Hvad læser du lige nu? III

[Mattsson#1988]

Har netop læst Hundehoved af Morten Ramsland, som egentlig er en ganske fed slægsthistorie (som jeg ser det) med god humor....
Er nu startet på Postkortmorderne af Liza Marklund og James Patterson. og med en sygelig abstinens for Marklunds krimier, så glæder jeg mig..

Mattsson #1988

[Peter P]

Til min fødselsdag og jul havde jeg ønsket mig bøger om fodbold - uden at specificere nærmere, så jeg fik Preben Elkjærs biografi Mit liv som Elkjær, der udkom en måneds tid før jul. Fint nok. Det er om nogen en person jeg er vokset op med. De tidligste fodboldkampe jeg kan huske er de kampe, hvor landsholdsfodbolden for alvor fik fat i danskerne. I kender dem selv eller har i det mindste hørt om dem - primært dem under EM84 men også et par af kvalifikationskampene op til, blandt andet den berømte på Wembley. De fleste af kampene med Preben Elkjær som deltager. Så en biografi om Preben Elkjær, og ikke mindst hans professionelle fodboldkarriere, vil samtidig også en tidsrejse for mig selv. Så jeg har kastet mig ud i den 300 sider lange bog.

Bogen gennemgår kronologisk og lidt overfladisk hans liv fra opvæksten på Frederiksberg, over perioden i Tyskland, Belgien og Italien, hjemkomsten til dansk fodbold og Vejle, trænertiden, TVS eventyret og til hans karriere på tv.

Bogen giver et fint indblik i, hvordan professionel fodbold var i 70erne og specielt 80erne, og det er tydeligt hvor meget der er sket siden dengang. Som sagt er det lidt overfladisk, og jeg mangler nok lidt flere røverhistorier, som jeg egentlig troede der ville være. De røverhistorier der findes i bogen, er stort set de samme som der altid fortælles, når TV2 har et program hvor Elkjær og Piontek er inviteret med, og det er jo ret ofte, som vi alle ved :-).

Jeg mangler også lidt mere kontroversielle historier, hvor den mest kontroversielle består i, at han engang blev tilbudt et beløb for at tabe en kamp for sin daværende klub Lokeren. Til Elkjærs forsvar skal det dog også siges, at bogen indleder med at citere Elkjær for, at han ikke vil hænge nogen ud. Det skal være en positiv historie, da der har været en tendens til, at biografier skal hænge andre ud. Det er som sådan fair nok, men det er samtidig også den slags der er rigtig sjovt at læse om for mig.

Overordnet set er det en ganske udmærket bog. Folk der ikke kan huske fodbolden i 80erne vil nok finde den lidt uinteressant. Personligt gider jeg heller ikke læse biografier fra spillere, der var store i 70erne. Der kommer ikke så meget nyt, men giver som sagt et fint indblik i fodbolden dengang. Mit eget favoritkapitel er nok afsnittet om tiden som træner i Silkeborg, hvor man får en fin beskrivelse af, hvor amatøragtigt tingene var i SIF - og dermed nok også i mange andre danske klubber - selvom det var så sent som i 1995.

Der er et stykke vej op til mine personlige favoritter Ambassadøren om Michael Laudrup og Stig Tøftings No Regrets, men 3 hullede fodboldshorts ud af 6 mulige vil jeg da give den.

Jeg er lige blevet færdig med bogen, og gennemgående er jeg enig med dig - der mangler i den grad røverhistorierne!

I 80'erne var jeg kæmpe Elkjær-fan, ja, jeg ville sågar ikke i skole dagen efter straffesparket mod Spanien i '84 for at undgå de hånende Simonsen-fans, så jeg da jeg startede på bogen, glædede jeg mig til de små anekdoter, som 80'er-landsholdet i almindelighed og Elkjær i særdeleshed, var eksponenter for. Men de var hurtigt overståede. Desuden er Verona-tiden meget hurtigt gennemgået i bogen - han var der trods alt i 4 år og måske de 4 bedste år af sin karriere.

Trænerkapitlet og erhvervskarrieren er dog godt og grundigt beskrevet, men jeg havde nu hellere læst noget mere i dybden fra hans fantastiske og imponerende tid som spiller.

