I forrige kamp blev vi efter få minutter snydt for et flot mål mod Brøndby, der formentlig havde ændret hele kampen, og i går sker det samme mod OB, hvilket kunne have kostet to points. Vi er efterhånden blevet så vant til det, at vi knap gider at snakke om fejldomme, med mindre de sker så sent i kampen, at de med garanti har været kampafgørende.

Efter kampen i går var Zanka mildest talt rasende og spørger i det her klip, om der overhovedet er grund til at have så mange dommere, når niveauet er så alarmerende lavt: http://www.bt.dk/superligaen/zanka-l...e-at-acceptere.

At påstå dommerfejl "udligner sig over en sæson" er matematisk meget lidt begavet. Dommerfejl rammer tilfældigt, ja. Men det er på ingen måde givet, at hvert hold bliver ramt af lige mange fejl. Så det her er ikke tænkt som en tråd om, hvorvidt FCK bliver mere eller mindre snydt end andre hold. Kampen i går var bare endnu et bevis på, at opgaven er for svær for mange dommere til at løse ordentligt.

I dag er teknologien så god, at man på få sekunder kan gense en situation i ultraslow med computergrafer osv. Men når snakken falder om at lade dommere benytte video, er det - så vidt jeg husker - endt med oldnordiske modeller, hvor dommeren har skulle afbryde spillet for at løbe ud og gense situationen på en videoskærm placeret ud for midtercirklen. Selvfølgelig er den løsning til gene for kampafviklingen.

Men! Der er mange andre og langt bedre muligheder. I stedet for at placere flere dommere bag mållinjerne, hvorfor så ikke placere én dommer bag tre videoskærme, hvor vedkommende lynhurtigt kan genkalde situationer, se samme computergrafik som tv-seerne, og derefter kan tage kontakt til dommeren på banen via en mikrofon og en trådløs øresnegl? Teknologien eksisterer for længst. Setuppet kan tilpasses - men er superlet at sætte op, og dommerne kan slippe for at ligne komplet idioter, når hele stadion sekunder efter på storskærm kan se, at det ene hold er blevet snydt.

Og ja - selvfølgelig vil der være situationer, hvor noget er 'too close to call' eller vurderingssager, der falder forkert ud. Men lur mig om ikke antallet af fejl ville blive kraftigt reduceret, hvis man accepterede aktiv brug af video. Har man genset en situation på video, er sandsynligheden for at foretage en korrekt dom SÅ meget større, end hvis man f.eks. som linjevogter skal vurdere en offsideregel, det i øvrigt forlængst er vurderet til at være noget af det mest komplekse for en menneskehjerne at udregne, fordi hjernen skal registrere to meget små punkter på samme tid - altså afleveringstidspunktet samt den fuldstændigt nøjagtige placering for banens bageste.

Jeg fatter ikke, at FIFA, UEFA, whatever, holder fast i så vanvittig gammel en model, når alt andet omkring fodbolden er blevet højteknologisk. Tidsmæssigt kan en videodom afgøres på få sekunder og vil på ingen måde forsinke spillet. Tværtimod ville man kunne komme tonsvis af fejldomme på offsidemål, film, straffespark, hævnakter osv. i møde her og nu, således at man ikke igen-igen-igen-igen-igen som publikum, seer, spiller, træner, dommer skal gense og forholde sig til en klokkeklar fejldom.