Oprindeligt indsendt af
Kenney
Den famøse 4231 bliver hyppigt nævnt og jeg er selv en tilhænger af den (i visse kampe), men den er ikke lutter fordele.
Vi praktiserer en nu ganske defensiv 442, hvor vi kun sjældent holder angriberne langt fremme. Midtbanen står typisk ret tæt på vores bagkæde, så modstanderen ikke kan spille i rummet foran forsvaret og angriberne fylder ud foran midtbanen og lægger presset her. Vores udgangspunkt er primært at stå kompakt (altså minimere mellemrummet mellem spillerne) og i højere grad tillade modstanderne plads på kanterne. Dette er særligt tydeligt i europæiske kampe. Der er selvfølgelig variationer fra kamp til kamp, for ikke alle modstandere er særlig dygtige til at spille foran forsvaret og som regel går de ikke efter det og så står midtbanen noget højere og fylder mere ud på kanterne. Oftest vil vores modstandere også primært gå efter det mere direkte spil og satser typisk på omstillinger og her gør en 442 eller 4231 næppe den store forskel, da der altid vil være et bagrum når vi står højt. Derudover varierer presspillet også afhængigt af modstanderen og det særlige defensive præg kommer som regel kun til udtryk, når presspillet ikke fungerer efter hensigten.
Defensivt betyder en 4231 ikke så meget for de to midtbanespilleres positionering. De skal formentligt presse som vanligt og når vi er under pres, skal de lukke af for rummet foran forsvaret. Afhængigt af kanterne skal midtbanen dog i højere grad fylde ud og hjælpe backen og efterlade rum foran forsvaret medmindre den offensive midtbanespiller skal trække ned og dække af. Hvis kanterne som nu skal hjælpe til defensivt, mister man lidt fordelen ved en 4231, da den så i praksis hedder 4411 og så kan det vel være det samme. En 4231 vil derfor være en mere offensiv opstilling, da kanternes udgangspunkt er længere fremme på banen. Det betyder derfor at man tillader mere plads til modstanderen og at afstanden mellem back og kant i begyndelsen af vores opspil er større.
Offensivt medfører en 4231 at vi skal spille mere direkte for at høste fordelene ved systemet. Hvis vi spiller for omstændigt vil modstanderen nå ned og pakke sig og så er der ikke længere nogen reelle fordele overfor en 442, da det så reelt bare svarer til at en angriber trækker ned i banen og deltager i opspillet. Men med kun en ’rigtig’ angriber på banen kan en 4231 koste offensivt – især på indlæg. Derudover er der mange hold der står kompakt inde centralt og (som os) tillader mere plads på kanterne, så her vil en offensiv midtbanespiller nok ikke bidrage væsentligt.
Om fordelene opvejer ulemperne generelt, kan jeg ikke afgøre, men det er klart at der er fordele at hente i nogle kampe, mens der i andre kampe ikke er noget af hente. Med 442 har vi en solid defensiv, ligesom vi offensivt gerne skulle have flere strenge at spille på. I praksis tvivler jeg på, at Ståle nogensinde vil gå over til en ’rendyrket’ 4231. Vi kan godt have angreb hvor står i den formation, men jeg tror altid at Ståle vil forvente at kanterne altid bidrager defensivt og hjælper backerne.
De problemer vi har nu, bliver dog ikke løst af talmagi og når skadesproblemerne er ovre, ville jeg ærgre mig over ikke at kunne stille med Wind og N’doye i angrebet (også selvom vi har Den Forsvarende Angriber til rådighed).