Så sker det igen. Michael Laudrup fyres efter en miserabel stribe af nederlag, lokale medier kan berette om en spillertrup, der mangler disciplin og om en både fysisk og psykisk fraværende Laudrup, der forlængst er raget uklar med ledelsen. Og alt imens hyldes Laudrup på danske debatfora, der kalder fyringen for uforståelig og selvmål, ligesom rygter om mulige topjob (denne gang i Inter - as if!) straks cirkulerer. Selv Aldo slikker sig om munden og er ikke bleg for at fyre Thomas Frank gennem pressen, hvis Ambassadøren himself skulle finde på at blinke med øjnene i Brøndbys retning.
Indrømmet - jeg er ikke den store fan af Michael Laudrup. Han havde et gudsbenået talent som fodboldspiller, og formåede - trods en række bizarre beslutninger undervejs - trods alt at få særdeles meget ud af sin fantastiske spilforståelse og legende lette omgang med bolden. Han var uden tvivl Danmarks bedste fodboldspiller gennem tiden, men ligesom vi har set det med Allan Simonsen, er det på ingen måder garant for, at man også kan finde ud af at træne et hold. Særligt ikke, hvis man er konfliktsky, mangler ærgerrighed og dybest set mener, at mandskabet bør disciplinere og pleje sig selv.
En af de mange sandheder, der ofte opstår i kølvandet på henholdsvis en Laudrup-fyring (eller sammenbrud) og -ansættelse, er, at der eksisterer en særlig Laudrup-effekt, hvor spillerne leverer over niveau. Brøndby-fans får stadig en klump i halsen, når de tænker på Projekt Laudrup og doublen i 2005, og det er vel et eller andet sted også fair nok, når det er sidste succesfulde sæson, den klub har haft - og sikkert får meget længe.
Men måtte for sjov skyld lige bold.dk'e den for at se, om der virkelig var en synlig effekt. Glem spillestil og alle de revolutioner, Laudrup altid bliver rost for at føre med sig (eksempelvis elsker Swansea jo invasionen af spanske spillere...host...). Lad os bare nøjes med at kigge på det ene parameter, som trænere i en professionel verden trods alt bliver bedømt efter: Evnen til at skaffe klubben point.
Lad det være sagt med det samme. Jeg kan have kløjes i, hvornår Laudrup er kommet til klubben osv., men en hurtig samkøring via data fra wikipedia og bold.dk afslører umiddelbart følgende Laudrup-sandhed:
Laudrup har i sine 12 år som klubtræner aldrig opnået flere point med hans hold, end holdet havde opnået i sæsonen forinden.
En hurtig gennemgang:
2002-2006: Laudrup overtager trænerposten i Brøndby IF, der med en bedre målscore og 69 point netop har sikret sig mesterskabet foran FCK. Sæsonerne efter opnår Brøndby med Laudrup ved roret kun 56 og 67 point, der i begge tilfælde kun rækker til sølv. Først det tredje år tangerer Brøndby de 69 point, der fører til Brøndbys indtil videre sidste Danmarksmesterskab (samt en pokaltitel). I øvrigt en pointhøst, der bliver overgået de næste fire sæsoner af henholdsvis os og AaB. Men det lykkes altså aldrig Laudrup at forbedre det pointmæssige udgangspunkt, før han rager uklar med ledelsen og undlader at forlænge sin kontrakt.
2007-2008: Efter en af de berømte tænkepauser får Laudrup tilbudt trænerposten i Getafe. I 2006/2007-sæsonen har Getafe opnået 52 point. Laudrups resultat i den efterfølgende sæson: 47 point. Igen rager Laudrup uklar med ledelsen og de aftaler at afbryde samarbejdet - trods en finaleplads i pokalturneringen.
2008-2009: Herfra går turen til Spartak Moskva, som det ser ud til, at han overtager i slutningen af sæsonen for 2008. Derfor er dette ophold svær at gøre op. Men sæsonen forinden (2007) opnår Spartak Moskva en 2. plads med 59 point, hvilket i 2008 - bl.a. under Laudrup - bliver til en 8. plads og 44 point. Laudrup fyres i 2009 efter en ekstrem ringe start på sæsonen, der dog - efter hans afgang - ender med en 2. plads igen med 55 point. Uanset hvordan man vender og drejer det, er der dog ikke tale om en pointmæssig fremgang.
