22:06
    What a coach does is attempt to increase the index of probability when it comes to winning a match. As a coach all you can [do] is deny fortune as much of its role as you possibly can ~ Juanma Lillo
    Mads740's Avatar


  14. #42
    Tilmeldingsdato
    Oct 2005
    Indlæg
    126

    Re: The Den, Millwall, London

    Vi nåede også en tur på The New Den inden turen gik tilbage til Derby i Parken. Jeg har sjældent forholdt mig mere i ro på en tribune end ved denne kamp. Jeg tror man skal lede længe efter mere usympatiske fans end her.

    Vi troede egentlig at vi havde købt billetter til "familietribunen", men fra vores plads på øvre West Stand kunne sange som ♪You're not flying anymore♪ og deslige høres det meste af anden halvleg.

    Senere på aftenen rendte vi uforvarende ind i nogle af Millwalls faste kunder, som på spørgsmålet om, om Cardiffs fan var død svarede noget i stil med "Let's hope so".

  15. #43
    Tilmeldingsdato
    Sep 2010
    Indlæg
    418

    Re: Griffin Park, Brentford, London.

    Jeg var også inde og se kampen. Jeg vil lige prøve at komme med lidt bonusinfo.

    ›Brentford lå før kampen i den bløde mellemvare jf tabellen, med
    ›god afstand til nedrykningsområdet og langt op til de spændende
    ›pladser. Huddersfield var derimod et af topholdene og i en brav
    ›kamp om at sikre sig en af de to direkte oprykningspladser.

    Begge hold ville nok være den bløde mellemvare i den danske 1. division. Niveauet var bestemt ikke prangende.

    ›Huddersfield havde nok mellem 500 og tusinde tilhængere med, der
    ›kampen igennem gav god lyd fra sig.

    I øvrigt temmelig imponerende at de kan stille 500-1000 mand en hverdagsaften. Der er 265 km mellem de to byer.

    Dagen efter kampen mødte jeg en herre på en pub i London. Han viste sig at være målmandstræner for et hold i den 6. bedste række. Han kunne bl.a fortælle mig, at de 5. bedste rækker i England er fuldtidspro. Den 6. bedste række er semi-pro.
    Derudover kunne han give lidt bonusinfo om et par af Brentfords spillere. De var nemlig blevet købt fra netop hans hold. Det var de to centrale forsvarsspillere. Mener de havde nummer 22 og 32. De gjorde kampen igennem et godt indtryk med en temmelig imponerede fysik. Deres ugeløn skulle ligge på 800 pund (ca. 7000 kr.) og de havde begge modtaget en sign-on fee på 10.000 pund. Alt i alt er det vel en ok løn i forhold til niveau.

    Sidst, men ikke mindst. Tak for en igen super fed beskrivelse af stadion mm.

  16. #44
    Tilmeldingsdato
    Nov 2006
    Indlæg
    1,039

    Estadio Santiago Bernabeu

    Estadio Santiago Bernabeu
    Real Madrid Club de Fútbol - Galatasaray Spor Kulübü
    Madrid, Spanien, 24.08.2011

    Tilgængelighed - Turen dertil: Stadion ligger centralt og lidt mod nord i Madrid og har sit eget metrostop, samt busstop og horder af taxaer der passerer foran stadion. Det bør ikke tage mere end et par skift at komme dertil fra hvilket som helst punkt i madrid, og med metro kan det gøres for 10 kr pr rejse, indenfor byzonen, som omfatter nærmest alt i madrid, og ellers man tage en zone til og så kan man stort set tage ud på landet i samme ombæring. Det er billigt og det virker.

    Adgangsforhold og Vagter: Der er umiddelbart ingen visitation i indgangen, man scanner bare sin billet og går ind. Denne process varer selvfølgelig som køen er lang, men det tog ikke mere end 2-3 minutter at komme indenfor, fra plads 20 eller sådan, i køen. Antageligt vil forholdsreglerne være mere bastante under et derby eller en Clásico, men på en almindelig kampdag, med fyldte tribuner er det åbenbart tilladt at tage plastflasker med ind, så længe der ikke er låg på. Mere om hvorfor dette er nyttigt senere.

