Ståle Solbakkens manglende trænererfaring blev opvejet af hans karisma og kompromisløse vindermentalitet. Men selvom spillet frem på banen ofte var for statisk og manglede fantasi, så vandt vi næsten rub og stub herhjemme, og opnåede stor international erfaring. Takket være en karismatisk træner, en bred trup og en solid organisation på banen. Men manglerne forhindrede os i at tage det sidste skridt op i den internationale stjernehimmel.
Nu peges der måske igen på en træner med manglende erfaring på topniveau.
I valget af ny træner håber jeg inderligt, at ledelsen stiller sig selv det vigtige spørgsmål:
Var Ståle ikke snarere en ener indenfor fodboldverdenen, og er man virkelig sikker på, at en ny uerfaren træner har så meget karisma og vindermentalitet, at det igen er nok til at opveje et i international målestok fattigt CV?
Og endnu vigtigere: Kan det bringe os skridtet videre internationalt? Det skridt som giver os rige muligheder for at sikre fodboldforretningens økonomiske fremtid?
Groft sagt: Skal trænervalget signalere videreudvikling eller afvikling?
Mvh Torben