Oprindeligt indsendt af
Andreas Hansen
Pardon - men forstår ikke denne nærmest ærbødighed overfor en leftover fra Rosenborg. Lad os lige glemme for et øjeblik, at han engang rent faktisk kunne noget med en bold og så se på her og nu-billedet. FCK var desperate efter en angriber grundet to langtidsskader, som ingen i FCK havde forventet. Og Bendtner var desperat efter at komme væk fra Rosenborg.
FCK var lorne ved Bendtner og tilbyder vel nok den korteste kontrakt i klubbens historie. Så Bendtner ved, at han løber en risiko. Men han ønsker virkelig at komme væk, og vi må antage, at FCK var det bedste bud, han fik. Han har selv valgt ikke at holde formen ved lige. Ergo kan han langtfra levere fra dag 1 - hverken fysisk eller kampmæssigt. Så er det naturligvis op af bakke.
Han bliver dog hurtigt en del af de 11 startende. Og han ved udmærket, at han kæmper mod uret, efterhånden som Damen N'Doye er ved at blive klar igen. Med Damen tilbage er der kun en plads at kæmpe om, og da særligt Sotiriou begynder at levere, ser det efterhånden mere end svært ud.
Havde Bendtner lignet en løve på banen - skarp som uskarp - havde Ståle sgu nok givet ham mere spilletid end 400-ish minutter. Men det gjorde han langtfra. Har man kun 4.5 mdr. til at bevise sit værd, skal der ikke meget slinger i valsen. Og ét sølle mål og ikke én kamp over middel er altså ikke prangende.
Linderoth og mange andre startede med et helt andet udgangspunkt. Det var spillere, der havde alderen med sig og masser af potentiale. Man havde scoutet dem grundigt, investeret i dem, skrevet lange kontrakter med dem, og troede virkelig, at de ville passe ind. Det er et helt andet udgangspunkt. Bendtners kontrakt skal sammenlignes med en lejesvend. Enten leverer du hurtigt eller viser potentiale til at kunne gøre det - eller også er det ud. Det vidste Bendtner - og det prøvede Ståle aldrig at skjule.
Og helt ærligt: Hvis Bendtner var så sulten, som det kræver at være i topfodbold, så havde hans første kommentar ikke duftet af karrierestop. Selv som angriber kan man altså snildt have to-tre år i sig som snart 32-årig. Var der virkelig fighterånd tilbage, ville han straks være opsat på at vise, at han langtfra var færdig.
Mit bud er, at Ståle blot følte sig endnu mere sikker på sit valg efter dén reaktion.