Rejsetråden (tips, links og oplevelser).

[MSP]

Jeg hører også gerne om tips til London. Og også Californien for den sags skyld.

[fckedde]

Så prøver jeg da med London guiden!

Michelin

***

Gordon Ramsay at Royal Hospital Road:
Dette er den første af Gordons restauranter, og med afstand den mest omtalte. Stilen er klassisk fransk luksus, med små-snoppede franske tjenere og et gigantisk vinkort.

Fat Duck (Bray):
Heston Bluementhal er med sikkerhed UK's mest prominente kok, hans innovative tilgang til madlavningen er på et niveau, hvor alle andre bliver sat til vægs. Fat Ducks køkken er molekylært, og med smagssammensætninger ingen ville forvente succesfulde. Heriblandt hvid chokolade og caviar, snail porridge, laks med lakrids og et hav af andre nyklassikere.
Skal man vælge én restaurant ud i England, er dette det sikre kort.

Waterside Inn:
Når man nu alligevel har valgt den lidt enerhverende "rejse" til Bray, så spis lige frokost på Waterside Inn. Alain Roux som er stedets køkkenchef er en garant for klassisk fransk luksus, dog i en anden fortolkning end den gode Ramsay. Her ledes tankerne hen på 3*** franske landevejskroer som Troisgros og Auberge de l'ill. Ingredienserne er hummer, foie gras, trøfler og duer. Alain Roux er i øvrigt ikke hvem som helst, men en del af det gastronomiske Roux dynasti. Han er således søn af Michel Roux der driver den 2** Le Gavroche inde i London.


**

Hibiscus:
Claude Boisi er anderkendt som en af Englands mest lovende kokke. Stilen er moderne, med fokus på lokale råvarer.
Desuden er der fornuftige priser til frokost, hvis man vælger deres set-menu.

*

Amaya:
Når nu man er i London, er det selvfølgelig et must at spise Indisk, og drager man til området omkring Brick Lane er der et overvældende udvalg af fantastiske og autentiske restauranter.
Har man desuden mod på at prøve det indiske køkken på et gourmet niveau er Amaya Europas eneste mulighed. Her serveres klassikere i moderne fortolkninger. Og savner man normalt lidt finesse i det indiske køkken, bliver der leveret til fulde her.

Dinner:
Heston Bluementhals nye restaurant på Mandarin Oriental hotellet. I modsætning til The Fat Duck er filosofien på Dinner i højere grad fokus på gamle britiske klassikere, altså en type engelsk paleo, men stadig med umiskendelige Heston strejf. Har man set Hestons feast på 3puls, vil man kunne nikke genkendene til bla. Meatfruit!!

St. Johns Restaurant:
En virkelig unik restaurant, der med sikkerhed har været inspiration til kødbyens Nose to Tail. Konceptet er ganske enkelt at her går intet til spilde, INTET.
Hvis man er frisk på relativt obskure udskæringer som tryne, øre, hale, tæer osv., så er dette en perle på den ellers meget polerede britiske restaurantionsscene.
Prøv især marvben, trottergear og porkbelly.


Snacks.

Klassikeren er naturligvis Fish and chips, den ses dog ofte i fuldstændig skamkorpuleret udgave. Dette er dog ikke tilfældet i kantinen på Tate Modern. Desuden kan man gå derfra med bare en anelse kulturel stimulans i bagagen.


Afternoon tea er også en nødvendighed. Det er ikke som mange fejlagtigt tror kun en adspredelse for amerikanske turister med højt hår, men faktisk en lille gastronomisk finurlighed med reelt indhold.
Mit bedste bud er Quince Salon på The May Fair, de leverer en mellemøstlig inspireret variant, i superluksuriøse omgivelser.
Hvis madbudgettet ikke er til de kæmpe udskejelser, er dette en fin mulighed for lidt luksus med madammen.


Det var hvad jeg orkede for nu, men jeg lover løbende at fylde yderligere på!