2010-2011: Efter endnu en tænkepause vælger Laudrup Mallorca som næste højtprofilerede destination. I 2009-2010-sæsonen har Mallorca lavet forrygende 62 point, hvor de slutter som nr. 5. Laudrup nedtoner straks forventningerne, hvilket er smart, da det kun ender med en 17.-plads og 44 point i den efterfølgende sæson - blot et point over nedrykningsstregen. Altså 18 point færre end sæsonen forinden. Og endnu en gang fører problemer med ledelsen til et hurtigt stop - dog efter gensidig aftale i et, hvad jeg husker det, ganske bizart forløb.
2012-2014: En berømt tænkepause senere overtager Laudrup Swansea, der netop har opnået 47 point i Premier League. På sædvanlig Laudrup-maner lykkes det herefter Laudrup at skrabe færre point ind. Dog kun et enkelt, således at han - trods alt - opnår 46 point + den i dansk sammenhæng så enormt omtalte Capital One-pokal. Et pointgennemsnit på 1,21 per kamp, som han så fik bragt ned på mere Laudrupske standarder med 1 point i gennemsnit, før han til danske fans store overraskelser igen bliver fyret, før de når at lave en mindelig aftrædelsesaftale.
Alt i alt: 12 år som klubtræner uden nogensinde pointmæssigt at have overgået sin forgænger i sæsonen forinden.
Skyd endelig løs, hvis jeg har set forkert nogen steder. Har jeg ikke, virker det spøjst at tale om en Laudrup-effekt - i al fald i forhold til forbedrede resultater. Selv i Brøndby formåede han aldrig pointmæssigt at forbedre klubben. Laudrup-tilhængere vil straks anføre, at Laudrup jo netop har sat store projekter i gang, ændret spillestil og nærmest revolutioneret de klubber, han har været i. Fair nok, den slags kan tage tid. Men i så fald er det bemærkelsesværdigt, at han i alle andre klubber end Brøndby faktisk har underpræsteret endnu mere med sit hold i den efterfølgende sæson.
Til de, der mener, at Laudrup vil have det meget lettere i en virkelig storklub, er der tre ting, der undrer mig:
1) Ledelsen. Det er bestemt ikke lettere at styre en ledelse i Real Madrid end i Swansea, der indtil forleden ikke havde fyret en manager i ti år. Laudrup har været på koalitionskurs med ledelsen i samtlige de klubber, han har været træner for. Hvordan han skulle have lettere ved at styre ledelsen i en topklub, der kræver resultater fra dag 1, undrer mig en hel del.
2) Disciplinen. Igen og igen hører vi, at spillere under Laudrup savner disciplin. At træne egoer i storklubber kræver enorm disciplin. Nægter at tro på, at Real Madrid-spillerne med Ronaldo i spidsen ville tage bedre imod at få to dage fri efter et katastrofalt nederlag, fordi deres træner vil en hyggetur til Paris, end de uforstående Swansea-spillere.
3) Krisehåndteringen. Når Laudrup styrer ind i en krise, styrer han meget sjældent ud af den igen. Tværtimod. I store klubber lurer krisen konstant. To nederlag i træk skaber væsentlig større overskrifter i Barcelona end på Mallorca. Ja, selv et par uafgjorte kampe kan skabe krisestemning i al fald i Spanien. Hvordan Laudrup pludselig skulle blive bedre til krisehåndtering i en storklub, hvor kriser sætter tifold større ind grundet superstjerners egoer og pressens og ledelsens udelte opmærksomheder, undrer jeg mig stadig over.
...og så har vi slet ikke snakket taktisk forståelse, generel pressehåndtering osv. osv. osv.
Konklusion: Laudrup-sandheden er, at Laudrup er mere navn end gavn. Laudrup er et superbrand, der alene med sin tilstedeværelse kan skabe masser af omtale og vibe. Men resultatmæssigt mangler Laudrup efter 12 år som klubtræner stadig i den grad at levere. Selvfølgelig ender Laudrup-farcen ikke her. Der er mange klubdirektører a la Aldo, der gerne vil have deres ego pleaset ved at omgås et brand som Laudrup. Men han er lysår fra at få job i en topklub, og Premier League og Primera Division skal han nok heller ikke sætte næsen for højt op efter de næste mange år efter at have brændt et par broer ret så eftertryggeligt. Måske Italien. Der ophører logikken i forvejen ofte.