Det er et mærkeligt og for alle parter skuffende forløb, der har udspillet sig om Toutouh det seneste år. For 12 måneder siden havde han spillet et forrygende efterår, havde efter et langt tilløb endelig fået det store gennembrud, og større klubber burde stå i kø for at sikre sig hans underskrift. I sommerpausen melder han ud, at han gerne vil væk, men Ståle afviser - i hvert fald udadtil - på grund af skaderne til Falk og Thomsen, som sammenholdt med flere markante salg gør, at han ikke vil af med et etableret navn på kanten.
Da alting så sejlede hen ad efteråret, og Toutouh i særdeleshed var floppet, lød meldingen fra Ståle pludselig, at Toutouh skulle have været solgt senest i sommerpausen, men at der aldrig kom nogen bud, så et eller andet er der gået galt. Har Ståle signaleret over for agenten, at interesserede klubber skulle byde 15 mio.+, før en handel kunne komme på tale? Har agenten selv været alt for ambitiøs i jagten på en ny klub, så ingen er bidt på? Det virker dårligt afstemt, og jeg kan ikke forestille mig, at der ikke ville have været interesse fra Holland/Belgien/mindre franske klubber, hvis prisen var realistisk sat.
Nu skal vi så i stedet kæmpe for at slippe af med hans løn for det sidste halve år, efter at det allerede har kostet os dyrt på banen, at Ståle valgte at satse på ham i efteråret oven på den ene pinlige indsats efter den anden. Jeg håber, han får noget ordentlig rådgivning og finder en udenlandsk klub, hvor han med lidt luftforandring og noget ny gejst måske kan få endnu et gennembrud, for vi har jo set, at han godt kan - og det vil desuden være for stort et antiklimaks, hvis han ender i OB eller lignende.