//Kedde.

[Bopa]

Før jeg tog til New York her i April var fckedde, CR mfl. rigtig flinke til at give gode råd om, hvilke restauranter der var et besøg værd i forskellige kategorier. Så her følger en tilbagemelding og egne råd.

Oveni de gode råd investerede jeg i et Zagat-abonnement og kan i øvrigt pege på OpenTable, der ikke er til at komme uden om, når det gælder reservationer. Begge værktøjer er geniale i USA specifikt. På OpenTable skal man lige være opmærksom på at skrive sit mobilnummer (med +01145 foran) og hotellets nummer i kommentarfeltet ved reservation, da flere restauranter ringer og verificerer reservationen et par dage før.

Det siger ikke så meget om en særpræget smag for min del, at jeg endte med næsten ikke at følge de råd, jeg fik. Det siger noget om, at New York er et madmekka, hvor man sikkert kan spise godt hver dag uden nogensinde at spise på den samme restaurant og til helt overkommelige priser.

Til high end-oplevelsen valgte jeg Eleven Park Madison (***). Mest på baggrund af nogle helt nye anmeldelser, dels fordi EPM bekender sig til et amerikansk køkken i skyggen af Empire State Building i et sjovt art deco-lokale.

EPM's gimmick er, at man her vælger hovedingrediensen til en ret, men ikke selve retten. Vi valgte tasting menuen og så er det jo lidt hip som hap med det.

På en trestjernet restaurant forventer man naturligvis, at håndværk og service er i top. Det var den - vi fik blandt andet den lille ekstraoplevelse (som de eneste, mens vi var der) at blive inviteret ud i køkkenet og indtage en forret sammen med sous chefen og overtjeneren til en lille hyggesnak om blandt andet noma. Der var ærlig interesse og begejstring for Redzepi's projekt, Kofoeds guldmedalje og den nydanske køkkenrevolution generelt.

Maden var "bare" perfekt. Mindre eksperimenterende end på noma, men efter min helt subjektive mening (baseret på blot et besøg hvert sted) var den samlede menu mere velbalanceret. Jeg var helt vild med, at man både fik øl og the til retterne, når det passede og erkende at det gjorde det virkelig. Betjeningen perfekt. Nåja, og så fik vi Muësli med hjem til morgenmaden.

Begge vores oplevelser på etstjernede restauranter faldt i forlængelse af, hvad fckedde skrev om frokosttilbud i NY. Man kan spise usædvanligt billigt på rigtig gode restauranter til frokost, om mandagen og hvis man kan være færdig før kl.20 (teatertid). Der er virkelig penge at spare her, hvis man er på budget.

Dovetail (*) Her faldt vi ind om mandagen til en "near vegetarian" fireretters menu til 46$ pr. hovede. Retternes størrelser var helt reelle og kvaliteten i overensstemmelse med stjernen. Tempoet i serveringen var dog gevaldigt, men det er en del af spise ude-konceptet i USA, at man ikke klistrer sig til pladserne (til gengæld har de fleste gode restauranter fine barer med uddannede pikhaletendere, hurra). Bordene skal helst sælges både 2 og 3 gange til de priser.

Aureole (*) Her spiste vi en pre theatre dinner før et Broadway show. 3 retter for 55$. Eneste krav er, at man ankommer inden 18. Tilsyneladende er Aureole et populært hang out sted for de unge og rige efter fyraften. Gevaldigt hipt leben og vel det mest "amerikanske", vi oplevede. Igen høj kvalitet.

Le Gigot er en lille lokal bistro i Greenwich Village, super hyggelig. Alle kendte alle og talte med alle og inden længe var jeg ganske beruset, så jeg husker ikke så meget udover en sommeraften i april med åbne døre, piger i sommerkjoler på gaden og den slags.

