Oprindeligt indsendt af
DanDruff
Om jeg fatter den generelle antipati mod Ståle og hans præstationer...?!
Jeg er helt på linie med, at der kan være forskellige holdninger til, hvordan FCK skal spille. Jeg kunne af og til også godt efterspørge noget mere vovemod. Når det så er sagt, så tror jeg stadig fuldt og fast på, at den måde vi spiller på, er den eneste måde, hvorpå et dansk tophold kan skabe succes i Europa. Derfor er vi langt henad vejen og nødt til at spille sådan i Superligaen.
Jeg er også helt på det rene med, at det niveau, som holdet viser lige nu, er helt uhørt og uacceptabelt. Jeg er helt med på, at de indkøb (i særdeleshed Lüftner og Pavlovic) der er foretaget, ikke har slået igennem og at det svært at forestille sig at de skulle gøre det - også på den lange bane. Meget af det skyldes i mine øjne dog, at man har skullet bygge et helt nyt hold, eller som minimum en ny rygrad og at vi har været ramt af uhørt mange skader. Men umiddelbart har ingen af delene noget at gøre med, om spilkonceptet er det rigtige.
Er indkøb og skader så Ståles skyld? Ja, det er det vel - til dels. Alle klubber rammer af og til forkert - det er et vilkår. Alle klubber rammer perioder, hvor man rammes af uheld (skader). Det gør også Ståle og FCK.
Her taler vi om en mand og en klub, som i flere perioder, har evnet at købe rigtigt ind, sørge for en velplejet og næsten skadesfri trup, så hvorfor skulle de ikke kunne gøre det igen med den samme bemanding bag holdet?
Ja vi er godt og grundigt distanceret af de øvrige tophold og henter dem ikke i denne sæson. Men hvad skulle hindre os fra det i næste sæson? Lige nu er vilkårene for FCK og hhv. BIF og FCM vidt forskellige for at præstere. Vi har helt ny rygrad i holdet, de har kontinuitet. Vi vælter os i skader og karantæner, de har nærmest ingen. Vi skal fokusere på både Superliga og Europa, de skal kun fokusere på Superligaen. Disse ting vil variere over tid. Uomtvisteligt er det dog, at vi bliver hårdere presset de kommende år end i de forrige, idet den nuværende top 3 i Superligaen har rige folk i kulissen, der kan sikre, at disse klubber kan agere mere tålmodigt og købe og sælge efter sportslige hensyn.
Vi er ikke den eneste storklub, der må tage dyk fra tid til anden - det gør alle! Målet er, at dykket bliver så kortvarigt som muligt. Ved at kigge på nogle cases ude i Europa, kan man sagtens finde flere eksempler på, at man ikke bare kører en liga over år efter år. Feyenoord blev mestre sidste år og har taget et gevaldigt dyk. Ajax og Anderlecht kom langt i Europa og mistede vigtige spillere og startede sæsonen meget skidt. De er dog kommet efter det. Basel er suveræne økonomisk og klarer sig voldsomt godt i CL, men har kun 26 point for 15 kampe og ligger 7 point efter Young Boys. Så er der Grækenland, hvor hverken Olympiacos eller Panathinaikos præsterer efter formåen.
Erkendt, vores krise er større end førnævntes, men jeg gætter på, at vi havde ligget bedre til, hvis vi ikke havde været ramt af langvarige skader til nøglespillere og småskader og karantæner til rigtig mange andre.
Nogle nævner, at det virker til at Ståle har tabt omklædningsrummet. Jeg er ikke i det mindste tvivl om, at det ikke er tilfældet. Der kan have sneget sig noget metaltræthed eller overlegenhed ind i truppen fra sæsonstart, som vi har svært ved at slippe ud af, men også dette ser jeg som et vilkår. Modsat kan man se, hvilken sult det giver i de øvrige klubber, når de har været væk fra toppen i en periode.
.