Er der et liv efter tiden i FC København? Det forsøger de nedenstående spillere med vekslende succes at påvise, så lad os se på, hvad de har udrettet i den forgangne sæson.
Kom som altid gerne med rettelser.
Siden sidst har følgende stoppet karrieren: Fanendo Adi, Ailton, Sølvi Ottesen, Nikolaj Hansen, Ragnar Sigurdsson.
Danny Amankwaa: 15 kampe/0 mål for Hobro, der blev nummer ti i 1. division. Ganske få minutters spilletid og rigtig mange hele kampe på bænken for Danny, der nu forlader Hobro.
Daniel Amartey: 20 kampe/0 mål for Leicesters nedrykkere. Forlader klubben ved kontraktudløb.
Ludwig Augustinsson: Endnu en sæson til glemmebogen for Augustinsson, der trods to udlejninger fra Sevilla (Aston Villa 3 kampe/0 mål, Mallorca 4 kampe/0 mål) ikke har opnået regelmæssig spilletid.
Andri Baldursson: 11 kampe/0 mål for NEC i den hollandske Æresdivision.
Karlo Bartolec: 7 kampe/0 mål for Osijek i efteråret. Jagten på mere spilletid sendte ham til ungarske Puskas Akademia, som han foruden 13 kampe/0 mål i ligaen for også ekspederede ud af pokalsemifinalen med et selvmål i 119. minut.
Frederik Bay: Tog springet til HB Køge efter mange år i Helsingør. 9 kampe/0 mål i efteråret og fraværende hele foråret, der for HBK resulterede i en ottendeplads.
Pierre Bengtsson: 17 kampe/0 mål for Djurgårdens sølvvindere. I 2023 er det kun blevet til en enkelt halvleg på banen.
Pep Biel: 30 kampe/9 mål for Olympiakos, der måtte nøjes med bronze i Grækenland. Sættes nu i forbindelse med et stort skifte til Spanien.
Andreas Bjelland: 18 kampe/0 mål for Lyngby – endda flere kampe med fuld tid på banen – da de overraskede alt og alle og overlevede i superligaen.
Cristian Bolanos: 18 kampe/1 mål for Saprissa, der blev både efterårs- forårsmestre i Costa Rica.
Mustapha Bundu: Endnu en udlejning, denne gang til FC Andorra i den spanske Segunda. 28 kampe/3 mål og en syvendeplads.
Jakob Busk: Heller ikke i år var der spilletid til Busk i Union Berlin, der fik fjerdepladsen i Bundesligaen.
William Bøving: I en sæson med skadeproblemer blev det til 17 kampe/1 mål i ligaen for de østrigske sølv- og pokalvindere fra Sturm Graz. Derudover to mål på udebane mod Lazio i Europa League.
Claudemir: 22 kampe/0 mål for portugisiske Vizela, der blev nummer 11.
Ahmed Daghim: Skiftede før sæsonen til B93, og med 26 kampe/4 mål var han som fast mand medvirkende til klubbens andenplads i 2. division og oprykning til landets næstbedste række.
Thomas Delaney: Svær sæson med 8 kampe/0 mål for Sevilla i efteråret og en forfejlet udlejning til Hoffenheim i foråret, der kastede 6 kampe/0 mål af sig, inden Delaney blev vraget helt af træneren. Usikker fremtid i det spanske.
Steve De Ridder: En udlejning til Deinze i den næstbedste række i Belgien bød på 23 kampe/0 mål.
Viktor Fischer: Problemerne fortsatte i Antwerpen, og efter 7 kampe/0 mål i efteråret smuttede Fischer på en lejeaftale til svenske AIK. To mål i en pokalkamp blev dog ikke vendepunktet, og med blot 8 kampe/0 mål i ligaen for den kriseramte klub peger pilen mod endnu et klubskifte i sommerpausen.
Cristian Gamboa: 19 kampe/0 mål for Bochum, der fik en 14.-plads i Bundesligaen.
Ruben Gabrielsen: Efter at have tilbragt 2022 i Austin i MLS, 33 kampe/2 mål, er han nu rejst hjem til sin første klub, Lillestrøm, hvor han er på 10 kampe/0 mål.
Jan Gregus: En enkelt sæson blev det til i San Jose Earthquakes med 27 kampe/0mål. Er nu draget videre til Nashville, hvor han som indskifter har bidraget med 10 kampe/0 mål.
