Har der været sådan en før? Nu lægger jeg i hvert al ud:

"Forvandlinger

Jeg har set de gamle slumkvarterer forvandle sig.
Jeg har set husene skifte kulør og baggårde blive babyloniske haver.
Jeg har set ismejerier blive til grillbarer, brændselskældre til gallerier,
karnapper mase sig ud over fortove.
Jeg har set de snuskede værtshuse blive til forkromede cafeer,
hvor ny slægtled æder brunch og taler i mobiltelefoner.
Her gik en hustrumorder forbi med et blodigt rør.
Dér likvideredes stikkeren med de skinnende øjne.
Her købte børnelokkeren slik.
Dér blev postbudet slået til invalid.
Rundt om hjørnet drak jeg med Nielsen.
Rundt om hjørnet drak Nielsen med mig.
Rundt om hjørnet drak Nielsen og jeg med hinanden.
Nielsen er borte, lokalet, vi drak i, er borte, og den,
som har skrevet dette, vil en dag være borte
med samt erindringen om, at dette har fundet sted."

Peter Poulsen: "Forvandling" (2003). Forlaget Vindrose, København.