Dirt Candy er en lille vegetarrestaurant i East Village. Selve lokalet havde plads til ca. 25 spisende gæster. En super oplevelse, restauranten er virkelig meget lille og intim på den måde, at alles samtaler også er din samtale. Et lille minus var, at de havde fravalgt flaskevand i køleskabet pga. manglen på plads og amerikansk hanevand smager simpelthen som Østerbro Svømmehals store bassin.

Men så må man jo drikke lidt mere vin og efter lidt snak frem og tilbage med værten fik vi lige en lille smagsprøve på det meste på det lille vinkort uden merberegning. Cute og nærværende.

Hvis Dirt Candy lå i København ville den være helt med fremme i hypefeltet.

Aquagrill i Soho (der var udsolgt på Marea, som fckedde anbefalede) er én af New Yorks bedste raw food barer. Den eneste restaurant vi ikke bookede via OpenTable. Der er et eller andet med fisk i New York, for alt hvad vi fik med fisk var i store træk sublimt og det gælder også her. Ved siden af vores bord investerede de i hofretten: 36 forskellige slags østers på et fad. Til hver, selvfølgelig.

Aurora - lokal og uprætentiøs italiensk restaurant i Soho. Perfekt til en hurtig gang spaghetti og på hovedet i seng efter en lang flyvetur.

Turen i øvrigt kunne bruge sin egen "artikel". Men New York skal fanama bare opleves!

[fckedde]

På foranledning af egon forsøger jeg mig med en miniguide til San Sebastian (Donostia-på baskisk).

Byen ligger i en lille "gryde" ud til Biscayen, klemt inde mellem de to bjerge Urgull og Igeldo, og med lagunen/stranden La Concha som byens hjerte.
San Sebastian har i mange år været anerkendt som Europas absolutte mekka for gastronomi, og har den højeste koncentration af Michelinrestauranter pr. indbygger.
Udover højgastronomien er byen også hjemsted for den særlige baskiske variant af tapas, nemlig Pintxos. Pintxos refererer til pinden, der anvendes til at hapse de små herligheder med.

Overnatning:

Der er et rigt udvalg af hoteller og hostels i alle prislejer. Hvis turen er på budget, kan man med fordel kigge efter hostels i Parte Vieja (den gamle bydel). Her bor man centralt og til meget rimelige priser.
Jeg har selv boet på Hotel Londres de sidste par gange jeg har frekventeret byen. Dette er en perle, der ligger på strandpromenaden ved La Concha. Hotellet har glimrende værelser i klassisk stil, og desuden også en rigtig fin hotelbar med en fantastisk udsigt.

Restauranter:

Som skrevet tidligere er udvalget overvældende, men her et par af mine egne favoritter.


***

Arzak.
Dette er min absolutte favorit. Jeg arbejdede der selv i 2003 og har siden spist der et par gange.
Arzak er en institution, drevet af far/datter teamet Juan Mari og Elena, sidstnævnte er lige kåret til verdens bedste kvindelige kok af det anerkendte Restaurant Magazine, bladet der i øvrigt konsekvent har haft restauranten i top 10, de sidste 10 år.
Køkkenet beskrives som moderne baskisk haut cuisine. De har en rigtig fin evne til at kombinere klassiske sammensætninger med molekylære teknikker, retterne udvikles i det tilhørende laboratorium, og føres ud i livet af en 40 mand stor brigade.
Ved reservation kan man forespørge på en rundvisning i laboratorium og vinkælder, dette er en rigtig stor oplevelse og kan varmt anbefales.
Desuden er det også værd at undersøge om man kan få Chefstable, der er placeret ude i det travle køkken. Det giver én mulighed for at følge med i arbejdet, og sikkert også for at hilse på Arzakkerne.

Her er det "krydderirummet" i Arzaks lab. Der er et beskedent udbud af op imod 1200 forskellige krydderier og andre tørrede kuriositeter.