Sten Grytebust: Fortsat i Aalesund. Med 30 kampe medvirkende til en niendeplads. Indtil videre 10 kampe i 2023 og en placering som nummer 16 og sidst.
Jacob Haahr: 22 kampe/0 mål for Fremad Amager, der blev nummer 11 og rykker ned i 2. division.
Brandur Hendriksson: Skadet i hele 2022. Er nu rykket til Fredrikstad i den næstbedste række i Norge. Indtil videre 3 kampe/0 mål og en aktuel andenplads.
Carlo Holse: 28 kampe/3 mål for Rosenborg i 2022, hvor de blev nummer tre. I år er det blevet til 7 kampe/2 mål, og det rækker til en niendeplads.
Atiba Hutchinson: 5 kampe/1 mål for Besiktas, der fik bronze i Tyrkiet. Ellers handlede sæsonen, som bliver Atibas sidste som professionel, mest om Canadas VM-slutrunde.
Casper Højer: Tjekkisk mester med Sparta Prag. Bidrog med 21 kampe/2 mål.
Rasmus Højlund: Nåede 5 kampe/3 mål for Sturm Graz i starten af sæsonen, inden turen gik til Atalanta, hvor det blev til 32 kampe/9 mål og en femteplads i Serie A. Desuden debut for landsholdet og i alt 6 kampe/6 mål.
Frederik Ibsen: Spillede 6 kampe for Lyngby i efteråret, inden han gled længere ned i hierarkiet og mistede sin plads. Forlader nu klubben ved kontraktudløb.
Mattias Jakobsen: Det store gennembrud hos Vendsyssel lader vente på sig, men det blev da til 11 kampe/1 mål og et selvmål, da nordjyderne tog fjerdepladsen i 1. division.
Michael Jakobsen: 10 kampe/0 mål i et kaotisk ophold i indiske NorthEast United. Nu er han tilbage i South Australia, hvor han tørner ud for Adelaide Olympic fra den regionale liga.
Jesse Joronen: Endnu en sæson i Serie B, hvor oprykningen kiksede efter playoff, denne gang dog for Venezia, som det blev til 34 kampe for.
Nicolai Jørgensen: Stadig klubløs, men tilsyneladende ikke klar til at trække stikket for karrieren.
Alexander Kacaniklic: 11 kampe/4 mål for cypriotiske AEL. Nu ude med en alvorlig skade.
Bashkim Kadrii: Op- og nedture i denne sæson hos OB og lidt inde og ude af holdet, men trods alt 25 kampe/8 mål, da klubben for andet år i træk blev nummer otte.
Thomas Kaminski: 28 kampe for Jon Dahls Blackburn, der blev nummer syv i Championship.
Aboubakar Keita: Efter en halvsæson på leje hos Ness Ziona i den næstbedste israelske række (16 kampe/0 mål) skal karrieren nu kickstartes i svenske AIK. 8 kampe/0 mål indtil videre.
Kenan Kodro: 33 kampe/13 mål for ungarske MOL, der længe flirtede med nedrykning, men lige nøjagtig sikrede sig overlevelse via en tiendeplads.
Victor Kristiansen: 12 kampe/0 mål for Leicester, der sluttede som nummer 18 lige under nedrykningsstregen og dermed skal spille i Championship efter sommerpausen. Fik desuden landsholdsdebut forleden.
Julian Kristoffersen: En enkelt indskiftning for Salernitana, inden han blev udlejet til Virtus Verona i Serie C. 12 kampe/4 mål og nederlag i oprykningsplayoff.
Kasper Kusk: Forlod for anden gang i karrieren de trygge rammer i Aalborg og leverede 24 kampe/2 mål for Silkeborg uden rigtig at blive en profil, da klubben blev nummer ni.
Michael Lüftner: Forlod ungarske MOL efter store problemer med skader og har på det seneste tørnet ud for Teplices reserver i hjemlandet. 4 kampe/1 mål i den tredjebedste tjekkiske række.
Georg Margreitter: 17 kampe/0 mål for schweiziske Grasshoppers, som han nu forlader ved kontraktudløb.
Marcus Mathisen: 25 kampe/3 mål for Sirius i Allsvenskan. Klubben blev igen nummer 11, og minsandten om de ikke har samme placering i år, hvor Mathisen er noteret for 12 kampe/1 mål og et selvmål. Jagter tilsyneladende et skifte til en større klub.
Uros Matic: Gnubber skuldre med de afdankede stjerner i saudiarabiske Abha. 27 kampe/0 mål og en 12.-plads.
