Årets sidste ligakamp mod et jysk hold byder på et besøg fra Horsens, som inden rundens opgør ligger på næstsidstepladsen efter deres første sejr i sæsonen mod lokalrivalerne fra Vejle. FCK skal forsøge at bygge videre fra de gode takter mod SønderjyskE, og med en sejr på min. 2 overskydende mål vil man ikke længere have en negativ målscore.
FCK kan desuden med en sejr rykke op i Top-6 uanset sejrens størrelse, hvis OB vinder over AaB fredag, og hvis Vejle taber point mod FC Midtjylland lørdag. Man vil desuden gå forbi Randers med en sejr, hvis Mokai-byen smider point ude mod Lyngby, ligesom FCN også overhales med en sejr, hvis de taber til SønderjyskE, OG FCK tæver Horsens med min. 6 overskydende mål. Desuden kan AGF også overhales med en sejr, hvis de samtidigt smider point mod BØF (men det er der ingen normale mennesker, der håber på). Altså kan FCK med en stor nok sejr rykke frem til en 4. plads, hvis de øvrige resultater flasker sig. Ligaplaceringen efter denne runde har indflydelse på hvor mange TV-penge, den enkelte klub får.
FCK må undvære Victor Nelsson, Mikkel Kaufmann og Jonas Wind, der alle tre sidder ude med corona-karantæne sammen med Per Wind. Victor Nelsson er den eneste i truppen, der er i umiddelbar karantænefare, da næste gule kort udløser endnu en dag i skyggen. Herudover er det aldrende makkerpar Bjelland og Sigurdsson stadig tvivlsomme til opgøret.
AC Horsens må undvære deres angriber Qamili grundet karantæne.
Kampens dommer er det unge dommertalent Mikkel Redder, der kun én gang tidligere har dømt en FCK-kamp, nemlig 3-1 sejren mod Esbjerg i oktober sidste år.
Kampen vises på Canal 9 med optakt fra kl. 15