Det holdt hårdt og sæsonens første nederlag er tikket ind, men vi gik trods alt videre. Vi spillede ikke prangende og som tiden gik blev spillet kun værre.
Første halvleg startede ellers ganske udmærket. Der blev lagt et højt og effektivt pres, mens forsvarskæden også blev skubbet frem. Vi lykkedes med at fastholde bolden og spille tålmodigt uden det blev for omstændigt og det lignede ikke, at Zilina kunne finde et modsvar. Som halvlegen skred frem kom Zilina dog bedre med, men vi havde stadig fin kontrol og Zilina kom først for alvor i gang, når en af vores spillere begik fejl.
Det var dog Zilina der scorede først og det kom lidt ud af det blå. Efter scoringen mistede vi mere og mere kontrol, da presspillet begyndte at glippe og vi blev presset længere tilbage. Senere kunne vi ikke fastholde bolden og vi måtte alt for ofte losse bolden væk (selvom det åbenbart heller ikke var let).
Anden halvleg startede lovende, da Pierre fik et noget billigt straffespark tilkendt, men det skulle vise sig, at ”trætheden” vendte tilbage og det endte med at minde utrolig meget om Aab-kampen, selvom præstationen trods alt ikke var nær så dårlig.
Zilina skal naturligvis have ros for at kæmpe sig tilbage i kampen og få succes med deres spil. De var ikke nogen let modstander og måske min skuffelse slet ikke er berettiget, for jeg kender ikke noget til slovakisk fodbold. Jeg må dog indrømme, at jeg ikke synes de så særlig skræmmende ud og fra mit perspektiv er det mere os der går ned i niveau, end det er Zilina der hæver deres.
Der er langt mellem de gode præstationer. Verbic og Santander havde en del gode aktioner, ligesom jeg synes Matic startede rigtig stærkt.
Erik og Lüftner haltede stadig en del. Det er naturligvis at forvente, men der var nogle indgreb der var alt for dårlige og som kampen skred frem blev de mere og mere usikre i deres aktioner.
Boilesen var ingen succes på højrebacken, men han faldt ikke igennem. Pierre var heller ikke særlig imponerende på venstrebacken. Der var meget få gode aktioner og han lavede til tider nogle besynderlige beslutninger og fremstod ikke særlig godt defensivt. Der er i hvert fald plads til forbedring.
Matic og Gregus lagde stærkt ud, men ender med fuldstændig at miste grebet om kampen. Defensivt havde de store problemer med både at skærme af og tage duellerne. Offensivt gik det heller ikke særlig godt, især fordi vi ikke kunne skubbe frem, så pasningsspillet døde fuldstændigt. De ligner dog heller ikke den optimale midtbanekonstellation og det smitter af på presspillet, der bliver falder fra hinanden, når vi bliver pressede. De ender med at blive pressede tilbage og formår ikke at skubbe frem eller dække af.
En mulighed er, at deres kompetencer overlapper for meget, så de ikke understøtter hinanden, men i stedet ’konkurrerer’. Selvfølgelig skal man huske på, at de begge primært har spillet sammen med Kvist, men man må dog forvente, at det er en konstellation der er blevet trænet en del.
Pieros mangler stadig for alvor at komme i gang, men det er svært at vurdere ham og hans kompetencer, når holdet bag ham kollapser. Jeg har i hvert fald ikke formået at spotte hans spidskompetencer endnu.
Toutouh ligner stadig en der drømmer om udlandet og fraset et begrænset antal gode aktioner, så man intet til ham. Han havde mange boldtab, tabte mange dueller og leverede med afstand dagens dårligste præstation. Det er imponerende, at han spillede hele kampen.
Alt i alt har vi ikke fået den bedste start på sæsonen og holdet har set ganske begrænset ud. I dag var der dog nogle positive momenter og så må vi håbe på, at der kan bygges videre på disse. Det er dog bekymrende, at vi er så usikre defensivt og har så svært ved at bryde modstanderens spil og at vores eget spil så hurtigt kan kollapse. Om ikke andet var præstationen bedre end mod Aab og vi gik trods alt videre til næste runde, hvor mægtige Vardar venter.