Akelarre.
Placeret på Monte Igeldo har denne restaurant med afstand den bedste udsigt af alle Michelinrestauranterne. Derudover har de en vanvittig dygtig køkkenchef i Pedro Zubijana, der er meget lokalt orienteret i sit råvarervalg.
Køkkentypen er, som mange af de andre baskiske mastodonter, molekylær. Her i en meget nysgerrig og undersøgende variant. Der fokuseres desuden meget på fisk og skaldyr.


Martin Berasategui.
Beliggende i Lasarte er denne restaurant ikke så let tilgængelig, men en togtur på 1/2 times tid bringer en ud til denne lidt triste soveby. Det er dog rejsen værd, for køkkenet hos Berasategui leverer et usædvanligt højt niveau.
Restauranten er nok den mest klassiske af de nævnte, hvorfor man også kan forvente hummer, foie gras, trøfler og lignende ubehageligheder på tallerkenen.


**

Mugaritz.
Andoni Aduriz er et af de nyere stjerneskud på den spanske restaurantscene. Han er desuden en del af den internationale kokke vl-gruppen, der også tæller vores egen Rene Redzepi.
Han beskriver selv sit køkken som techno-emotional, som skal forståes som en kombination af det molekylære og det nære. Han har i øvrigt CV'et i orden, med en fortid hos både El bulli og Arzak.
Restauranten er beliggende i en gammel landejendom 1/2 times kørsel fra San Sebastian. De landlige omgivelser tillader også restauranten at samle vilde urter og bær, der flittigt benyttes i madlavningen.


Pintxos i Parte Vieja.
Der er nærmest ingen turistfælder i San Sebastian, så det er bare at gå på Pintxos-crawl.

Der er dog en Pintxos bar der skiller sig ud i positiv forstand. La Cuchara de San Telmo er drevet af tidligere El bulli kokke, hvilket hæver niveauet til gastronomi. Der er flere klassikere på kortet såsom grisetæer, baccalao og boquerones.


Udover pintxos barerne, har baskerlandet også en anden gastronomisk finurlighed, nemlig Ciderias. Det er ciderhuse, med tilhørende super rustikke restauranter - der er ingen stole! Men istedet højborde hvor man står samlet og nyder sin frisktappede cider, ledsaget af baccalao og chuletones.

Der er masser af fine barer i Parte Vieja, en af de mest specielle er Museo del Whisky, der som navnet antyder fokuserer på de gyldne dråber.

Har man tid til en lille udflugt er Getaria en rigtig god destination. Her har de specialiseret sig i de såkaldte Asadores, altså grillrestauranter med fokus på fisk og skaldyr. Der bydes på delikatesser som Percebes, Merluza og Rape.
Desuden er byen kendt for sin meget lokale vin - Txacoli, der er en frisk og meget ung hvidvin, der i øvrigt passer rigtig fint til de grillede fiskeretter.

Når man er i Spanien, er der naturligvis også fodbold på programmet. De lokale helte fra Real Sociedad spiller på det lidt bedagede Anoeta, har man mulighed for at time sit besøg med lokalopgøret mod Athletic Bilbao er der en folkefest i vente.


God tur.
PM evt. for yderligere tips.


-Kedde.

[Elver]

New York.

På opfordring, lader jeg hermed min dom falde over New York!
Jeg gentager gerne en lignende ultimativ spiseguide til en af verdens andre storbyer..Tokyo, Hong Kong, London osv..

***

Så mangler vi bare Paris :-)

[djurlander]

Er der nogen på dette forum der har erfaring med Argentina, og gerne med tips til at se lidt bold dernede.

[feilberg]

Er der nogen på dette forum der har erfaring med Argentina, og gerne med tips til at se lidt bold dernede.

Jeg var i Argentina i efteråret '11 og så Boca Juniors på La Bombonera - det var dengang, hvor det argentinske mesterskab blev afgjort to gange om året i Apertura/Clausura-formatet. Mere om det senere, men først et par ord om turneringsformatet.

