Ståle Solbakken fratræder i FC København

[Boffer]

Jeg forstår godt han er sur, men hans medieoptræden er efterhånden ikke værdig længere. Der kommer også et tidspunkt hvor man siger punktum og kommer videre.

Nu har jeg også set interviewet med Ståle. Det var trist, synes jeg.

Alle kan forstå, at manden, der har brugt noget nær et livsværk på at skabe en fodboldklub med væsentlig større succes end ophav og budget skulle tilsige muligt, blev skuffet over at blive sparket ud. De fleste kan formentlig også sætte sig ind i følelsen af vrede, hvis man oplever at blive omtalt med mindre respekt end man føler berettiget. Fodbold er følelser, men for folk flest højner skuffelse eller vrede sjældent hverken klarsyn eller analytiske evner.

Ståle kritiserede i interviewet med NENT blandt andet klubbens udmeldinger om parternes indbyrdes respekt og gode samarbejde, og beskriver beskrivelserne som usande.

Ståle oplevede ikke bestyrelsens håndtering og de efterfølgende udtalelser som værende tilstrækkeligt respektfulde. Den karakteristik mener jeg fortsat er berettiget, men én ting er respekt, en ganske anden er usandheder.

Det undrer, hvis parterne ikke ganske konkret aftalte, hvad der skulle og kunne offentliggøres i forbindelse med fyringen. Og det undrer, hvis klubben fandt behov for at tilkendegive, at beslutningen om samarbejdets ophør skulle være truffet i noget, der mindede om mindelighed. Ikke mindst, når det helt åbenbart var meget langt fra dét.

Ståle kan være berettiget irriteret over de udmeldinger, men Ståle overser dig tilsyneladende fuldstændig klubbens forudsigelige behov for at udbrede den pænest mulige udlægning af såvel fyringen som de interne forhold før og efter selvsamme. Klubben kan vanskeligt andet, hvis den afskedigede skal omtales pænest muligt, og søge at signalere kontrol over situationen, så ikke fyringen skabte overdreven uro internt eller forringede tilliden fra samarbejdsparter m.fl. udadtil unødigt.

Ståle kritiserede også bestyrelsen for at have primært fokus på Lalandia. Det er en påstand. Men Ståle er uanset næppe hverken den første eller sidste ansatte, der måtte have ment, at ledelsen burde lytte mere. Og erfaringsmæssigt har det vist sig gavnligt for også fodboldforretningen, at også selskabets øvrige aktiviteter genererede indtægter.

Karakstikkerne af særligt Bo Rygaard, som værende uden blot basal fodboldfaglig forståelse, og William Kvists forudsætninger - eller mangler på samme - forekommer mestendels at være udtryk for personlig forsmåenhed. Ståle er næppe heller eneste afskedigede, som har ment at de, der tog dén beslutning, var galt afmarcheret, men Bo Rygaards kompetencer er heldigvis andre end de fodboldfaglige. William Kvists forudsætninger har ikke siden interviewet været entydige, men han har været nødvendig i forsøget på at signalere, at der midt i ansættelserne af en hel række af jyder og polakker fortsat er lidt København tilbage i klubben.

Kritikken af sammensætningen af bestyrelsen bør dog uanset give anledning til overvejelser. Ikke fordi strategien for fodboldforretningen hovedsageligt er udviklet af Ståle og Johan Lange og ikke bestyrelsen - det var indiskutabelt Ståles og Langes ansvarsområde -, og ikke fordi Skjærbæk og Korsgaard bør skifte fokus fra badeland og hoteldrift til fodboldforretningen. Mig bekendt findes der ikke en anden børsnoteret virksomhed med tilnærmelsesvis tilsvarende omsætning, hvor kompetencer indenfor forretningens kerneområde ikke ses repræsenteret i bestyrelsen. Medmindre man regner bestyrelsespraktikanten William Kvist med.

Klubbens håndtering forekom uovervejet og uforberedt, tenderende det klodsede, men Ståles kritik af organisationen af den klub, han påstår at være fan af, og som han har været en central del af i næsten tretten år, synes både unødigt skinger og uklædeligt personfikseret. Og - måske mest af alt - definitiv.

For indrømme; jeg er stadig ked, at Ståle ikke længere er klubbens, og at klubben ikke længere er Ståles. Jeg synes, de klædte hinanden; jeg synes, at vi klædte hinanden. Selvom afskeden hverken klædte klubben eller Ståle.

Måske det trods alt var heldigt, at Ståle ventede seks uger med at udtale sig - og tilsvarende uheldigt, at han ikke ventede seks, tolv eller atten yderligere. Jeg håber stadig på en værdig markering af hans bedrifter og en retur til klubben og byen.