Rejseerfaring Chisnau-Tiraspol-Odessa

[Sokken]

Da konen og jeg var i Tiraspol sidste år, tænkte jeg at jeg ville dele vores erfaringer. Her er hvad jeg skrev efter den tur i 2016:

Puha, sikke en tur det var at komme til slyngelstaten Transdnistrien. Landet er ikke anerkendt af andre end dem selv, og derfor er der ingen diplomatiske forbindelser mellem resten af verden og dem. Man er derfor på totalt egen hånd. Ingen ambassade man kan søge hjælp hos. Transdnistrien lever som om Sovietunionen stadig eksisterede og de var en del af den. Hammer og segl og tilmed KGB findes der. Vi havde på forhånd læst om de måske/måske ikke korrupte grænsevagter. Det blev anbefalet at man tog toget, da disse var internationale og Transdnistriens grænsevagter ikke kom ombord. Men toget kørte kun i weekenden og vi skulle afsted om onsdagen. Vi fik derfor hotellet i Chisinau til at checke pris på taxa og bus, og med en pris på 400 Leu (ca 133 kr) for de 70 km, faldt valget på taxaen. Chaufføren der dukkede op, kunne ikke snakke andet en rumænsk, og da han ikke var bartender, kunne jeg ikke kommunikere med ham. Vi satte os ind og han slog taxameteret til og vi begyndte at køre. 5 minutter senere sad vi i morgenmyldretidstrafikken i Chisinau og taxameteret stod allerede på 50 Leu. Stadig minimum 68 km endnu, så vi var urolige for at vi ikke havde penge nok med. Jeg havde de 400 Leu på mig, som vi havde fået oplyst inden, og et mindre beløb til eventuel bestikkelse af grænsevagterne. Sara havde vores resterende kontanter, som vi skulle bruge til at komme fra Tiraspol til Odessa, gemt i bh'en. Han slukkede dog for taxameteret da den ramte 56 Leu og det lettede stemningen lidt. Efter en halv time, midt ude på bøhlandet, trækker han taxaen ind til siden, og vi tænker "hva nu?" Uden et ord, vender han taxaen og kører tilbage. Han kører ind på en tankstation og beder om penge til benzin. Han får de 400 Leu vi skylder ham for turen, og vi kan fortsætte.

Da vi langt om længe ankommer til grænsen, går vores chauffør ind og snakker med grænsevagterne. Han kommer tilbage, slår ud med armene, ryster på hovedet og sætter sig ind i bilen igen og vender om og kører tilbage. "Bla bla bla" på rumænsk. "I don't understand" svarer jeg. "Taxi - problém". Ok. Så kører han ned af en lille landevej, og ind i en lille landsby, hvor han parkerer bilen, stiger ud og begynder at snakke højlydt med en flok lokale mænd der bare står og hænger. Arme bliver fægtet og der bliver peget en del i vores retning. Efter 5 minutter vender han tilbage med en gut, tager vores bagage og læsser den ind i en anden taxa. Her sidder en chauffør der heller ikke kan engelsk, men vi sætter os ind i den taxa da vi ikke har mange andre valgmuligheder. Han kører os hen til grænsen, hvor vi så pludselig står ansigt til ansigt med de måske/måske ikke korrupte grænsevagter. Efter nervøse 10 minutter, får vi et lille stykke papir, der giver os tilladelse til at være i Transdnistrien i 10 timer, og som vi under ingen omstændigheder må miste, da det er det eneste der sikrer os udrejse af landet igen. Vi kører lettet gennem grænsen og ind i "Soviet Unionen". Chaufføren virker meget uforstående over at vi bare vil sættes af på gaden i Tiraspol. "Hotel? Hotel?" Nej, det er fint dér ved Lenin statuen. Der står et par politibetjente og nogle civilklædte som min fantasi straks døber til at være KGB-agenter og glor på os. Vi er vant til at blive gloet på i Østeuropa, da tatoveringer er yderst sjældne, men de måske/måske ikke indbildte KGB-agenter, kigger alligevel en anelse ekstra på os. Vi stikker vores chauffør de 200 Leu (66 kroner) som jeg havde tænkt mig at bruge som bestikkelses penge, og han takker og smutter. Vi begiver os ud i Tiraspols gadeliv og drysser rundt et par timer, og tager billeder af dette og hint. Det er ikke alt man må tage billeder af, og da vi ikke var klar over hvilke bygninger det drejede sig om, blev mange af billederne taget i smug, på et splitsekund, mens ingen kiggede. Sulten (og tørsten) er begyndt at melde sig, og vi finder en bank for at veksle nogle penge. Da vi var vant til at leve for 1000 Leu (ca. 333 kroner) om dagen i Chisniau, regnede vi med at alting var endnu billigere her. Så vi veksler de sidste bestikkelsespenge, går ind på Andy's Pizza (en stor kæde i Moldova) og får et chok da det viser sig at priserne her er som i København. De penge vi har vekslet (ca 100 kroner), rækker til én cheeseburger. Heldigvis har de noget dagens ret frokost tilbud til ingen penge, så der også blev råd til to øl (pyha). Maden var rigtig god, men vi skulle jo se mere, og havde nu kun Sara's bh-penge, som vi skulle bruge til den videre transport, så vi gik ind i banken igen for at hæve penge med Visa-kortet. Det kunne man ikke. De tager ikke Visa i Transdnistrien. Vi prøver fem forskellige banker, inden vi endelig finder én der lader os hæve 500 transdnistriske rubler (35 Euro). Nu er vi efterhånden godt trætte af at gå rundt i 32 graders varme med hele vores oppakning på ryggen, så vi styrer mod Tiraspol Hovedbanegård, mens vi får set de sidste turistting.