Fra 2014 er man gået over til et nyt format med en overgangsperiode. De kører stadig et lidt weird format, hvor der i foråret deltog 30 hold i den bedste række fordelt på to puljer. De to bedste hold fra disse puljer efter 16 kampe mødtes i maj i en finale mellem Lanús og San Lorenzo med København-legenden Franco Mussis i startopstillingen. Lanús vandt 4-0. Den nye sæson starter 21. august og vil følge formatet, som vi kender her fra Europa, med 28 hold og en afgørelse til juni '17.

Jeg havde en fantastisk oplevelse med at se argentinsk fodbold.

Tilfældet ville, at Boca kunne blive mester med en sejr i sidste runde af Apertura hjemme over et andet Buenos Aires-hold, Banfield, og det klarede de i sikker stil med 3-0. Modsat i Brasilien, hvor jeg en måned inden så Ronaldinho lalle rundt for Flamengo, så er rivalisering og fankulturen en del mere liv-og-sjæl i Argentina. Boca Juniors og River Plate er med afstand de to største og mest populære klubber, og deres derby el Superclásico har du sikkert hørt om. Jeg købte billet til kampen igennem vores hotel, og dette tror jeg er langt den bedste og sikreste måde at gøre det på. Pga kampens betydning var der udsolgt på alle Boca-afsnit og turisterne i vores gruppe fik således plads blandt gæsternes tilhængere.

Buenos Aires har en lang række hold, som alle rivaliserer intenst med hinanden. Det betød, at selvom Banfield lå sidst og ikke havde noget at spille for, fik vi strengt påbud om ikke at have noget som helst mørkeblåt/gult på i Boca-farver, og der måtte bestemt ikke jubles eller lolles med på hjemmeholdets succes. Og de gode og venlige guider til kampen stoppede bussen ved en lokal kiosk, da en af gringoerne alligevel var dukket op i noget lidt for blåt: Værsgo at købe en hvid t-shirt :-) Der var meget stor sikkerhed omkring kampen omkring hele stadion modsat i Brasilien, hvor det kun er meget få, der rejser igennem det kæmpe land på aways. Det fungerede rigtigt fint og betød, at vi aldrig var i kontakt med hjemmeholdets stemningstosser, hvilket La Boca's rygte taget i betragtning, er en aldeles udmærket løsning. Selve spillet var af høj kvalitet - nu var Boca jo et mesterhold, men det var både bedre organiseret og måske derfor mere tempofyldt, end hvad brasiliansk fodbold kunne levere. Jeg husker det også som om, at jeg vurderede Boca til at være mindst et niveau over Kbh på det tidspunkt. Altså 2011-København.. :-) Selve billetten kostede ikke alverden, husker ikke den eksakte pris. Men det var det værd.

Jeg fik aldrig et glimt af deres idol Maradona til kampen, men Roman Riquelme kom ind i 2. halvleg til stor jubel og stod ugideligt i midtercirklen som doven 10'er og slog gode afleveringer; i dag kan man være heldig at få et glimt af Tevez, Gago eller måske det næste hotte navn i Europa.

Sig til, hvis du har andre spørgsmål.

[djurlander]

Mange tak Feilberg og tak for tippet med billetter.

Ser frem til at forsøge at komme på stadion.

[ForzaHansen]

Er der mon nogen her på Sidelinien, der har gode tips til rejse (herunder gode hoteller) i Cuba?
Erfaring med at komme til at se noget bold samme sted?
På forhånd mange tak.

[Magnus Kraft]

Er der nogen på dette forum der har erfaring med Argentina, og gerne med tips til at se lidt bold dernede.

Her kommer et svar 100 år for sent:

Jeg så en del fodbold i Argentina i vinters. For det første er det helt vildt anbefalelsesværdigt. Når du skal have billetter, er der flere måder at gøre det på. Du kan, som feilberg skriver, købe gennem hotel eller landingpadba.com. Det er helt sikkert, du får transport med i prisen og ofte også en guide. Til gengæld er det også ganske dyrt.

