Jeg vil ikke sige, at det overrasker mig at folk på Facebook er rasende over alt de har til rådighed, ikke efter godt ti år med mediet ... men sommetider overrasker vredens retning mig alligevel.
Som i går, da det blev annonceret at DBU ikke forlænger Åge Hareides kontrakt og vælger at ansætte en anden i stedet. Og det har ikke noget at gøre med om jeg synes Hareide er en dygtig chef der ikke taber kampe, eller en BØF der står for røvsyg gåfodbold. Eller om afløseren er den mest kompetente træner med dansk pas, eller et blålys der endnu ikke har præsteret en skid under forventningspres.
Næ, det er om den
tilsyneladende evighed der er i visse kredse af Facebooks roligans om at DBU er amatører, Åge er blevet ofret og ydmyget, nu går alting galt med EM-kval, osv osv.
Hvornår i alverden skulle han så have haft det at vide, hvis ikke nu, med mere end et år til kontraktudløb og med hele tre hæderlige chancer for at kvale til EM, to i puljen og en i Nations League? I dagene inden næste kamp? Oven på vellykket kvalifikation? Dagen efter at være røget ud af EM? Hvordan er det på nogen måde unfair, og amatøragtigt, at få 14 måneders varsel om at kontrakten ikke forlænges? Medmindre man da mener at trænere har et automatisk, ensidigt krav til at få forlænget deres aftale, uafhængigt af alder.
Det undrer mig helt vildt. Især da logikken medfører at det nu kan gå galt fordi Hareide pludselig ikke kan motivere sine spillere. Ok, er han så virkelig alligevel rette mand? Skab sammenhæng, tak, vrede roligan.