Robert Mudrazija: Fik endelig lidt gang i benene igen med 27 kampe/1 mål for Slaven Belupo, der blev nummer otte i Kroatien.
Franco Mussis: Er blevet 31 år og har bestemt ikke fået den karriere, man regnede med. Efteråret bød på 12 kampe/0 mål i rumænske Botosani. Forårets udbytte var 9 kampe/0 mål for Montevarchi i den italienske Serie C. De sluttede sidst, så mon ikke sommeren byder på en ny klubjagt?
Victor Nelsson: Tyrkisk mester med Galatasarary. 33 kampe/0 mål og nu vedholdende rygter om et salg til en klub i en af de store ligaer.
Marios Oikonomou: 6 kampe/0 mål for Sampdoria, der sluttede sidst og rykker ned i Serie B.
Jores Okore: 29 kampe/1 mål for kinesiske Changchun Yatai i 2022. I år er han på 11 kampe/0 mål, og klubben ligger nummer fem.
Robin Olsen: Nu på permanent kontrakt i Aston Villa, hvor han dog er reserve og kun fik fire kampe i Premier League. Syvendepladsen giver mulighed for Conference League, så måske er der udsigt til lidt mere spilletid i den kommende sæson.
Bryan Oviedo: Hhv. 6 kampe/0 mål og 10 kampe/0 mål for Real Salt Lake i MLS i 2022 og 2023.
Sotirios Papagiannopoulos: 28 kampe/1 mål og en femteplads for AIK i fjor. Indtil videre 8 kampe/0 mål siden årsskiftet.
Andrija Pavlovic: Hans åbenbart meget dygtige agent skaffede ham en kontrakt med Partizan i hjemlandet. Klubben blev nummer fire i sin dårligste sæson i over 30 år, og Pap var et forudsigeligt flop med 18 kampe/2 mål.
Marvin Pourie: Ny sæson, ny klub, ny nedrykning. Det blev til 37 kampe/11 mål for Meppen i 3. Bundesliga.
Christoffer Remmer: Har siddet ude det meste af sæsonen i Sønderjyskes skuffende sæson, der kun resulterede i en tredjeplads i 1. division. 8 kampe/0 mål.
Mads Roerslev: 20 kampe/0 mål for Brentford, der formåede at forbedre Premier League-placeringen fra året før med en niendeplads.
Mat Ryan: 18 kampe i ligaen i foråret for AZ Alkmaar, der blev nummer fire. Desuden semifinaleplads i Conference League.
Nicklas Røjkjær: Fik gang i målscoringen i Fredericia. 32 kampe/12 mål og en syvendeplads i 1. division.
Federico Santander: Gav Italien et skud mere med skiftet til Reggina i Serie B, men det blev kun til 3 kampe/0 mål i efteråret. Klubben lå i øvrigt til oprykning, men det endte med at kikse. Federico blev udlejet til barndomsklubben Guarani, som han dermed vendte tilbage til for tredje gang i karrieren. Det blev til 13 kampe/3 mål i ligaen og foreløbig 6 kampe/5 mål i Copa Sudamericana.
Michael Santos: I 2022 hed facit 20 kampe/4 mål for argentinske Talleres, men i 2023 overgår han sig selv med foreløbig 20 kampe/12 mål, hvilket har sendt klubben op på andenpladsen og Santos op som ligatopscorer.
Björn Sigurdarson: Efter flere skadeplagede sæsonen i Molde er han nu rykket hjem til Island og IA, men han har endnu ikke været i kamp siden ankomsten i april.
Robert Skov: Stadig mere på bænken end på banen for Hoffenheim, men dog 23 kampe/3 mål og en 12.-plads i Bundesligaen.
Pieros Sotiriou: Pieros får set verden. Han er nu i Sanfrecce i Japan uden dog at brage igennem. 7 kampe/1 mål og 8 kampe/1 mål i 2022 og 2023. Tilsyneladende skadet p.t.
Jens Stage: Fin første sæson i Bundesligaen med 32 kampe/3 mål for Werder Bremen, der blev nummer 13.
Nicolaj Thomsen: Overraskede ved at tage til B93 i 2. division. Med 23 kampe/9 mål var han en afgørende faktor for oprykningen.
Youssef Toutouh: Døjer stadig med dårlig form og trods et langt tilløb blev det kun til en enkelt indskiftning i en ligakamp for Claus Meyers Nykøbing i efteråret. Prøver nu lykken i Brønshøj i Danmarksserien, hvor hans mange haters kan notere sig, at det er blevet til 3 kampe/0 mål i kortere optrædener.
