Der kan vist næppe være nogen tvivl om, at William Kvists afløser endnu ikke er fundet. Grindheim er tydeligvis ikke nogen erstatning på den position, hvilket vi i den grad har måttet betale prisen for - tydeligst i de europæiske kampe samt kampen mod FCN i Parken.
Derfor må det alt andet lige være førsteprioriteten i næste transfervindue, hvorfor jeg synes vi burde have en tråd med bud på hvem det skulle være.
Det mest iøjnefaldende bud i øjeblikket er Anthony Annan, der pt. er udlejet til Vitesse fra Schalke resten af sæsonen. Til dem, der ikke ved hvem han er, kan det siges, at han er en udpræget balance-spiller, der er fornuftig i pasningsspillet, men som helt klart har sine styrker som defensiv stabilisator. Han har tidligere været rygtet til mange storklubber efter hans fremragende præstation med Ghana under VM 2010. Kan vi bringe ham tilbage på dette niveau, ville han uden tvivl være en markant forstærkning.
Spørgsmålet er så om det er realistisk. Jeg synes godt man kan argumentere for, at det var i hans interesse, at komme til en klub, der er garanteret Champions League. I hvert fald har han tilsyneladende ikke nogen fremtid i Schalke:
http://www.bold.dk/nyt/Annan-faerdig-i-Schalke
Desuden har han i store dele af denne sæson siddet på bænken i Vitesse (dog er han begyndt at spille igen i de sidste 2 kampe). Derfor ser jeg det ikke for usandsynligt, at Annan kunne havne hos os.
Om det overhovedet er muligt at købe en spiller fri, der er udlejet til en anden klub, ved jeg ikke, men hvis det er muligt, så må det antages at vi kan lave en fornuftig handel med Schalke.
Hvad mener i om det og hvem ser i ellers som potentielle løsninger?