Her en lille udfordring til elskere af Football Manager serien:
LEGENDERNES TID
Reglerne er enkle:
1. Vælg et hvilket som helst spil i serien (jeg bruger selv Football Manager 2015)
2. Vælg én af de spillere som er optaget i FCK's Legends Club og opret et spil med alle de ligaer han har optrådt i som senior
3. Opret den valgte legende som manager
4. Vælg en af de klubber han har spillet for, til at starte i (Ingen klubber med bedre omdømme end nationalt på vælges som startklub)
5. Gennemfør som minimum én fuld sæson for hver af de klubber som legenden har repræsenteret som senior i løbet af karrieren (to sammenhængende halvsæsoner er eksempelvis ikke nok)
6. Klubskifte kan ske ved fyringer eller ved egen opsigelse, men for at starte i en ny klub skal den oprindeligt oprettede manager tilbydes ansættelse i den efterfølgende klub (det er ikke tilladt at oprette en ny manager med samme navn og blot lade denne overtage trænersædet i en manglende klub)
7. Det er tilladt også at påtage sig trænerjobbet i andre klubber end blot dem som legenden oprindeligt spillede for
8. Når/hvis det lykkes legenden at stå i spidsen for samtlige af de klubber som den pågældende spillede for som senior, kan denne afslutte sin karriere med succes (hvis legenden har optrådt på landsholdet, er det ligeledes et krav at denne har været landstræner for det pågældende landshold, for at denne kan afslutte sin trænerkarriere med succes)
9. Der er ingen sportslige krav til præstationerne i de enkelte klubber, men dette kan man naturligvis frit evaluere efter en ellers vellykket karriere (det vil dog være svært at opnå ansættelse i de største klubber, hvis ikke der leveres gode sportslige præstationer på afgørende tidspunkter undervejs)
Hvis nogen er friske på udfordringen, så lad endelig høre.
Jeg åbner med NICLAS JENSEN.
Han har spillet i følgende klubber som senior:
Lyngby
FC København
PSV Eindhoven
Fulham
Manchester City (verdenskendt omdømme - kan ikke vælges som startklub)
Borussia Dortmund (verdenskendt omdømme - kan ikke vælges som startklub)
Jeg vælger at starte min trænerkarriere i Fulham, som er placeret i den næstbedste engelske række.