Der er tre sandheder om Ståles udvikling, Ståles system og klubbens måde at scoute spillere på, som efterhånden er blevet ophøjet til sandheder, og som jeg synes det efterhånden er relevant at diskutere. Sandheder der enten er opstået i medierne, blandt tilhængerne eller af spin leveret af klubben og Ståle.

1) "Ståles system er 4-4-2 med zoneopdækning, og det kan ikke ændres!" - Ståle sværger til zoneopdækning, når holdet forsvarer. Det ved alle, og personligt synes jeg det er fornuftig, da der er ret mange fordele derved, når først spillerne kan systemet. Den sandhed jeg synes bør udfordres og diskuteres er, at Ståles system kun fungerer i en 4-4-2, og at holdet derfor pine død kun kan spille på den måde. Det er noget forbandet vrøvl, for det ene omhandler tilgangen til det at dække op, det andet omhandler måden at stille op. Som jeg ser det, så er en af sæsonens helt stor udfordringer, at FCK kan kyses fysisk og mentalt, specielt på midtbanen, specielt fordi modstanderne har haft en tendens til at overbefolke midtbanen centralt, for på den måde at stække FCK's opspil. Det skete mod FCM, mod BØF, mod AGF, mod Malmø og mod AaB. Skal man spille sig ud af det undertal, så kræver det en hurtig og pasningssikker midtbane. Det har FCK ikke. Når Zeca er med dominerer han i erobringsspillet, men farten i pasningerne mangler - Falk og Stage har ikke kunne opveje for dette. Svaret har i enkelte kampe været, at skifte system undervejs i kampene, både til en 4-3-3 og til en 3-5-2. Ser man på truppens sammensætning kunne det dog være fornuftigt, om det blev mere permanente løsninger. FCK's trup indeholder langt flere spillere, der er uddannet i et 4-3-3-system, og som samtidig har deres forcer der. Ståle vil ikke skulle gå på kompromis med zoneopdækningen, men han vil kunne få elementer frem i spillet, særligt det offensive, som rigtig mange efterlyser.
I tillæg skal det nævnes, at Ståle i et interview med Onside i 2017 (eller 18) selv nævnte, at om systemet hed 4-4-2 eller 7-9-13 var lige gyldigt for ham, så længe FCK spillede med zoneopdækning.

2) "Klubben scouter efter internationale spillere!" - Lige den sandhed mener jeg er Ståles bedste spin-nummer, og det mest fantastiske er, at rigtig mange har købt ind på primissen. Hvad hulan er en international spiller? Jeg kender Ståles definition, men hvis det er spillere der skal kunne klare mosten fysisk og psykisk internationalt, som vi henter tidligt, før de bliver for dygtige og umulige at hente, hvordan kan det så være, at de ikke kan overføre det til Superligaen og totalt smadre ligegyldige modstandere. Det er jo netop to parametre, der skulle løfte de selv samme mod Hobro, AaB, Lyngby, osv. OG er det virkelig sådan andre "internationale" klubber scouter?

Et kerne eksempel Pep Biel. Han koster +30 mio og er Skandinaviens dyreste indkøb. Men hvad bidrager han med? Skal man sætte den på en spids, så tror jeg FCK havde været mere internationale, hvis man havde hentet eksempelvis Sabi i Hobro for den 1 mio Euro de forlangte, og så brugt +10-15 mio på at hente Vejles 16 årige supertalent Wahid Fakir. https://www.bold.dk/fodbold/nyheder/...-stortalent_2/ Det er i hvert fald sådan jeg oplever "internationale" klubber agere.

Stage er et andet eksempel. Eller rettere et eksempel der skriger på, hvorfor snakken om det internationale potentiale på mig virker som godt spin. Stage er stærk fysisk og psykisk, det er der ingen tvivl om, men han er simpelthen alt, alt, alt for begrænset teknisk til at spille internationalt. Jeg sad under Malmø-kampen og tænkte på, hvor helt ekstremt meget en spiller som Anders Christiansen ville pynte på FCK's midtbane. Ved siden af Zeca ville han være en drøm (alt sammen når man ser bort fra hans BØF'ske personlighed, som jeg ikke kan snuppe), men den type findes simpelthen ikke i FCK's trup.

Kort sagt, så er internationale spillere sgu spillere der er dygtige nok til at spille internationalt specielt teknisk og taktisk. Ståle har tit angrebet FCM for at købe spillere til Suppe, men sådan som spillere som Onyeka og Evander dominerede FCK i sidste møde, ja så var det sgu dem der havde købt de internationale spillere - ikke Ståle!

3) "Ståles kan ikke udvikle sig og klubben mere" - sikke noget forbandet vrøvl! Jeg har læst den påstand et utal af gange, og ser man i alene i kamptråden fra Malmø-kampen, så virker det som om, at Ståle står stille som træner. Det mener jeg bestemt ikke er tilfældet, men Ståle er udfordret på sit system, som jeg også skriver tidligere, men at han ikke kan udvikle sig - come on! Det kan alle, hvis de vil, og jeg mener om noget Ståle er typen der gerne udvikler sig. Det jeg tror er problemet lige nu er, at Ståle mangler modspil i trænerteamet. Det tror jeg han fik med Priske, som så nok udfordrede for meget og for hurtigt, og fra Jacob Neestrup som så er smuttet til VFF. Men det virker ikke som om Wiggen og Steffen Madsen er dem der udfordre Ståles ideer, særligt når det kommer til de offensive. FCK og Ståle mangler at inkorporere fart og teknik i holdet, spillerne til det er der, men de virker låste og hæmmede i systemet.

Jeg tror på at Ståle kan udvikle holdet, men det kræver ændringer i forholdet til hvordan fodbold skal spilles.