En af de faste glæder ved Roskilde Festival er for mig at daske rundt og pludselig opdage et eller andet navn, jeg aldrig havde drømt om at bruge tid på efter at have kigget i programmet.

Ligeledes er der altid et navn, der skuffer. Så lad os høre hvem der var årets brag og årets fuser. Man behøver ikke begrænse sig til én af hver.

For mig var Grinderman en af de bedste oplevelser, men den største positive overraskelse var Queen Ifrica lørdag på Odeon. Jeg er normalt en af dem, der gylper ved lyden af reggae, men denne jamaicanske sangerinde fik den lille scene til at koge. Fantastisk stemning, superlækker levering - og i øvrigt tonsvis af letpåklædte babes ;-) Især mod slutningen under sangen 'Daddy' - som åbenbart er et af hendes hits - var teltdugen ved at blæse af. Et glimrende nummer om incest, der nok ikke er det mindst tabubelagte emne på Jamaica.

Den fæleste skuffelse var Slayer, et af de navne jeg havde set mest frem til. Mage til uinspireret og rutinepræget gennemgang af metalkataloget skal man lede længe efter. I mine øjne blegnede de totalt i forhold til Judas Priest, hvad angår engagement, og det er pinligt for et band, der ikke burde være ligeså udbrændte som Præsten, og i øvrigt lever højt på energien. Tyndt. Jeg håber det var sidste gang i mange år, de bliver booket til en dansk festival. At lydmanden først mødte op til sin vagt 3-4 numre inde i koncerten hjalp heller ikke ligefrem.

Mvh,
Jonas.