Der er efterhånden mange, som presser på ift. at der skal tilskuere tilbage på stadion til superligakampe. Samtidigt er der en række sikkerhedskrav og retningslinier, som skal overholdes, hvis det skal kunne lade sig gøre. Mange af dem strider med den kultur, der er i forbindelse med at tage til fodbold i Danmark. Hvilket også betyder, at der vil være nogle ting, som fundamentalt skal være anderledes, hvis der skal tilskuere på stadion foreløbig.

Så jeg vil gerne liste nogle forskellige krav op, som man kunne forestille sig kunne blive aktuelle resten af sæsonen, hvis det betyder at der er mulighed for at se fodbold på stadion, men som kan være en svær pille at sluge for nogle.
Disse krav KUNNE være:

- Adgang til et begrænset antal kampe (så man som sæsonkortholder eksempelvis kun har adgang til 2-3 hjemmekampe og 1 udekamp resten af sæsonen, og det afgøres via lodtrækning, hvilke kampe der er tale om).
- Krav om at blive testet inden man møder op på stadion (med et dokument til at bekræfte at man er blevet det inden for den seneste uge, sammen med ID. Test og dokument er for egen regning, og dokumentfalsk udløser karantæne).
- Specifikt check-in tidsinterval på vej ind og ud af stadion, så flowet kontrolleres.
- Nul alkohol på stadion. Man møder ædru op, og man forlader stadion ædru.
- Man holder min. 1 sædes afstand, også når man skal hilse på folk, og også når der bliver scoret (Tilpassede regler ift. Familietribunen).
- Kasten med krus m. indhold forbydes, med skærpet sanktionering (man smides ud af stadion).

(Listen er ikke nødvendigvis udtømmende)
Spørgsmålet er, om der vil være visse krav blandt ovenstående, som er så grelle, at folk ikke kan leve med dem, selv om det betød at man kunne komme på stadion igen, og vil ganske enkelt vælge stadion fra og sofaen til.