›
›
›
Drømme i København
›
›Havde filmen drejet sig om og udspillet sig i enhver anden by end
›København, havde den med stor sikkerhed været mig inderligt
›ligegyldig.
›Nu, nu er det fem kvarters virtuos filmdigtning, der i sin
›hyldest til byen, dens steder og dens mennesker formåede at røre
›mig mere end jeg på nogen måde havde forventet. Jeg havde faktisk
›slet ikke regnet med at blive følelsesmæssigt påvirket af den,
›men blot forestillet mig, at skulle se levende billeder af den by
›jeg kender så godt og på det nærmeste står i et kærlighedsforhold
›til.
›
›Filmen tager et næsten arkitektonisk udgangspunkt i beskrivelsen
›af København, og selvom det er byens fysiske rammer, der er i
›fokus (poetisk understreget ved at de fleste billeder der
›indeholder mennesker, stiller skarpt på baggrunden, byen, mens
›menneskerne er ude af fokus), bliver det fortællingen om byen som
›organisk rum, skabt af de mennesker der gennem tiden har beboet
›den, der slår igennem.
›
›Samtidig fletter instruktørens enkle og filosofiske voiceover og
›Jóhann Jóhannssons musik sig ind i billeddigtningen - en
›disciplin der ellers ikke er min stærke side - og gør
›fortællingen (for så vidt der er tale om en egentlig sådan) om
›byen og dens beboere uendelig smuk.
›Med blot en lille smule historisk (baggrunds)viden om byen,
›bliver Kestners billeddigt om København og københavnerne
›finurligt og subtilt perspektiveret, og opnår en filosofisk
›tilgang til livet (og døden), som ikke føles påtaget og proppet
›ned i halsen på én, som den slags ellers godt kan have tendens
›til.
›
›Så selvom byen som arkitektur, bygninger, fysiske rammer er
›stendød, bliver den gennem sine indbyggere organisk og levende,
›og bliver derigennem et sted man gennem egne oplevelser, følelser
›og tanker kan etablere et kærlighedsforhold til, og dét
›understregede denne film for mig.
›Virkelig en dejlig film, som jeg ikke kan vente med at se igen.
›
›
█__ █__ █__ █__
› █__ █__
›
›EDIT:
›Okay, jeg lod måske begejstringen løbe af med mig.
›Jeg retter fra 6 til 5 piber, uden at skyde skylden på det
›vanvittigt ringe skuespil, som jeg glemte at nævne. Det er ikke
›alle steder, men nogle af dialogerne er så fatalt ringe, at man
›må krumme tæer.
›Men, som Johannes Møllehave for nyligt har sagt i en grandios
›artikel på politiken.dk (EDIT 2: Det var muligvis ikke på
›
Besøgstid
›Politiken, men i , der sendes på P1 og P2), muligvis bør
›film bedømmes ikke med stjerner og hjerter (og piber), men efter
›hvor få tæer man krummer i løbet af filmen, hvor højeste karakter
›således er 0 eller 1 tåkrumning.