Oprindeligt indsendt af
Kenney
Generelt synes jeg der er en del at tage fat på, når det kommer til dommerstanden. Som du selv er inde på, så skal man acceptere at også dommerne begår fejl. Ligesom Wind kan brænde et straffespark kan en dommer også overse et. Jeg har selv været dommer og ved, at det kan være rigtig svært og at man er prisgivet hvis vinklen snyder.
De gode dommere er dog rigtig dygtige til at have styr på den slags og står generelt også de rigtige steder i forhold til at optimere vinklerne. Derudover skal man også kigge på alle vurderinger i løbet af kampene for at få indblik i niveauet og ikke kun fejlskønnene. Desuden skal man også have in mente, at en del af reglerne i fodboldloven beror på skøn, så det er ikke fordi man altid har en decideret facitliste at gå ud fra, når man skal vurdere de enkelte situationer (uanset hvad diverse tidligere dommere på Twitter så ellers fremfører).
Når det er sagt (disclaimer slut), så er der for store udsving i dommernes præstationer og enkelte dommere laver mange fejlvurderinger i løbet af en kamp. Nu er vi selvfølgelig noget farvede efter Burchardts seneste præstation, men her var der også flere ting galt. Den generelle linje i den kamp var grotesk. Det der ellers plejer at være ret klare frispark blev ikke dømt, mens mere tvivlsomme frispark blev dømt. Når en dommer laver for mange af den slags (hvilket han gjorde gennem hele kampen), så mister han kontrollen med kampen, ligesom spillerne bliver frustrerede. Derudover ødelægger han også underholdningsværdien, da spillet bliver ødelagt. Han udviste utrolig dårlig lederskab kampen igennem og det hele kulminerede vel i den opførsel vi så, da Falk skulle advares (han lavede også lignende stunt med Hausner). For mig at se lignede det også, at han selv var uhyre frustreret over kampens forløb og i særdeleshed over vores trænerbænks opførsel (som jo opstod på baggrund af de dårlige kendelser og så fortsatte det jo i en ond cirkel). Man skal selvfølgelig også passe på med, at gøre ham til syndebuk for alt. Eksempelvis er de to situationer med Nicolai Poulsen virkelig svære at vurdere korrekt. Det er helt klart spilleren der filmer, der er synderen i de her situationer.
Derudover er det også velkendt, at det er langt nemmere at gøre dommeren til syndebuk fremfor at se på sine egne fejl og mangler. Det er selvfølgelig meget nemt med en dommerpræstation som Burchardts, men til historien hører jo også, at vi overgav meget kontrol til AGF og forsøgte at køre omstillinger, hvilket vi ikke var skarpe nok til. Havde vi lukket kampen havde vi nok ikke fokuseret helt så meget på dommerpræstationen.
Det har dog for længe været et tema, at dommerne ikke gør det godt nok. Der mangler en forståelse for spillet i for mange situationer, ligesom det i hvert fald virker til, at dommerne sommetider har deres egen forståelse af reglerne (i særdeleshed fordelsreglen). Nu har vi også fået VAR, som har vist sig ikke at fungere i praksis. I Superligaen hører jeg, at vi har valgt en billig løsning, men selv under EM synes jeg ikke det fungerede godt, da der blev overset alt for meget og det virkede sommetider lidt tilfældigt, hvad man valgte dommeren skulle ud og se på. Den nuværende udgave af VAR virker mest til at kontrollere for offside og så se på de helt åbenlyse fejl. Personligt havde jeg mere håbet på, at VAR skulle være et værktøj til dommerne, men det er der ikke tale om. Noget skal der i hvert fald gøres, for det nuværende VAR har ikke meget værdi og bringer ikke noget godt med sig i min optik.
Som du også er inde på, så skal vi også nedjustere vores forventninger til dommerne. Vi har set en tiltagende professionalisering af fodbolden herhjemme og spillerne bliver i højere og højere grad ’micromanaged’, hvor man forsøger at kontrollere så mange faktorer som muligt, så spillerne kan præstere på et endnu højere niveau. Den samme tilgang ses dog på ingen måde hos dommerne og her har man ikke kunne løfte niveauet væsentligt. Reelt mener jeg, at niveauet hos dommerne har været faldende – i hvert fald relativt til spillernes. Man får trods alt hvad man betaler for. I 2015 valgte man at ansætte to dommere, så det nu fremgik at de var professionelle dommere. De blev dog kun ansat på deltid og aktuelt er der vist syv dommere på deltidskontrakter. Der er dermed langt op til at have professionelle dommere herhjemme.
Slutteligt har DBU også et problem når det kommer til kommunikation og åbenhed. Man hører generelt ikke ret meget om eller fra dommerne, trods de er en væsentlig del af spillet. Man startede ud med en ambition om, at der skulle være åbenhed omkring VAR, men det er vist også så småt lagt i graven. Ingen ved vel efterhånden hvordan hands-reglen skal fortolkes og hvilke kriterier dommerne lægger vægt på. Jeg synes ikke, at dommeren skal stå skoleret efter hver kamp og redegøre for de fejl som Viasat eller andre lige udpeger, men man kan gøre meget mere end hvad man aktuelt gør.
Tl;dr: Dommerne er ikke ret gode herhjemme, men lider også under dårlige forhold (særligt sammenlignet med spillerne) og generelt er vurderingerne af deres præstationer unuancerede. VAR er ikke et værktøj og er næsten ubrugeligt i sin nuværende form.