Ja, Amartey og Mussis er to af klubbens mest interessante indkøb nogensinde. Omend de nok begge kunne have haft godt af en rutineret støtte.
Der er bare nogle bekymringer, som er ret valide. Holmstrøm yndede at citere Professor Tribinis klassiker, når han skulle sætte især Brøndby på plads. Og man kan godt føle sig fristet til at genbruge den. For det er meget besynderligt, at Ståle - der i hele sidste sæson efterlyste x-faktor, dåseåbner, døråbner eller hvad de nu blev kaldt - efter en sommer, der ikke har bragt noget nyt, pludselig skulle være tilfreds og ovenikøbet få bildt omverdenen ind, at Tribinis berømte hat har løst problemet.
Væk er Bolanos og Braaten. To spillere, der i al deres frustrerende attitude dog stadig var spillere, der kunne gøre en forskel, når solen skinnede og musikken spillede. Ingen af dem er erstattet. Ind er kommet De Ridder, der mere er en afløser for Santins vintersalg. Vetokele og Adi er erstattet af Pourie. Breddemæssigt var man allerede i foråret nødt til at anvende midtstoppere i front, når lokummet brændte, så bredden er heller ikke just fantastisk.
Alt hænger altså nu på, at NJ og Cornelius kan genfinde eller endnu bedre udvikle det samarbejde, der sikrede forrige sæsons mesterskab. Det kan sagtens ske, al den stund, at de begge besidder enormt potentiale. Men med i beregningen skal også være, at den ene var konstant skadet i sidste sæson og den anden i perioder leverede præstationer, der fik Pascal Simpson til at minde om Marco van Basten. Så der er altså tale om en meget risikabel satsning.
Gislason har på godt og ondt vist, hvad han kan. Super arbejdsom og når der i de europæiske kampe er plads til at løbe lige ud, er han rigtig god. I de fleste kampe kommer hans kvaliteter bare til kort. Og bag sig har han så Høgli, der aldrig nogensinde vil komme til at levere offensivt. Han er super pålidelig, hvilket giver fin mening i en periode, hvor en fire-kæde skal sættes hurtigt sammen, for dét kan han. Men på længere sigt risikerer man en død højreside.
Toutouh og Danny har masser af potentiale, men mangler stadig at gøre tingene færdige og er altså ikke endnu spillere man kan regne med. Holdet har i voldsom grad brug for to offensive kræfter. En kantspiller med visioner og fart i fødderne og en topangriber, der også kan fjerne noget af presset fra Cornelius.
Det sker muligvis ikke og kanske det går endda. Men så vælger man også at sætte alt på enten rødt eller sort.