Der holder nogle minibusser der kører tilbage til Chisniau, men vi skulle jo til Odessa. Der var en plads til bussen til Odessa, men ingen bus og ingen tidstabeller. Vi går ind til billetkontoret, men de sælger kun togbilletter der, og der kører som sagt ingen tog i hverdagen. Hun får med fagter og russiske gloser henvist os til busbilletforsælgeren i den anden ende af bygningen. Her stiller vi os i kø, og pludselig vrimler det ind med folk der ser ud til at have noget mere travlt end os. Ingen af disse snakker engelsk, men det er tydeligt at de har travlt og vil foran os i køen. Da vi ikke har nogen idé om hvornår vores bus kører, lader vi dem allesammen komme foran os. Da det endelig bliver vores tur og jeg beder om to billetter til Odessa, går damen bag skranken nærmest i panik. "Odessa? Today? NOW?!!" Yes please. "Odessa?? Now?!" Ja tak. Hun hiver febrilsk billethæftet frem mens hun råber til sin kollega, peger på os og babler løs på russisk. Hun hiver nærmest pengene ud af hånden på mig, peger ud på busholdepladsen og skriger "go go go", Vi styrter ud og ser at bussen holder der og de andre passagerer allerede er om bord. Det viser sig at være dagens sidste afgang, og den kører så snart vi er indenfor.
Det er en gammel Mercedes minibus fra 60'erne og chaufføren kører som død og helvede. Vi bliver kastet rundt i bussen, gennem sving og huller i vejen og bump og hvad ved jeg. Alt imens noget ukrainsk techno musik bliver blæst ud af højtalerne i på al for høj volumen. En halv time senere er vi ved den Transdnistrisk/Ukrainske grænse, der er den eneste officielle grænse, da Moldova stadig anser Transdnistrien som værende en del af deres eget land, og derfor ikke har nogen grænsekontrol. Vi finder vores lille stykke papir frem og bliver uden problemer viftet gennem kontrollen. Så kommer den ukrainske grænsekontrol. Her står nogle meget bister udseende soldater med automatvåben og én af dem kommer ombord og beder om pas. Vi er de eneste to vesterlændinge ombord, og at dømme efter hans undrende/mistænksomme blik og den måde han kiggede specifikt på vores pas i to minutter (mens han bare samlede de andres ind), kommer der nok ikke særligt mange skandinaver denne vej. Chaufføren har slukket for bussen, og dermed A/C'en og den næste halve time, sidder vi i 40 graders varme og sveder som svin.

ENDELIG kommer soldaten tilbage med vores pas, og vi kan køre igen. De næste ti minutter dog uden A/C da chaufføren har glemt at tænde for den. Og da techno musikken brager, og han samtidigt kører som død og helvede på veje der ikke er en æselkære værdig (og jeg desuden ikke kan kommunikere med ham), er det først da en lokal, der ikke har haft det nær så varmt som os, på forreste række, beder ham om at tænde for A/C'en igen, at det bliver til at holde ud at være i bussen. De næste to timer kører han 120 km/t hvor jeg selv max ville have kørt 40 km/t, laver hasarderede overhalinger, kaster os rundt i sving og kører gennem kæmpe huller i vejen. De to timer føltes som 10, men vi kommer langt om længe frem til udkanten af Odessa, hvor han kører ind på busstationen og smider os ud. Vi har ingen idé om hvor vi er, men vi får hævet nogle ukrainske penge og kigger os om efter en taxa. En chauffør kommer hen til os, og mens vi prøver at få ham til at forstå hvor vi skal hen, lyder der et geværskud og alle omkring os (os selv inklusiv) hopper en halv meter op i luften. Velkommen til Ukraine. Der skete dog ikke mere, og vores chauffør kørte os til vores hotel uden yderligere oplevelser, og vi fik betalt ham hans 300 UAH (omkring 85 kroner). Garanteret en uhyrlig sum, men vi var tilfredse med at endelig være ved vores hotel. Sikke dog en tur. Sorry det blev lidt langt, men det var en spædende tur

[Ståle]

Mange tak for den fine rejseskildring fra dette eksotiske hjørne af Europa.

[bagger]

I Ølentusiasten Nr. 102 er der en rejsebeskrivelse til samme sted. Brygmesteren fra Svaneke Bryghus overværede også kampen.

Mvh Bjørn