Den anden model, og den, som jeg havde bedst erfaringer med, er at skaffe billetterne selv. Jeg så Racing mod Boca på førstnævntes hjemmebane. Her overvejede jeg at købe gennem hotellet for cirka 800 kroner, men tog i stedet turen til Avellenada, hvor Racing spiller, på kampdagen. Her kunne man ganske let skaffe billetter ved stadionsluserne - det samme gør de fleste lokale fans. Billetterne er selvsagt meget billigere (jeg mener, jeg gav 100 kroner el. lign.), og du kan få bedre pladser på stadion. Sidstnævnte er efter temperament. Køber du gennem hotel, får du pladser til de neutrale afsnit (så neutralt som det nu bliver i et fodboldgalt land). Jeg fik forvildet mig ind blandt Racings barra bravas bag det ene mål. Det er selvsagt mindre sikkert og mindre komfortabelt, men stemningen var en unik oplevelse, som jeg varmt kan anbefale. Det kan bare godt betale sig at være lidt streetsmart og klappe med osv. osv.

Du skal være velkommen til at skrive for uddybende svar, hvis det stadig er aktuelt. :-)

[duckman]

Inspireret af en samtale her på kontoret ryger der lige et spørgsmål videre til Sideliniens tydeligvis berejste brugere:

Hvilket land tættest på Danmark har du aldrig besøgt?

For mit eget vedkommende er det Polen, som ellers har stået på to-do-listen i en del år. En bekendt har anbefalet kurbyen Kołobrzeg, og flere taler pænt om både Krakow og Warszawa, så man må jo få det gjort på et tidspunkt.

duckman

[VillaMan]

Hvilket land tættest på Danmark har du aldrig besøgt?

Den fortjener en selvstændig tråd :-)

Det må være Rusland for mit vedkommende. Hvis man tæller den lille stump Rusland, hvor Kaliningrad ligger, med. Ellers er det Litauen.

[Raptus]

Samme sag her. Polen er nærmeste blanke plet på landkortet. Og jeg er sådan set nysgerrig nok, men det bliver ikke en familieferie der får mig derned. Familien skulle IKKE nyde noget, da jeg foreslog vores næsten-nabo-land. Og det er vel udfordringen med Polen, der ikke just har et romantisk wellness-solskins-god mad-rygte. Men til gengæld har Europas værste luftforurening.

[LogeLars]

Samme sag her. Polen er nærmeste blanke plet på landkortet. Og jeg er sådan set nysgerrig nok, men det bliver ikke en familieferie der får mig derned. Familien skulle IKKE nyde noget, da jeg foreslog vores næsten-nabo-land. Og det er vel udfordringen med Polen, der ikke just har et romantisk wellness-solskins-god mad-rygte. Men til gengæld har Europas værste luftforurening.

Hvis man er til en forlænget weekendtur med fokus på gourmetoplevelser og wellness, så er Gdansk en glimrende destination. Og tilmed billig.

[Sokken]

Inspireret af en samtale her på kontoret ryger der lige et spørgsmål videre til Sideliniens tydeligvis berejste brugere:

Hvilket land tættest på Danmark har du aldrig besøgt?

For mit eget vedkommende er det Polen, som ellers har stået på to-do-listen i en del år. En bekendt har anbefalet kurbyen Kołobrzeg, og flere taler pænt om både Krakow og Warszawa, så man må jo få det gjort på et tidspunkt.

duckman

Bosnien. Hvilket der bliver rådet bod på med en tur til Balkan næste år. Konen og jeg planlægger at flyve til Bosnien og leje en bil, og dernæst tage en rundtur gennem Montenegro, Albanien, Makedonien og Kosovo. Derefter vil det være San Marino der er det land tættest på Danmark jeg aldrig har været i.