Men bogen giver alligevel svar på flere af de spørgsmål, jeg kan huske, jeg stod tilbage med, da han trak sig tilbage som fodboldspiller. Fx hvorfor han så længe spillede i knapt så kendte Lokeren og hvorfor han i en forholdsvis ung alder stoppede på landsholdet.

En god bog kan jeg godt læse flere gange, men om jeg læser denne igen, ved jeg nu ikke...

[Don J.]

Nærmere præsentation er vel egentlig unødvendig. Alt jeg vil sige er, at det seneste epos i Adler-Olsens serie om Afdeling Q skuffede mig. Den holder ganske enkelt ikke niveauet fra sine forgængere. En ligegyldig sidehistorie præger oven i købet store dele af den første halvdel af historien. En bog, man absolut kan lægge fra sig, uden at føle den store trang til lige også at læse næste kapitel.



Så er det seneste produkt fra roman-maskinen Ken Follett væsentligt vanskeligere at lægge fra sig. Bogen udgør del 2 (ud af 3) i den såkaldte Century Trilogy, hvor 1. del, Giganternes Fald, fulgte en række familier fra forskellige samfundslag i Rusland, England, Tyskland/Østrig og USA, hvis historier vikles ind i hinanden samt ikke mindst ind i historiske begivenheder i tiden op til, under og efter 1. verdenskrig.

Nu er det så børnene, man følger i tiden op til, under og efter 2. verdenskrig. Læseren kommer via hovedpersonerne helt tæt på historiske begivenheder - under tiden ganske detaljeret beskrevet, men også til tider noget overfladisk. Så går det fra tid til anden lige hurtigt nok.

Største minus er Folletts hang til også at forsøge at favne knaldromanernes tilhængerskare via de som regel effektive varer fra virkemidlernes nederste hylde: Romantik, følelser, sex og had. Lidt mindre af det i del 3, tak!

[-smølle]

Jeg er lige - på nogenlunde rekordtid - blevet færdig med denne:



- og må jeg ikke godt have lov at advare mod den.

Hans første roman om Barcelona i første del af sidste århundrede, Vindens Skygge, var fascinerende. Opfølgeren, Englens Spil, var spændende nok, men rodet. Men den her ... den er et fåking makværk. Det er knap en roman.

Når man med tyve sider igen indser, at det da vist kan blive svært at nå at få bygget op til et dramatisk højdepunkt, endsige få det forløst, så dæmrer det at man er ved at læse den catalanske ny-gotiske litteraturs svar på Back to the Future 2 eller The Empire Strikes Back: En transportetape frem mod endnu et afsluttende bind. Det meste af dette er en lang gennemgang af en af hovedpersonernes forhistorie - og lo and behold, den slutter da også med en klokkeren cliffhanger. Eller, ikke engang det. En cliffdweller. En der sidder ved siden af en klippe og tænker "hvis bare der hang en fyr deroppe ville det være spændende".

Imens hiver Zafon så nogle folk ind, der ikke bidrager med en skid, og hvis roller ikke har nogen pointe - ud over for de overlevendes vedkommende måske at dukke op igen i næste bind. Imens har man spildt tiden på 300 sider sat op i en enorm font, med et plot så tyndt som pergament, men i det mindste velformuleret. Pivsvag roman. Jeg fatter ikke at der var så få anmeldere, der følte sig tørret af den.

[Don J.]

Jeg har i de seneste måneder læst en del bøger om Anne Frank (1929-1945), hendes familie og de øvrige, der delte deres skjul igennem to år.

Jeg lagde ud med selve dagbogen (som jeg også læste i skoletiden):



Det er en bog, alle burde læse på et eller andet tidspunkt i sit liv. En klassiker, der skulle være en af verdens mest læste bøger.

Hun var jo 13-15 år, da hun skrev og senere reviderede den. Det man bider mest mærke i, er at hun gør sig tanker om den menneskelige og sin egen natur og sine værdier, en ung teenager normalt ikke beskæftiger sig med.

It's really a wonder that I haven't dropped all my ideals, because they seem so absurd and impossible to carry out. Yet I keep them, because in spite of everything, I still believe that people are really good at heart.