    Der er horder af vagter omkring sidelinien, og de virker professionelle og venlige. I løbet af anden halvleg mente dele af tribunen dog at de fortjente en pibekoncert, fordi de ikke reagerede hurtigt nok på at en tilskuer var besvimet. Denne blev dog transporteret ud på en båre efter fem minutters tid. Så måtte folk ellers vende tilbage til at pifte af mangel på tenniscifre, som man jo gør på de kanter. Følgende billede er fra slutningen af kampen, antageligt i forberedelse på en mulig euforisk tilskuerstorm af banen.

    Det viste sig ikke at være nødvendigt.

    Faciliteter: Santiago Bernabeu har en maximal kapacitet på omkring 85.500 tilskuere og sæderne er standard foldeplastik med begrænset benplads. Hvis man vil have et bedre sæde kan det godt lade sig gøre, man skal bare købe en billet til mellem 2 og 10 gange prisen for en almindelig plads. Så er man i VIP sektionerne, hvor der er servitricer der kommer catering/snacks af forskellig art, afhængig af hvor god en plads du har taget. Nogle af dem giver også direkte adgang til Bernabeus trofærum, hvor man kan se nærmere på hvad man får for 31 ligatitler, 9 Champions league titler, med videre.

    Jeg fik ikke besøgt toiletterne, da det virkede for besværligt at komme væk fra min plads under kampen, hvilket på sin vis er lidt negativt. Dog købte mine 50 euro mig en plads på kanten af græsset, så det var svært at beklage sig.

    Tribunerne består af utallige sektionsinddelinger der godt kan virke noget uoverskuelige. Jeg selv og mine omkringsiddende blev ’antastet’ et par gange af folk der var skråsikre på at ’de der pladser, det må være vores’ fordi de havde læst de GPS-lange koordinater på billetterne forkert.



    Maden: Blandt gemene dødelige kan man vælge mellem en håndfuld ret uinspirerende sandwich til fire euro, sodavand og øl uden alkohol for tre euro og vand for to euro. Jeg var lige ved at blive helt opstemt da kioskmanden sagde han kunne byde på en øl, hvorefter han lidt beklagende specificerede at det altså er uden alkohol. Og siden det var med dén på, måtte det blive en sodavand og en sandwich med ’rygstykke’, hvad der i reglen er et stykke kød på et par milimeters tykkelse most ind i et hvidt flute. Jeg spottede senere en lidt sørgelig udgave af en hotdog, men opgav at kravle hen op af stoleryggene på tribunen for at finde tilbage til baren.


    Stemning og Fans: Dagens kamp var gratis for medlemmer af Real Madrids fanklub, så der var åbenbart skiftet noget ud tribunerne. Bernabeu er kendt for at have rigtigt mange sæsonkortholdere, så ud fra nedre c skalaen, ramte vi nok et 2-tal ud af 10 for gnavne gamle mænd. Til gengæld var der en del børnefamilier, hvad der i sigselv var en prøvelse da mange havde formastet sig til at forsyne deres små sukkerpumpede arvinger med vuvuzelalignende horn. Personligt var jeg ikke bevidst om hvor meget kraft sådan nogen har i lungerne. Da en far bag mig fik overtalt sin datter på måske 5-6 år til at lade hornet være lidt begyndte hun i stedet at synge. Dét var noget mere underholdende; mest fordi mængden af skældsord den lille pige har lært grænser til det skræmmende. I og med at hun kunne rime på de fleste af dem, var det mest underholdende.
    Udover almindelige skældsord og spillertilråb var der sange som ’Cristiano, min (rosen)knop, Jeg vil føde din søn!’ og den lidt mere barnlige ’dommeren snyder, han kaster med torsk!’, hvad der, for at være fair, faktisk rimer på spansk...

