Oprindeligt indsendt af
Kiwi
Alle handler på op til 2 mio. euro (transfer el. sign-on fee) havde Ståle carte blanche til selv at håndtere sammen med sin egen stab. Alt derover skulle forbi bestyrelsen og godkendes af dem. Heriblandt skulle man præsentere sportsligt potentiale, videresalgspotentiale, skadeshistorik/risiko, samt andre ting, som jeg ikke ved (fordi jeg ikke har været der). Det var så bestyrelsens ansvar at sige ja eller nej til den pågældende handel. Dermed overtager de også det økonomiske ansvar, da det er hos dem, beslutningen om go/no go lå. Fischer kostede 3,5 mio. euro i transfersum, og skulle derfor vurderes. Bjelland kostede 5 mio. i samlet lønpakke, herunder en sign-on fee på over 2 mio. euro, og skulle derfor vurderes. N'Doye skulle ikke vurderes af bestyrelsen i juli '18 og ved forlængelsen i januar '19, fordi hans to kontrakter var på 1 år, med en løn på 9 mio. om året. Han skulle dog vurderes af bestyrelsen i august, fordi han ville have en 2-årig kontrakt med samme løn (i alt 18 mio. kr., >2 mio. euro), og hvor det blev vurderet af Ståle/bestyrelsen, at det var for høj en hvorimod han pga. skadeshistorikken blev tilbudt en to-årig kontrakt med 4,5 mio. kr. som grundløn, med indregnede bonusser ift. spilletid, som uden skader ville give ham samme årsløn som i de to første år.
Ragnar skulle ikke vurderes af bestyrelsen, fordi 1) han var gratis i transfersum/sign-on fee, og 2) hans løn er meget lav, hvilket betyder at økonomisk var det en meget lille risiko at tage.