Jeg forstår til fulde det sportslige rationale bag købet af Wilczek, fordi det er noget klubben gør med jævne mellemrum.
Der har været en sæson med manglende mål eller problemer i offensiven og så er der en klog sjæl der får den tanke at, hvad nu hvis man tog alle holdets kreative kræfter, alle de chancer der bliver skabt, og kanaliserer dem ind i en angriber som bare skal stå inde i feltet og sparke dem i kassen. En "fox in the box", en "proven goalscorer", "en notorisk målscorer, der er utroligt dygtig i boksen og arbejder hårdt for sit hold" som Ståle beskriver Wilczek.
Og så henter man, du ved, Martin Pusic. Eller Pieros Sotiriou. Marvin Pourie. Mos Abdellaoue. Jose Junior. Peter Ijeh.
Og så fejler de fordi angribere i FC København bliver nødt til at bidrage med noget i offensiven udover mål hvis de skal have succes og så går der to-tre sæsoner og så virker det til at man har glemt det igen når næste kloge sjæl rækker hånden i vejret og udbryder "Jeg fik sgu lige en ide". Det er det der skuffer mig ved Ståle mere end at han henter en spiller med en fortid i Brøndby. Det er at vi mister en spiller i N'Doye som virkelig bidrog med noget i offensiven udover mål og istedet for at erstatte ham, så går vi i den samme fælde igen-igen. Hvad nu hvis vi hev en rigtig målscorer ind? Syvende gang er lykkens gang!
Altså, lad ham bare score alle de mål han kan, jeg mener bare oprigtigt ikke at det her styrker os som hold. Helt uanfægtet af hans Brøndby fortid og at han bruger sin første dag som FCK spiller på at fortælle pressen at han skam har Brøndby i hjertet og vil du skide i havet.