Det var jo egentlig en fornøjelig og i min optik dejligt fredelig udetur til fiskerbyen, men naturligvis skal der jo lige lidt malurt i bægeret. Fair nok, at nogle fraktioner mener, de vil være venner med en anden klub og fair nok, at de inviterer folk med fra andre klubber, men hold dog lige de tilhørsforhold for jer selv, når det skulle forestille at være FCK, det handler om. Lige såvel som, man bør undgå at bringe ”politik” med på lægterne, hører det ingensteder hjemme at blande fodboldklubber fra andre ligaer ind i det på lægterne, når det intet har med FCK at gøre. Det skulle forestille at være en ”fællesfront” for FCK, men ender med internt råben efter hinanden over noget, der intet har at gøre med det, vi er kommet for og skaber kun splittelse. Når man så ligefrem skal høre, at nogle ”aggressive typer” efter slutfløjt står og spørger efter en, fordi man har formastet sig til at svare igen på deres smædesange mod en i denne sammenhæng helt irrelevant klub, bliver det sgu for meget. Eller vi skal måske til at dele vores udesektion op i mindre indhegnede områder afhængig af hvilken udlandsk klub, man tilfældigvis også støtter? Hvorledes forholder fanklubben sig til verbal/visuel støtte på lægterne til en anden klub, der intet har med FCK at gøre? Er det helt ok, bare man er mange nok? Det bliver jo festligt, hvis det kommer til at ende med at vi står og råber smædesange efter hinanden i stedet for at bakke vores hold op, som det vel egentlig burde handle om. Eller om os, der ikke lige holder med bemeldte udlandske klub, bare skal holde os væk? Eller om vi ikke bare kan fokusere på at støtte FCK og så holde kæft med andre tilhørsforhold lige de små to timer, så vi kan koncentrere os om det, vi egentlig burde være der for? Vi andre har godt kunne finde ud af at have gæster med uden, at vi skulle synge for deres hold eller mod deres ærkefjender.