Halløj!
Og netop det med at tænke frem til næste sæson er det bekymrende, for var det ikke allerede det vi begyndte at gøre på denne tid sidste år efter seks kampe med tre points, hvor Ståle lige var dukket op?
Den store spildte mulighed var muligheden for at handle hurtigere og begynde den store (og ekstremt nødvendige) udskiftning allerede fra januar, eller endda før. Ståle kom trods alt til i august. I stedet blev der lagt en vild mængde penge for Cornelius, der blev leveret tilbage i temmelig krøllet tilstand, og de første to spillere af mange blev kørt i stilling til den store sommerudrensning. Nogle vil mene, at endda kun den ene er blevet klar i mellemtiden. Ondere tunger vil sige, at det i så fald er Mussis ;-)
Anyhoo, det er for sent at gøre mere ved det nu. Men det er nu bekymrende, at der kan florere en tankegang - som vores cheftræner må have købt - om at vores mindre revival i slutningen af efteråret betød, at fik vi bare Cornelius ind kunne vi trille mesterskabet hjem alligevel, selv uden Ragnar Sigurdsson til at holde det sammen nede bagved. Det var selvfølgelig et selvmål på kort sigt, kunne vi se. Men samtidig var det at skubbe problemerne foran sig. Holdet kommer ikke til at hænge tæt sammen de første kampe, og er nu stresset af Europa på samme tid, så pludselig ligner det den anden mellemsæson i træk.
Ståles evner som strateg ser ikke så fantastisk blændende ud i det øjeblik. Dog heller ikke hjulpet ovenfra af en direktør, der først sent fyrer C.V. af og giver Ståle hele ansvaret - et ansvar, han med held kunne have fået inden sidste transfervindue, hvis man alligevel mente at han var manden for den samlede opgave.