Man får med tanke på hendes og jødernes frygtelige skæbne før og under 2. verdenskrig, flere gange en knugende fornemmelse over, hvad hun skrev. Når man tænker på, at hun måtte leve i skjul berøvet for muligheden for at leve et almindeligt teenager-liv, med al hvad det indebærer, så er det også imponerende, at hun rummede så meget overskud til at tænke på dem, der havde det knapt så godt, som hun og hendes medskjulte (i den skrivende stund) havde det i deres "luksuriøse tilflugtssted", samt på, hvor vigtigt det var at sætte pris på de små, positive ting i livet

Think of all the beauty still left around you and be happy.

Man begræder naturligvis hendes alt for tidlige og grusomme død (af tyfus i koncentrationslejren Bergen-Belsen), men også over, at hun aldrig fik lov til at folde sit naturlige og fantastiske talent for at skrive helt ud.

I don't want to have lived in vain like most people. I want to be useful or bring enjoyment to all people, even those I've never met. I want to go on living even after my death! And therefore I am grateful to God for this gift, this possibility of developing myself and of writing, of expressing all that is in me. I can shake off everything if I write; my sorrows disappear; my courage is reborn. But, and that is the great question, will I ever be able to write anything great, will I ever become a journalist or a writer?

Herefter kastede jeg mig over Melissa Müllers fremragende biografi:



De er begge i de senere år udkommet i opdaterede udgaver, der medtager og belyser det materiale, Otto Frank i første omgang af divergerende årsager udelod fra den oprindelige udgave. Det berører bl.a. den voksende konflikt mellem Anne og hendes mor og hendes forældres ægteskab (der var arrangeret).

Herefter tog jeg så fat i Anne Frank Husets egen udgivelse: Anne Frank House - a museum with a story:



....som først og fremmest fungerer som illustrativt materiale. Der er omkring 400 billeder og en kort gennemgang af Familien Franks historie og omstændighederne, de levede under.

For tiden er jeg så i gang med Carol Ann Lees The Hidden Life Of Otto Frank:



Jeg er halvvejs igennem. Forfatteren underbygger sin påstand om, hvem der forrådte familien Frank, van Pels og Fritz Pfeffer, og det komplicerede, forretningsmæssige forhold, Otto Frank angiveligt havde til manden.

Det er så planen, at jeg senere vil kaste mig over dagbogen igen - dog i den reviderede og analyserede udgave, som medtager alle tre udgaver af dagbogen. Endelig har Miep Gies, en af hjælperne, også udgivet en bog, som jeg overvejer at læse på et senere tidspunkt.




Så har jeg suppleret læsningen med to tv-serier, der henholdvis bygger på dagbogen og på Melissa Müllers biografi, og to dokumentarer på dvd, men det er jo en anden tråd, så det vil jeg ikke gå dybere ind i her.



Alt i alt en gribende og ubarmhjertig historie, der viderebringer en særdeles vigtig lære, og har et budskab, der desværre stadig er lige så aktuelt i dag, som det var dengang.

[DroitAuBut]

Efter at have fået anbefalet Michel Houellebecq's Kortet og Landskabet læste jeg den på ganske få dage i efteråret. Det var en sand fornøjelse, som gav mig lyst til mere. Derfor har jeg kastet mig over hans tidligere bog Platform.

Det er grimt, rammende og fantastisk morsomt.

[Gandhi]

Jeg er ved, at læse Sissel-Jo Gazans anden roman 'Svalens graf'.

29320_8_big.jpg

Gazan skrev for lidt over fem år siden bogen 'Dinosaurens fjer', som jeg læste med store forventninger. Jeg er ret vild med hendes rammefortællinger, som udspiller sig i forskermiljøet og med fokus på blandt andet forskerstuderendes liv og forskeres akademiske problemer. Sissel-Jo Gazan er i øvrigt selv uddannet biolog, så det er måske ikke så underligt, at hun har valgt at lade sine romaner foregå i de rammer.

