Først og fremmest mange tak for din mail og vi beklager det sene svar.
På vegne af F.C. København vil vi indledningsvis gerne udtrykke beklagelse og ærgrelse over den oplevelse du har haft i forbindelse med Derbyet herinde søndag den. 6 maj 2018.
Vi er stadig i gang med et grundigt arbejde, hvor vi gennemgår vores videomateriale fra dagen, og har allerede fundet en god del af de, der valgte at misbruge den tillid, vi ellers så gerne viser vores tifo-gruppe, ved at benytte sig af romerlys/pyro til kampen.
Vi havde godkendt den store tifo, der var blevet arbejdet på længe, og som vi altid sætter utrolig stor pris på. Men vi havde ikke forventet, at det ville udvikle sig som det desværre gjorde, og det skete uden vores viden eller godkendelse.
Det er altid en sikkerhedsvurdering, hvornår vores vagter skal gribe ind, og hvornår vi afventer for efterfølgende at identificere og give karantæner på bagkant. Samtidig har der i forbindelse med Derbyet været vagter, der havde den opfattelse, at pyroen var en godkendt del af tifoen, hvilket den ikke var. Det er også derfor, at nogle af dem, der brød reglerne efterfølgende kunne forlade tribunen, og gå ind et andet sted. Det er naturligvis en beklagelig misforståelse, som vi tager ansvaret for, og vil sørge for ikke gentager sig.
Vi har som sagt allerede identificeret en del af dem, der brød reglerne, og flere vil følge som vores arbejde skrider frem. Har du oplysninger, der kan hjælpe os i det arbejde, så hører vi gerne fra dig.
Som nævnt indledningsvist så ønsker vi kun, at folk får en så god oplevelse som overhovedet muligt, og vi beklager og undskylder endnu engang.