Hvor meget får vi for vores økonomiske muskler og hvor anderledes er vores forudsætninger i øvrigt?

[FC William]

Den er set nogle gang herinde efterhånden, og i disse tider er det vel højaktuelt:
“Vi har det største budget, det er for ringe vi ikke kan gøre det bedre” eller “Enhver anden træner med det budget kunne gøre det bedre end Ståle”.

Men hvor meget overlegenhed kan vi egentlig forvente baseret på, at vi har et væsentligt økonomisk forspring i forhold til vores konkurrenter, og hvilke andre faktorer er der evt. i spil, når vi skal vurdere hvordan det kører for os?

• Kan vores scouting gøres bedre?
• Hvor stort et sportsligt forspring får vi af, at kunne lægge 15-20 millioner for en enkelt spiller?
• Hvor anderledes er vores øvrige forudsætninger ift. Superligaens øvrige hold?

Min egen holdning (helt kort) er, at der er grænser for hvor meget penge kan købe i kvalitetsforskel, når vi taler f.eks. 20 millioner kontra 2 millioner i andre klubber. I hvert fald når det kommer til individuel forskel isoleret i få kampe.

Derudover har vi som udgangspunkt HELT andre forudsætninger end de øvrige hold, når vi kigger ud over en hel sæson.

• Vi er klubbEN alle gerne vil slå, og sådan har det næsten altid været, grundet de ambitioner, der blev meldt ud fra dag 1 af, og især grundet klubbens position de seneste 10-15 år.
• Vi vil spille europæisk og gør det for det meste, hvilket gør at der melder sig udfordringer ift. ting som taktik (skal kunne være bæredygtigt i begge turneringer) og antal kampe - herunder den effektive tid på træningsbanen, når man stort set har engelsk uge fra sæsonstarten af.

[Ace]

Vores økonomiske forspring giver os en gigantisk fordel - når det vel at mærke bliver udnyttet optimalt.

Det er jo åbenlyst en stor fordel at kunne lægge store transfersummer, som vi gør. Vi kan vælge og vrage tidligere i transfervinduet og på en højere hylde end vores konkurrenter, som ofte må vente og se, hvem der leder efter en klub, når sæsonen er gået i gang. Desuden har vi i de fleste tilfælde råd til at afvise bud på vores spillere, når det ikke passer ind i vores planer - medmindre der kommer virkelig store penge på bordet, som så til gengæld vil styrke os det ekstra økonomisk.

Derudover skulle pengene gerne give os et lille forspring på en række mindre områder. Træningsfaciliteter, fysioterapeuter, læger, scouts, træningslejre, transport ved kampe, mentaltræning og alt muligt andet gøgl, som klubben vel ikke investerer penge i for sjov, og som Hobro, Lyngby og lignende klubber nok må kigge langt efter.

På papiret burde vi også kunne tiltrække de bedste trænere, men det kræver jo stadig, at man finder nogle, der passer ind. Nilsson var en fejl. Efterfølgende kunne CV også kun finde sig selv som kandidat - endnu en fejl. Ariel Jacobs var den rette mand til posten, men fik en halvsløj trup at arbejde med og kunne desværre ikke holde dampen oppe. Nu har vi så Ståle, og han har jo i de fleste sæsoner leveret glimrende resultater, især i Europa, men jeg drømmer nu om, at vi en dag får en med et topholds mentalitet. En, der tør stå ved, at vi er bedst og derfor både skal vinde og spille godt.

Når vi taler om CV, så vil jeg mene, at han med Ashvetia-doktrinen gjorde sit til at få alt for lidt ud vores stærke økonomi. Ved at begrænse sig til et forholdsvis lille spillermarked kom man ofte til at betale overpris og i øvrigt slå sig til tåls med middelmådighed, hvis der ikke var andre ledige (J. Thomsen). Jeg er bange for, at Ståle er lidt på vej ud af en lignende sti. Der er blevet lagt ressourcer i at scoute i Sydamerika, men udbyttet har været ringe. Det virker, som om man har brændt nallerne på Mussis og måske heller ikke er helt tilfreds med Santanders professionalisme og derfor har trukket følehornene til sig på det marked. I stedet satser man så på Øst- og Centraleuropa, men successen lader vente på sig. Jeg synes, det er en skam.

Det korte af det lange er, at det er en kæmpe fordel at have den stærkeste økonomi. Det kan man tage et kig rundt på stillingerne i Europa og få bekræftet. Men det er naturligvis ikke ensbetydende med succes i hver eneste sæson. Man kan ikke 100% gardere sig mod et fremadstormende hold, der pludselig rammer formen, som Leicester gjorde det, og hvis man forvalter sine økonomiske muskler dårligt, som vi pt. gør med fejlcastede spillere, en taktik, der ikke passer til truppen, og lange kontrakter til aldrende æsler, så er det ikke garant for andet, end at man bliver ekstra meget til grin, når man bliver ydmyget af et hold ungseniorer.

[Ace]

Så hvilken overlegenhed kan man forvente? Jeg forventer mesterskabet hvert år. Det lykkes jo ikke altid, men når det ikke gør, vil det i de fleste tilfælde skyldes fejltrin fra vores side - som med Nilsson-/CV-fadæsen - og manglende mod i en for langsommelig opbygningsfase.

Der er ikke nogen naturlov, der siger, at man skal smide et mesterskab hvert tredje år, fordi man har solgt et par profiler. Det, der foregår lige nu, er næppe heller i tråd med klubbens plan. Man har hentet afløsere, der ikke har slået til, man har satset på forkerte spillere af dem, der var der i forvejen, og desuden igen valgt et for defensivt og vagt udgangspunkt. I mine øjne er det ikke et problem, at vi har mistet en række bærende spillere. Det er prisen for en utrolig vellykket sæson. Problemet er til dels afløsernes niveau og erfaring med det uhyre svære taktiske oplæg, og dels at man har været for nervøs for indkøringen af dem, så man har satset på folk som Kvist, Toutouh, Høgli og Antonsson (dog kun som breddespiller) som kulturbærere, selvom de mangler enten niveau eller motivation.

Olympiakos har hentet 19 mesterskaber på 21 år. Rosenborg blev mestre 13 år i træk, da de var i en position, der kan sammenlignes med vores. Men det kræver, at man hele tiden er på forkant med udviklingen og holder momentum, hvilket også indebærer, at man opretholder en rimelig investering i holdet. Noget kunne tyde på, at det måske er slået fejl op til denne sæson - eller også har Ståle bare brugt pengene dårligt. Det er svært at vurdere udefra.

[HansHansen]

Vores økonomiske forspring giver os en gigantisk fordel - når det vel at mærke bliver udnyttet optimalt.

Det er jo åbenlyst en stor fordel at kunne lægge store transfersummer, som vi gør. Vi kan vælge og vrage tidligere i transfervinduet og på en højere hylde end vores konkurrenter, som ofte må vente og se, hvem der leder efter en klub, når sæsonen er gået i gang. Desuden har vi i de fleste tilfælde råd til at afvise bud på vores spillere, når det ikke passer ind i vores planer - medmindre der kommer virkelig store penge på bordet, som så til gengæld vil styrke os det ekstra økonomisk.

Omvendt er prisen for en given spiller helt sikkert også højere hvis FCK spørger, end hvis Hobro gør det samme.