Guillermo Varela: Først udlejet fra Dynamo Moskva til brasilianske Flamengo og nu på permanent kontrakt der. Bruges primært i pokalturnering og kontinentale kampe. 5 ligakampe/0 mål i 2022 og indtil videre 1 ligakamp/0 mål i 2023. Desuden med på landsholdet.
Benjamin Verbic: Døjer med en skrøbelig fysik og bringes næsten udelukkende i spil fra bænken, men dog 26 kampe/2 mål for Panathinaikos’ græske sølvvindere.
Igor Vetokele: 27 kampe/5 mål for Westerlo, som blev nummer otte i Belgien. Skifter nu til Lommel fra den næstbedste række.
Oscar Wendt: Fast mand hos IFK Göteborg med 28 kampe/0 mål i 2022. I år ligger holdet på en skuffende 14.-plads, og Wendt står noteret for 12 kampe/1 mål.
Kamil Wilczek: Ståles genistreg leverede 28 kampe/9 mål for Piast Gliwice, som blev nummer fem i den polske Ekstraklasa.
Jonas Wind: Lidt ujævn sæson for Wolfsburg med 24 kampe/6 mål og en ottendeplads i Bundesligaen.
Mikkel Wohlgemuth: Skiftede til Fredericia og bidrog med 31 kampe/3 mål.
Mathias Zanka: Endte alligevel med at blive i Brentford, som han spillede 18 kampe/0 mål for i Premier League.
Kenneth Zohore: Forlod endelig WBA i vinterpausen efter endnu en halvsæson uden spilletid. Foråret skulle få ham på ret køl i OB, men det blev blot til 4 kampe/0 mål, og han må nu finde sig en ny klub eller måske bare komme til fornuft og stoppe karrieren.
Saban Özdogan: Tilbage i divisionerne med Ishøj IF, som blev nummer fire i 3. division, og Saban nåede 24 kampe/2 mål.
Mads Aaquist: I år gik den ikke, og på trods af 19 kampe/1 mål må han med Fremad Amager en række ned. Eller flere, hvis klubben går konkurs, som den plejer.
Ali Almosawe: 2 kampe/0 mål for B93 i efteråret, men har ikke været på banen for dem siden oktober. Har spillet for Iraks U23-landshold her i juni.
Silas Andersen: 18 kampe/1 mål for Inters ungdomshold. Har forlænget kontrakten til 2025.
Berat Beciri: Tilsyneladende klubløs, siden han forlod nordmakedonske Struga.
Henrik Bellman: 22 kampe/1 mål for Östersund i Superettan. Siden januar har han spillet for Anderlechts reserver eller ”futurehold” i den næstbedste række i Belgien. 10 kampe/2 mål.
Jamal Bhuyan: 16 kampe/0 mål for Sheikh Russel i Bangladesh.
Mads Bidstrup: 30 kampe/0 mål som lejesvend i FC Nordsjælland.
Muamer Brajanac: 31 kampe/6 mål for Hobro i 1. division.
Jonathan Canto: Kortvarigt i FC Roskilde i efteråret uden spilletid. Nu i Jonica i amatørrækkerne i Italien.
Joel Felix: 20 kampe/0 mål for Silkeborg.
Kristjan Finnbogasson: 9 kampe/2 mål sidste år for KR. 11 kampe/1 mål indtil videre i 2023.
Johan Guadagno: Nu reserve uden spilletid i Pisa i Serie B.
Morten Hjulmand: 35 kampe/0 mål for Lecce i Serie A.
Kristall Ingason: Skiftede til falmede Rosenborg sidste sommer og har leveret 8 kampe/2 mål og 6 kampe/1 mål for dem indtil nu.
Alexander Jakobsen: Er havnet i Georgien, hvor det i korte indhop er blevet til 8 kampe/0 mål for topholdet Dinamo Batumi.
Viktor Jensen: I alt 28 kampe/5 mål for Rosenborg som lejesvend i 2022. Siden nytår er det blevet til 12 kampe/1 mål i Utrecht i Æresdivisionen.
Lee-Raoul Langeveldt: 4 kampe for Stellenbosch i den bedste sydafrikanske række.
Nikolas Nartey: 9 kampe/0 mål for Stuttgart.
Luka Racic: 25 kampe/2 mål for Sønderjyske.
Matias Riikonen: 9 kampe for finske Inter i 2022, men nu henvist til bænken.