    Derudover var Ultraerne ikke mødt specielt talstærkt op, men bidragede med sange som:
    ’Jo-se Mou-ri-nho’ klap klap etc
    ’Español, español’ med flere, hvad der kan ledes ganske direkte hen til deres foretrukne tomgangssange der sviner Barcelona til, lidt ligesom Brøndbysangene i Parken, når FCK spiller mod HB Køge...
    ’Hey, Hey, pu-ta bar-ca, pu-ta bar-ca’
    Derudover var der et hjemmelavet banner hvorpå der stod ‘mourinho, vores støtte er ubrydelig’

    Kampen: Efter en noget sløv første halvleg her til Kjeld Rasmuss.. eh, Trofeo Santiago Bernabeu, stod kampen 1-1 på mål af Ramos og en spiller jeg har glemt navnet på. I pausen blev Ronaldo, Benzema, Özil og Carvalho skiftet ind så den lidt usammenhængende andenkæde kunne få et hvil. I anden halvleg scorede Benzema sejrsmålet til 2-1 og da valgte Træner Mourinho at sætte nådesstødet ind, i form af dække 80 procent af pladserne med spillere fra andetholdet.

    Præmieoverrækkelsen blev der ikke gjort meget ud af.

    Æren af kampens bedste indsats og absolut prægtigste frisure gik, efter min mening, til midtbanespilleren José Callejón. Man kan spekulere i om det er et taktisk tiltag at have et hår der tvinger folk til at hælde let med hovedet, fordi man har det som om man ikke står helt opret når man kigger på det.

    Konklusion: Med hvad der går for at være en billig billet, til 50 euro grundet kampens marginalitet, må det siges at være en dyr fornøjelse at tage på Real Madrids hjemmebane. Jeg ville nok kun tage derind igen til en vigtig kamp, da billetterne er så dyre alligevel, og niveauet i ligaen er så lav til sammenligning at det virker som lidt mange penge at bruge 70-100 euro på at se Real Madrid give Athletic Bilbao høvl. Men det var en oplevelse der skulle prøves, så det var en fin dag.
    Mvh. Morten
    GatoConBotas's Avatar


  17. #45
    Tilmeldingsdato
    Aug 2006
    Indlæg
    1,842

    Re: The Den, Millwall, London

    ›Vi nåede også en tur på The New Den inden turen gik tilbage til
    ›Derby i Parken. Jeg har sjældent forholdt mig mere i ro på en
    ›tribune end ved denne kamp. Jeg tror man skal lede længe efter
    ›mere usympatiske fans end her.

    ›Vi troede egentlig at vi havde købt billetter til
    ›"familietribunen", men fra vores plads på øvre West
    ›Stand kunne sange som ♪You're not flying anymore♪ og
    ›deslige høres det meste af anden halvleg.

    ›Senere på aftenen rendte vi uforvarende ind i nogle af Millwalls
    ›faste kunder, som på spørgsmålet om, om Cardiffs fan var død
    ›svarede noget i stil med "Let's hope so".

    Var inde at se kampen mod Leeds i april. Her blamerede hjemmeholdets tilhængere med i lange perioder at synge "Istanbul, Istanbul..." for fuld power. Hele stadion sang med i lange perioder - ganske sympatisk!

Side 3 af 7 FørsteFørste 123456 ... SidsteSidste

Thread Information

Users Browsing this Thread

There are currently 1 users browsing this thread. (0 members and 1 guests)

Lignende emner

  1. Stemningsbilleder fra Danmark og resten af verden
    By Ace20 in forum De korte linier
    Svar: 26
    Sidste Meddelelse: 12.03.10, 09:27
  2. Aprilsnar i fodboldens verden
    By Fulle in forum De korte linier
    Svar: 27
    Sidste Meddelelse: 02.04.08, 17:09
  3. Fedeste Stadion i verden
    By scaleo in forum Diverse
    Svar: 95
    Sidste Meddelelse: 15.11.07, 20:50
  4. Hele interviewet med NCH fra dagens EB:
    By tdn70 in forum De korte linier
    Svar: 27
    Sidste Meddelelse: 09.09.04, 14:01

Tags for this Thread

Regler for meddelelser

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •