Viser resultater 1 til 4 af 4

Emner: Brønshøj - KB/FCK2

  1. #1
    Tilmeldingsdato
    Jan 2002
    Indlæg
    1,694

    Brønshøj - KB/FCK2

    Efter at have misset et par kampe i streg, var det endelig igen muligt at få et glimt af KB’s talentmasse ved dagens slag mod rækkens nummer 2, Brønshøj, og deres hvepseklædte boldtosser, som nær var ved at slå selveste kummerlige AAB ud af landspokalturneringen for nyligt. Seneste opgør endte med en kneben 2-1 sejr til hjemmeholdet i en kamp, hvor KB stillede uden Laudrup og andre fra førsteholdstruppen, da de var sendt på sommerferie. Dermed kan man roligt sige, at KB ikke spillede til eller gjorde sig gode, og alligevel var de tæt på sejren, men overtiden var en ond ond satan, som ingen kunne lide.

    Rygterne var løbet i forvejen om, at KB denne gang omvendt ville stille med en del spillere fra før-steholdet, og ganske rigtigt så startopstillingen anderledes stærk ud, til stor fortrydelse for de kinesiske spillersyndikaters udsending, der med en løkke om halsen, en pistol for tindingen og adskillige fileteringsknive på håndleddet kunne konstatere, at KB’s 11 foretrukne helte var:

    Nathan Coe
    Nicklas Kristensen – Nikolaj Hansen (anf.) – Mikael Antonsson – Niclas Jensen
    Kevin Bechmann Timm – Jacob Neestrup – Rasmus Würtz – Saban Ôzdogan
    José Junior (og en hel masse andet) – Thomas Christiansen

    Bænken: Frederik Vang, Casper Windfeld, Kenneth Thinter og Mustafa El-Farat (lød det som, men Al-Saraj var det)
    Udskiftninger: 70’ ud TC – ind Thinter, 88’ ud Saban – ind Windfeld.

    På papiret et stærkt hold og spændende at se, hvor de fire superligaspillere er i fht. resten af truppen, ikke at det er helt fair at vurdere på baggrund af en 2. holdskamp. Ingen Laudrup eller Danni Jensen som begge, ifølge svært beruset men dog troværdig kilde, skulle være udtaget til truppen imod Vejle i mandagens kamp. Desværre heller ingen Delaney som jo ellers debuterede (så vidt jeg ved) imod Brønshøj i forårets kamp med et herligt indhop.

    Ved ankomsten blev vi gæstfrit modtaget af buh-råb fra et lokalt fruentimmer. Om det var vores manglende promille eller mit FCK-halstørklæde, der afslørede, at vi ikke holdt med hjemmeholdet, skal jeg ikke kunne sige, men selv kunne hun mønstre en gevaldig promille. Som altid var der en fornem opvisning i tidlige branderter, der ville kunne få Sundhedsstyrelsen til at kaste håndklædet i ringen og udbryde ”Arh, hvis det skal være på den måde, så gider vi sgu ikke mere”. At det så endda er i uge 40, hvor de da vist normalt kører deres ”Er I søde at holde op med at drikke”-kampagne, gjorde det nok ikke bedre. Hvor om alting er så havde størstedelen af hjemmepublikummet dog forvekslet deres råd med ”Max 14 genstande i løbet af en kamp”, men det er jo menneskeligt at fejle, som man siger.

    Tingbjerg Ground stod i stemningsmæssige flammer, og således kunne kampen gå i gang. Hjemmeholdet startede som lyn og torden, ja altså fra en skyfri himmel. Det var KB, som kom bedst ud af starthullerne, og spillede bolden rundt hurtigere end Spritkonen kunne råbe ”kom så drenge!!!”, og det gik ellers stærkt. Endnu inden de senest ankomne berusere havde forladt ølkøen med deres strygejern, stod der 0-1 på måltavlen, da Junior blev sendt af sted af TC, der med en inderside spillede brasilianeren fri midt på Brønshøjs halvdel. Junior løb direkte mod mål og placerede bolden stensikkert oppe i gode gamle Jakel. Så skal jeg love for at Spritkonen intensiverede sine opmunt-ringer, som dog ikke gav den mindste smule mening for andre end hende selv. Ja okay, måske den øvrige samling af leverknusere fint kunne finde mening i det. Det skal jeg da ikke udelukke.

    3 minutter efter føringsmålet var det TC, der fra 30 meters afstand prøvede lykken og fyrede kanonen af, men Brønshøjs keeper fik viftet den over mål og til hjørnespark. På det efterfølgende indlæg var Junior tæt på at fordoble føringen, men klogeligt undlod han at risikere noget med en så farlig føring på et så skidt tidspunkt, og alle kunne ånde lettet op. På dette tidspunkt var de sidste sprittere kommet på plads, og det var et kosteligt syn at lade blikket løbe rundt på lægterne. Ligesom grønlænderne angiveligt har flere udtryk for sne, så må folk fra Brønshøj vist have adskillige udtryk for rødmosset, for der var godt nok talrige nuancer at skue.

    Brønshøj fik efter et angreb over venstrekanten afsluttet tæt forbi mål, hvilket Spritkonen åbenbart mente burde gælde for en scoring, for hun dansede og viftede med alt i nærheden indtil det et par minutter senere gik op for hende, at der måtte være noget galt med måltavlen. Måske hun bare var synsk, for et par minutter senere lå bolden i kassen bag Coe, da forfærdelige Danny König fik lov at heade den i mål til udligning. Inden da havde der været tilløb til et hvepsemål, og blandt andet var overliggeren nødsaget til at tage med hænder eller det der. 1-1 efter 29 minutter og så kammede det helt over for Spritkonen, som dansede som en besat. Hun kom dog hurtigt ned at sidde igen, da KB atter bragte sig foran minuttet efter – endnu engang ved Junior. Bolden blev spillet langt frem mod Junior i højresiden, og på herlig vis tænkte keeperen, at den kunne han snildt nå, så han satte i løb og var da, skal det retfærdigvis siges, også blot 10 meter fra at nå den først. Junior sagde pænt tak og lobbede bolden over fjolset, der på lignende vis kostede et mål i forårets kamp. 1-2 med en halv time spillet, og det var jo i grunden ikke så skidt.

    Et par minutter senere var den så gal igen nede i KB’s forsvar, hvor det hele sejlede godt såvel som grundigt, men Coe fik på flot vis lusket et styk med feberredning op af lommen og stillingen var således uforandret. Herefter fik Mood Crew sunget og chantet sig varme, og bl.a. fik vi atter den rædderlige ”Brønshøj til jeg dør”-vise at høre. Det er muligt, at de har sagt det før, og at de er ski-deskøre, men det ville efter min mening være mere passende, om de sang ♪ Jeg har intet liv – jeg er pissestiv, jeg er Brønshøj til jeg dør ♪, men i det hele taget er de vist ikke meget for selv at finde på. Det er primært noget med at stjæle med arme og ben, og så lave en søg/erstat på klubhold, så er den i skabet. Kort før pausen kom en dygtigt beruset dame så vaklende, tydeligvis med GPS’en sat på ”ølkø”. Småsnakkende med sig selv og med et træt udtryk i fjæset fik hun kæmpet sig ned mod øllene, og stavrede tilbage med en i hver hånd for ikke at miste balancen. Alle var meget imponere-de over dette nummer, som gentog sig flere gange i løbet af kampen. Hver gang i det klassiske Brønshøj-tempo, hvor man går som på glasskår og med øllen let på skrå, så man lige sørger for at sjatspilde lidt for hvert skridt.

    Pausen blev benyttet til at terrorisere os med Lars Lilholts banjoeskapader, og det forklarer måske den betragtelige promille, som hjemmeholdets tilskuere var mødt op med. Helt forfærdeligt var det i hvert fald, og jeg må henstille kraftigt til, at man på regeringsplan overvejer muligheden for at udvise bemeldte musikant til særdeles fjerne egne.

    2. halvleg blev fløjtet i gang, og den var blot 2 minutter gammel, da Niclas (tror jeg det var) sendte Junior af sted i venstresiden. Lidt løb med bolden og så en knaldhård afslutning fra kanten af feltet betød, at bolden røg i mål ude ved stolpen til 1-3 og dermed et fuldendt hattrick. ”Feje hold” blev der mumlet noget om, og der blev tilmed tyret, så det kan man godt forstå ærgrelsen over. Så gik det lidt frem og tilbage, som man siger, når det er koldt om fingrene, og man ikke gider skrive notater, men 10 minutter senere måtte Coe igen diske op med en god redning, da han får viftet bolden over efter et godt forsøg. I kampens 63. minut får hjemmeholdet så reduceret, da Coe halvklarer et frispark, som ryger ud til en af 4 Brønshøj-spillere, der stod i offsideposition. Det mener dommeren ikke, og så stod den 2-3. Så blev der endelig lidt stille omme bagved, hvor en familiefar med pivrød snude ellers havde jamret, hver gang der blev dømt offside mod Brønshøj – ”Der kan aldrig være offside der” var hans fine fine argument gang på gang. Så fik hvepsene blod på tanden – og deres fans fik fadøl i halshullet – og så snittet til at komme fra kampen med point. KB skiftede TC ud og lagde Timm op i angrebet ved siden af Junior, men det kom der ikke de store chancer ud af.

    Mood Crew Trommefanden, der i pausen stolt og højlydt proklamerede, at han lige havde hentet en masse øl, gentog kunststykke og kom med et fjoget smil valsende tilbage mod Curvaen syngende ♪ Lasse, Lasse, jeg har hentet øl ♪ på melodien fra ”Deutschland Deutschland alles ist vorbei”, så det var jo bare pragtfuldt. Det blev til et par yderligere chancer for hjemmeholdet og en del jammer bagfra i den anledning over udeblevne frispark mv., men kampen sluttede fuldt fortjent med en sejr til KB. Antonsson gjorde det i grunden udmærket, Würtz var jeg ikke synderligt imponeret af, Niclas var sådan lidt ”hmm, ved sgu ikke”, Coe var af og til lidt usikker i feltet ved dødbolde, men havde nogle fine refleksredninger og Junior lavede jo tre kasser, hvilket selvsagt gjorde hans indsats godkendt.

    Næste kamp er på lørdag kl. 15 ude mod Glostrup, og næste hjemmekamp er d. 19.10 kl. 10.30 på Frederiksberg Idrætspark, hvor Vanløse kommer på besøg til et ordentligt brag af en kamp.
    Sidst redigeret af Spejder fra Mars : 13.11.08 kl. 19:17
    Mvh.
    Morten


    Álvaro er verdens flinkeste mand
    bekræftet af Lønstrup d. 27/1-2004
    Spejder fra Mars's Avatar


  2. #2
    Tilmeldingsdato
    Jan 2002
    Indlæg
    2,287

    Re: Brønshøj - KB/FCK2

    At Frederik er et stort talent bekræftes af at han både var i startopstillingen:
    Frederik Vang
    Og på bænken.
    > Bænken: Frederik Vang, Casper Windfeld, Kenneth Thinter og Mustafa El-Farat (lød det som)

    Han bliver helt sikkert til noget.

    Der omtales senere en Coe som ligefrem tager med hænder, men der må være tale om et dæknavn.
    ♪ Un bacio... un bacio ancora... ah!... un altro bacio... ♪

  3. #3
    Tilmeldingsdato
    Jan 2002
    Indlæg
    1,694

    Re: Brønshøj - KB/FCK2

    ›At Frederik er et stort talent bekræftes af at han både var i startopstillingen:
    ››
    Frederik Vang
    ›Og på bænken.

    Arh ffs, jeg spade. Det var selvfølgelig Coe, der stod. Jeg havde gættet på opstillingen hjemmefra og åbenbart glemt at rette fra Vang til Coe :-(
    Mvh.
    Morten


    Álvaro er verdens flinkeste mand
    bekræftet af Lønstrup d. 27/1-2004
    Spejder fra Mars's Avatar

  4. #4
    Tilmeldingsdato
    Aug 2008
    Indlæg
    59

    Re: Brønshøj - KB/FCK2

    Mange tak endnu engang.. dejligt at se den sidste drengespejder tilbage i topform efter en næsten utilgivelig lang pause :D


Thread Information

Users Browsing this Thread

There are currently 1 users browsing this thread. (0 members and 1 guests)

Lignende emner

  1. Brønshøj - KB/FCK2
    By Spejder fra Mars in forum De korte linier
    Svar: 5
    Sidste Meddelelse: 07.10.09, 13:47
  2. KB/FCK2-Brønshøj
    By Spejder fra Mars in forum De korte linier
    Svar: 6
    Sidste Meddelelse: 12.06.09, 18:12
  3. Brønshøj - KB/FCK2
    By Spejder fra Mars in forum De korte linier
    Svar: 5
    Sidste Meddelelse: 08.06.08, 17:38
  4. KB-Brønshøj
    By Spejder fra Mars in forum De korte linier
    Svar: 4
    Sidste Meddelelse: 04.10.07, 22:36
  5. KB/FCK2 - Brønshøj
    By Spejder fra Mars in forum De korte linier
    Svar: 5
    Sidste Meddelelse: 14.05.07, 11:03

Regler for meddelelser

  • You may not post new threads
  • You may not post replies
  • You may not post attachments
  • You may not edit your posts
  •