Jeg er ikke nået så langt i 'Svalens graf', men jeg håber virkelig, at den leverer et bedre klimaks end 'Dinosaurens fjer'. Jeg blev virkelig skuffet dengang, fordi det på en måde ikke rigtig hang sammen med resten af bogen. På den anden side synes jeg, at romanens opbygning var så god, at jeg ville give Gazan en chance mere.

[Alexander]

Rules-of-Attraction-TGJ.01.jpg

Og

4569609-2f5ca5c613033113c0df50fe1f6659da-fp-54f3ac792ba726ddc8ea4c1912f1f1bc.jpg

[Flerbizky]

51x2LQDYDVL.jpg

Efterfølgeren til The Shining - superfed indtil videre!.

[Awesome]

bryson.jpg
Jeg måtte bare lige have fat i nakken på den igen: http://www.saxo.com/dk/en-kort-histo..._9788702052183
En letlæselig gennemgang af den historiske udvikling af de forskellige naturvidenskabentlige discipliner, overstrøet med en hel masse særdeles underholdende beskrivelser af centrale excentriske personer.
Absolut anbefalelsesværdig selv for de største åndsamøber udi naturvidenskabens herlige verden! :o)

[Gandhi]

Faktisk læser jeg ikke den her bog lige nu, men det gjorde jeg for nyligt og på et fordboldforum virker det oplagt, at give en lille beskrivelse af den.

Det handler om Thomas Gravgaards 'Vi er våbenbrødre'.

vaabenbr_dre_forsi_1048014c.jpg

Det er en biografi, hvor man følger Gravgaard gennem hans rejse i fodboldens fankredse. Fra hans tid som ultra, til hooligan og sluttende med casual.

Bogen er en god måde, at komme lidt tættere på de forskellige fankulturer, omend jeg selv havde ønsket og forventet noget mere om selve fanatismen og fascinationen ved de tre retninger. Jeg synes, at bogen til tider virker som en terapiform for Gravgaard, og uagtet at det vel på sin vis er rimeligt nok i en biografi, endte det alligevel med at ærgre mig lidt.

Alligevel vil jeg kraftigt anbefale den. Sprogniveauet varierer, men man får et indblik i, hvordan tingene fungerer i de nævnte kredse og man får trods alt i hvert fald en god fornemmelse af, hvad der får folk til, at søge ind i sådan nogle fællesskaber.

[Jobbeelg]

Største minus er Folletts hang til også at forsøge at favne knaldromanernes tilhængerskare via de som regel effektive varer fra virkemidlernes nederste hylde: Romantik, følelser, sex og had. Lidt mindre af det i del 3, tak!

Jeg vil godt vædde 10 stegte rødspætter på, at du ikke får dit ønske opfyldt.
Ken Follett har aldrig skrevet en bog, der ikke svælger i nævnte ingredienser, så det er jo det man forventer. Jeg synes det er forkert at sige, at an forsøger at favne. Det er netop hans stil, og hvis man ikke er til den slags, så er man nok ikke en del af hans kernepublikum.

[Gandhi]

Romanen handler om politibetjenten Axel Steen, der har en datter, er fraskilt, har misbrugsproblemer og ikke går alt for meget op i regler. Egentlig er det jo efterhånden en ret kendt skitse til kriminalromaner, men for mig gør det ikke så meget, når forfatteren skriver ordentligt og kan sætte et fint plot op. Det synes jeg, at Jesper Stein kan. Jeg synes, at anden del i serien er langt bedre end første, hvor Jesper Stein efter min mening gjorde persongalleriet lige smalt nok, så historien aldrig rigtig blev foldet ud, som man ser hos nogle af de helt store forfattere inden for genren. I anden del er det dog en anden snak, og jeg synes det giver et ekstra krydderi, at romanen foregår i København, så jeg hele tiden ved næsten præcist, hvor en handling sker.

Efter sigende skulle tredje del være den hidtil bedste, så jeg glæder mig allerede til, at jeg kan få begyndt på den.

[funken]

Efter sigende skulle tredje del være den hidtil bedste, så jeg glæder mig allerede til, at jeg kan få begyndt på den.

Ja, tredje bog er klart den bedste.

[A]

Alle skal da læse den her. Den er fremRAGENDE!



http://www.gyldendal.dk/produkter/kr...-9788702192407